Indoeuropæiske sprog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Indoeuropæiske sprogs udbredelse
Ca. 3500 f.Kr. - sent protoindoeuropæisk ifølge Kurgan-teorien
Ca. 2500 f.Kr.
Ca. 1500 f.Kr.
Ca. 500 f.Kr.
Ca. 500 e.Kr.
Indoeuropæisk sprogtræ.

Indoeuropæisk er en sprogæt der omfatter omkring 150 sprog talt af omkring 3 milliarder mennesker, inklusive næsten alle europæiske sprog og mange sprog i Syd- og Vestasien. Den spænder fra store sprog såsom engelsk og hindi til sprog med få talere som færøsk eller sorbisk.

Navnets historie[redigér | redigér wikikode]

At disse sprog stammede fra et fælles oprindeligt grundsprog, blev først foreslået af Sir William Jones i 1786. Som en af de første europæere havde han stiftet kendskab med sanskrit, indernes klassiske sprog, og var herved blevet opmærksom på de slående ligheder i grammatikken og ordforrådet mellem dette og græsk og latin. Den danske sprogforsker Rasmus Rask skrev i 1814 prisopgaven Undersøgelse om det gamle nordiske eller islandske sprogs oprindelse, hvori han demonstrerede, at de nordiske sprog var beslægtet med græsk og latin, og at ordenes slægtskab kunne bevises ved at antage regelmæssige lydlove ("den germanske lydforskydning"). To år efter kom Franz Bopps Über die Konjugationssystem der Sanskritsprache in Vergleichung mit jenen der griechischen, lateinischen, persischen und germanischen Sprache. Fra alle sider blev man således opmærksom på, at indisk, græsk, latin og germansk kom af samme rod.

Den sprogfamilie blev snart kendt som indogermansk eller indoeuropæisk, idet man betegnede den efter sine to yderpunkter (-germansk, fordi man på det tidspunkt ikke vidste, at det endnu vestligere keltisk også var indoeuropæisk). Det første navn er stadig det almindeligste på tysk (indogermanisch), men på andre sprog er det siden den anden mulighed, der slog igennem, fordi man følte, at germansk pegede snævert imod netop tysk.

Ordet arisk var egentlig indernes og iranernes betegnelse for sig selv, men da man i begyndelsen fejlagtigt troede, at sanskrit slet og ret var urindoeuropæisk, blev det i vide kredse også almindeligt at bruge arisk som synonym for indoeuropæisk, selv efter at man erkendte, at sanskrit kun var en kusine eller gammel tante til de andre indoeuropæiske sprog. Efter at nazisterne udryddede millioner af mennesker med henvisning til arierbegrebet, er der imidlertid ingen, der har villet bruge ordet i den brede betydning, og det bruges i dag kun om den indiske gren af indoeuropæisk, ofte i formen "indoarisk", i modsætning til de mange ikke-indoeuropæiske sprog i Indien.

Urindoeuropæisk[redigér | redigér wikikode]

Grundsproget[redigér | redigér wikikode]

Grundsproget, det såkaldte urindoeuropæisk (eller "protoindoeuropæisk"), er rekonstrueret på grundlag af de sprog, der nedstammer fra det; ved at sammenligne alle kendte, levende og uddøde, indoeuropæiske sprog har man fundet frem til en lang række fællesord (rødder og stammer), en fælles grammatik (morfologi) og en fælles syntaks.

Så længe der ikke findes skriftlige levn (eller for den sags skyld lydoptagelser) af urindoeuropæisk, vil rekonstruktionen altid være en mere eller mindre sandsynlig tilnærmelse til et ideelt fikspunkt. Urindoeuropæisk er derfor ikke et sprog i samme forstand som dansk eller latin, men en abstraktion, en slags forhistorisk fællesnævner for de faktisk belagte historiske indoeuropæiske sprog. Eftersom rekonstruktionen således ikke kan verificeres af ydre data, må dens sandsynlighed alene bero på dens evne til at redegøre for de historiske former i enkeltsprogene så fornuftigt som muligt.

