Fusion (musik)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Jazzrock)
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Fusion (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Fusion)

Fusionsmusik - undertiden også bare kaldt fusion - er definitionen på en musikstil, hvori en gruppe musikere har blandet elementer fra flere forskellige stilarter i samme musik.

Udtrykket fusion er mest brugt om fusionen mellem jazz og rock, en fusionsstil der havde sin storhedstid fra 1970 til starten af 1980'erne. Udtrykket kan dog benyttes om alle sammenblandinger af forskellige stilarter - f.eks. spillede den danske 1970'er gruppe Buki Yamaz en fusion mellem latinamerikansk musik og funk.

Jazzrock[redigér | redigér wikikode]

Gruppen Weather Report var i 1970'erne og 1980'erne blandt de førende fusionsorkestre.

Jazzrocken forenede elementer fra jazzen: komposition, improvisation, teknik og musikalsk udtryk - med rockens og popmusikkens evne til nå et bredere publikum og dens brug af elektriske instrumenter, som f.eks. (el-bas, synthesizere, forvrænget guitar), hårdtslående trommer og enklere kompositioner.

Jazzrockens start: Miles Davis[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af 1960'erne havde den eksperimentelle jazz nået en musikalsk og publikumsmæssig grænse med progressive artister som John Coltrane og Miles Davis.

Fra starten af 1970 chokerede Miles Davis imidlertid jazz-verdenen ved at udsende tre album, som var et massivt brud med hans tidligere, akustiske stil: Fusionsalbummerne Bitches Brew,[1] Live - Evil,[2] og A tribute to Jack Johnson,[3] alle udsendt i 1970.

Den nye stil var symboliseret ved Miles Davis' brug af rockmusikkens elektronik, forvrængeren og ekko-pedalen på trompeten, samt de hårdtslående trommer med et tydeligere back-beat på taktslagene 2 og 4, end man var vant til i den hidtidige jazz. Dette signal fra Davis førte til et markant nybrud i hele musikbranchen, både indenfor jazz- og rockmusikken: Fusionen mellem jazz og rock var født. Og med Miles Davis' skifte fulgte en lang række fusionsudgivelser fra en myriade af musikere, både i udlandet og Danmark.

I tiden frem til ca. 1980 var de dominerende fusionskunstnere på verdensscenen guitaristen John McLaughlin, pianisten Joe Zawinul (Weather Report med bl.a. Jaco Pastorius (bas) og Wayne Shorter (sax)), Chick Corea (piano) og Herbie Hancock (keyboards).

I Danmark, som hidtil havde virket som en magnet på repræsentanter for den traditionelle jazz, begyndte folk som Palle Mikkelborg, Karsten Vogel og Kenneth Knudsen at eksperimentere med jazzrock-fusion i de tidlige 1970'ere. Det er f.eks. tydeligt at høre inspirationen fra Miles Davis' skifte til fusions-jazzrock på Palle Mikkelborg's belgiske kvintet i 1972.[4]

Jazzrock-fusionen var populær i en periode pga. dens gennemslagsevne, men den fik også drøje hug af traditionalisterne blandt jazzkendere, da enkle figurer (licks) og store stadionkoncerter ansås at have "invaderet" jazzgenren. Instrumentteknologien var også et element, der drev jazz'en hen mod en "mainstream"-identitet.

Fra 1980'erne begyndte jazzrock fusionsmusikken at trække sig tilbage, både i Danmark og i udlandet, idet en ny generation af musikere, inspireret af hip-hop, rap, og punk var vokset frem. Dette var generationen af musikere, der var vokset op med The Beatles, og det førte til mange nye stilarter. Nogle musikere fusionerede f.eks. pop, jazz og punk til stilarten New Wave, f.eks. den engelsk-amerikanske trio The Police.

I 1970'erne var Danmark rigt på jazzrock fusionsgrupper, som f.eks. Palle Mikkelborg's Entrance, Burnin Red Ivanhoe, Secret Oyster, Sneakers, Kenneth Knudsen's Anima, Heavy Joker, Pakhus 1 og Cox Orange, som alle fusionerede den pågående rytmik og elektronikken fra rocken med den komplekse komposition og de lyriske akkorder fra jazzen.

Kendte fusionsnavne[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]