Kongeloven

Kongeloven
Dansk lovgivning
Lang titel:	Lex Regia (Konge-Lov)
År:	1665
Ressort:	Statsministeriet
Datoer
Vedtaget:	14-11-1665
Stadfæstet:	14-11-1665
Status: Se artiklen
Læs loven på Retsinformation.dk

Dette originale eksemplar, der opbevares i Rigsarkivet, blev brugt ved salvelsen af danske monarker.

Kongeloven, lat. Lex Regia, var Danmarks og Norges forfatning under enevælden fra 1665 indtil hhv. 1849 og 1814 (bortset fra to stadig retsgyldige artikler). Den formaliserede og etablerede et uindskrænket arveligt og enevældigt monarki i Danmark-Norge, og betragtes som den mest suveræne udgave af alle de europæiske udtryk for absolutisme. Nogle retshistorikere mener, at Danmark pga. lovens ubetingede magtoverdragelse, "kan betragtes som den mest enevældige af alle de enevældige europæiske monarkier". Kongeloven er et enestående historisk dokument, både for sine litterære kvaliteter, men særligt fordi den som eneste nedskrevne forfatningsdokument for et enevældigt styre har tiltrukket betydelig akademisk interesse. Enkelte iagttagere har, noget tvivlsomt, kaldt den verdens ældste grundlov.

Kongeloven er dateret 14. november 1665, fem år efter enevældens faktiske indførelse ved statsomvæltningen på stændermødet i København i oktober 1660, udløst af statskrisen efter den Anden Karl Gustav-krig. Den afløste enevoldsarveregeringsakten (1661), som juridisk havde etableret styreformen og som selv havde erstattet Frederik 3.s håndfæstning. I modsætning til suverænitetsakten er Kongeloven langt mere udførlig om kongemagtens beføjelser og arveregler og angiver som sin eneste restriktion, at kongen ikke kan reducere sin uindskrænkede magt. Loven affattedes af kgl. kammersekretær Peter Schumacher (1671 adlet Griffenfeld), er delvist inspireret af fiskal Søren Hansen Kornerups udkast til en arvefølgelov fra 1663, og er idéhistorisk præget af Jean Bodin, Henning Arnisæus, Hugo Grotius og Thomas Hobbes.

Der er ikke paragraffer i loven, som i stedet består af 40 artikler inddelt i syv hovedafsnit. Den begynder med en længere indledning, hvori dens udstedelse motiveres. Artikel 1 til 7 fastlægger kongemagtens indhold (jura majestatis), og de følgende artikler indeholder regler om kongens myndighedsalder og formynderskab, om tronbestigelse og salvelse, om Tvillingrigernes udelelighed, om prinser og prinsesser, om kongens pligt til at opretholde enevælden samt straf for indgreb i den, og endelig udførlige arvefølgebestemmelser. Sidstnævnte fik betydning for krigen 1848-51.

I Norge erstattede Eidsvoll-forfatningen i 1814 kongeloven da rigsfællesskabet blev opløst. I Danmark blev størstedelen af Kongeloven afløst i 1849 af Junigrundloven, da Danmark blev et konstitutionelt monarki, men arvereglerne gjaldt frem til 1853, og to artikler gælder fortsat: For det første art. 21, der kræver kongens tilladelse til prinsers og prinsessers udrejse og ægteskab, og for det andet art. 25, ifølge hvilken føromtalte kun kan retsforfølges (både civil- og strafferetsligt), hvis kongen udsteder særlig forordning herom. Denne juridiske immunitet er en af de mest vidtgående i Europa og har historisk beskyttet kongehusets medlemmer mod retsforfølgelse i sager om bl.a. sædelighedsforbrydelser, trafikforseelser samt at afgive vidnesbyrd. Navnlig den omfattende immunitet i art. 25 underkastes tilbagevendende kritik af medier og eksperter.

Kongeloven blev indledningsvist strengt hemmeligholdt og kun kendt i en snæver kreds af højtstående embedsmænd, indtil den ved Christian 5.s tronbestigelse i 1670 oplæstes i Statsrådet, ligesom et eksemplar lå på alteret under samtlige salvinger. Dele af den optoges i 1683 i Danske Lov, men først så sent som i 1709 blev den officielt offentliggjort. Loven affattedes i to originale eksemplarer, det ene nu lokaliseret i Rigsarkivet og det andet på Rosenborg Slot. Eksemplaret på Rosenborg er kongens private og opbevares i skatkammeret sammen med de danske kronregalier.

Historisk baggrund og statsomvæltningen 1660

Danmark har historisk været et valgkongedømme, men allerede i 1170 under Valdemar den Store, overgik riget til primogenitur med kroningen af den 7-årige Knud 6. som efterfølger på den danske trone. Kongeriget Norge har derimod altid været et arverige. Indtil statsomvæltningen 1660 var Danmark-Norges kongers magt begrænset af håndfæstninger, som Rigsrådet (bestående af højadelen) dikterede ved hvert kongevalg for at sikre deres egne privilegier.

I Danmark indførtes enevælden af stænderforsamlingen i 1660 efter en strid om skattelovene, hvor adelen forlangte sig fritaget for nye skatter, mens gejstligheden med biskop Hans Svane (1606–68) i spidsen krævede lighed for alle. Året efter underskrev Frederik 3. enevoldsarveregeringsakten, hvorefter han, og efter ham hans efterkommere, var "én absolut og suveræn arveherre". Indførslen af enevælden skete for at undgå yderligere stridigheder med adelen.

Enevældens indførsel

Uddybende artikel: Danmarks_historie_(1660-1814)#Enevælden

Frederik 3. af Danmark-Norge (1609–1670), den allerførste enevældige monark.