Men selv om de enkelte detaljer kan diskuteres og stadig bliver det, så er der dog generel enighed blandt sprogforskere om hovedkonklusionen: at de indoeuropæiske sprog er "genetisk" beslægtede i den forstand, at de er udviklet fra det samme sprog eller i det mindste den samme gruppe af sprog.

Morfologi[redigér | redigér wikikode]

Grundsproget havde tre grammatiske køn for substantiverne: maskulinum, femininum og neutrum (der er dog forskere, som peger på, at der muligvis i en tidligere fase af indoeuropæisk kun var to køn, der betegnede henholdsvis levende væsener og døde genstande). Der var tre tal: singularis, dualis og pluralis, og der var otte kasus: nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, ablativ, dativ, lokativ og instrumentalis.

Verberne blev bøjet i aktiv og medium, og de havde følgende modi: indikativ, injunktiv , konjunktiv, optativ og imperativ. Man går traditionelt ud fra disse tidsbøjninger: præsens, imperfektum / præteritum (= injunktiv med forstavelsen eller augmentet (h1)e-: kun indoiransk, armensk, frygisk og oldgræsk), perfektum (= præteritum i germansk) og måske futurum. Der ser desuden ud til at have været en skelnen mellem imperfektive stammer og aoriststammer som i de slaviske sprog og græsk. Endelig blev verberne bøjet i tre personer og, ligesom substantiverne og adjektiverne, i tre tal: singularis, dualis og pluralis.

Det var kendetegnende for urindoeuropæisk, at mange substantiver og verber havde vokalveksel eller aflyd (ty. og eng. Ablaut) i roden. Noget lignende kendes fra de semitiske sprog. Den indoeuropæiske aflyd var enten kvalitativ (e ~ o) eller kvantitativ (e ~ ē ~ -). Det er denne aflyd, der lever videre i de germanske stærke verber, f.eks. binde : bandt : bundet, byde : bød : budt eller bide : bed : bidt, der alle har den karakteristiske veksel mellem e-trin i infinitiv og præsens, o-trin i præteritum og nultrin i participiet (germansk. *bind- : *band- : *bund-, *biud- : *baud- : *bud-, *bīt- : *bait- : *bhit- < urindoeuropæisk *bhendh- : *bhondh- : *bhndh-, *bheudh- : *bhoudh- : *bhudh- og *bheid- : *bhoid- : *bhid-).

Den almindeligste verbalbøjning, som man kalder tematisk, fordi den har en stammevokal eller temavokal (e/o) foran endelsen, ser i en række klassiske indeuropæiske sprog således ud i præsens aktiv:

  • Sanskrit bhárāmi, bhárasi, bhárati, bhárāmasi, bhárata, bháranti
  • Avestisk barā(mi), barahi, baraiti, barāmahi, baraθā, barənti
  • Oldgræsk φέρω, φέρεις, φέρει, φέρομεν, φέρετε, φέροντι (dorisk) > -ουσι(ν) (attisk)
  • Latin vehō, vehis, vehit, vehimus, vehitis, vehunt
  • Gotisk bairau, bairis, bair, bairam, bair, bairand
  • Oldkirkeslavisk vez, vezeši, veze(tъ), vezemъ, vezete, vezoͅtъ
  • Litauisk vežù, vežì, veža, vežame, vežate, veža
  • Oldirsk biru, biri, berid, bermai, beirthe, berait
  • Hittitisk pí-eš-ki-mi, pí-iš-ki-ši, pí-eš-kiz-zi, pí-eš-ga-u-e-ni, pí-eš-kit-te-ni, pí-eš-kán-zi

Der kan ikke være nogen tvivl om, at disse bøjninger går tilbage til et fælles udgangspunkt, som man traditionelt (siden Karl Brugmann) har rekonstrueret på følgende måde:

