Indoeuropæiske sprog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den omtrentlige udbredelse af indoeuropæiske sprogs underfamilier i Europa og Asien i dag:      Græsk      Indoiransk      Italisk (omfatter Romansk)      Keltisk      Germansk      Armensk      Baltoslavisk (Baltisk)      Baltoslavisk (Slavisk)      Albansk      Ikke-indoeuropæiske sprog Stribede område angiver flere sidestillede sprog.

De Indoeuropæiske sprog udgør en af verdens primære sprogætter, der omfatter de fleste europæiske sprog og mange sprog i central-, vest- og sydasien. Det fælles ursprog, som udviklede sig til de moderne indoeuropæiske sprog menes at være blevet talt i det fjerde årtusinde inden vor tidsregning, enten på de centralasiatiske stepper, eller i Anatolien. Flere af verdens største sprog såsom engelsk, spansk, hindi, fransk og tysk hører til familien, og idag tales indo-europæiske sprog sammenlagt af ca. tre milliarder mennesker - flere end nogen anden sprogæt. Indoeuropæisk er blandt de bedst udforskede sprogætter i verden, og deres slægtskab blev allerede fastslået i begyndelsen af det 19. århundrede, da slægtskabet mellem det klassiske indiske sprog sanskrit og de klassiske europæiske sprog oldgræsk og latin blev påvist. De primære grene af familien er germansk (herunder blandt andre dansk, engelsk og tysk), italisk, keltisk (herunder sprog som walisisk og irsk), hellensk (herunder bl.a. nygræsk, såvel som de historiske dialektformer og det mykenske sprog), indoiransk, slavisk (herunder bl.a. sprog som russisk og polsk), baltisk (herunder bl.a. litauisk), armensk, albansk og desuden de nu uddøde sprogfamilier anatolsk (herunder hittitisk) og tokharisk. Det urindoeuropæiske sprog var grammatisk et bøjningssprog med kasus, og det var lydligt karakteriseret ved en række laryngale lyde (produceret i struben), som er forsvundet i alle sprogets efterkommere, men som har efterladt sig systematiske reflekser, der gør det muligt at rekonstruere dem. Urindoeuropæerne menes at have været et hyrdefolk, som brugte heste og krigsvogne snarere end et bondefolk, fordi ordforråd, der peger på en sådan levemåde kan rekonstrueres til familiens ældste lag, hvorimod landbrugsrelaterede ord lader til at være af nyere dato i familien. Den bredest accepterede teori foreslår at urindoeuropæerne var medlemmerne af den såkaldte Kurgan kultur, der beboede de kaspiske stepper i det fjerde årtusinde fvt. En konkurrerende teori mener at urindoeuropæerne levede i Anatolien i lilleasien i det 7 årtusinde fvt. og var de første, der bragte agerbrug ind i Europa.

Underfamilier[redigér | redigér wikikode]

Idag tales indoeuropæiske sprog sammenlagt af ca. tre milliarder mennesker - flere end for nogen anden sprogæt.[1] De indoeuropæiske sprog som har flest talere er germansk, indo-iransk, italisk (især romansk), og slavisk. De anatolske og tokhariske underfamilier er uddøde og kendes kun igennem skriftligt overleverede kilder. Mange andre indoeuropæiske sprog og sprogfamilier må have eksisteret i fortiden uden at have efterladt sig spor.

Idag anerkendes almindeligvis ti forskellige undergrupper af de Indoeuropæiske sprog. Nogle argumenterer for at der er en nær relation mellem de italiske og keltiske sprog, og grupperer dem sammen som italo-keltisk. Andre argumenterer for at græsk og armensk deler et fælles ophav. Og andre igen mener ikke at baltisk og slavisk kan klassificeres som en fælles gruppe.

Albansk[redigér | redigér wikikode]

Det albanske sprog udgør sin egen gren af sprogætten, og anses derfor for at udspringe direkte fra ursproget. Det deler visse fællestræk med balto-slavisk.

Anatolsk[redigér | redigér wikikode]

Den anatolske familie anses for at være den første sproggruppe der udsprang fra det indoeuropæiske ursprog. Alle de anatolske sprog er idag uddøde og kendes kun fra historiske kilder, mange af dem skrevet med kileskrift. Idag kendes 25.000 skriftplader på hittitisk. Sprogene taltes i lilleasien på den anatolske højslette, i de områder der idag findes i det indre Tyrkiet, og i det nordlige Irak og Iran. De anatolske sprog inkluderer hittitisk som taltes af hittitterne i det andet årtusinde fvt., og derudover sprogene palaisk, luvisk og lydisk. Palaisk og hittitisk har optaget mange lån fra hattisk og hurrisk - to ikke indoeuropæiske, måske kaukasiske sprog, som taltes i området inden Hittiterne tog magten. Luvisk derimod, som taltes på tyrkiets ægæiske kyst, måske i Troja, hvor det overlevede længere end de andre anatolske sprog, har ikke disse lån. Luvisk blev også ofte skrevet med Luviske hieroglyffer snarere end kileskrift. Teksterne, hvoraf de ældste er nedskrevne omkring 1700 fvt., blev først tydet af Bedřich Hrozný i 1917.[2] Ifølge den indo-hittitiske hypotese anses de anatolske sprog for at have splittet fra præ-urindoeuropæisk så familien snarere er en søster-sprogæt til indoeuropæisk end en del af sprogætten. Hittitisk har haft særlig betydning for forståelsen af indoeuropæisk sproghistorie dels fordi de er de først dokumenterede indoeuropæiske sprog, og dels fordi deres fonologi udviser konservative træk, såsom bevarelsen af de laryngale fonemer.

Armensk[redigér | redigér wikikode]

Armensk udgør også sin egen gren af sprogætten. Nogle forskere anser armensk for at dele ophav med græsk, andre med anatolsk. Sproget har optaget mange lån fra de iranske sprog.

Balto-Slavisk[redigér | redigér wikikode]

Lande hvor sprog af de tre hovedgrene af den Slaviske sprogstamme tales. (De Baltiske sprog er ikke med på kortet)

Balto-slavisk udgøres af de slaviske sprog, herunder sprog som russisk, polsk, tjekkisk, bulgarsk, serbokroatisk, og baltisk først og fremmest repræsenteret ved litauisk og lettisk - og de uddøde prøjsiske sprog. Især litauisk er et meget konservativt sprog og tekster på oldlitauisk har spillet en afgørende rolle i rekonstruktionen af urindoeuropæisk. Det ældste slaviske sprog er oldkirkeslavisk, nedskrevet i det 9. århundrede i glagolitisk skrift.[3][4] Slavisk inddeles i tre grene, sydslavisk (serbokroatisk, bulgarsk, makedonsk, slovensk), vestslavisk (sorbisk, polsk, tjekkisk, slovakisk) og østslavisk (russisk, ukrainsk og hviderussisk). De baltiske sprog, især litauisk har væet særligt vigtige for forståelsen af urindoeuropæisk grammatik og fonologi, fordi de generelt er meget konservative sprog. Baltisk bevarer for eksempel 7 af de 8 urindoeuropæiske kasus, og dualis, selvom genussystemet er blevet simplificeret til maskulin/feminin (undtaget i oldprøjsisk, hvor intetkøn blev bevaret).[5]

Germansk[redigér | redigér wikikode]

Den før-romerske bronzealderkulturs udstrækning, denne kultur anses for måske at have været talere af urgermansk.

Den germanske sprogfamilie udgøres af de vestgermanske sprog såsom engelsk, tysk, frisisk og nederlandsk, de nordgermanske sprog udsprunget af oldnordisk herunder islandsk, norsk, dansk, svensk og færøsk, og de uddøde østgermanske sprog, kun kendt igennem gotisk. De germanske sprog kendetegnes ved den germanske lydforskydning, der gjorde at de urindoeuropæiske stemte konsonanter **b, **d, **g afstemtes til urgemansk *p, *t, *k, de stemte aspirerede konsonanter *bh, *dh, *gh afaspireredes til *b, *d, *g, og de ustemte konsonanter **p, **t, **k blev til frikativerne *f, *þ, *x.[6][7] Det urgermanske sprogsamfund menes at have hørt hjemme i det sydlige Skandinavien, og på den polske og tyske østersøkyst, og den frisiske og nederlandske nordsøkyst. Muligvis kan enkeltgravskulturen der gjorde sit indtog i Danmark omkring 2,500 fvt. have været de tidligste indo-europæere i Skandinavien, som udviklede sig til de nordiske bronzealderkulturer som muligvis repræsenterer det urgermanske folk.[8] De germanske sprog deler en række låneord overtaget fra et ikke-identificeret sprog, muligvis et præindoeuropæisk sprog, som har erstattet mange af de ord der deles mellem de fleste andre indoeuropæiske sprog. Andre låneord i urgermansk kommer måske fra keltiske sprog. Ord der oprindeligt menes at komme fra keltisk er blandt andre ordene *rīk- ‘konge’ and *rīkiją ‘rige’ fra urkeltisk *rīg- ‘konge’, īsarną ‘jern’ fra urkeltisk *ēsarnom, og *brunjǭ ‘brynje’, *lēkijaz ‘læge’, og flere andre ord som antyder at urgermanerne overtog metallurgisk teknologi, og vigtige samfundsrelaterede begreber fra deres keltiske naboer i centraleuropa.[9][10] I middelalderen ekspanderede de germanske folk igennem hele Europa. Især Goterne nåede langt, og grundlagde kongeriger på den Iberiske halvø, i Nordafrika, i Italien og ved Sortehavet. Anglerne og Saxerne rejste fra Nordtyskland til Britannien hvor de grundlagde de angelsaksiske kongeriger. De Norrøne folk fra Norge, Danmark og Sverige ekspanderede også, de etablerede kongeriger i England, Irland, og Nordfrankrig, og de befolkede Island, og fortrængte gradvist de samiske folk i Nordskandinavien. På den måde spredtes de germanske sprog igennem hele Vesteuropa og germanske låneord er idag udbredt i både de italiske og keltiske sprog.

Hellensk[redigér | redigér wikikode]

Hellensk repræsenteres idag kun af græsk, men i antikken fandtes der et større antal hellenske sprog og "dialekter", herunder æolisk, mykensk, dorisk, og old-makedonsk. Moderne græsk stammer fra den ionisk-attiske dialektgruppe. Det frygiske sprog blev talt i det centrale Tyrkiet, og sproget anses af Beekes (1995:22) for en selvstændig gren af indoeuropæisk. Mere almindeliget anses det for beslægtet med hellensk.[11] Mykensk, nedskrevet på Kreta i den minoiske periode mellem 1400 og 1200 fvt. i Linear B-skriften tydet i 1952, er det ældste kendte hellenske sprog.[12][13]

Italisk[redigér | redigér wikikode]

De italiske sprog indeholder hele den Romanske sprogfamilie som udspringer fra latin, og tæller i dag italiensk, spansk, fransk, portugisisk, katalansk, rumænsk og ræto-romansk. I bronzealderen fandtes desuden en række andre italiske sprog talt i Italien, deriblandt de sabelliske sprog oskisk og umbrisk.[14][15]

Indoiransk[redigér | redigér wikikode]

Udbredelsen af de forskellige indo-ariske sprog i det Indiske subkontinent idag. De iranske sprog og Nuristan sprogene er ikke inkluderet.

De indoiranske sprog er den gren af ætten som har flest medlemmer. Den inddeles i tre hovedgrupper: de indo-ariske sprog, de iranske sprog og nuristansprogene. De indo-ariske sprog inkluderer de indiske sprog så som sanskrit og de moderne nordindiske sprog som hindi og urdu, marathi, gujarati og bengali, og dusinvis af mindre sprog i samme område. Vedisk sanskrit, nedskrevet før 1000 fvt., er det indoeuropæiske sprog hvorfra de ældste nedskrevne tekster findes.[16] De iranske sprog udgøres af sprog som farsi (persisk) og kurdisk, pashto, og ossetisk. Avestisk er et klassisk iransk sprog som kendes fra zoroastriske religiøse skrifter nedskrevet i det tredie århundrede efter vor tid og overleveret i den zoroastriske tradition. I jernalderen taltes iranske sprog også af folk som Mederne og Skyterne. Den lille håndfuld nuristansprog tales i Pakistan og Afghanistan af ca. 130,000 mennesker.[17] De indoiranske sprog deler en række sprogforandringer, for eksempel har de simplificeret vokalsystemet til kun at have tre vokaler: /i, a, u/. Talerne af det urindoiranske sprog kaldte sig selv for ārya "ariere" og anså sig selv for værende adelige i forhold til deres naboer, ordet blev senere brugt om hele den indoeuropæiske sprogæt, og senere brugtes termen i racistiske ideologier såsom nazismens racebegreb. På grund af denne udvikling taler mange sprogforskere idag om de "indiske" sprog snarere end om "indo-arisk".[18]

Keltisk[redigér | redigér wikikode]

Historisk distribution af keltiske folkeslag:
     Kernen af den keltiske Hallstattkulturs territorium, 600 BC      Maximale keltiske ekspansion i 275 BC      Lusitansk område af den iberiske halvø, hvor keltiberiske folk måske boede      De seks keltiske nationer som fandtes i den tidlige moderne periode      keltiske talende områder idag

De keltiske sprog taltes i Europas oldtid i meget af centraleuropa, og det urkeltiske sprogsamfund er muligvis repræsenteret i den centraleuropæiske Hallstattkultur. Herfra bredte de sig vestpå til Spanien (keltiberer), Frankrig (gallere) og de britiske øer (britonner). Keltiske bosættelser var vidt spredte og har givet navn til områder som Galicien på den Iberiske halvø og regionen af samme navn i det sydøstlige Polen, og Galatien i Tyrkiet. Idag tales de kun af små befolkninger i Irland, Skotland, Wales og i Bretagne i Frankrig. Familien inddeles ofte i ø-keltisk, herunder de goideliske sprog irsk gælisk, skotsk gælisk og manx; og de brytoniske sprog, herunder walisisk, kornisk og bretonsk; og kontinental-keltisk, som inkluderer de i middelalderen uddøde sprog såsom gallisk (talt i Frankrig), lepontisk (talt i Norditalien), keltiberisk (talt i Spanien og Portugal) og galatisk (talt i Tyrkiet). [19][20][21] En anden inddeling skelner imellem P-keltisk og Q-keltisk, baseret på om sprogene har bibeholdt det urindoeuropæiske fonem *kʷ eller ændret denne lyd til /p/. I denne klassifikation falder de brytoniske sprog sammen med de galliske der også bibeholder *kʷ, hvorimod de goideliske sprog falder sammen med keltiberisk og har /p/.[21]

Tokharisk[redigér | redigér wikikode]

De to tokhariske sprog Tokharisk A og Tokharisk B kendes kun fra buddhistiske skrifter fundet i Tarim regionen i Xinjiang provinsen i det vestlige Kina. De Tokhariske tekster er nedskrevne i det 6. til 7. århundrede.[22]


Forskningshistorie[redigér | redigér wikikode]

At disse sprog stammede fra et fælles oprindeligt grundsprog, blev først foreslået af Sir William Jones i 1786. Som en af de første europæere havde han stiftet kendskab med sanskrit, indernes klassiske sprog, og var herved blevet opmærksom på de slående ligheder i grammatikken og ordforrådet mellem dette og græsk og latin. Den danske sprogforsker Rasmus Rask skrev i 1814 prisopgaven Undersøgelse om det gamle nordiske eller islandske sprogs oprindelse, hvori han demonstrerede, at de nordiske sprog var beslægtet med græsk og latin, og at ordenes slægtskab kunne bevises ved at antage regelmæssige lydlove ("den germanske lydforskydning"). To år efter kom Franz Bopps Über die Konjugationssystem der Sanskritsprache in Vergleichung mit jenen der griechischen, lateinischen, persischen und germanischen Sprache. Fra alle sider blev man således opmærksom på, at indisk, græsk, latin og germansk kom af samme rod.

Sprogfamilien blev snart kendt som indogermansk (foreslået af Conrad Malte-Brun, 1810) eller indoeuropæisk (foreslået at Thomas Young, 1813), idet man betegnede den efter sine to yderpunkter (-germansk, fordi man på det tidspunkt ikke vidste, at det endnu vestligere keltisk også var indoeuropæisk). Det første navn er stadig det almindeligste på tysk (indogermanisch), men på andre sprog er det siden den anden mulighed, der slog igennem, fordi man følte, at germansk pegede snævert imod netop tysk. Ordet arisk var egentlig indernes og iranernes betegnelse for sig selv, men da man i begyndelsen fejlagtigt troede, at sanskrit slet og ret var urindoeuropæisk, blev det i vide kredse også almindeligt at bruge arisk som synonym for indoeuropæisk, selv efter at man erkendte, at sanskrit kun repræsenterede en gren af sprogfamilien.