Karl Gustav-krigene (1657–1660) bragte Danmark-Norge til sammenbruddets rand. Ved Roskildefreden (1658) afstod Danmark Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm, mens Norge afstod Bohuslen og Trondhjem len. Efter den mislykkede svenske belejring af København (1659) og den efterfølgende militære vending blev tabene delvist rullet tilbage ved freden i København (1660), hvor Bornholm og de norske len kom tilbage. Krig, besættelser og epidemier havde imidlertid udtømt landet; skattetrykket var højt, landbruget svækket, og staten stod nær insolvens efter omfattende låntagning, ofte sikret ved pantsætning af krongods, netop den indtægtskilde, staten skulle bruge til at betale kreditorerne.

Under krisen fik København en særstilling. I 1658, mens svenskernes hære stod ved byens volde, imødekom Frederik 3. bystyrets krav om vidtgående privilegier (bl.a. større selvbestemmelse, skattemæssige garantier og adgang til embeder på linje med adelen). Privilegierne var både en belønning for byens rolle som sidste bastion og staten skyldte også store summer til københavnske leverandører og pengeudlånere. For at stabilisere rigets finanser indkaldtes stænderne (adel, gejstlighed og borgerskab) til møde i København i august 1660. Forhandlingerne stagnerede hurtigt, fordi borgerskab og gejstlighed kun ville acceptere nye skatter, hvis adelen blev pålagt samme byrder, mens adelen fastholdt skattefrihed eller særordninger. Samtidig rejste især borgerskabet mere vidtgående reformideer om lensvæsen, byernes rettigheder og kontrol med forvaltningen, hvilket skærpede konfliktlinjerne.

Den politiske drejning kom i oktober 1660. Københavns borgmester Hans Nansen samlede borgerskabet om et tilbud til kongen: riget skulle gøres til arverige, dvs. valgkongedømmet afskaffes. Gejstligheden tilsluttede sig, mens rigsrådet tøvede, da forslaget truede rådets centrale rolle ved tronfølgervalget. Presset blev konkret, da byen Københavns byporte blev lukket og byen erklæret i militær undtagelsestilstand, hvilket spærrede adelens og rigsrådets repræsentanter inde. Den 13. oktober gav rigsrådet efter, den 16. oktober ophævedes håndfæstningen, og den 18. oktober modtog Frederik 3. arvehyldningen. Samtiden og senere historikere har været uenige om, hvorvidt udfaldet skyldtes en decideret strategi fra kongens side eller en opportun udnyttelse af stændernes splittelse.

Statsomvæltningen skabte rammen for den efterfølgende magtkoncentration (bl.a. nye centrale kollegier og enevoldsarveregeringsakten 1661) og kulminerede i Kongeloven (1665), der kodificerede enevælden og arvefølgen.

Enevoldsarveregeringsakten

Uddybende artikel: Enevoldsarveregeringsakten

Segl og signaturer på enevoldsarveregeringsakten (1661).

Stændermødet 1660 afskaffede valgkongedømmet og overdrog Frederik 3. arveregeringen, men udformede ikke en ny forfatning. Stænderne tilbageleverede håndfæstningen i kasseret stand uden at knytte bindende forbehold om en kommende forfatningslov. Et stænderudvalg havde ganske vist udtrykt forventning om, at kongen til gengæld ville lade udarbejde en "reces" til rigets og stændernes gavn, og ved arvehyldningen 18. oktober 1660 lovede kongen i almindelige vendinger at lade "oprette og forfærdige" en regeringsform. Ordet "reces" er undertiden tolket som et krav om stændermedvirken, men sammenhængen peger snarere på det modsatte: at forfatningsspørgsmålet netop blev lagt i kongens hånd. At enevælden endnu ikke stod skarpt, ses bl.a. ved, at københavnske privilegier af 24. juni 1661 fortsat forudsatte muligheden for fremtidige stændermøder.

For at få en skriftlig bekræftelse af arvehyldningen lod kongen i begyndelsen af 1661 udsende den såkaldte enevoldsarveregeringsakt, dateret 10. januar 1661, til underskrift blandt adel, gejstlighed og borgere. Med denne erklæring overdrog stænderne kongen og hans efterkommere arveretten til Danmarks og Norges riger samt "alle jura majestatis", "absolut regering" og "alle regalia". Akten pegede dermed klart mod enevælde, men i regeringskredsene bestod der i tiden efter en usikkerhed om, hvor langt en kommende grundlovslignende ordning skulle række, og hvilken form den skulle have.

Tidlige koncepter og Kornerups udkast til arvefølgelov

I 1661 forestillede man sig længe, at en ny ordning primært skulle regulere arvefølge og formynderstyre, og man vaklede også formelt mellem et kongeligt "testamente" og en kongelig "lov". Der indhentedes betænkninger fra rådgivere i København (herunder en bevaret udtalelse, tilskrevet livlægen Peter Bülche ^(en)), og i marts 1661 anmodede kongen desuden regeringskancelliet i Glückstadt om råd. Svaret af 21. april 1661 anbefalede et arve-successionstatut, eller en lex regia. Betegnelsen blev hentet fra den sene romerrets brug af lex regia som betegnelsen for den lov, hvorved folket overdrog kejseren de samlede kejserlige beføjelser, og analogien var selvfølgelig stændernes overdragelse af arveregeringen til Frederik 3.

Kongen fulgte rådet og lod Glückstadt-kancelliet udarbejde et udkast, afleveret i slutningen af 1661, men dette udkast kendes ikke længere og blev ikke ophøjet til lov, formentlig fordi det ikke tilfredsstillede kongen, som bl.a. stod vaklende i vanskelige arvefølgespørgsmål (særligt den kvindelige arveret og dens politiske og dynastiske konsekvenser). Efterhånden blev det tydeligt, at man ikke kunne nøjes med en arvelov, og kongens forfatningsmæssige stilling under den nye statsform måtte defineres i en egentlig forfatningslov (latin: lex fundamentalis).

Det tidligste kendte udkast i den retning stammer formentlig fra 1663 (i håndskrift betegnet Lex Regia Friderici Tertii) og tilskrives ofte generalfiskal Søren Hansen Kornerup, en udtalt enevoldstilhænger, og muligvis Rasmus Vinding. Her formuleres enevælden for første gang relativt klart, og udkastet fik betydning ved at afgrænse emnekredsen og ved enkelte konkrete forlæg til den senere lovtekst. Formelt fremstod det dog ubehjælpsomt og blev derfor ikke lov.

Udfærdigelsen af kongeloven og inspirationskilder

Hovedmanden bag kongeloven, Peder Schumacher Griffenfeld, kgl. kammersekretær og kongelig favorit.

Den afgørende fase indtrådte, da Peder Schumacher (kgl. kammersekretær; adlet lensgreve Griffenfeld i 1671) overtog arbejdet. Der foreligger et latinsk udkast i hans hånd, som i det væsentlige blev fulgt i den endelige lov. Tidspunktet for kongens underskrift er omstridt: nogle har ment, at dateringen 14. november 1665 er antedateret, og at underskriften reelt kom senere. Dette bestrides generelt, og der foreligger ikke et afgørende bevis. Sikkert er det, at beseglingen først skete i 1669, og at affattelsen må have været afsluttet 1665–1666, idet mindst én af de originale pergamentsudfærdigelser senest da synes nedskrevet.

Der findes to originale, rigt dekorerede pergamenteksemplarer, begge skrevet af Schumacher og beseglet med guldsegl. De blev opbevaret i sølvskrin og ligger i dag henholdsvis i Rigsarkivet og på Rosenborg. Rigsarkivets eksemplar er det senest nedskrevne og det pragtfuldeste. Netop dette blev gengivet i Fr. Rostgaards trykte udgave fra 1709.

Schumacher havde adgang til tidligere udkast og byggede delvis videre på dem, men lovens form er i altovervejende grad hans eget værk. Derimod var dens statsretlige idégrundlag i høj grad lånt fra den samtidige naturretlige stats- og suverænitetslære, som Schumacher især havde stiftet bekendtskab med på sine lange udenlandsrejser. Særligt er lovens formulering af kongemagtens indhold, kulminerende i den kendte suverænitetsartikel (art. 2), blevet ført tilbage til Henning Arnisæus ^(de). For andre dele er påvirkningen mere usikker: bestemmelser om kongens forhold til kirken (traditionelt Art. 1) er blevet sat i forbindelse med Hugo Grotius, og lovens indledning kombinerer en teokratisk og en naturretlig begrundelse, hvor den absolutte kongemagt fremstilles som hvilende på en frivillig, men uigenkaldelig overdragelse fra folket. Denne konstruktion kan minde om Thomas Hobbes’ system, men Hobbes kan ikke uden videre udpeges som lovens "åndelige fader". Også Jean Bodin har præget kongelovens idehistoriske grundlag.

Indhold og analyse

Frederik 3. lader udarbejde Kongeloven ved Peder Schumacher. Tegning af C.W. Eckersberg, 1825, Statens Museum for Kunst.

Kongeloven indledes med en omfattende fortale, der forankrer dens tilblivelse i statsomvæltningen 1660 og fremstiller den som en guddommeligt begunstiget ordning efter svenskekrigene 1657–1660. Stænderne siges frivilligt og uden kongelig tilskyndelse at have opgivet valgretten, løst kongen fra hans ed og overdraget Frederik 3. og hans efterslægt arveretten til tronen samt alle jura majestatis (absolut magt og suverænitet). Herefter følger 40 artikler, struktureret i hovedafsnit om kongemagtens indhold og udøvelse (art. 1–7), kongens myndighed og formynderregering (art. 8–14), regeringstiltrædelse og salvning (art. 15–18), rigets udelelighed (art. 19), kongehusets prinser og prinsesser (art. 20–25), værn om enevælden og straf for indgreb (art. 26) samt arvefølgen (art. 27–40). En sammenfatning af lovens hovedkapitler kan ses af nedenstående afsnit. En ofte citeret passage er artikel 2, har følgende ordlyd:

	Danmarckes og Norges EenevoldsArffveKonge skal være hereffter og aff alle undersaatterne holdes og agtes for det ypperste og høyeste hoffved her paa Jorden offver alle Menniskelige Lowe, og der ingen anden hoffved og dommere kiender offver sig enten i Geistlige eller Verdslige Sager uden Gud alleene. Nudansk udgave: Danmarks og Norges enevoldsarvekonge skal herefter være og af alle undersåtter holdes og agtes for det ypperste og højeste hoved her på Jorden over alle menneskelige love, der intet andet hoved og dommer kender over sig hverken i gejstlige eller verdslige sager uden Gud alene
Kongelovens artikel 2.

Kongens position og magtbeføjelser

Loven definerer kongen som det "ypperste og højeste hoved her på jorden over alle menneskelige love", der ikke anerkender nogen anden dommer over sig end Gud alene. Dette gav monarken total og udelelig suverænitet:

• Lovgivende magt: Kongen havde eneret til at give, ændre og ophæve love samt fritage hvem han ville for lovens almindelige gyldighed.
• Udøvende magt: Han havde den højeste myndighed til at udnævne og afskedige alle embedsmænd, føre udenrigspolitik, erklære krig og slutte forbund.
• Dømmende magt: Kongen var rigets øverste dommer, selvom han i praksis ofte overlod de konkrete retshandlinger til Højesteret.
• Beskatningsret: Som øverstkommanderende for hæren havde kongen ret til at udskrive skatter og pålægge told uden stændernes samtykke.
• Kirkelige anliggender: Kongen besad den højeste myndighed over gejstligheden og alle kirkelige handlinger og forsamlinger.