  • Urindoeuropæisk *bherō, *bheresi, *bhereti, *bheromes, *bherete, *bheronti

I nyere tid har man derimod været opmærksom på, at urindoeuropæisk ikke var et statisk sprog, og man er derfor mere tilbøjelig til at antage følgende endelser (Calvert Watkins):

  • Urindoeuropæisk *bheroh2, *bherei > esi, *bherei > -eti, *bheromos, *bherete, *bheronti

De yngre endelser skal være opstået under indflydelse af et andet hyppigt paradigme, det såkaldt atematiske, der f.eks. kendes fra verbet "at være":

  • Sanskrit ásmi, ási, ásti, smás(i), sthá, sánti
  • Avestisk ahmi, ahi, asti, mahi, s, hənti
  • Oldgræsk εἰμί, ε, ἐστί, εἰμέν, ἐστέ, ἐντί (dorisk) > εἰσί(ν) (attisk)
  • Latin sum, es, est, sumus, estis, sunt
  • Gotisk im, is, ist, sijum, sijuþ, sind
  • Hittitisk e-eš-mi, e-eš-ši / e-eš-ti, e-eš-zi, *aš-wa-ni, *aš-te-ni, a-ša-an-zi

<

  • Urindoeuropæisk *h1ésmi, *h1éssi, *h1ésti, *h1smós, *h1s, *h1sénti

Lignende rekonstruktioner kan foretages for andre dele af verbalsystemet og for nominalsystemet, dvs. substantiver og adjektiver. Det er klart, at alt dette ikke bare kan være lånt sammen med ordene (som dansk leksikon ~ leksika, hotdog ~ hotdogs, der deres enkelhed til trods alligevel ikke er stabile paradigmer).

Lydlove[redigér | redigér wikikode]

En vigtig forskel mellem lighed som følge af kontakt og lighed som følge af slægtskab består i de såkaldte lydlove. Ordet lydlov (Lautgesetz, sound-law) er uheldigt, fordi det giver et indtryk af universel gyldighed ligesom naturlovene eller af bevidst vedtagelse ligesom samfundets love, og derfor bruger man også det mindre prætentiøse lydregel (Lautregel, sound-rule). Men pointen er, at beslægtede ord i beslægtede sprog forholder sig til hinanden i henhold til regelmæssige forandringer af sprogets lyd (fonemer).

Det er danskeren Rasmus Rask, der første gang formulerede en lydlov (selv om han ikke brugte dette ord), da han observerede, at de germanske sprog havde en række ord, der kunne sættes i forbindelse med de tilsvarende græske og latinske ord, hvis man antog, at lydene (Rask sagde "bogstaverne") blev skiftet ud efter et regelmæssigt mønster. Han beskrev i den forbindelse den serie af lydlove, som vi kalder den germanske lydforskydning, f.eks. græsk κ, latin c = germansk h (f.eks. dansk hund = lat. canis, gr. κύων) eller græsk χ, latin h = germ. g (f.eks. dansk gås = gr. χήν).

Da den århusianske sprogforsker Karl Verner var i stand til at forklare visse tilsyneladende uregelmæssigheder i den germanske lydforskydning under henvisning til accentens stilling i græsk og sanskrit ("den vernerske veksel"), gav det medvind til den strømning i den historiske sprogvidenskab, der gik under navnet junggrammatikerne, og som fastholdt lydlovenes undtagelsesløshed (die Ausnahmslosigkeit der Lautgesetze). I dag vil sprogforskerne bløde op på junggrammatikernes lydlovsbegejstring; man har konstateret, at lydlovene ikke rammer alle ord på én gang som ved et guddommeligt sving med tryllestaven, og de kan derfor godt glemme et par ord i skydningen i sprogets udkroge eller omvendt aldrig rigtig komme fra starten, således at det kun er en håndfuld ord, der når at blive ramt.