Konsolidering[redigér | redigér wikikode]

I det 20. århundrede udvidededes familien da det blev klart at det uddøde sprog hittitisk som taltes i lilleasien og mellemøsten i bibelsk tid, også var et indo-europæisk sprog. Senere man fandt gamle buddhistiske tekster fra den centralasiatiske Tarim region nord for Gobi ørkenen, skrevet i det hidtil ukendte sprog Tokharisk, som ligeledes viste sig at være en del af slægten.[23]

Laryngalteori[redigér | redigér wikikode]

Et stort skridt både i forståelsen af indoeuropæisk og i sprogforskning generelt, blev gjort af Ferdinand de Saussure i 1879 da han indså at forskelle i vokaler imellem de forskellige indoeuropæiske sprog kunne forklares hvis man antager at forskellene reflekterer tilstedeværelsen af lydelementer i ursproget som senere er forsvundet men som har farvet efterfølgende eller foranstående vokaler på forskellige måder i ursprogets efterkommere. Saussure foreslog at ursproget havde to "sonantiske koefficienter", som farvede i henholdsvis i retning af a eller o. Senere foreslog sprogforskeren Hermann Møller at disse koefficienter snarere var tre forskellige laryngale fonemer (lyde produceret i struben) som havde udløst forskellene i vokaler inden de faldt bort. Denne teori kaldtes laryngalteorien, og selvom den først var kontroversiel, idet der ikke var noget direkte bevis for eksistensen de hypotetiske laryngale lyde, blev den med tiden alment accepteret, især da det viste sig at der i hittitisk fandtes visse laryngale lyde som forudsagt af teorien.[24][25]

De fleste forskere er enige om, at der fandtes tre laryngaler, selvom nogle foretrækker fire[26]:

*h1 farver ikke et tilstødende e
*h2 farver et tilstødende e til a
*h3 farver et tilstødende e til o

I de moderne indoeuropæiske sprog har laryngalen sat sig spor på følgende to måder:

  • Når laryngalen stod mellem to konsonanter, blev den i sanskrit til i eller Ø (nul), men i de europæiske sprog til a. Det er den lyd, som man i den ældre indoeuropæistik rekonstruerede som *ə. På græsk bliver den vokaliserede laryngal til e, a, o alt efter den pågældende laryngals kvalitet.
  • Når laryngalen stod mellem en vokal og konsonant, forsvandt den, idet vokalen blev forlænget og eventuelt farvet af laryngalen.[27]

Urhjemsdiskussionen[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Indoeuropæisk urhjem.
Urindoeuropæernes ekspansion ifølge Kurgan modellen.

Debatten om hvor de indoeuropæiske sprog først opstod og hvilken kultur kendt fra arkæologien deres talere tilhørte, er iblandt de mest diskuterede inden for feltet, og er idag ikke endeligt afgjort. Oprindeligt mente mange sprogforskere at sanskrit måtte være det oprindelige modersprog som alle andre sprog i familien måtte være udsprunget af - derfor mente de at Nordindien måtte være sprogættens urhjem. Andre igen mente at Sanskrit var et levn fra en invasion af ariske folk som var kommet vestfra og undertvunget de indfødte dravidiske folk. Da det blev klart at sanskrit ikke var ældre end flere andre dokumenterede sprog, blev det klart at det ikke kunne være tilfældet og idag er det stortset kun indiske sprogforskere der stadig tror på et indisk urhjem for hele familien. Idag støttes det indiske urhjem stortset kun af indiske hindunationalister. Andre forslag var ligeledes stærkt politiserede, så som den tyske nationalistiske ideolog Gustaf Kossinnas forslag som placerede urhjemmet i Tyskland.[28] Idag står debatten først og fremmest mellem to muligheder: enten den anatolske højslette, eller den pontiske steppe nord for det kaspiske hav. Idag er Kurganhypotesen, som placerer urindoeuropæerne på de pontiske stepper, den foretrukne blandt de fleste sprogforskere.[29]

I 1960erne foreslog den litauiske lingvist Marija Gimbutas at urindoeuropæerne var identisk med Sredny Stog-kulturen eller med den efterfølgende yamnakultur som spredte sig vestpå fra de pontiske stepper omkring 3500 fvt. Disser kulturer er også kendt som Kurgan-kulturen efter deres typiske Kurgan-grave (enkeltgravhøje) som gradvist fortrænger de tidligere begravelsesformer i øst- og centraleuropa i perioden omkring 3000 fvt og som kan ses som et tegn på indo-europæernes indtrængen i Europa. Kurgan teorien byggede på at de materielle vidnesbyrd svarede godt overens både med tidsrummet for urindoeuropæisks opbrud og med den type kultur som urindoeuropæerne mentes at have udfra det man kunne rekonstruere af deres ordforråd. Jamna kulturen var en hyrdekultur, som brugte heste og krigsvogne men ikke praktiserede agerbrug. De indoeuropæiske sprog deler stort set alle et sæt ord relateret til heste, ridning og hjul, hvorimod det agerbrugsrelaterede ordforråd ikke er fælles for sprogene.[30] I 2015 påviste et genetisk studie at der i det tredie årtusnde fvt. foregik en massiv indvandring i Europa østfra, fra en befolkning der var nært beslægtet med Yamnaya-Kurgan-kulturen. Indvandrerne var genetisk forskellige fra dem som tidligere havde bragt agerbrug ind i vesteuropa.[31] Det kan ses som afgørende bevis på, at ihvertfald nogle af de indoeuropæiske sprog kom ind i Europa østfra i forbindelse med Kurgan-kulturens ekspansion.

I 1980erne foreslog arkæologerne Colin Renfrew (1988) og Peter Bellwood at urindoeuropæerne snarere var identiske med de første agerbrugere som spredte sig ind i Europa begyndende omkring 7000 fvt. I 2003 og 2012 argumenterede to lexikostatistiske studier for at tidsrummene imellem opsplittelsen af urindoeuropæisk og de forskellige underfamilies var længere end det hidtil havde været antaget og at det støttede den anatolske hypotese.[32][33] Disse argumenter blev dog stærkt kritiseret, da mange ikke mener at dateringen er pålidelig.[34]

Urindoeuropæisk[redigér | redigér wikikode]

Grundsproget[redigér | redigér wikikode]

Grundsproget, det såkaldte urindoeuropæisk (eller "protoindoeuropæisk"), er rekonstrueret på grundlag af de sprog, der nedstammer fra det; ved at sammenligne alle kendte levende og uddøde indoeuropæiske sprog har man fundet frem til en lang række fællesord (rødder og stammer), en fælles grammatik (morfologi) og en fælles syntaks.

