Havtorn (slægt)
| Havtorn-slægten | |
|---|---|
 Havtorn med bær og blade. | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Plantae (Planter) |
| Division | Magnoliophyta (Dækfrøede planter) |
| Klasse | Magnoliopsida (Tokimbladede) |
| Orden | Rosales (Rosen-ordenen) |
| Familie | Elaeagnaceae (Sølvbladfamilien) |
| Slægt | Hippophaë |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Havtorn (Hippophaë) er en slægt af løvfældende buske i Sølvbladfamilien (Elaeagnaceae).
Havtorn producerer orange-gule bær, som er blevet brugt over århundreder som mad, naturmedicin og hudbehandling i Mongoliet, Ladakh, Rusland, Ukraine og Nordeuropa, hvor slægten har sin oprindelse.[1]
Det er en usædvanlig hårdfør plante, der kan modstå vintertemperaturer helt ned til -43 oC.[1] Fordi havtorn udvikler et aggressivt og omfattende rodsystem, er den ofte plantet for at hæmme jorderosion og bruges i landindvinding på grund af dens kvælstoffikserende egenskaber, der bidrager til at berige jorden.[2] Bær og blade fra havtorn anvendes i forskellige hudplejeprodukter og som fødevareingrediens til mennesker og dyr.[1] Havtorn er de seneste år blevet en populær ingrediens i retter fra det nye nordiske køkken.[3]
Arter og underarter[redigér | rediger kildetekst]
Slægtens inddeling i arter og underarter er omdiskuteret.[4] Baseret på et taksonomisk studie fra 1971[5] med en række mindre modifikationer[6][7] er slægten begrænset til syv arter og en række underarter. En ses i Danmark (H. rhamnoides ssp. rhamnoides), mens de fleste er hjemmehørende i Centralasien, Kina og Himalaya (fx H. salicifolia (Himalayahavtorn)).[8][9][10][11]
- Hippophae rhamnoides L. (med syv underarter):
- subsp. rhamnoides (ved kyster i det nordvestlige Europa inklusive Danmark)
- subsp. carpatica Rousi (bjerge i Transsylvanien og Karpaterne)
- subsp. caucasica Rousi (bjerge mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav)
- subsp. fluviatilis Soest (Alperne) (synonym: Hippophae fluviatilis (Soest) G.H.Loos)
- subsp. mongolica Rousi (på grusbund fra det Ydre Mongoliet til Bajkalsøen)
- subsp. sinensis Rousi (på sandet jord i nordvest Kina og det Indre Mongoliet) (synonym: Hippophae sinensis (Rousi) Tzvelev)
- subsp. turkestanica Rousi (udbredt i Himalaya)
- subsp. yunnanensis Rousi (bjerge i Yunnan provinsen, Kina) (synonym: Hippophae yunnanensis (Rousi) Tzvelev)
- Hippophae salicifolia D.Don (Himalayahavtorn; på sydvendte skråninger i Himalaya)
- Hippophae neurocarpa S.W.Liu & T.N.Ho (med to underarter)
- subsp. neurocarpa (på højtliggende områder i Centralasien)
- subsp. stellatopilosa (i Tibet)
- Hippophae tibetana Schltdl. (i Himalaya, Tibet og det centrale Kina)
- Hippophae litangensis Y.S.Lian & Xue L.Chen ex Swenson & Bartish (et enkelt voksested i Kina)
- Hippophae goniocarpa Y.S.Lian et al. ex Swenson & Bartish (ved bredden af floder i det centrale Kina)
- Hippophae gyantsensis (Rousi) Y.S.Lian (i Tibet og Kina)
Dyrkede sorter[redigér | rediger kildetekst]
Flere sorter dyrkes i gartnerier og vokser i haver. De fleste er varieteter af Hippophaë rhamnoides. Eksempler er:
- Askola
- Frugana
- Habego
- Hippophae rhamnoides 'Eva'
- Hippophae rhamnoides 'Otto'
- Orange Energy
- Pollmix 1
- Sirola
Se også[redigér | rediger kildetekst]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b c Li TSC (2002). Janick J, Whipkey A (red.). Product development of sea buckthorn (PDF). Trends in new crops and new uses. ASHS Press, Alexandria, VA. s. 393-8. Hentet 16 maj 2014.
- ^ Li TSC, Oliver A (maj 2001). "Sea buckthorn factsheet" (PDF). British Columbia Ministry of Agriculture, Food and Fisheries. Arkiveret fra originalen (PDF) 2008-05-28. Hentet 26. september 2019.
{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Bruger authors parameter (link) - ^ Kristiansen, C.L. (2014) Claus Meyer: Sådan får du ’new nordic’ ind i dit køkken - gratis. TV 2, 29. april 2014. Hentet 19. oktober 2022.
- ^ Malik, S., Babbar, S., Chaudhary, M., Sharma, S., Raina, S.N., Babbar, S.B. (2022) Authentication and deciphering interrelationships of Hippophae species using DNA barcodes. Nucleus 65, 165–177 doi: 10.1007/s13237-021-00382-z
- ^ Rousi, A. (1971). The genus Hippophae L. A taxonomic study. Annales Botanici Fennici 8: 177-227.
- ^ Bartish IV, Jeppsson N, Nybom H, Swenson (2002) Phylogeny of Hippophae (Eleagnaceae) inferred from parsimony analysis of chloroplast DNA and morphology. Systematic Botany 27: 41–54.
- ^ Swenson U, Bartish IV (2002) Taxonomic synopsis of Hippophae. Nordic Journal of Botany 22: 369–74.
- ^ https://europepmc.org/articles/PMC5431470/figure/Fig5/
- ^ https://www.semanticscholar.org/paper/Carotenoid-composition-of-berries-and-leaves-from-Pop-Weesepoel/073cc8f17f01949236c7c5f405eabb1d6a1a5e6b
- ^ https://www.researchgate.net/figure/Comparative-list-of-the-nutritional-composition-of-sea-buckthorn-berries_tbl1_229404973
- ^ https://www.researchgate.net/figure/List-of-available-sea-buckthorn-market-products_tbl1_224822285