Et gennemgående formål i kongeloven er, at fastholde kongen som den eneste legitime beslutningsmyndighed i centraladministrationen. Han kan frit udnævne og afskedige embedsmænd, og retsakter forudsættes udstedt i kongens navn, under hans signet og med egenhændig underskrift. Arvefølgen knyttes til Frederik 3.s efterslægt og er både mandlig og kvindelig efter et mandligt fortrinsprincip: den ældste ægtefødte søn succederer faderen; i mangel af sønner går tronen til kongens brødre og videre i den agnatiske linje, og først når denne er udtømt, overgår arveretten til kvinder, idet kvinder af mandslinjen går forud for mænd af kvindelinjen, før successionen i sidste instans kan føres tilbage til Frederik 3.s døtre. Frederik 7. var den sidste direkte efterkommer i Frederik 3.s mandslinje; arvereglerne blev ophævet ved Tronfølgeloven 1853, som udpegede prins Christian af Glücksborg (den senere Christian 9.) og hans efterslægt som arvinger til tronen.

De tre fundamentale pligter

Selvom kongen var hævet over menneskelig lov, fastlagde Kongeloven tre uforanderlige begrænsninger, som han var bundet af:

1. Den augsburgske bekendelse: Kongen skulle bekende sig til den lutherske tro og opretholde den pure og uforfalskede kristne lære i rigerne.
2. Rigernes udelelighed: Danmark og Norge samt alle dertilhørende lande og øer skulle forblive samlet under én monark og måtte aldrig deles mellem arvinger.
3. Enevældens bevarelse: Kongen var forpligtet til at holde sin magt uformindsket og måtte aldrig lade den dele eller forringe.

Enhver, der forsøgte at ændre på dette, blev betragtet som skyldig i majestætsfornærmelse og landsforræderi.

Sammenfatning af kongeloven

Sammendrag af kongelovens syv hovedafsnit

Hovedafsnit		Artikler (paragraffer)	Indhold
#	Indledning		Forfatningen indledes med "Lex Regia, som er den højeste kongelige lov" og begynder med sætningen "Den bedste begyndelse på alt er at begynde med Gud". Indledningen fremfører argumenter for indførelsen af enevælde.
1	Indholdet af kongemagten og formen for dens udøvelse	1–17	Kongen er forpligtet til at bekende og håndhæve den evangelisk-lutherske tro efter Den Augsburgske Bekendelse. Kongen anses som rigets højeste hoved over alle menneskelige love og har alene lovgivningsmagten, herunder ret til at ændre, ophæve og dispensere fra love, dog med Kongeloven som uforanderlig undtagelse. Kongen udnævner og afskediger alle embedsmænd, fører krig, indgår og ophæver forbund, pålægger told og skatter og har øverste myndighed over kirken. Alle regeringsakter skal udgå i kongens navn under hans signet og, når han er myndig, med hans egenhændige underskrift.
2	Kongens myndighedsalder og om indretningen af en formynderregering	8–14	Kongen er myndig fra sit 14. år og skal da offentligt erklære sig myndig og afstå fra værge eller formyndere. Ved mindreårighed følger regentskabet først en afdød konges skriftlige bestemmelse, og i mangel heraf er enkedronningen (kongens moder) regent med syv højeste kongelige betjente som medformyndere, hvor regenten har to stemmer. Hvis enkedronningen er død eller gifter sig igen, indtræder den nærmeste myndige prins af blodet som regent, og findes ingen prins, regerer de syv betjente alene med lige stemmeret. Formynderne skal aflægge ed på at bevare kongens enevoldsmagt uforkrænket, føre regnskab og straks udarbejde inventarium over rigets værdier og ressourcer.
3	Kongens tiltrædelse af regeringen og hans salving	15–18	Tronfølgen indtræder øjeblikkeligt ved forgængerens død, således at arvingen uden yderligere overdragelsesakt er konge med ubunden enevoldsmagt. Kongen skal lade sig salve offentligt i kirken som religiøs stadfæstelse, men salvingens tidspunkt beror på kongens beslutning og kan ske før fuld myndighed. Kongen må ikke aflægge ed eller påtage sig forpligtelser over for undersåtterne, fordi en fri og ubunden enevoldskonge ikke kan bindes af dem.
4	Rigets udelelighed	19	Danmark-Norge med alle tilhørende lande, rettigheder, fæstninger, klenodier, finanser og krigsmagt skal forblive uskiftet og udelt under én enevoldsarvekonge. Udeleligheden omfatter også fremtidige erhvervelser, uanset om de vindes ved sværdet eller tilfalder ved arv eller anden lovlig titel. Årsagen er, at "fornuften og den daglige erfaring tilstrækkeligt lærer, at én samlet og sammenknyttet magt er langt stærkere [...] en den, som er adskilt og adspredt, og jo større magt og herredømme én herre og konge besidder, jo tryggere lever han og hans undersåtter for alle udvortes fjenders angre".
5	Prinserne og prinsesserne af blodet	20–25	Kongelige børn uden for regeringsrækken skal forsørges anstændigt, men må ikke kræve rigets deling, og eventuelle len eller godser giver kun livsvarig indtægt, mens ejendomsret og overmagt forbliver hos kongen. En prins af blodet må ikke gifte sig, rejse ud eller tage fremmed tjeneste uden kongens tilladelse. Kongelige døtre modtager underhold indtil ægteskab med kongens samtykke og tildeles ved giftermål brudeskat mod afkald på yderligere underhold, medmindre successionen senere tilfaldt dem. En arving, der opholder sig uden for riget ved kongens død, skal indfinde sig inden tre måneder, ellers går kronen videre til den næste i linjen, medmindre lovlig hindring foreligger.
6	Kongens pligt til at opretholde enevælden og straf for dem, der gør indgreb i den	26	Kongen skal med årvågenhed bevare sin arveret og absolutte suverænitet og modvirke, at betroede tjenere usynligt beskærer kongemagten. Enhver ret eller ordning, som erhverves til afbræk for kongens enevoldsmagt, er ugyldig, og den ansvarlige straffes som majestætsforbryder.
7	Udførlige arvefølgebestemmelser	27–40	Arvefølgen er bundet til Frederik 3.s legitime efterslægt og følger et strengt linjeprincip, hvor sværdsiden (mand af mand i lovligt ægteskab) altid har forrang, og der ikke må springes mellem linjer. Når sværdsiden er udtømt, tilfalder successionen kvindelinjer med prioritet til kvinder af mandslinjen frem for mænd af kvindelinjen og først derefter til linjer nedstammende fra døtre, altid linje for linje efter førstefødselsretten. Døttrenes mænd udelukkes fra enhver del i enevoldsherskabet, og kun ægte børn kan arve, mens et ufødt barn medregnes i arvetallet, selv om det fødes efter faderens død. Fødsel af prinser og prinsesser skal anmeldes og dokumenteres, og der skal føres løbende slægtsregister for at forebygge tvist.