Så længe der ikke findes skriftlige levn (eller for den sags skyld lydoptagelser) af urindoeuropæisk, vil rekonstruktionen altid være en mere eller mindre sandsynlig tilnærmelse til et ideelt fikspunkt. Urindoeuropæisk er derfor ikke et sprog i samme forstand som dansk eller latin, men en abstraktion, en slags forhistorisk fællesnævner for de faktisk belagte historiske indoeuropæiske sprog. Eftersom rekonstruktionen således ikke kan verificeres af ydre data, må en given rekonstruktions sandsynlighed alene bero på dens evne til at redegøre for de historiske former i enkeltsprogene så fornuftigt som muligt.

Fonologi[redigér | redigér wikikode]

De følgende konsonanter er rekonstrueret for urindoeuropæisk[35]:

Rekonstruerede urindoeuropæiske konsonantlyde
Labial Koronal Dorsal Laryngal
palatal neutral labial
Nasal *m *n
Klusil Ustemt *p *t * *k *
stemt (*b) *d *ǵ *g *
aspireret * * *ǵʰ * *gʷʰ
Frikativ *s *h₁, *h₂, *h₃
likvid *r, *l
halvvokal *y [j] *w

Muligvis skelnede urindoeuropæisk ikke som her angivet mellem stemte, stemte aspirerede og ustemte klusiler, men istedet mellem ustemt, ustemt ejektiv og ustemt aspireret.[36]

Antallet af vokaler i urindoeuropæisk er stadig under diskussion. Muligvis havde ursproget kun vokalerne e og o. Vokalen a kan kun rekonstrueres i en håndfuld ord som kan være låneord. Vokalerne i og u er måske i virkeligheden bare vokaliske varianter af halvvokalerne j og w.

Kortvokaler
fortunge bagtunge
Lukket (*i) (*u)
Halvåben *e *o
Åben (*a)
Langvokaler
Fortunge Bagtunge
Lukket () ()
Halvåben
Åben ()

Ablaut I urindoeuropæisk fandtes en proces kaldet ablaut, som gjorde at vokalen i et ord kunne variere alt efter ordets bøjning. Ablaut gør at man nogle gange finder det samme ord med en af de forskellige vokaler (*e, *o, *ē, *ō), eller sågar helt uden vokal hvor en af konsonanterne så bliver stavelsesbærende. Denne oprindelige variation reflekteres i moderne indoeuropæiske sprog i vokalalternationen i de stærkt bøjede udsagnsord, f.eks. drikke, drak, drukket. Man taler om ablaut af fem grader, “nul-grad" (noteret "Ø"), og fuld ablaut (med *e),

nul kort lang
Ø e ē
o ō

Følgende eksempel viser hvordan den urindoeuropæiske ablaut fungerede på ordet "fader" i forskellige kasus, og hvordan ablautgradernes reflekser i græsk ser ud:

ablautgrad urindoeuropæisk græsk græsk translitereret oversættelse
e-grad eller fuld grad *ph2-tér-m̥ πα-τέρ pa-tér-a "fader" (navneord, akkusativ)
lang e-grad *ph2-tḗr πα-τήρ pa-tḗr "fader" (navneord, akkusativ)
nul-grad *ph2-tr-és πα-τρ-ός pa-tr-ós "faders" (navneord, genitiv)
o-grad *n̥-péh2-tor-m̥ ἀ-πά-τορ a-pá-tor-a "faderløs" (adjektiv, akkusativ)
lang o-grad *n̥-péh2-tōr ἀ-πά-τωρ a-pá-tōr "faderløs" (adjektiv, nominativ)

Bemærk at vokalen i e-graderne har tryk, mens nul-grad og o-graderne ikkre har tryk på vokalen.

Lydforandringer[redigér | redigér wikikode]

Fra dette oprindelige lydinventar kan de moderne indoeuropæiske sprog have udviklet sig, hvis man antager et antal lydlove - altså systematiske lydforandringer af bestemte lyde under bestemte forhold i de forskellige sproggrupper. Hver undergruppe af indoeuropæisk kan defineres udfra generelle lydforandringer der har påvirket det modersprog som de stammer fra, og fra specifikke lydforandringer der har påvirket de enkelte sprog.

kentumsprog og satemsprog

Centum-sprog i blåt, og satem-sprog i rødt

Et grundlæggende sæt lydforandringer har påvirket alle indoeuropæiske sprog så man kan skelne mellem de såkaldte “kentumsprog" og "satemsprog". Det er fordi, ingen moderne indoeuropæiske sprog har beholdt ursprogets trevejs-skelnen mellem labialiserede, palataliserede og almindelige klusiler - men istedet reduceret den til en tovejs-skelnen. I kentumsprog er lydene *k og *ḱ (omtrent som i "kjole") slået sammen. Mens satem-sprogene har slået de labialiserede velærer *kʷ sammen med *k, og holdt *ḱ adskilt. [37]

Grupperne er opkaldt efter ordet for "hundrede" som i Latin er centum (udtalt med k, som kentum) og i sanskrit śatam - begge ord kommer fra urindoeuropæisk *ḱm̥tóm, der begyndte med en palataliseret velar. Kentum-satem distinktionen beskriver altså de palataliserede velærers skæbne i de forskellige sproggrupper. Oprindeligt mente man at østlige indoeuropæiske sprog alle var satemsprog og vestlige alle var kentumsprog, og at divisionen repræsenterede at den urindoeuropæiske befolkning oprindeligt havde delt sig i en vestlig og en østlig dialekt. Men da man opdagede tokarisk, det østligste indoeuropæiske sprog og et kentumsprog, kunne denne idé ikke længere opretholdes.[37]