Det overordnede princip er dog gyldigt, nemlig at beslægtede ord i princippet skal overholde de lydlove, der gælder for de pågældende sprog. Alle germanske ord, der er urbeslægtet med græske og latinske ord skal derfor overholde den germanske lydforskydning (inkl. den vernerske veksel), og de ord, der ikke overholder dem, er enten ikke beslægtet (f.eks. da. have ≠ lat. habeō 'have', men derimod = lat. capiō 'tage') eller senere lån (f.eks. da. kennel < lat. canis 'hund').

Fælles ord[redigér | redigér wikikode]

Der er hundredvis af ord, der optræder i de fleste indoeuropæiske sprog eller i et bredt udsnit af dem. Det drejer sig f.eks. om ord som *dems 'hus', *dhueres 'dør', *medhu 'honning, mjød', *albhis / *bharos / *g’hersdā / *ieuos 'byg, spelt', *g’dhūs / *piskos 'fisk', *sals 'salt', *gwous 'ko, okse', *ek’uos 'hest', *ouis 'får', *sūs 'svin', *kwriəmoi 'købe', *bherō 'bære', *edmi 'spise', *sēiō 'så', *ubhnāmi (*uebhō) 'væve', *ul̅nom 'uld', *nogwnos 'nøgen', *aios 'kobber', *ausom 'guld', *nsis 'sværd', *lonkos 'bue', *k’elus 'pil', *nāus 'skib', *ueg’hō 'køre', *kwekwlos 'hjul', *arətrom 'plov' (rekonstruktionerne er "klassiske", dvs. uden laryngaler).

Man har brugt disse ord til at diagnosticere den urindoeuropæiske kultur og dermed lokalisere urhjemmet. Ordene giver et utvetydigt signalement af en landbrugskultur, der lever af kvæg og korn, og som har nogen kendskab til metal. Mere præcist kan man nok heller ikke bestemme den urindoeuropæiske kultur ud fra ordforrådet.

Tidligere lagde man stor vægt på fælles trænavne. Når man f.eks. ad rekonstruktionens vej kunne nå frem til et fælles ord for 'bøg', nemlig *bhāg’ós (f.eks. da. bøg, lat. fāgus, gr. φηγός), så måtte urindoeuropæerne også have boet i et område, hvor der voksede bøge; og da der ikke vokser bøge øst for en linje, der går fra Köngsberg til Krim, mente man, at indoeuropæernes urhjem (se nedenfor) måtte have ligget i Mellemeuropa. Problemet er blot, at man selvfølgelig ikke har nogen garanti for, at *bhāg’ós netop betegnede bøgen og ikke et andet træ, blot fordi ordet er kommet til at betyde 'bøg' i germansk og på latin; græsk φηγός er derimod en eg. Endelig behøver bøgegrænsen ikke have gået det samme sted for 5-6000 år siden.

Kritik af indoeuropæisk[redigér | redigér wikikode]

Sammenlignende vs. almen sprogvidenskab[redigér | redigér wikikode]

Der har desuden været en anden udvikling, der har bidraget til, at indoeuropæisk mødte modstand. Hvor den tidlige lingvistik havde fokuseret meget kraftigt på den sammenlignende sprogvidenskab, svingede pendulet i 1930'erne over til, at det var mere moderne at beskæftige sig med samtidige sprogsystemer. Det var den gamle indoeuropæist Ferdinand de Saussure, der gav startskuddet til denne udvikling med sine posthumt udgivne Cours de linguistique générale ved at betone vigtigheden af at skelne diakron og synkron lingvistik. I den efterfølgende generation blev denne formaning af nogle omfortolket til, at sprogsammenligning var uvidenskabelig, og at virkelig sprogvidenskab kun kunne beskæftige sig med observerbare data. De Saussures skelnen mellem diakron og synkron analyse var i og for sig nyttig. Det som fulgte i kølvandet var desværre direkte skadeligt, nemlig Chomskys opfattelse, at man kunne analysere alverdens sprog ved et grundigt studium af ét eller nogle få sprog. Det ene sprog var naturligvis engelsk, da det var Chomskys modersmål. Følgen blev, at man mente at et dybtgående engelskstudium ville afsløre sproglige universalregler, så sært det kan lyde. Selvfølgelig er dette ikke logisk --- en fjerdedel eller så af verdens sprog bliver talt på New Guinea og de sprog fik ligge til siden, skønt mange af de særeste fænomener i sprogenes verden forefindes der. Men Chomsky grejede at få en meget stor indflydelse og selv om han reviderede sine teorier --- eller helt skiftede mening --- omtrent en gang hvert årti, forblev mange af hans elever ham tro, trods alle krumspring. Comrie gør godt rede på forskellen mellem et dybtgående studium af færre sprog og en analyse af så mange sprog aom muligt in sin bog nævnt nedenfor, og forkaster Chomskys metodologi.