Analyse

En kopieksemplar af kongeloven på Frederiksborg Slot.

I den internationale litteratur om europæisk absolutisme og forfatningsidéernes historie fremhæves Danmark-Norge sædvanligvis som et af de klareste eksempler på enevælde. I de fleste europæiske stater hvilede enevælden nemlig ikke på en egentlig, kodificeret forfatning; den var primært en de facto-ordning, der beroede på monarkens evne til at omgå eller ignorere stænderforsamlinger og adelige privilegier. Den Franske Revolution i 1789 udsprang således i sidste instans af indkaldelsen af de skattebevilligende stænder, som ikke havde været sammenkaldt siden 1614. I Danmark-Norge blev der derimod i 1660–1661 opnået en formel stænderanerkendelse af arveretten til tronen og af kongens i praksis ubegrænsede enevoldsmagt, og i 1665 blev denne, i samtidens fremstilling frivillige, magtoverdragelse fra stænderne til kongen kodificeret som bindende forfatningsret i Kongeloven.

Indholdsanalyse

I formel henseende fremstår Kongeloven som et usædvanligt højtstående lovarbejde i sin samtid og dokumenterer Peder Schumachers markante stilistiske kontrol og sikre stofbeherskelse. Indholdsmæssigt er dens formulering af enevælden uden egentligt sidestykke: ingen anden forfatningslov, hverken samtidig eller senere, har med tilsvarende udtrykkelighed og konsekvens tillagt monarken en ubegrænset kompetence, hvilket naturligt har gjort vurderingen af lovens system omstridt. At loven fik denne skarpt doktrinære karakter kan kun delvis tilskrives Schumacher. Hans bidrag ligger først og fremmest i den stringent gennemførte, konsekvensbevidste udformning. Selve enevældens princip var imidlertid allerede forberedt i tidligere udkast, og dens endelige gennemførelse må i hovedsagen henføres til kongemagten selv, navnlig Frederik 3.

Ditlev Tamm har gengivet, at Kongeloven beundrende betragtes som "et af absolutismens pyramidale kunstværker".

Litterær analyse

Kongeloven (1665) betegnes som et af de vigtigste danske litterære værker fra det 17. århundrede. Det anerkendte britiske opslagsværk Encyclopædia Britannica har skrevet følgende om kongeloven:

	[...] This document was in every way unique. In the first place it is remarkable for its literary excellence. Compared with the barbarous macaronic jargon of the contemporary official language it shines forth as a masterpiece of pure, pithy and original Danish. Still more remarkable are the tone and tenor of this royal law. [...] Dansk oversættelse: [...] Dette dokument var på alle måder unikt. For det første er det bemærkelsesværdigt for sin litterære kvalitet. Sammenlignet med det barbariske makaroniske jargon i det samtidige officielle sprog fremstår det som et mesterværk af rent, koncist og originalt dansk. Endnu mere bemærkelsesværdigt er tonen og tendensen i denne kongelige lov. [...]
Encyclopedia Britannica, 1911.

Historie

Christian 8.s salvning i Frederiksborg Slotskirke 28. juni 1840 (malet af J.V. Gertner, 1846) iscenesætter Kongeloven som enevældens forfatningsgrundlag: gehejmearkivar Finn Magnusen står forrest med højre hånd på Kongeloven.

Enevælden var ikke entydig i hele den fulde kongelovs gyldighedsperiode. Fra 1661 til 1730 var der tale om en personlig enevælde, mens perioden 1730 til 1770 var præget af et bureaukratisk styre med kongen i spidsen. Det afløstes af den oplyste enevælde fra 1770 til 1849, som i højere grad byggede på den offentlige opinion.

Kongeloven er dateret og underskrevet 14. november 1665, men blev i de første år holdt strengt hemmelig. Ifølge samtidige fremstillinger kendte kun to indviede til dens eksistens indtil Frederik 3.s død, nemlig kongens fortrolige mellemmand under statsomvæltningen, Christoffer Gabel, og lovens forfatter og forvarer, sekretær Peder Schumacher (senere Griffenfeld). Begge var bemærkelsesværdigt af ikke-adelig herkomst.

