Jean Pio

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search

Jean Frédéric Guillaume Emile Pio (1. juli 183312. januar 1884) var skolemand. Han blev født i ToksværdSjælland som søn af kaptajn Vilhelm Emil Laurent Pio og Anna Marie (født Brix). Familien stammede oprindelig fra Frankrig.

Som 17-årig blev han student fra Roskilde Katedralskole. Han påbegyndte sit filologiske studium på universitetet med det samme, men måtte af helbredshensyn holde en pause og var i en tid huslærer på landet. I 1857 færdiggjorde han sit studium og blev filologisk kandidat. Han blev derefter ansat som lærer ved en række københavnske skoler, heriblandt Borgerdydskolen i København, og som leder af et privat artiumskursus. Han foretog i 1864-65 en rejse til Athen og ventede at få et lektorat i græsk ved Københavns Universitet efter hjemkomsten. Han fik det dog ikke og takkede i stedet ja til en huslærerstilling hos grev Frijs-Frijsenborg, hvor han var indtil 1868. Samme år i juli blev han udnævnt til Borgerdydskolens bestyrer efter professor K. Rovsing, først alene, siden i fællesskab med S.G. Møller. Skolen trivedes vel under hans ledelse, og han fandt tid til også at sætte sig et spor i den danske folkeskoles historie. Sin store interesse for opdragelse og undervisning kom bl.a. til udtryk i hans arbejde i:

Pio ægtede 23. december 1868 komtesse Elisabeth Susanne Sophie Sponneck (født 24. juni 1846), datter af gehejmeråd W.C.E. Sponneck (finansminister) og Antionette Siegfriede (født von Lowzow). I 1875 fik Pio titel af professor. 12. januar 1884 døde han efter kun få dages sygdom.

Han var bror til socialistordføreren Louis Pio

Værker[redigér | redigér wikikode]

  • Contes populaires Grecs (1879),
  • Oversættelse af H.C. Andersens Historien om en Moder til femten sprog (1875) med Vilh. Thomsen
  • Adskillige tidsskriftafhandlinger