I 1960'erne og 1970'erne blev den indoeuropæiske og sammenlignende sprogvidenskab derfor betragtet som borgerlig og reaktionær. Studiet blev følgelig marginaliseret på universiteterne, lærestole i indoeuropæistik blev nedlagt (en udvikling, der endnu pågår), og sproghistorien blev skrevet ud af studieordningerne eller beskåret kraftigt på de enkelte sprogfag.

Diffusion[redigér | redigér wikikode]

Den ældre arkæologi havde, med afsæt i den sprogvidenskabelige indoeuropæistik, været opsat på at identificere folkevandringer i det arkæologiske materiale og på at forklare alle markante ændringer i kulturen ud fra et befolkningsskifte. Efterkrigstidens generation af arkæologer var naturligvis skeptiske over for denne metode og gik for en stor dels vedkommende over i den modsatte grøft, idet man afviste snart sagt enhver form for indvandring (på nær den første). Kulturelle nyskabelser blev i stedet forklaret ved diffusion, dvs. spredning fra et folk til et andet i fredeligt samkvem og ikke gennem en aggressiv erobring. Det var derfor nærliggende at mene, at et land som Danmark var begyndt at tale indoeuropæisk som en følge af en intens kulturel påvirkning sydfra.

Tanken om sproglig diffusion har en uheldig forløber i den sovjetrussiske videnskabsmand Nikolaj Javkovlivič Marr (1865-1934), der ikke anerkendte den historiske sprogvidenskabelige metode og forklarede alle ligheder mellem sprog som en følge af diffusion. Han afviste slet og ret, at der overhovedet eksisterede sprogligt slægtskab og genetiske sproggrupper som slavisk. Fordi han havde haft en gunstig placering i den tidlige Sovjetunion, gjaldt hans meget eksotiske fortolkninger i lang tid som dogme på de sovjetiske universiteter, indtil Stalin greb ind og i et åbent brev i Pravda i 1950 stemplede dem som uvidenskabelige og dermed umarxistiske.

Marrs radikale diffusionisme er nok et særsyn i dag. Man kan under alle omstændigheder ikke diskreditere enhver brug af diffusion på den baggrund. Diffusion er helt sikkert en adækvat model til at forklare udvekslingen af materiel kultur, og det derfor har været fornuftigt af den nye arkæologi at betone diffusionens betydning over for den klassiske invasionsteori. Om sproglig lighed er opstået ved diffusion eller skyldes oprindeligt slægtskab, må altid komme an på den pågældende situation og på, hvilken model der bedst kan forklare de foreliggende data. Diffusion eller konvergens (at to sprog bliver mere lig hinanden over tid) er velegnet til at beskrive løse sprogfamilier såsom altaisk, dvs. tyrkisk-mongolsk (det er stadig omdiskuteret).