I satemsprog som sanskrit blev *ḱ til ś (omtrent som i sjov), i lettisk, avestisk, russisk og armensk blev det til s, i litauisk til š [ʃ], og i albansk til th [θ] (undtagen før stemte konsonanter hvor det blev k). I kentumsprog som italisk, keltisk og germansk forblev *ḱ distinkt med k-lyd, mens *kw og *k blev slået sammen.[37]

*, *, *gʷʰ labialiserede velarer slået sammen i satemsprog
slået sammen i kentumsprog *k, *g, * almindelige velarer
*, *ǵ, *ǵʰ palataliserede velarer

Grimms og Rasks lov (den germanske lydforskydning) Grimms lov beskriver et kædeskift i de germanske sprog hvor tre lydforandringer finder sted efter hinanden:[38]

  1. Urindoeuropæiske ustemte klusiler bliver til ustemte frikativer.
  2. Urindoeuropæiske stemte klusiler bliver til ustemte klusiler.
  3. Urindoeuropæiske stemte aspirerede klusiler bliver til stemte klusiler eller frikativer.

Processen ser således ud:

  • > b > p > ɸ
  • > d > t > θ
  • > g > k > x
  • gʷʰ > > >

Denne lov beskriver således den proces der førte til at de germanske sprog i dag for eksempel har f der hvor latin, græsk og de andre sprog har p - for eksempel i ordet "fisk" (Latin piscis) eller "fader" (Latin pater).

Verners lov Verners lov beskriver en række undtagelser til den germanske lydforskydning. Verner viste, at de ikke er undtagelser til reglen om afstemning af klusiler, men at afstemte klusiler simpelthen stemtes igen når de efterfulgte en tryksvag stavelse. Loven forklarer således hvorfor urindoeuropæisk *ph2tér "fader" blev til *fadar i germansk, mens *bhréh2tēr "broder" blev til germansk *broþar.[39]

Grassmans lov Grassmanns Lov beskriver en lydforandring, under hvilken en aspireret konsonant mister sin aspiration når den følges af en anden aspireret konsonant i næste stavelse. Denne regel påvirkede både de indoiranske og hellenske sprog.[40]

Bartholomaes lov Bartholomaes lov beskriver en lydforandring i de indoiranske sprog hvorunder alle konsonanter i konsonantgrupper der indeholder en eller flere stemte konsonanter stemmes, og den sidste bliver aspireret. For eksempel i roden *bʰewdʰ- "lære, opdage" er participialformen *bʰudʰ-to- "oplyst", her tabes aspirationen af den første konsonant i følge Grassmanns Lov, og derefter tog Bartholomaes lov effekt og ledte til ordet buddha "oplyst" i sanskrit.[41]

Brugmanns lov Brugmanns Lov beskriver den lydforandring i indoiransk som førte til at kortvokal *o i urindoeuropæisk blev til a i åbne stavelser.[42]

ruki-regler De såkaldte ruki-regler beskriver skæbnen for urfonemet *s i de forskellige sprog - navnet kommer af at *s ofte udviklede sig anderledes efter lydende *r *u *k *i end efter andre lyde. I sanskrit, avestisk og litauisk bliver *s palataliseret efter ruki-lydene, i oldkirkeslavisk bliver *s til *x (palatal frikativ).[43]

Saussures lov og Meillets lov Saussure og Meillets love beskriver sammen hvordan toneaccent og tryk interagerer i baltoslavisk.

Sievers' lov Sievers' lov beskriver de regler hvorefter *i blev til enten en vokal eller en halvvokal (j) i dattersprogene. Efter langvokal og én konsonant eller efter en kortvokal og to konsonanter udtaltes i som helvokal. [44]

Morfologi[redigér | redigér wikikode]

Grundsproget havde tre grammatiske køn for substantiverne: maskulinum, femininum og neutrum (der er dog forskere, som peger på, at der muligvis i en tidligere fase af indoeuropæisk kun var to køn, der betegnede henholdsvis levende væsener og døde genstande). Der var tre tal: singularis, dualis og pluralis, og der var otte kasus: nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, ablativ, dativ, lokativ og instrumentalis.

Verberne blev bøjet i aktiv og medium, og de havde følgende modi: indikativ, injunktiv , konjunktiv, optativ og imperativ. Man går traditionelt ud fra disse tidsbøjninger: præsens, imperfektum / præteritum (= injunktiv med forstavelsen eller augmentet (h1)e-: kun indoiransk, armensk, frygisk og oldgræsk), perfektum (= præteritum i germansk) og måske futurum. Der ser desuden ud til at have været en skelnen mellem imperfektive stammer og aoriststammer som i de slaviske sprog og græsk. Endelig blev verberne bøjet i tre personer og, ligesom substantiverne og adjektiverne, i tre tal: singularis, dualis og pluralis.

Det var kendetegnende for urindoeuropæisk, at mange substantiver og verber havde vokalveksel eller aflyd (Ablaut) i roden. Noget lignende kendes fra de semitiske sprog. Den indoeuropæiske aflyd var enten kvalitativ (e ~ o) eller kvantitativ (e ~ ē ~ Ø). Det er denne aflyd, der lever videre i de germanske stærke verber, f.eks. binde : bandt : bundet, byde : bød : budt eller bide : bed : bidt, der alle har den karakteristiske veksel mellem e-trin i infinitiv og præsens, o-trin i præteritum og nultrin i participiet (germansk. *bind- : *band- : *bund-, *biud- : *baud- : *bud-, *bīt- : *bait- : *bhit- < urindoeuropæisk *bhendh- : *bhondh- : *bhndh-, *bheudh- : *bhoudh- : *bhudh- og *bheid- : *bhoid- : *bhid-).