Hemmeligholdelsen forklares i litteraturen bl.a. med, at dronning Sophie Amalie antoges at være forbeholden over for visse bestemmelser, og med hensynet til lovens politiske sprængkraft. Den skulle medvirke til at give arveriget og enevælden et fast, juridisk grundlag og dermed afsvække indtrykket af, at omvæltningen i 1660 havde karakter af et militært kup, men dens skarpe ordlyd kunne samtidig forventes at provokere modstandere af enevælden. Efter Christian 5.s tronbestigelse blev Kongeloven oplæst i statsrådet og senere i forbindelse med kongens salvning, og enkelte dele blev indarbejdet i Danske Lov (1683). En egentlig trykt og offentliggjort udgave kom imidlertid først i 1709 efter befaling af Frederik 4., dateret 4. september 1709. Loven blev senere optrykt i samlingen Love og Forordninger samt Reskripter m.m. udgivet af Oskar Damkier og Fr. Kretz (J.H. Schultz, 1884). I en bredere europæisk kontekst indgik Kongeloven i en samtid præget af statsomvæltninger og styrket fyrstemagt, men den danske omdannelse var usædvanlig gennemgribende ved afskaffelsen af rigsrådet og andre institutioner med selvstændig politisk vægt.

I 1721 blev den fyrstelige del af hertugdømmet Slesvig lagt ind under den danske krone, og fra her gjaldte også kongeloven i Slesvig.

Christian 7. og regeringsudygtighed

Christian 7. (1766–1808). Kongeloven kendte ingen regel om regeringsudygtighed, hvilket vanskeliggjorde et formynderskab under hans psykiske sygdom.

Kong Christian 7. besteg den danske trone i 1766 som enevældig monark. Under sin regeringsperiode led han af alvorlige helbredsmæssige og psykiske lidelser, herunder en tilstand, der i nyere fremstillinger er blevet beskrevet som skizofreni. Kongeloven indeholdt imidlertid ingen bestemmelser om fysisk eller mental regeringsudygtighed. Følgelig kunne kongen ikke officielt erklæres sindssyg uden at det blev opfattet som majestætsfornærmelse. Der fandtes dermed intet klart retsgrundlag for at afsætte ham, tvinge ham til abdikation eller formelt etablere et regentskab alene på grundlag af hans tilstand.

Som kontrast anføres ofte, at Storbritannien, hvor Christian 7.s fætter Georg 3. oplevede perioder med alvorlig psykisk sygdom, håndterede spørgsmålet inden for et parlamentarisk system, der ikke skabte samme forfatningsretlige låsning. I 1766 indgik Christian 7. ægteskab med Caroline Mathilde af Storbritannien, Georg 3.s søster.

Treårskrigen 1848-51 og det åbne brev

Yderligere information: Det åbne brev (1846)

Louise af Hessen-Kassel (1817–1898), datter af Charlotte af Danmark. Hun var efter Kongelovens arveregler den tronberettigede, men overdrog sine rettigheder til ægtefællen, den senere Christian 9.

Kongelovens arvefølgebestemmelser, som bevarede sin retsgyldighed frem til 1853, fik central relevans under Treårskrigen 1848–1851 og i de internationale forhandlinger om tronfølgen efter den barnløse Frederik 7. Da det efter 1840 kunne forudses, at den oldenborgske mandslinje ville uddø med Frederik 7., blev arveretten et helstatsanliggende. Kongeloven opererede med arvefølge gennem både mænd og kvinder efter et mandligt fortrinsprincip (mænd før kvinder, men mandslinjens efterkommere før kvindelinjens), mens Holsten efter tysk-salisk ret kun anerkendte mandlig arvefølge. Slesvigs stilling var omstridt, idet tysksindede kredse, med hertugslægten Augustenborg som politisk omdrejningspunkt, hævdede, at salisk ret også burde gælde dér, hvilket truede sammenhængen i den dansk-tyske helstat.

Som led i afklaringen udsendte Christian 8. det såkaldte åbne brev, hvori han kundgjorde, at Kongelovens arvefølge var både mandlig og kvindelig og skulle gælde i Danmark og Slesvig, samtidig med at han erklærede sin vilje til at opretholde helstatsforfatningen. Brevet var rettet mod den tysksindede Christian August af Augustenborg, der gjorde krav gældende.

I februar 1845 nedsattes desuden en regeringskommission under udenrigsminister Heinrich Reventlow-Criminil, som fastslog, at Kongelovens arveret i det mindste var gældende for Danmark og Slesvig. Da Frederik 7. var sidste direkte efterkommer i Frederik 3.s mandslinje, måtte tronfølgen herefter søges i kvindelinjerne. Dette blev samtidig afvist i holstensk optik, fordi Kongeloven ikke var sat i kraft dér. I dansk-slesvigsk vurdering fremstod prins Frederik af Hessen-Kassel tidligt som en nærliggende arving (som søstersøn til Christian 8.), men løsningen blev modarbejdet, bl.a. af Rusland, der også havde fjernere arverettigheder til den danske trone. Efter holstensk opfattelse tilkom arveretten derimod Augustenborg-linjen, især Frederik af Augustenborg (af slesvig-holstenerne udråbt som "Friedrich der Achte" under krigen), hvilket gjorde ham politisk uacceptabel i København. Stormagterne samledes derfor i London-protokollen 1852 om en sidelinje: arveretten knyttedes til prinsesse Louise af Hessen-Kassel (den senere dronning Louise), som overdrog sine rettigheder til sin ægtefælle prins Christian af Glücksborg, den senere Christian 9.