I de indoeuropæiske sprogs tilfælde er diffusionsmodellen derimod ikke adækvat. Det er rigtigt, at der i dag er tusindvis af kulturord, der er fælles for alle eller de fleste europæiske sprog såsom telefon, computer, hallo. Men i de indoeuropæiske sprog ville det imidlertid ikke kun være ord, der var lånt, men også hele morfologien, der i de ældre indoeuropæiske sprog er så kompleks, at den grundlæggende overensstemmelse på ingen måde kan bero på en tilfældighed, og et lån nærmest er utænkeligt. Og det er ikke kun færdige ord, der er fælles for de indoeuropæiske sprog, men i lige så høj grad disse ords byggestene ("rødder") og reglerne for, hvordan der dannes afledninger af disse byggestene.

Opsummering[redigér | redigér wikikode]

Den sprogvidenskabelige kerne i den indoeuropæiske teori – at de indoeuropæiske sprog er beslægtede og har et fælles ophav – er som sådan uangribelig, selv om der er mange enkeltheder i teorien, der er diskutable, ganske enkelt, fordi de bygger på sandsynlighedsargumenter og ikke kan verificeres, så længe der ikke findes direkte kilder til det urindoeuropæiske grundsprog.

Det er vigtigt at understrege, at antagelsen af den sprogvidenskabelige teori ikke nødvendigvis vil indebære, at man så også må acceptere f.eks. en model med aggressive patriarkalske erobrere, der propaganderede en dumézilsk ideologi. Der er – med rette – mange, der føler et ubehag ved at tilslutte sig noget, de opfatter som et fascistisk projekt[1]. De arkæologiske og religionshistoriske teorier, der opererer med indoeuropæisk er imidlertid ikke forudsætninger for den sprogvidenskabelige indoeuropæistik, men støtter sig blot til den. Man kan derfor være enig eller uenig med Georges Dumézils teori om den indoeuropæiske trefunktionsideologi eller med Marija Gimbutas' teori om de matriarkalske urindoeuropæere, men det har ingen betydning for den sproghistoriske rekonstruktion.

Selv om det i første omgang har været ikke-sprogvidenskabsfolk, især arkæologer, der har fremført kritikken, har den ydet et væsentligt bidrag til den sprogvidenskabelige teori. Diffusionsmodellen er ganske vist i sig selv utilstrækkelig til at forklare ligheden mellem de indoeuropæiske sprog, men moderne arkæologi opererer med andre, langt mere avancerede mellemformer mellem den aggressive erobring og den fredelige langdistancekontakt. Disse modeller har forbedret vores forståelse af, hvordan indoeuropæisk kan være blevet udbredt, og hvordan de enkelte sproggrupper kan være blevet dannet.

Urhjemmet[redigér | redigér wikikode]

Indledning[redigér | redigér wikikode]

Eftersom urindoeuropæisk netop er en sprogvidenskabelig abstraktion, kan det ikke uden videre identificeres med én særlig forhistorisk arkæologisk kultur, selv om der har været og stadig bliver gjort talrige forsøg herpå[2].

Forslagene til, hvor det indoeuropæiske urhjem skulle placeres har været mange og indbyrdes modstridende. En del af forslagene er nationalistisk motiverede som f.eks. Nordeuropa eller Indien. De fleste vil dog foretrække et forslag, der ligger i midten af det store område, hvor der tales eller blev talt indoeuropæiske sprog, og her er der to forslag, der har vundet større tilslutning end andre, nemlig stepperne nord for Sortehavet og Det kaspiske Hav og Lilleasien.

Det nordlige sortehavsområde[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Kurgan-hypotesen.

Det traditionelle synspunkt er, at urindoeuropæisk blev talt af et folk, der boede i det nuværende Ukraine og Sydrusland. Som en følge af deres tæmning af hesten havde dette folk en fordel, der førte til, at de i løbet af forholdsvis kort tid ekspanderede fra deres kerneområde ud over Europa og Sydasien. De sættes i forbindelse med den såkaldte kurgankultur (russisk kurgán 'gravhøj'), idet skikken med at rejse gravhøje – ifølge teorien – spreder sig fra øst mod vest i flere successive bølger. Disse kurganfolk skal desuden have været mere krigeriske (og patriarkalske), hvorfor de hurtigt fik overtaget i forhold til de mere fredelige (og matriarkalske) agerdyrkere i de lande, de erobrede. Denne teori blev oprindeligt fremsat af den litauiske arkæolog Marija Gimbutas, der indentificerede proto-indoeuropæerne med Yamna-kulturen. James P. Mallory støtter teorien om et urhjem på de eurasiske stepper, men er mindre ideologisk end Gimbutas.