Den almindeligste verbalbøjning, som man kalder tematisk, fordi den har en stammevokal eller temavokal (e/o) foran endelsen, ser i en række klassiske indeuropæiske sprog således ud i præsens aktiv:

  • sanskrit bhárāmi, bhárasi, bhárati, bhárāmasi, bhárata, bháranti
  • Avestisk barā(mi), barahi, baraiti, barāmahi, baraθā, barənti
  • oldgræsk φέρω, φέρεις, φέρει, φέρομεν, φέρετε, φέροντι (dorisk) > -ουσι(ν) (attisk)
  • latin vehō, vehis, vehit, vehimus, vehitis, vehunt
  • gotisk bairau, bairis, bair, bairam, bair, bairand
  • oldkirkeslavisk vez, vezeši, veze(tъ), vezemъ, vezete, vezoͅtъ
  • litauisk vežù, vežì, veža, vežame, vežate, veža
  • oldirsk biru, biri, berid, bermai, beirthe, berait
  • hittitisk pí-eš-ki-mi, pí-iš-ki-ši, pí-eš-kiz-zi, pí-eš-ga-u-e-ni, pí-eš-kit-te-ni, pí-eš-kán-zi

Der kan ikke være nogen tvivl om, at disse bøjninger går tilbage til et fælles udgangspunkt, som man traditionelt (siden Karl Brugmann) har rekonstrueret på følgende måde:

  • Urindoeuropæisk *bherō, *bheresi, *bhereti, *bheromes, *bherete, *bheronti

I nyere tid har man derimod været opmærksom på, at urindoeuropæisk ikke var et statisk sprog, og man er derfor mere tilbøjelig til at antage følgende endelser (Calvert Watkins):

  • Urindoeuropæisk *bheroh2, *bherei > esi, *bherei > -eti, *bheromos, *bherete, *bheronti

De yngre endelser skal være opstået under indflydelse af et andet hyppigt paradigme, det såkaldt atematiske, der f.eks. kendes fra verbet "at være":

  • sanskrit ásmi, ási, ásti, smás(i), sthá, sánti
  • avestisk ahmi, ahi, asti, mahi, s, hənti
  • oldgræsk εἰμί, ε, ἐστί, εἰμέν, ἐστέ, ἐντί (dorisk) > εἰσί(ν) (attisk)
  • latin sum, es, est, sumus, estis, sunt
  • gotisk im, is, ist, sijum, sijuþ, sind
  • hittitisk e-eš-mi, e-eš-ši / e-eš-ti, e-eš-zi, *aš-wa-ni, *aš-te-ni, a-ša-an-zi

<

  • urindoeuropæisk *h1ésmi, *h1éssi, *h1ésti, *h1smós, *h1s, *h1sénti

Lignende rekonstruktioner kan foretages for andre dele af verbalsystemet og for nominalsystemet, dvs. substantiver og adjektiver. Det er klart, at alt dette ikke bare kan være lånt sammen med ordene (som dansk leksikon ~ leksika, hotdog ~ hotdogs, der deres enkelhed til trods alligevel ikke er stabile paradigmer).

Fælles ord[redigér | redigér wikikode]

Der er hundredvis af ord, der optræder i de fleste indoeuropæiske sprog eller i et bredt udsnit af dem. Det drejer sig f.eks. om ord som *dems 'hus', *dhueres 'dør', *medhu 'honning, mjød', *albhis / *bharos / *g’hersdā / *ieuos 'byg, spelt', *g’dhūs / *piskos 'fisk', *sals 'salt', *gwous 'ko, okse', *ek’uos 'hest', *ouis 'får', *sūs 'svin', *kwriəmoi 'købe', *bherō 'bære', *edmi 'spise', *sēiō 'så', *ubhnāmi (*uebhō) 'væve', *ul̅nom 'uld', *nogwnos 'nøgen', *aios 'kobber', *ausom 'guld', *nsis 'sværd', *lonkos 'bue', *k’elus 'pil', *nāus 'skib', *ueg’hō 'køre', *kwekwlos 'hjul', *arətrom 'plov' (rekonstruktionerne er "klassiske", dvs. uden laryngaler).

Man har brugt disse ord til at diagnosticere den urindoeuropæiske kultur og dermed lokalisere urhjemmet. Ordene giver et utvetydigt signalement af en landbrugskultur, der lever af kvæg og korn, og som har nogen kendskab til metal. Mere præcist kan man nok heller ikke bestemme den urindoeuropæiske kultur ud fra ordforrådet.

Tidligere lagde man stor vægt på fælles trænavne. Når man f.eks. ad rekonstruktionens vej kunne nå frem til et fælles ord for 'bøg', nemlig *bhāg’ós (f.eks. da. bøg, lat. fāgus, gr. φηγός), så måtte urindoeuropæerne også have boet i et område, hvor der voksede bøge; og da der ikke vokser bøge øst for en linje, der går fra Königsberg til Krim, mente man, at indoeuropæernes urhjem (se nedenfor) måtte have ligget i Mellemeuropa. Problemet er blot, at man selvfølgelig ikke har nogen garanti for, at *bhāg’ós netop betegnede bøgen og ikke et andet træ, blot fordi ordet er kommet til at betyde 'bøg' i germansk og på latin; græsk φηγός er derimod en eg. Endelig behøver bøgegrænsen ikke have gået det samme sted for 5-6000 år siden.

Urindoeuropæisk kultur[redigér | redigér wikikode]

