Hotspot (økologi)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Hotspot.
Skovområde nær Tavush i Armenien. Vegetationen er et eksempel på Kaukasus' hotspot.

Et biologisk hotspot er en biogeografisk region med et betydningsfuldt reservoir af biodiversitet, som trues af menneskers aktiviteter.

Begrebet biologisk hotspot blev udmøntet af Norman Myers i to artikler i tidsskriftet The Environmentalist, 1988[1] og 1990[2]). Betegnelsen blev revideret efter en grundig analyse, foretaget af Myers m.fl. i Hotspots: Earth’s Biologically Richest and Most Endangered Terrestrial Ecoregions.[3]

For at en region kan betegnes som et biologisk hotspot og dermed optages på Myers udgave af hotspotkortet fra 2000, må den opfylde to strenge krav: Mindst 0,5% eller 1.500 stedets karplanter skal være endemiske, og det må have tabt mindst 70% af den oprindelige vegetation.[4] I verden som helhed er der mindst 25 områder, der opfylder kravene efter denne definition, og ni andre, som muligvis gør det. Disse egne rummer næsten 60% af verdens plante-, fugle-, pattedyr-, krybdyr-, og paddearter, hvoraf en meget høj andel er endemiske.

Hotspots med endemiske arter
Antal arter Endemiske arter % endemisme
Tropiske Andesbjerge 3.389 1.567 46,24 %
Atlantiske skove (Brasilien) 1.361 567 41,66 %
Californiens floraprovins 584 71 12,16 %
Kaplandets floraprovins 562 53 9,43 %
Middelhavsområdet 770 235 30,52 %
Kaukasus 632 59 9,34 %
Syd- og Centralkina 1.141 178 15,60 %
New Zealand 217 136 62,67 %
Oceanien 342 223 65,20 %

I tabellen ovenfor ses det, hvordan isolation betyder højere %-del af endemiske arter (New Zealand, Oceanien), mens refugieområder betyder højere totalt artsantal (Andesbjergene, Syd- og Centralkina).

Tabellen er lavet på basis af Norman Myers, Russell A. Mittermeier, Cristina G. Mittermeier, Gustavo A. B. da Fonseca og Jennifer Kent: Biodiversity hotspots for conservation priorities i Nature, 2000, 403 side 853-858. Se artiklen her



Fredningsinitiativer for hotspots[redigér | redigér wikikode]

Kun en lille procentdel af det samlede landområde inden for de biologiske hotspots er beskyttede på nuværende tidspunkt (2011). Flere internationale organisationer arbejder via forskellige kanaler på at få fredet de biologiske hotspots.

  • Critical Ecosystem Partnership Fund (CEPF) er et globalt program, som skaffer midler og teknisk bistand til NGO'er og andre samarbejdspartnere i den private sektor, så de kan beskytte biologiske hotspots. CEPF har støttet flere end 1.000 private foreninger, der arbejder lokalt med at frede hotspots i Afrika, Asien og Latinamerika. CEPF er et samarbejde mellem Global Environment Facility, John D. and Catherine T. MacArthur Foundation, Agence Française de Développement, det japanske finansministerium, Conservation International og Verdensbanken.[5]
  • Conservation International (CI) gør brug af nye opdagelser inden for videnskab, økonomi, politik og borgerdeltagelse for at beskytte Jordens rigeste regioner med høj diversitet blandt planter og dyr: biologiske hotspots, vildnisområder med høj diversitet og vigtige havområder. CI arbejder i mere end 40 lande på 4 kontinenter, men med hovedkvarter nær Washington, D.C., USA.[6]
  • WWF Verdensnaturfonden (WWF) har udviklet en klassificering, som hedder Global 200 Ecoregions, hvis mål det er at udvælge de vigtigste økoregioner, som har behov for at blive fredet, i hver af de 14 habitattyper på landjorden, de 3 i ferskvand og de 4 i havet. De er blevet udvalgt på grund af deres artsrigdom, endemismer, usædvanlige økologiske eller udviklingsmæssige fænomener og deres sjældenhed i globalt perspektiv. Alle biologiske hotspots rummer mindst én Global 200 økoregion.
  • Birdlife International (BI) har udpeget 218 endemiske fugleområder, som hver især rummer to eller flere fuglearter, der ikke findes noget andet sted. BI har optegnet flere end 11.000 vigtige fugleområder i verden som helhed[7].
  • Plantlife samordner på tilsvarende måde de projekter over hele verden, som forsøger at udpege vigtige planteområder.[8].
  • Alliance for Zero Extinction er en paraplyorganisation for et stort antal videnskabelige organisationer og fredningsforkæmpere, som samarbejder om at skabe opmærksomhed, rettet mod de mest truede, endemiske arter i verden. De har peget på 595 steder, heriblandt en stor del af BIs vigtige fugleområder.

Alle disse initiativer bygger på videnskabelige kriterier, og de opstiller kvantitative tærskelværdier.