Ophævelse

Eidsvoll-forfatningen (1814)

Den grundlovsgivende forsamling i Eidsvoll 1814, malet af Oscar Wergeland.

Ved Kielerfreden af 14. januar 1814, ophørte Danmarks deltagelse i Napoleonskrigene, og Danmark forpligtede sig til at afstå Norge til Sverige, men bevarede Grønland, Island og Færøerne. Flere af traktatens bestemmelser blev imidlertid ikke realiseret. Norge anerkendte ikke afståelsen, erklærede sig selvstændigt, vedtog Eidsvoll-forfatningen 17. maj 1814 og valgte kronprins Christian Frederik til konge. Efter en kort krig accepterede Norge ved Mossekonventionen en personalunion med Sverige. Christian Frederik abdicerede efter at have indkaldt et ekstraordinært Storting, der reviderede forfatningen til unionsordningen, og unionen blev formelt etableret 4. november 1814, da Stortinget valgte den svenske konge Karl 13. af Sverige til norsk konge.

I denne proces ophørte Kongeloven i Norge. Kielertraktaten afskar dens tronfølgebestemmelser, og den blev som helhed erstattet af Norges forfatning af 17. maj 1814 i den reviderede unionsversion af 4. november 1814. Personalunionen bestod herefter til 1905.

Junigrundloven (1849) og arvereglernes ophævelse (1853)

Uddybende artikel: Junigrundloven

Den Grundlovgivende Rigsforsamlings første møde i Rigsdagen på Christiansborg Slot 1848, malet af Constantin Hansen.

I Den Grundlovgivende Rigsforsamling den 8. marts 1849 blev Kongelovens fortsatte retsstilling problematiseret i forbindelse med Junigrundlovens planlagte ophævelse af den. Medlem af rigsforsamlingen, N.F.S. Grundtvig, udtalte, at "jeg anseer dens høitidelige Ophævelse for nødvendig". I epilogen til Danmarks første demokratiske grundlov, Junigrundloven, af 5. juni 1849 blev Kongeloven således ophævet med undtagelse af artikel 27 til 40 (om tronfølgen) og artikel 21 og 25 (om de kongelige prinser og prinsesser). I II § 4 hed det:

	Den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er fremdeles gjældende. Den kan kun forandres efter Forslag fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvortil udfordres tre Fjerdedele af de afgivne Stemmer.
Junigrundloven, II, § 4.

Bestemmelserne om arvefølge i Kongelovens skulle altså forblive midlertidigt gældende, indtil arvefølgen blev reguleret på en enklere måde. Dette skete ved Tronfølgeloven af 31. juli 1853, hvis art. 1 fastsatte, at når den fra Frederik 3. på sværdssiden nedstammende mandlige linje, som efter Kongeloven havde arveret, uddøde, skulle arveretten efter Kongelovens art. 27–40 være ophævet. Da dette indtrådte ved Frederik 7.s død den 15. november 1863, kunne reglerne ikke længere bringes i anvendelse.

Derudover skulle Kongelovens art. 21 og 25 om de kongelige prinser og prinsesser efter Grundlovens epilog fortsat gælde, indtil der ved en særlig huslov blev truffet anden bestemmelse. Da en sådan huslov ikke er udstedt, og da senere grundlovsrevisioner "ikke særlig har bekræftet de nævnte Artikler, naturligvis ikke kan bevirke deres Ophævelse, maae disse endnu fremdeles være gjældende", som professor i retsvidenskab, Carl Georg von Holck, skrev det i 1869.

Stadigt gældende

Kongeloven hos Rigsarkivet.

To artikler (paragraffer) i kongeloven er endnu retsgyldige, nemlig artikel 21 og 25. De vedrører en række interne regler for medlemmerne af den danske kongefamilie og for det kongelige hushold, og de blev udtrykkeligt bibeholdt, da de øvrige bestemmelser i kongeloven blev ophævet. Formålet med deres bevarelse var, at præservere monarkens traditionelle autoritet over kongehusets og hoffets interne anliggender og fungerede dermed reelt som en dynastisk huslov inden for den nye forfatningsramme. Ved grundlovsbehandlingen forudsattes det, at en egentlig huslov senere skulle vedtages, men dette er aldrig sket. Om husloven, der aldrig blev til noget, står følgende i grundlovens epilog angående midlertidige bestemmelser:

	Og er da hermed ophævet den af Vor Forgjænger paa Thronen, høisalig Kong Frederik den Tredje, efter den Ham af de danske Stænder dertil meddeelte Fuldmagt, under 14de November 1665 givne Kongelov, alene med Undtagelse af de Bestemmelser, der indeholdes i §§ 27 til 40, om Arvefølgen, hvilke ere stadfæstede i Grundlovens § 4, og de i §§ 21 og 25 om de kongelige Prindser og Prindsesser indeholdte Forskrifter, indtil ved en Huuslov anderledes derom maatte vorde bestemt.
Epilog til Junigrundloven: Danmarks Riges Grundlov, 5. juni 1849

Justitsministeriet har gentagne gange bekræftet, at kongelovens art. 21 og 25 fortsat er gyldige, og de er blevet påberåbt ved forskellige lejligheder. De udgør nogle af de ældste uændrede lovbestemmelser, der stadig er i kraft i dansk retshistorie. Begge artikler er optrykt og tilgængelige på Retsinformation (Lov nr 20001 af 14/11/1665), hvorom det anføres at art. 21 og 25 er "gældende" og, at loven er under Statsministeriets ressort, som en del af ministeriets opgaveportefølge mht. kongehuset og statsforfatningsret.

