Spring til indhold

Huset (København)

Koordinater: 55°40′35.19″N 12°34′30.37″Ø / 55.6764417°N 12.5751028°Ø / 55.6764417; 12.5751028
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Huset i Magstræde)
For alternative betydninger, se Huset. (Se også artikler, som begynder med Huset)
Huset-KBH i Rådhusstræde 13.

Huset (tidligere Huset i Magstræde) er et kulturhus i København. Huset bruges i dag primært til kulturoplevelser som brætspilscafe, kultfilm, koncerter og teaterforestillinger til burlesque, comedy, litteraturoplæsninger, rollespil, talks og debatter. I Huset findes bl.a. Danmarks første brætspilscafé, Bastard Café, der åbnede i 2014.

Huset har eksisteret siden 1970.[1] Det er ifølge Trap Danmark landets næstældste kulturhus.[2] Danmarks ældste kulturhus er Kulturhuset i Randers, der blev indviet i 1969.[3]

Gennem tiden har rockklubben Barbue fra 1984 og musikere som bl.a. Red Hot Chili Peppers,[4] The Cult, Maceo Parker, Sods, Disneyland After Dark og Radiohead har optrådt.[5] Det er indrettet i en fredet bygning i Rådhusstræde 13, og i de tilstødende ejendomme i Magstræde 12 og 14 i Snarens Kvarter i indre by.

Huset har eksisteret siden 1970, hvor Københavns Kommune overdrog det til en gruppe af hippier og kunstnere, der under titlen Projekt Hus[6][7] havde ambitioner om at skabe et kulturelt mødested for de unge. Projektet stoppede året efter på grund af problemer med blandt andet stofmisbrug.[8] Da Huset lukkede, flyttede nogle af beboerne til Projekt Fabrik i Prinsessegade på Christianshavn, i nærheden af det nuværende Christiania.[9]

I 1972 genåbnede Huset, nu med tilknytning til Københavns Ungdomscentre.[7] Siden da har Huset, med forskellige afbrud,[9] dannet rammen om flere generationers kulturelle strømninger, fra hippier og rødstrømper, over punk og grunge, til nutidens quirky nichekulturer i form af brætspil, kultfilm og meget andet.

Teatret, kaldt Husets Teater, blev grundlagt i 1975, og flyttede i 1995 til Fiolteatrets gamle lokaler i Den brune Kødby. Lokalerne i Huset overtoges af Teater Sthyr & Kjær, opkaldt efter grossistselskabet Sthyr & Kjær, der havde hovedkvarter i bygningen fra midten af 1800-tallet.[10]

I efteråret 2005 genopstod Huset med en ny profil med fokus på rytmisk musik, jazz, teater og performance.[11]

Huset bliver i dag brugt til en række forskellige kulturoplevelser som kultfilm, koncerter og teaterforestillinger til burlesque, comedy, litteraturoplæsninger, rollespil, talks og debatter.

I dag er Huset en del af kulturklyngen DIT:KBH, som udover Huset består af kulturhusene Union, Onkel Dannys Plads, Basement, Kraftwerket, Kulturhuset Indre By, Villa Kultur, CPH Volunteers, samt det nyåbnede kulturhus Stairway i Vanløse.[6]

Huset rummer bl.a. Danmarks første brætspilscafé, Bastard Café, der åbnede i 2014.[12] I dag har Bastard Café afdelinger flere andre steder.[13]

Bygningshistorie

[redigér | rediger kildetekst]
Snarens Kvarter på et kort fra 1884 med Magstræde nederst og Rådhusstræde til venstre.
Rådhusstræde 13 i 1903 mens det var hovedkvarter for Sthyr & Kjær.

Huset råder i dag over tre ejendomme, heraf en i Rådhusstræde og to i Magstræde. Ejendommene støder op til hinanden i baghusene, men indgangene fra de to veje ligger ikke ved siden af hinanden.

Forhuset i Rådhusstræde, der er bygget efter Københavns brand i 1728, blev opført i to etager med kvist men er senere blevet forhøjet.[14][15]

Bygningen var fra 1811 til 1969 hovedsæde for grossistfirmaet Sthyr & Kjær (senere Dagrofa), der blev stiftet af Selgen Sthyr og Peter Bernhard Kjær i 1866.[14][16][17] Facadens udsmykning er fra omkring 1852.

I 1903 købte virksomheden også naboejendommene i Magstræde 12 og 14, og i forbindelse med en ombygning i begyndelsen af 1900-tallet blev et stort pakhus opført i Magstræde 14, der så blev baghus til Rådhusstræde 13.[14][15]

Magstræde 12 i april 2018.

Forhuset i Magstræde 12 blev opført i to etager 1730–1731 for brygger Peder Børgesen. Det blev forhøjet ud mod gaden i 1811, men de oprindelige to etager mod gårdsiden blev bibeholdt. Det meste af gavlen mod Magstræde 14 er synlig, da det tidligere pakhus på matriklen er trukket lidt tilbage fra gaden.[18]

Bygningerne på Rådhusstræde 13 og Magstræde 12 blev fredet i 1945,[14][18] og i 1969 købte Københavns Kommune de tre sammenhængende ejendomme.

  1. ^ Huset fejrer 50 år – tillykke med fødselsdagen. Ugeavisen Indre By. Hentet 23/4-2024
  2. ^ Sejerøe, Anders; Larsen, Vibeke Sonntag; Christensen, Niels. "Huset-KBH". Trap Danmark (lex.dk online udgave). Hentet 6. december 2024.
  3. ^ Amsler, Henri. "Kulturhuset (Randers)". Trap Danmark (lex.dk online udgave). Hentet 6. december 2024.
  4. ^ Live 'Er I der, København?'. Politiken. Hentet 1/12-2024
  5. ^ Musikcaféen. Huset. Hentet 1/12-2024
  6. ^ a b Historie. huset.kk.dk. Hentet 23/4-2024
  7. ^ a b Huset i Magstræde. Københavns Stadsarkiv. Hentet 2/12-2024
  8. ^ Huset i Magstræde, hentet 3. december 2024
  9. ^ a b Liljedahl, Estrid; Lyding, Henrik; Davidsen, Nina. "Huset". Den Store Danske (lex.dk online udgave). Hentet 4. december 2024.
  10. ^ Teatret i Huset får ny ledelse. Jyllands-Posten. Hentet 2/12-2024
  11. ^ Huset får to nye scener. Politiken. Hentet 23/4-2024
  12. ^ Brætspils-café åbner i dag, Thomas Helsborg, DR.dk, 7.11.2014
  13. ^ Bastard Café. Hentet 2/12-2024
  14. ^ a b c d Sag: Rådhusstræde 13. FFB-register, SLKE. Hentet 2. december 2024
  15. ^ a b "Rådhusstræde 13, København". Trap Danmark (lex.dk online udgave). Hentet 1. december 2024.
  16. ^ "Sthyr & Kjær". taendstikmuseum.dk. Hentet 1. december 2024.
  17. ^ "Stevns Kridtbrud og Kridtslemmeri A/S". Kraks Forlag. Hentet 16. juni 2022.
  18. ^ a b Sag: Magstræde 12, hentet 3. december 2024

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

55°40′35.19″N 12°34′30.37″Ø / 55.6764417°N 12.5751028°Ø / 55.6764417; 12.5751028