Biologiske hotspots for hver region[redigér | redigér wikikode]

Biodiversity hotspots. Se følgende signaturforklaring:
1. Tropiske Andesbjerge 2. Mellemamerika 3. Karibiske øer 4. Atlantiske skove 5. Tumbes-Chocó-Magdalena 6. Cerrado 7. Valdiviske tempererede regnskove 8. Californiens floraprovins 9. Madagaskars økoregion 10. Østafrikas kystskove 11. Guineas skove i Vestafrika 12. Kaplandets floraprovins 13. Karoo med sukkulenter 14. Middelhavsområdet 15. Kaukasus 16. Sundaland 17. Wallacea 18. Filippinerne 19. Indien-Burma 20. Sydvestlige Kinas bjerge 21. Vestlige Ghats og Sri Lanka 22. Sydvestaustralien 23. Ny Kaledonien 24. New Zealand 25. Oceaniens økoregion
De senere tilføjede, ni hotspots er:
26. Sierra Madres fyrre-egeskove 27. Maputaland-Pondoland-Albany 28. Østafrikas bjergskove 29. Afrikas horn 30. Iransk-anatoliske floraprovins 31. Centralasiens bjerge 32. Østlige Himalaya 33. Japan 34. Østmelanesiske øer

Nord- og Mellemamerika

Sydamerika

Europa og Centralasien

Afrika

Sydasien

Østasien og Oceanien

Kritik af hotspotbegrebet[redigér | redigér wikikode]

Selve det, at der er opnået stor opmærksomhed om de biologiske hotspots, har fremkaldt en betydelig kritik. Det fremgår af argumentationen i bl.a. Kareivas og Marviers artikel fra 2003[10], at de biologiske hotspots:

  • Ikke er tilstrækkeligt repræsentative, set i forhold til andre mål for artsrigdom (f.eks. den samlede artsrigdom eller antallet af truede arter).
  • Ikke er tilstrækkeligt repræsentative, hvad angår andre biologiske grupper end karplanterne (f.eks. hvirveldyr eller svampe).
  • Ikke bidrager til at beskytte hotspots, der har diversitet i mindre målestok.
  • Ikke tager højde for ændringer i udnyttelsen af landjorden. De udpegede hotspots repræsenterer regioner, som har oplevet betragtelige tab af habitater, men det betyder ikke, at tabet er en vedvarende proces. Modsat findes der regioner, som er forholdsvist intakte, og som kun har været udsat for svage tab af levesteder, men som nu oplever tab af habitater i rivende tempo (f.eks. Amazonas).
  • Ikke beskytter tjenester, der arbejder for økosystemerne.
  • Ikke medregner fylogenetisk diversitet.

En serie af artikler fra de senere år har peget på, at forestillingen om biologiske hotspots (og mange andre højt prioriterede regionale områder) ikke forholder sig til omkostningssiden.[11] Formålet med at udpege biologiske hotspots bør ikke være at identificere regioner, som har en høj værdi, hvad angår biodiversitet, men at prioritere forbruget af økonomiske midler. De udpegede regioner omfatter regioner i den udviklede del af verden (f.eks. Californiens floraprovins), sammen med regioner i udviklingslandene (f.eks. Madagaskar). Prisen på jord vil sandsynligvis være meget forskellig fra region til region, men forestillingen om biologiske hotspots tager ikke hensyn til den fredningsmæssige konsekvens af denne forskel.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Norman Myers: The Environmentalist, 1988, 8 side 187-208
  2. Norman Myers: The Environmentalist, 1990, 10 side 243-256
  3. Russell A. Mittermeier, Norman Myers og Cristina Goettsch Mittermeier: Hotspots: Earth's Biologically Richest and Most Endangered Terrestrial Ecoregions i Conservation International, 2000, ISBN 978-968-6397-58-1
  4. Norman Myers m.fl. i Nature, 2000, 403 side 853–858. Se mere under "Litteratur"
  5. The Critical Ecosystem Partnership Fund: Officiel hjemmeside (Engelsk)
  6. Conservation Internationals præsentationsside (Engelsk)
  7. Birdlife International: Important Bird Areas (Engelsk)
  8. Plantlife International: Plant talk (Engelsk)
  9. Conservation International: Biodiversity Hotspots (Engelsk)
  10. P. Kareiva og M. Marvier: Conserving Biodiversity Coldspots i American Scientist, 2003, 91 side 344-351. Se artiklen online
  11. H. Possingham, og K. Wilson: Turning up the heat on hotspots i Nature, 2005, 436 side 919-920.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Norman Myers, A. Mittermeier, C. G. Mittermeier, G. A. B. da Fonseca og J. Kent: Biodiversity hotspots for conservation priorities i Nature, 2000, 403 side 853-858. Artiklen findes også online.
  • Huw I. Griffiths, Boris Krytufek og Jane M. Reed (udg.): Balkan Biodiversity: Pattern and Process in the European Hotspot, 2004, ISBN 978-1-4020-2853-3
  • Russell A. Mittermeier, Patricia Robles Gil, Michael Hoffman, John Pilgrim, Thomas Brooks, Christina Goettsch Mittermeier, John Lamoreux og Gustavo A. B. da Fonseca: Hotspots Revisited: Earth's Biologically Richest and Most Endangered Terrestrial Ecoregions, 2005, ISBN 978-968-6397-77-2
  • Frank E. Zachos og Jan Christian Habel (udg.): Biodiversity Hotspots: Distribution and Protection of Conservation Priority Areas, 2011, ISBN 978-3-642-20991-8