Kantonesisk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Forretningsgade i Guangzhou, dengang kaldet Canton, med gadeskilte på kantonesisk, foto af Lai Afong fra 1880
Kantonesisk stavet med det kinesiske skrift: 廣東話 Gwóngdūng wá (Cantonmål)

Kantonesisk (廣東話 Gwóngdūng wá, eller Guangdong-hua) er et af de store kinesiske sprog, og er en finkulturel dialekt fra Yue-sprogfamilien, der tales af Han-kinesere i sydøstlige Kina. Navnet på sproget og området kommer fra Canton, den forældede franske betegnelse for byen Guangzhou (Kwangchow) som er center og hovedstad for den kantonesiske provins, Guangdong. Kantonesisk bruges som officiel kinesisk sprog i Hong Kong[1] Macao og Guangzhou, samt den folkerige provins Guangdong, derved anslås 68 millioner talere af sproget i Kina.[2] Dertil er kantonesisk ofte det naeststørste kinesiske sprog efter mandarin i udlandet, hvor Hongkong-beboerne udvandrer, som f.eks. i Brisbane i Australien.

Havnebyen Guangzhou ligger ud for Kinas havkyst i Perleflodens delta, hvor der også mødes 3 bifloder fra fastlandet, hvilket har gjort byen til et vigtigt center for handel og kultur. Byen var Kinas største havn allerede omkring ar 600 og dens handelsnetværk strakte sig så langt som til de arabiske lande, og selv i dag er byen den tredjestørste i Kina. Her blomstrede det kantonesiske sprog og kultur i både folkeviser og folkemusik, samt i fin kantonesisk opera og i kantonesisk litteratur.[3] Siden det 19 århundrede voksede Hong Kong op som et andet magtfuldt handelscenter, med stor tilflytning af kantonesisk-sprogede han-kinesere, og derfor tales her nu hongkong-varianten af kantonesisk. Kantonesisk kultur og sprog er blevet meget populært i resten af Kina pa grund af kantonesisk tv og radio, musik-stilen Cantopop og film fra Hong Kong.[4] Hong Kong betegnes gerne som byen med 两文三語, “to skriftsprog, tre talesprog”, med kinesisk og engelsk som skrift og kantonesisk, mandarin og engelsk som talesprog.

Kantonesisk er i udtale, grammatik og leksika ret forskellig fra mandarin, og brugere af de to sprog kan ikke forstå hinanden indbyrdes i tale, selvom der benyttes det samme kinesiske skriftsprog - på skrift kan de to sprog ligne hinanden, men udtales og forståes anderledes.[5]

Nogle ord fra kantonesisk kendes nu verden over, for eksempel frokost- og te-måltidet Dim sum 點心, der stammer fra det kantonesiske køkken, men af udeforstående betragtes som mandarin-kinesisk mad; eller ketchup, der kunne stamme fra det kantonesiske ke-tsiap (茄汁), som betyder "aubergine sovs".

Da Hongkong og Macau blev overdraget til Kina fra kolonimagterne sidst i det 20 årh, har den kinesiske regering forsøgt at tvangsnationalisere byerne og svække dem ideologisk for at styrke det kommunistiske parti og magtens centrum i norden med hovedstaden Beijing. Dette mål søges opnået ved blandt andet at tvinge alle han-kineserne til kun at tale mandarin og indføre det som standard-kinesisk i alle medierne og skolerne. Kantonesisk-talende han-kinesere betragtes nemlig ikke som en minoritet, for etniske minoriteter i Kina har omsider fået ret til at dyrke deres egne sprog og kulturer. Dertil bruges mandarin som lingua franca overalt i Kina. På trods af disse faktorer er der stadig cirka 30% af alle kinesiske borgere, der ikke kan tale mandarin. Det gælder især i områder, der ligger fjernt fra hovedstaden og ved de ydre grænser, som tibetiske bjergegne, det indre Mongoliet og de store sprogområder i Syd: den kantonesiske region, Shanghai-region med shanghainesisk, og Hakka region. I Guangou-provinsen er kantonesisk stadig det eneste sprog for mange, især ældre, ufaglærte eller landmænd. Dog foretrækker tilflyttere til området og de yngre generationer at tale mandarin, som de kender fra skolen, som gør, at de ældre kantonesere har svært ved at kommunikere med deres egne børnebørn.[6]

Kildehenvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Official Language Division, Civil Service Bureau, Government of Hong Kong. Csb.gov.hk. 2008-09-19. Arkiveret fra originalen 2012-01-17. Hentet 2012-01-20. 
  2. ^ Zhōngguó yǔyán dìtú jí (dì 2 bǎn): Hànyǔ fāngyán juǎn. Beijing: The Commercial Press. 2012. s. 125. ISBN 978-7-100-07054-6. 
  3. ^ Yue-Hashimoto, Anne Oi-Kan (1972), Studies in Yue Dialects 1: Phonology of Cantonese, Cambridge University Press, ISBN 978-0-521-08442-0
  4. ^ Zhang, Bennan; Yang, Robin R. (2004), "Putonghua education and language policy in postcolonial Hong Kong", in Zhou, Minglang (ed.), Language policy in the People's Republic of China: theory and practice since 1949, Kluwer Academic Publishers, pp. 143–161, ISBN 978-1-4020-8038-8
  5. ^ Snow, Donald B. (2004). Cantonese as Written Language: The Growth of a Written Chinese Vernacular (engelsk). Hong Kong University Press. s. 48. ISBN 9789622097094. Hentet 2015-11-09. 
  6. ^ China-is-forcing-its-biggest-Cantonese-speaking-region-to-speak-Mandarin. Business Insider.