Ligesom man kan rekonstruere hvordan det urindoeuropæiske sprog må have været, kan man også rekonstruere mange andre elementer af det urindoeuropæiske samfunds kultur, herunder religion, mytologi, teknologi, sociale skikke og poetiske genrer og så videre.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Anthony 2010:5
  2. Beekes 1995:20-21
  3. Beekes 1995:22-23
  4. Sussex, R., & Cubberley, P. (2006). The Slavic Languages. Cambridge University Press.
  5. Hans Henrich Hock, Brian D. Joseph. 1996. Language History, Language Change, and Language Relationship: An Introduction to Historical and Comparative Linguistics Walter de Gruyter, Jan 1, 1996 pp. 52-54
  6. Beekes 1995:27-29
  7. Mallory & Adams 2006:19-23
  8. Ekkehard Konig, Johan van der Auwera. 1994. The Germanic Languages. Routledge
  9. http://www.ling.upenn.edu/~kroch/courses/lx310/handouts/handouts-09/ringe/celt-loans.pdf
  10. Wayne Harbert. 2006. The Germanic languages. Cambridge University Press.
  11. Woodard, Roger D. The Ancient Languages of Asia Minor. Cambridge University Press, 2008, ISBN 0-521-68496-X, p. 72. "Unquestionably, however, Phrygian is most closely linked with Greek."
  12. Beekes 1995:23-24
  13. Mallory & Adams 2006:27-28
  14. Beekes 1995:25-26
  15. Mallory & Adams 2006:18-19
  16. Mallory & Adams 2006:32-35
  17. Elena Efimovna Kuzʹmina. 2007. The Origin of the Indo-Iranians. BRILL.
  18. Hans Henrich Hock, Brian D. Joseph 1996. Language History, Language Change, and Language Relationship: An Introduction to Historical and Comparative Linguistics Walter de Gruyter, p. 58
  19. Beekes 1995:26-27
  20. Mallory & Adams 2006:15-17
  21. 21,0 21,1 Martin Ball, Nicole Muller. 2012. The Celtic Languages. Routledge pp.
  22. Mallory & Adams 2006:35
  23. Beekes 1995:20
  24. Clackson 2007:53-61
  25. Mallory & Adams 2006:48-51
  26. For eksempel Mallory & Adams 2006, skelner h2 fra h4 baseret på det de mener er deres forskellige reflekser i ordinitial position i anatolsk.
  27. Beekes 1995:142
  28. Anthony 2010:10-
  29. Mallory & Adams 2006:60-63
  30. Anthony 2010
  31. Haak et al. 2015
  32. Gray & Atkinson 2003
  33. Bouckaert et a. 2012
  34. Pereltsvaig & Lewis 2015
  35. Beekes 1995:124
  36. Beekes 1995:132-33
  37. 37,0 37,1 37,2 Beekes 1995:129
  38. Campbell, Lyle (2004). Historical linguistics (2nd ed. udg.). Cambridge: MIT Press. pp. 49. ISBN 0-262-53267-0. 
  39. Beekes 1995:150
  40. Beekes 1995:128
  41. Beekes 1995:128
  42. Beekes 1995:138
  43. Beekes 1995:134-35
  44. Beekes 1995:136

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Danske titler[redigér | redigér wikikode]

  • Niels Åge Nielsen, Sprogets opståen og udvikling. Munksgård: København 1968.
  • Louis Hjelmslev, Sproget. En introduktion. Berlingske Forlag 1963. En fornuftig og afvejet gennemgang af sprogvidenskabens forskellige discipliner, skrevet af en af strukturalismens fædre.
  • Holger Pedersen, Sprogvidenskaben i det nittende århundrede. Metoder og resultater, Gyldendal: København 1924. Optrykt i bindet Videnskaben om sproget. Historisk sprogvidenskab i det 19. århundrede. Arkona: Århus 1978. En internationalt rost og stadig læseværdig gennemgang af den indoeuropæiske sprogvidenskabs første periode, skrevet af en af videnskabens berømte udøvere.

Fremmedsprogede titler[redigér | redigér wikikode]

  • Robert S. P. Beekes, Comparative Indo-European Linguistics. An Introduction. John Benjamins: Amsterdam, Philadelphia 1995.
  • Bernard Comrie, Language Universals & Linguistic Typology 2. ed., The University of Chicago Press: Oxford: 1989.
  • J. P. Mallory, In Search of the Indo-Europeans. Language, Archaeology and Myth. Thames & Hudson: London: 1989.
  • James P. Mallory & Douglas Q. Adams. Encyclopedia of Indo-European Culture. Fitzroy Dearborn: London 1997.
  • James P. Mallory & Douglas Q. Adams. 2006. The Oxford Introduction to Proto-Indo-European and the Proto-Indo-European World. Oxford University Press.
  • Michael Meier-Brügger, Indogermanische Sprachwissenschaft. Walter de Gruyter: Berlin, New York 2000. Engelsk oversættelse Indo-European Linguistics. Walter de Gruyter: Berlin, New York 2003.
  • Colin Renfrew, Archaeology and Language: The Puzzle of Indo-European Origins. Cape: London 1988.
  • Oswald Szemerényi, Einführung in die vergleichende Sprachwissenschaft. Wissenschaftliche Buchgesellschaft: Darmstadt, 3. udg. 1989. Engelsk oversættelse Introduction to Indo-European Linguistics. Oxford 1999.
  • Clackson, James (2007). Indo-European Linguistics: An Introduction. Cambridge University press.
  • Anthony, D. W. (2010). The horse, the wheel, and language: how Bronze-Age riders from the Eurasian steppes shaped the modern world. Princeton University Press.
  • Gray, R. D., & Atkinson, Q. D. (2003). Language-tree divergence times support the Anatolian theory of Indo-European origin. Nature, 426(6965), 435-439.
  • Bouckaert, R., Lemey, P., Dunn, M., Greenhill, S. J., Alekseyenko, A. V., Drummond, A. J., ... & Atkinson, Q. D. (2012). Mapping the origins and expansion of the Indo-European language family. Science, 337(6097), 957-960.
  • Haak, W., Lazaridis, I., Patterson, N., Rohland, N., Mallick, S., Llamas, B., ... & Reich, D. (2015). Massive migration from the steppe was a source for Indo-European languages in Europe. Nature 522, 207–211 (11 June 2015)
  • Ramat, A. G., & Ramat, P. (2015). The Indo-European Languages. Routledge.
  • Pereltsvaig, A., & Lewis, M. W. (2015). The Indo-European Controversy. Cambridge University Press.
  • Campbell, Lyle. 1998. Historical Linguistics. Edinburgh University Press.
  • Benjamin W. Fortson, IV. Indo-European Language and Culture: An Introduction. John Wiley & Sons.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]