Johann Nepomuk Hummel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Johann Nepomuk Hummel
JNHummel 2.jpg
Information
Født Johann Nepomuk HummelRediger på Wikidata
14. november 1778, 14. september 1778Rediger på Wikidata
BratislavaRediger på Wikidata
Død 17. oktober 1837Rediger på Wikidata
WeimarRediger på Wikidata
Statsborger ØstrigRediger på Wikidata
Sprog TyskRediger på Wikidata
Genre OperaRediger på Wikidata
Beskæftigelse Dirigent, komponist, pianist, koncertmesterRediger på Wikidata
Instrumenter
Klaver, guitarRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.
Johann Nepomuk Hummel

Johann Nepomuk Hummel (født 14. november 1778 i Bratislava, død 17. oktober 1837 i Weimar[1]) var en østrigsk komponist og pianist.

Hummel var født i Bratislava i det nuværende Slovakiet og døde i Weimar, Tyskland. Han skrev især klaverkompositioner til eget brug og var stærkt præget af sin lærer W.A. Mozart. Han blev af Mozart anbefalet at rejse ud og blive kendt, så han turnerede Europa rundt fra 1788 til 1792. Han havde enorm succes og blev anset som den største musikalske sensation siden Mozart. Han skrev også kammermusik, operaer m.m. samt udgav en klaverskole.

Liv og virke[redigér | redigér wikikode]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Hummels fødehjem i Klobučnícka St., Bratislava.

Johann Nepomuk Hummels fader, Josef Hummel,[2] var direktør ved den "kejserlige skole for militær musik" i Wartberg. I 1786 flyttede han med familien til Wien, hvor han blev kapelmester ved Emanuel Schikaneders Theater auf der Wieden.

Wolfgang Amadeus Mozart blev imponeret over den 7 år gamle Johanns evner og tilbød ham musikundervisning. Hummel var elev hos Mozart i to år, og gjorde sin første koncertoptræden i en alder af 9 år. Ledsaget af faderen foretog han koncertrejser blandt andet til Danmark og England. Efter sin tilbagevenden til Wien tog han kompositionsundervisning hos Johann Georg Albrechtsberger og hos Antonio Salieri, rigets hofkomponist og hofkapelmester.

Musiker[redigér | redigér wikikode]

Nodeark med Hummels musik, måske af ham selv.

Han turnerede i Europa, før han blev instrueret af Muzio Clementi i London, hvor han blev i fire år, før han returnerede til Wien. Han fik da undervisning af Johann Georg Albrechtsberger, Joseph Haydn og Antonio Salieri.

I 1804 blev han kapelmester for prins Esterházy, foran Haydn. Denne post beholdt han i 7 år før, han blev dimitteret fra tjenesten. Før dette havde han turneret i Rusland og Europa, og han giftede sig med operasangerinden Elisabeth Röckel. Han blev senere kapelmester i Stuttgart og Weimar.

I 1828 offentliggjorde Hummel værket Et komplet teoretisk og praktisk instruktionskurs om kunsten at spille pianoforte (Ausführliche theoretisch-practische Anweisung zum Piano-Forte-Spiel).[3] Denne populære metode indledte en ny stil.

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Moderne pianomusik er blevet påvirket af Hummel gennem hans instruktion af Carl Czerny, som senere underviste Franz Liszt.[4] Hummels indflydelse kan også spores i de tidligere værker af Frédéric Chopin og Robert Schumann.

Værkfortegnelse[redigér | redigér wikikode]

Hummel komponerede blandt andet 6 koncerter for klavier og orkester, 8 klaversonater (herunter to for fire hænder), talrige andre kompositioner for klaver solo samt kammermusik, endvidere en række operaer og syngespil, kantater og messer.[5]

  • Trumpetkonsert i Ess-dur, skriven för Anton Weidinger
  • Op.5 3 Violinsonater
    • Nr.1 i B-dur
    • Nr.2 i F-dur
    • Nr.3 i Es-dur
  • Op.12 Pianotrio Nr.2 i Es-dur
  • Op.17 Koncert for violin og piano i G-dur
  • Op.20 Pianosonate Nr.3 i f-mol
  • Op.30 3 Strygekvartetter
    • Nr.1 i C-dur
    • Nr.2 i G-dur
    • Nr.3 i Es-dur
  • Op.35 Pianotrio Nr.4 i G-dur
  • Op.36 Pianokoncert Nr.1 i C-dur
  • Op.38 Pianosonate Nr.4 i C-dur
  • Op.50 Sonate for fløjte og piano i D-dur
  • Op.83 Pianotrio Nr.6 i E-dur
  • Op.85 Pianokoncert Nr.2 i a-mol
  • Op.89 Pianokoncert Nr.3 i b-mol
  • Op.104 Sonate for piano oogcello i A-dur
  • Op.106 Pianosonate Nr.6 i D-dur
  • Op.110 Pianokoncert Nr.4 i E-dur
  • Op.113 Pianokoncert Nr.5 i As-dur

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Johann Nepomuk Hummel (1778-1837)
  2. ^ Hust, Christoph. 2003. "Hummel, Johann Nepomuk." I: Die Musik in Geschichte und Gegenwart. 2. udgave. Ludwig Finscher (red.). Kassel: Bärenreiter, s. 503–511.
  3. ^ Johann Nepomuk Hummel: Ausführliche theoretisch-practische Anweisung zum Piano-Forte-Spiel. Reprint. Zimmermann, Straubenhardt 1989, S. IX.
  4. ^ Reinhard Haschen: Franz Liszt oder Die Überwindung der Romantik durch das Experiment. Henschelverlag, Berlin 1989, ISBN 3-362-00358-3, S. 20.
  5. ^ The New Grove Dictionary of Music and Musicians. Macmillan, London 1980. Artikel Hummel, Johann Nepomuk, Werkliste.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Carl Montag: Johann Nepomuk Hummel, in: Neue Zeitschrift für Musik, Band 7, Nr. 39 vom 14. November 1837, S. 153f.; Nr. 40 vom 17. November 1837, S. 157f. und Nr. 42 vom 24. November 1837, S. 165f. (Digitalisat)
  • August Kahlert: Zur Erinnerung an Johann Nepomuk Hummel, in: Deutsche Musik-Zeitung, Jg. 1, Nr. 7 vom 11. Februar 1860, S. 50f; Nr. 8 vom 18. Februar 1860, S. 58f.; Nr. 9 vom 25. Februar 1860, S. 67f. (Digitalisat)
  • Moritz Müller: Ein alter Musikmeister, in: Europa. Chronik der gebildeten Welt, Leipzig, Nr. 37/1873, Sp. 1153–1160 und Nr. 38/1873, Sp. 1197–1206 (Erinnerungen an Johann Nepomuk Hummel und seinen Vater Johannes Hummel (1754–1828) sowie dessen Erinnerungen an Haydn und Mozart)
  • Wikisource-logo.svg 13 i Allgemeine Deutsche Biographie (forfattet af 384) (ses på tysk Wikisource)
  • Karl Benyovszky: J. N. Hummel: der Mensch und Künstler, Bratislava: Eos 1934
  • Harold C. Schonberg: Die großen Pianisten, Bern/München/Wien: Scherz 1965
  • Dieter Zimmerschied: Die Kammermusik Johann Nepomuk Hummels, Mainz 1966
  • Dieter Zimmerschied: Thematisches Verzeichnis der Werke von Johann Nepomuk Hummel, Hofheim am Taunus: Hofmeister 1971, ISBN 3-87350-000-0
  • Lothar Hoffmann-Erbrecht: Hummel, Johann Nepomuk. I: Neue Deutsche Biographie (NDB). Bind 10, Duncker & Humblot, Berlin 1974, ISBN 3-428-00191-5, Side 54 (Digitalisering).
  • Joel Sachs: A Checklist of the Works of Johann Nepomuk Hummel, in: Notes (Second Series), Jg. 30 (1974), S. 732–754
  • Joel Sachs: Kapellmeister Hummel in England and France, Detroit: Information Coordinators 1977
  • Bericht der wissenschaftlichen Konferenz aus Anlaß des 200. Geburtstages Johann Nepomuk Hummels am 18. November 1978 in Weimar, hrsg. von Hans Rudolf Jung, Weimar o. J. (= Schriftenreihe der Hochschule für Musik „Franz Liszt“ Weimar, Band 1)
  • Stanley Sadie (utg.): The New Grove Dictionary of Music and Musicians, London: Macmillan 1980, Artikel Hummel, Johann Nepomuk
  • Ludwig Finscher (utg.): Die Musik in Geschichte und Gegenwart, 2., neubearbeitete Ausgabe, Bärenreiter/Metzler, Kassel/Stuttgart 2003, ISBN 3-7618-1100-4. Artikel Hummel, Johann Nepomuk
  • Zwischen Klassik und Klassizismus: Johann Nepomuk Hummel in Wien und Weimar, Kolloquium im Goethe-Museum Düsseldorf 2000, hrsg. von Anselm Gerhard und Laurenz Lütteken, Kassel: Bärenreiter 2003
  • Mark Kroll: Johann Nepomuk Hummel. A Musician’s Life and World. Scarecrow Press, Lanham 2007, ISBN 978-0-8108-5920-3
  • Klaus Martin Kopitz: Beethoven, Elisabeth Röckel und das Albumblatt „Für Elise, Köln: Dohr 2010, ISBN 978-3-936655-87-2
  • „Wiener Klassik“ in Weimar. Johann Nepomuk Hummel als Träger des Kulturtransfers, in: Übertönte Geschichten. Musikkultur in Weimar, hrsg. von Hellmut Seemann und Thorsten Valk, Göttingen 2011 (= Jahrbuch der Klassik Stiftung Weimar), S. 103–120
  • Klaus Martin Kopitz: Beethovens „Elise“ Elisabeth Röckel. Neue Aspekte zur Entstehung und Überlieferung des Klavierstücks WoO 59, in: Die Tonkunst, Jg. 9, Nr. 1 vom Januar 2015, S. 48–57

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]