Nye fund underbygger, at udviklingen af den hestetrukne stridsvogn faktisk fandt sted på stepperne nord for Det kaspiske Hav, og meget taler for, at disse folk talte indoeuropæisk. Det var dog næppe urindoeuropæere, men snarere tidlige indoiranere, der i den efterfølgende periode trængte ned i Pakistan (det gamle Indien) og Iran. At det skulle være den samme teknologiske landvinding, der bragte de vestlige indoeuropæere til deres respektive områder (Robert Drews, The Coming of the Greeks, 1988), er derimod mere omstridt.

Lilleasien[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Lilleasien

En anden teori, der dog er mere populær blandt arkæologer end blandt sprogvidenskabsfolk, er, at urindoeuropæisk blev talt af folk, der boede på den Anatolske Højslette i det 7. og 6. årtusinde f.Kr. Her lærte de kunsten at drive agerbrug, som førte til en relativ fredsommelig udvidelse af deres sprog og kultur mod øst, vest og nord. Syd for dem boede der allerede andre agerbrugende, hovedsagelig semitiske, folk. Denne teori blev lanceret af Colin Renfrew. Thomas Gamkrelidze og Vjačeslav Ivanov (Indo-European and the Indo-Europeans, 1995) forsvarer et urhjem i Armenien ud fra sprogvidenskabelige argumenter, især det urindoeuropæiske sprogs typologi, men deres rekonstruktioner er omstridte.

Renfrews vigtigste argument er, at et sprogskifte kræver en voldsom kulturel begivenhed, og fra istidens ophør til nutiden har der ikke været nogen større begivenhed end den neolitiske revolution. Det er derfor kun naturligt, at landbrugerne, der hurtigt blev betydeligt talrigere end jægerne, hvor end de slog sig ned, også kom til at sætte den sproglige dagsorden.

En vigtig anke imod Renfrews teori er, at de de sprog, der blev talt øst og vest for det hypotetiske urhjem, ligner hinanden mere end de sprog, der blev talt i centrum. Græsk og indisk er meget mere tættere på hinanden, end de er på hittitisk, der efter mange forskeres mening er spaltet tidligere ud fra ursproget end de andre indoeuropæiske sprog. Hvis man antager et fælles urhjem i Lilleasien, må man med andre ord acceptere, at indoiranerne ikke er vandret direkte østover, men har taget turen venstre om Sortehavet.

Syntese[redigér | redigér wikikode]

Det er muligt at forene sortehavshypotesen med den lilleasiatiske hypotese, hvis man antager, at de folk, der udbredte landbruget, talte en form for indoeuropæisk, men at der senere var en sproglig påvirkning østfra fra de indoeuropæisktalende agerdyrkere, der havde bosat sig nord for Sortehavet og Det kaspiske Hav, og som der havde domesticeret hesten (jf. Robert Drews, Journal of Indo-European Studies 25 (1997) 153-177, og Margalit Finkelberg, The Classical World 91 (1997) 3-20). Den østfrakommende indoeuropæisering var derfor ikke så meget en invasion, selv om der nok har været et vist flow af personer fra øst mod vest. Men der er nok så meget tale om en sproglig konvergens mellem de "gamle" indoeuropæere og de "nye" indoeuropæere.

