Homer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler den græske digter Homer. For andre betydninger af Homer, se Homer (flertydig).

Homer (Græsk Homēros / Ὅμηρος) var en tidlig græsk digter, som traditionen tillægger de to epos Iliaden og Odysseen og de homeriske hymner.

Personen[redigér | redigér wikikode]

Det er imidlertid usikkert, om han overhovedet er en historisk person, og om han i så fald har skrevet disse epos eller i det mindste ét af dem, eller om han blot er den, der i sidste ende samlede dem og skrev dem ned. Nogle forskere tror, at der fandtes en historiske Homer i det 8. århundrede f.Kr., mens andre forskere mener, at digtene er opstået ud af en mundtlig tradition båret af såkaldte rapsoder og først blev skrevet ned senere, måske på ordre fra Athens hersker Peisistratos for at sikre dem for eftertiden.

Den blinde Homer (William-Adolphe Bouguereau, 1874).

Traditionen vil vide, at Homer var blind. I den hymnen til Apollon, som man i oldtiden tillagde Homer, bliver digteren beskrevet som "en blind mand", der "bor på det klipperige Chios". Blindhed er dog et typisk træk for vismænd og digtere i traditionen (jf. også Stesichoros).

I oldtiden var der adskillige byer, der hævdede at være Homers hjemby. Den geografiske horisont i Iliaden tyder dog på, at eposset er opstået et sted i det vestlige Lilleasien. Sproget i digtene er den ioniske dialekt, der netop blev talt i Lilleasien – godt fyldt op med arkaiske og æoliske ord og former.

Troja[redigér | redigér wikikode]

Iliaden er den vigtigste kilde til viden om den trojanske krig og Troja, og inspirerede eventyreren Heinrich Schliemann til i slutningen af det 19. århundrede at finde det historiske Troja i det nordvestlige Lilleasien.

Siden har de hittitiske kilder bekræftet, at der fandtes en betydningsfuld stat ved navn Wiluša (Homer bruger navnet Ilion / Ἴλιον, egtl. *Wilion / Fίλιον), og at grækerne, Ahhiyawa (Homer kalder dem bl.a. Achaioi / Ἀχαιοί), spillede en vigtig rolle i det vestlige Lilleasien på denne tid.

Homers eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Efter det vestromerske kejserriges kollaps på 400-tallet, forsvandt græskkundskaberne i Vest-Europa gradvist. Lærdom blev formidlet på latin; selv de hellige skrifters græske og hebraiske originaltekster erstattedes med den latinske oversættelse, Vulgata. Da Petrarca gennem en byzantinsk ambassadør fik fat i et Homer-manuskript, var han ude af stand til at læse det, som han beklagende skrev til forfatteren med adresse i dødsriget. Vinteren 1358/59 lærte Petrarca imidlertid den græskkyndige Leontius Pilatus fra Calabrien at kende, og tilskyndet også af Boccaccio oversatte han i årene frem til 1362 Iliaden og Odysseen til latin.

Da Konstantinopel blev erobret af tyrkerne i 1453, flygtede mange lærde til Vesten, medbringende bøger og dokumenter. Disse eksil-grækere, under beskyttelse af Medici-familien, slog sig for en stor del ned i Firenze, der blev et centrum for renæssancens fremvækst. Nylæsningen af de græske klassikere fik afgørende betydning i den proces. Den første bog trykt med græske typer udkom i Brescia i 1474. Det drejede sig om en parodi på Homer, Batrakhomyomakhien (= Krigen mellem frøer og mus), efter alt at dømme for at bruges i græskundervisningen. Først fjorten år senere, i 1488, udkom en førsteudgave i Firenze. Eksil-grækeren Demetrios Khalkondyles havde samlet Iliaden, Odysseen, Batrakhomyomakhien, samt de homeriske hymner. Da man i løbet af 1500-tallet for alvor begyndte at læse Homer i Vest-Europa, syntes det dog klart, at han kom til kort overfor sin efterfølger, romeren Vergil. I sine syv berømte bøger om digtning, Poetices libri septem fra 1561, kritiserer Julius Cæsar Scaliger [1] Homer for hans historiers umoral. Guderne hengiver sig til incest og hor, og inkonsekvenserne får digtene til at virke nærmest fjollede: Fx må solguden, som "alting kan se og alting kan høre", fortælles, at Odyssevs' mænd har stjålet hans okser. Og hvilken hensigt har det at omtale Akilles som "rapfodet", når han sidder opløst i gråd? [2]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. CATHOLIC ENCYCLOPEDIA: Julius Caesar Scaliger
  2. Jon Haarberg: "Brennende kjærlighet", Antikken i ettertiden (s. 80-4), Universitetsforlaget, Oslo 2009, ISBN 978-82-15-01482-1

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

På dansk[redigér | redigér wikikode]

  • Per Krarup, Homer og det homeriske Spørgsmaal, København: Gyldendal 1945.
  • Minna Skafte-Jensen, Homer og hans tilhørere: Iliaden og Odysseen, København: Gyldendal 1992.
  • Giuseppe Torresin, Homer, Hjørring: Klassikerforeningen 1989.
  • Minna Skafte Jensen, Homer gennem tiden : historie eller fiktion?, Museum Tusculanum, 1997. (Studier fra sprog- og oldtidsforskning, nr. 330 = 107. bind = Årgang 1997). ISBN 87-7289-442-3.

På andre sprog[redigér | redigér wikikode]

  • Joachim Latacz, Troia und Homer. Der Weg zur Lösung eines alten Rätsels, München: Koehler & Amelang 2001, 2. udgave München: Piper Verlag 2003.
  • Pierre Vidal-Naquet: Le monde d'Homère, Perrin, 2000.
  • Louis Bardollet: Les Mythes, les dieux et l'homme. Essai sur la poésie homérique: Belles Lettres, coll. « Vérité des mythes », 1997 ;
  • Pierre Chantraine, Grammaire homérique, Klincksieck, coll. « Tradition de l'humanisme », t. I et II, 2002 ;
  • Gregory Nagy, Homeric Questions, Austin: University of Texas Press 1996.
  • Minna Skafte-Jensen, The Homeric Question and the Oral-Formulaic Theory, Copenhagen: Museum Tusculanum 1980. Minna Skafte Jensen

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: