Jeg elskede dig i går
| Jeg elskede dig i går | |
|---|---|
 | |
| Overblik | |
| Originaltitel | Le Mépris |
| Genre | drama |
| Instrueret af | Jean-Luc Godard |
| Manuskript af | Jean-Luc Godard efter Alberto Moravias roman |
| Baseret på | Il disprezzo  |
| Medvirkende | Brigitte Bardot Michel Piccoli Jack Palance |
| Fotografering | Raoul Coutard |
| Klip | Agnès Guillemot |
| Musik af | Georges Delerue |
| Produceret af | Carlo Ponti Georges de Beauregard Joseph E. Levine |
| Udgivelsesdato |  29. oktober 1963 |
| Længde | 103 min. |
| Oprindelsesland |  Frankrig Italien |
| Sprog | fransk, engelsk, italiensk, tysk |
| Budget | $900.000 (estimeret) |
| Links | |
| på IMDb | |
| på scope.dk | |
| i DFI's filmdatabase | |
| i SFDb | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. | |
Jeg elskede dig i går (fransk: Le Mépris) er en fransk-italiensk film fra 1963 instrueret af Jean-Luc Godard med Brigitte Bardot og Michel Piccoli i hovedrollerne. Filmen er baseret på romanen af samme navn af Alberto Moravia.
Handling
[redigér | rediger kildetekst]Den amerikanske filmproducer Jeremy Prokosch (Jack Palance) får den velanskrevne østrigske instruktør Fritz Lang (spillet af ham selv) til at indspille en film baseret på Homers Odysseen. Prokosch er imidlertid utilfreds med den måde, hvorpå Lang behandler materialet og ansætter nu Paul Javal (Michel Piccoli) til at omskrive manuskriptet. Konflikten mellem det kunstneriske udtryk og de kommercielle interesser kommer til at forløbe parallelt med Pauls pludselige fremmedfølelse over for sin hustru Camille (Brigitte Bardot), som fjerner sig fra Paul, da hun kommer i selskab med Prokosch, der er en rig playboy.
Medvirkende
[redigér | rediger kildetekst]- Brigitte Bardot – Camille Javal
- Michel Piccoli – Paul Javal
- Jack Palance – Jeremy Prokosch
- Giorgia Moll – Francesca Vanini
- Fritz Lang – Fritz Lang
Filmens temaer og referencer
[redigér | rediger kildetekst]Filmen baserer sig på Moravias roman af samme navn med handlingen om et ægtepar, der gradvis bliver mere og mere fremmede for hinanden. Godard skaber i filmen en parallel til sit privatliv, hvor Paul, Camille og Prokosch dels svarer til Odysseus, Penelope og Poseidon, dels til Godard, hans hustru Anna Karina og en af filmens producere Joseph E. Levine. På et tidspunkt i filmen tager Bardot en mørk paryk på, hvorved hun næsten kommer til at ligne Anna Karina. Derudover kan Piccoli minde lidt om Bardots tidligere mand, Roger Vadim.
Undervejs i filmen oplever man en diskussion om Dantes Den guddommelige komedie, specielt canto XXVI af Inferno om Odysseus' sidste fatale rejse hinsides Herkules' Søjler, samt om Friedrich Hölderlins digt "Dichterberuf" ("Poetens kald").
Filmens tilblivelse
[redigér | rediger kildetekst]Produceren Carlo Ponti var interesseret i et samarbejde med Godard, og denne foreslog en filmatisering af Moravias roman med Kim Novak og Frank Sinatra i hovedrollerne, men de afslog. Ponti foreslog i stedet Sophia Loren og Marcello Mastroianni, men det var Godard ikke interesseret i. Til slut valgte man Bardot, idet produceren insisterede på, at det ville være godt for indtjeningen, hvis man viste Bardots berømte sensuelle krop.
Som en kommentar til dette lavede Godard filmens indledning som en parodi på filmbranchens grådighed ved at vise lidt nøgenhed. Scenen blev indspillet, efter at Godard ellers anså filmen for at være færdig, fordi den amerikanske co-producer insisterede på at vise en nøgen Bardot. I filmen ser man Godard selv spille Fritz Langs assistent, der på sin karakteristiske vis får Lang til at forklare mange af Godards egne teorier og holdninger fra den ny bølge. Godard ansatte endvidere to ellers glemte filminstruktører fra den ny bølge, Luc Moullet og Jacques Rozier til filmen: Man ser undervejs Bardot læse i en bog om Fritz Lang skrevet af Moullet, og Rozier lavede en kort dokumentarfilm om optagelserne af Jeg elskede dig i går med titlen Le Parti Des Choses.
Filmen foregår i og blev optaget i Italien, dels i Cinecittà i Rom, dels i villaen Casa Malaparte på Capri. I en af filmens kendte scener ser man Bardot og Piccoli gå frem og tilbage i villaen, mens de skiftevis skændes og forsones. Scenen er optaget som en udvidet serie af optagelser fra kamera på dolly med naturlig lyssætning og i næsten realtid.
Versioner
[redigér | rediger kildetekst]Filmen kom i tre forskellige udgaver: Fransk, italiensk og amerikansk. Den franske udgave er flersproget, hvor der tales både fransk, engelsk, italiensk og tysk, mens de to øvrige udgaver var eftersynkroniseret til deres egne sprog. Klipningen af de tre versioner er også forskellig, idet den franske og den amerikanske kun har meget små forskelle, mens den italienske version er omkring tyve minutter kortere. Desuden har den italienske udgave erstattet George Delerues musik med en helt anden type musik i form af ukontroversiel jazz skrevet af Piero Piccioni.
Modtagelse
[redigér | rediger kildetekst]Filmen er ikke blandt de første, der fremhæves i Godards produktion, men den har dog fået nogle pæne kommentarer, fx Edward Buscombes vurdering: "En intelligent og elegant film med en chokerende slutning".[1] samt Colin MacCabes "the greatest work of art produced in post-war Europe".[2]
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Steven Jay Schneider, red. (2007). 1001 film du skal se før du dør. Politikens Forlag. s. 418.
- ^ Philip Lopate (1997-06-22). "Brilliance And Bardot, All in One". The New York Times.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Jeg elskede dig i går på Internet Movie Database (engelsk)
- Jeg elskede dig i går på Filmdatabasen
- Jeg elskede dig i går på Scope
- Jeg elskede dig i går i Svensk Filmdatabas (svensk)
- Jeg elskede dig i går på AlloCiné (fransk)
- Jeg elskede dig i går på MovieMeter (nederlandsk)
- Jeg elskede dig i går på AllMovie (engelsk)
- Jeg elskede dig i går hos American Film Institute (engelsk)
- Jeg elskede dig i gårs profil hos Encyclopædia Britannica Online (engelsk)
- Jeg elskede dig i går på Turner Classic Movies (engelsk)
- Terence Rafferty: "Man, Godard and Nature (And Bardot, Too)", The New York Times, 2008-03-09 (i anledning af filmens 40-årsjubilæum)