Sproggrupper i indoeuropæisk[redigér | redigér wikikode]

Den omtrentlige udbredelse af indoeuropæiske sprogs underfamilier i Europa og Asien i dag:      Græsk      Indoiransk      Italisk (omfatter romansk)      Keltisk      Germansk      Armensk      Balto-Slavisk (Baltisk)      Baltoslavisk (slavisk)      Albansk      Ikke-indoeuropæiske sprog Stribede område angiver flere sidestillede sprog.
Den omtrentlige udbredelse af indoeuropæiske sprog i Amerika:
romansk:      Spansk      Portugisisk      Fransk Germansk:      Engelsk      Nederlandsk

Uddøde sprog og sproggrupper er markeret med †

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Dette må nok opfattes som en ideologisk dårlig mave. Hvor grusomme, foragtelige og væmmelige ideologier, som benytter ellers respektable ord kan være, så er det den lærdes pligt at lade sin egen ideologi udenfor. Den indiske erobrerteori, dvs. at sydøstindoeuropæisktalende folk --- forresten de eneste man kan kalde arier --- kom nordenfra og skubbede de forhåndenværende dravidisktalende folk sydpå er meget logisk. Hvis man får kvalme af at forestille sig en invasion så bør man lade være med at beskæftige sig med historie og sprogvidenskab. Indoeuropæisk sprogvidenskab, som den praktiseres i dag --- af de specialister man kan tage alvorligt --- er simpelthen ideologifri.
  2. Selv om det delvis bliver nævnt, delvis kan forstås af artiklen, må det nok understreges kraftigt, at selve abstraktionen er den til enhver tid gældende rekonstruktion — eller rekonstruktioner, på et givet tidspunkt har man nogle konkurrerende udgaver. At et ursprog blev talt er uomtvisteligt, og for den tids indoeuropæisktalende mennesker var der absolut ikke noget abstrakt ved det, eller i hvert fald ikke noget mere abstrakt end dansk er for danskere. Og har man en befolkning, så må den jo opholde sig et eller andet sted, så man kan selvfølgelig være sikker på, at der fandtes et helt igennem uabstrakt urhjem — man ved blot ikke hvor det lå.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Danske titler[redigér | redigér wikikode]

  • Niels Åge Nielsen, Sprogets opståen og udvikling. Munksgård: København 1968.
  • Louis Hjelmslev, Sproget. En introduktion. Berlingske Forlag 1963. En fornuftig og afvejet gennemgang af sprogvidenskabens forskellige discipliner, skrevet af en af strukturalismens fædre.
  • Holger Pedersen, Sprogvidenskaben i det nittende århundrede. Metoder og resultater, Gyldendal: København 1924. Optrykt i bindet Videnskaben om sproget. Historisk sprogvidenskab i det 19. århundrede. Arkona: Århus 1978. En internationalt rost og stadig læseværdig gennemgang af den indoeuropæiske sprogvidenskabs første periode, skrevet af en af videnskabens berømte udøvere.

Fremmedsprogede titler[redigér | redigér wikikode]

  • Robert S. P. Beekes, Comparative Indo-European Linguistics. An Introduction. John Benjamins: Amsterdam, Philadelphia 1995.
  • Bernard Comrie, Language Universals & Linguistic Typology2. ed., The University of Chicago Press: Oxford: 1989.
  • J. P. Mallory, In Search of the Indo-Europeans. Language, Archaeology and Myth. Thames & Hudson: London: 1989.
  • James P. Mallory & Douglas Q. Adams. Encyclopedia of Indo-European Culture. Fitzroy Dearborn: London 1997.
  • Michael Meier-Brügger, Indogermanische Sprachwissenschaft. Walter de Gruyter: Berlin, New York 2000. Engelsk oversættelse Indo-European Linguistics. Walter de Gruyter: Berlin, New York 2003.
  • Colin Renfrew, Archaeology and Language: The Puzzle of Indo-European Origins. Cape: London 1988.
  • Oswald Szemerényi, Einführung in die vergleichende Sprachwissenschaft. Wissenschaftliche Buchgesellschaft: Darmstadt, 3. udg. 1989. Engelsk oversættelse Introduction to Indo-European Linguistics. Oxford 1999.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]