Muzio Clementi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Muzio Clementi.

Muzio Clementi (1752 i Rom10. marts 1832 i England) var en italiensk pianist og komponist.

Clementi fik allerede fra barndommen af god musikundervisning, såvel praktisk som teoretisk, og var bekendt som klavervirtuos og komponist, da en englænder ved navn Beckford tilbød at tage sig af ham og hans fremtidige uddannelse. Han levede nu flere år på sin velynders gods, beskæftiget med musikaliske studier, og 1770 kunde han optræde som fuldt færdig virtuos.

1777-80 var C. Dirigent ved den italienske Opera i London, men opgav Stillingen for at begive sig paa Koncertrejser. Den første af disse førte ham til Wien, hvor han omgikkes med Mozart og Haydn; efter Kejser Josef’s Ønske foranstaltedes der en Slags Væddestrid paa Klaver mellem den førstnævnte og C., en Strid, der fik et for begge Parter lige hæderligt Udfald.

1784 var C. i Paris, og i de flg. Aar paa ny i England, hvor han ved Siden af sin offentlige Optræden og sin Lærervirksomhed blev Deltager i en Musik- og Pianoforteforretning (Longman and Broderip). Efter dennes Fallit fortsatte han Forretningen i Forening med Collard og havde nu Held med sig, saaledes at han senere kunde trække sig ud af Forretningen, der fortsattes til vore Dage (Collard & Co.), med et betydeligt pekuniært Udbytte. En stor Skare Elever samlede sig efterhaanden om C., bl. hvilke Navne som Cramer, Ludv. Berger, Alex. Klengel, Meyerbeer, Moscheles, Kalkbrenner og Field er de mest bekendte. Med Field rejste C. 1802 til Petrograd, hvor de begge gjorde stor Lykke, og Field blev tilbage. Vejen fra Rusland lagde C. over Tyskland, hvor fl. af de fornævnte Elever nød godt af hans Undervisning og Protektion. De flg. Aar opholdt C. sig paa ny i Petrograd og i Rom, hvorhen en Broders Død kaldte ham, og først 1810 vendte han tilbage til England, hvor han derefter levede lykkelig og stille paa et Landgods, mest optagen af at komponere Symfonier, der opførtes i London med meget Bifald, men forblev utrykte. Offentlig optraadte han ikke mere. – C. hørte til sin Tids betydeligste Klavervirtuoser. Som Komponist af 106 Sonater (for Klaver, til Dels med Ledsagelse af Violin, Fløjte ell. Cello), en berømt Toccata, Capricer, Fantasier og navnlig det store Undervisningsværk Gradus ad Parnassum har han haft overordentlig Indflydelse paa Klavermusikkens Udvikling. Han har udvidet og fæstnet den fra Ph. E. Bach overleverede »Sonateform«, og han har haft grundlæggende Bet. ved at sætte »Fingersætningen« i System. Hans Sonater, der nu kun sjælden høres, er klart formede og besidder Elegance og Naturlighed, de er uden synderlig melodisk Opfindsomhed og virker i det hele noget akademisk; men ved den Vægt, C. lægger paa Klaversatsens Glans og Fuldtonighed, paa pianistisk Kraftudfoldelse og bred motivisk Udvikling, danner de et betydningsfuldt Overgangsled mellem Mozart’s og Beethoven’s Klaversonater.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.