Artikel 21: ægteskab og udrejserestriktioner

Kongelovens artikel 21 har følgende ordlyd:

	Ingen Prinds af Blodet, som her i Riget er og udi Vores Gebeet sig opholder, maa gifte sig, eller af Landet reise, eller begive sig i fremmede Herrers Tieneste, med mindre han af Kongen Forlov dertil erlanger.
Kongelovens artikel 21

Indholdsmæssigt etablerer artikel 21 et tilladelsesregime: prinser (og prinsesser) må ikke indgå ægteskab, rejse ud af landet eller træde i fremmed tjeneste uden kongens samtykke. Modtagelse af en fremmed krone sidestilles hermed (som fastlagt i traktat om Prins Vilhelm til Danmark overtagelse af den græske trone). Samtykke til ægteskab forudsættes typisk givet forud for vielsen, mens samtykke til udlandsrejser i praksis også kan tænkes givet efterfølgende eller stiltiende. Hvor samtykket udtrykkeligt meddeles som disposition i statens interesse, antages det normalt at kræve ministerkontrasignatur.

Reglerne for indgåelsen af ægteskab for personer i arvefølgen blev yderligere skærpet i Tronfølgelovene, som også kræver godkendelse fra statsrådet og medfører automatisk fortabelse af arveretten, hvis tilladelsen ikke gives. Artikel 21 anses derfor for forældet med hensyn til spørgsmålet om ægteskab.

Artikel 25: kongelig immunitet

Artikel 25 i kongeloven omhandler den særlige retsstilling og jurisdiktionsforhold, som medlemmer af den kongelige familie nyder. Den har følgende ordlyd:

	De [prinserne og prinsesserne] skulle og for ingen Underdommere svare, men deres første og sidste Dommer skal være Kongen, eller hvem Han særdeles dertil forordner
Kongelovens artikel 25

Tyskfødte Prinsesse Helena, blev i 1945 landsforvist af hendes svigerbror Christian 10., fordi hun var nazisympatisør. Kongens hjemmel var artikel 25 i kongeloven.

Artikel 25 er den centrale og mest omdiskuterede af de bevarede kongelovsbestemmelser. I klassisk statsretlig udlægning medfører den, at civile og strafferetlige sager mod den privilegerede personkreds ikke kan anlægges eller fremmes ved de almindelige domstole uden kongens tilladelse i det enkelte tilfælde, og at tvangsforanstaltninger, herunder pligt til at møde som part eller vidne, som udgangspunkt ikke kan gennemtvinges efter almindelige regler. Ordningen kan sammenholdes med monarkens stilling efter Grundloven § 13, hvorefter statsoverhovedets person er ukrænkelig og ansvarsfri. Privilegiet er historisk forstået som et værn i kongens eller statens interesse snarere end et rent individuelt immunitetsgode. Optræder den pågældende selv som sagsøger eller møder frivilligt og indlader sig på sagen, kan dette i praksis behandles som udtryk for, at kongeligt samtykke foreligger, med deraf følgende mulighed for modkrav og almindelige procesvirkninger. Begrebet "underdommer" fortolkes bredt og antages også at omfatte myndigheder, der udøver statens tvangsmagt (herunder politi), hvilket giver bestemmelsen karakter af et generelt værn mod tvangsindgreb uden kongelig tilladelse. Den regerende monark kan vælge at fravige beskyttelsen og tillade retsforfølgning. Den fritagelse, som tilkommer medlemmer af kongehuset, omfatter ikke alene egentlige retssager, men også enhver retslig tvangsudøvelse, herunder arrest- og eksekutionsforretninger (jf. reskript 10. marts 1786). Derimod antages notarielle forretninger, såsom vekselprotester, ikke at være udelukket (jf. skrivelse 28. marts 1856).

Artikel 25 beskytter ikke kun den kongelige familie mod almindelige retssager, men giver også regenten vidtgående og ensidige beføjelser til (selv) at håndhæve og disciplinere medlemmer af den kongelige familie. I 1945 udviste Christian 10. for eksempel sin svigerinde, prinsesse Helena (prins Haralds hustru), fordi hun var nazisympatisør. Det skete egenhændigt, helt uden rettergang og prinsessen blev pure landsforvist.

Der har endvidere været fortolkningen, at kongen kunne nedsætte en særlig kongelig ret i henhold til artikel 25 til at behandle sager om medlemmer af kongefamilien. Ved grundlovsrevisionen 1953 blev det ved en tilføjelse til § 61 bestemt, at særdomstole med dømmende myndighed ikke kan nedsættes, hverken administrativt eller ved lov. Det er dog fortsat omtvistet, om der kan nedsættes en særlig ret efter artikel 25, idet sådanne retter er refereret i kongehusets ægtepagter.

Sammenligning med andre monarkier

Prins Erik, hvis skilsmisse med Lois Frances Booth i 1937, foregik udenom landets domstole, fordi kongen (Christian 10.) efter kongelovens art. 25, selv udøver kompetence i bl.a. separationsspørgsmål.

Sammenlignet med de øvrige europæiske kongehuse hører disse bestemmelser til de mest vidtgående. Selvom andre europæiske monarkier ligeledes kender særlige regler om kongehusets retsstilling, er de alle mindre omfattende end de danske bestemmelser fra enevælden. Medlemmer af det norske kongehus har en retsstilling, der er nærmest den danske. Ifølge den norske Grundlov af 17. maj 1814 skal de kongelige Prinser og Prinsesser "for deres personer, ikke svare for andre end Kongen, eller hvem han til dommer over dem forordner". Nederlandene har lignende bestemmelser og i Spanien har kongefamilien kun strafferetslig immunitet hvis statsrådet godkender dette. De dynastiske medlemmer i Sverige og i Storbritannien er i almindelighed underlagt de ordinære domstole på linje med øvrige borgere.

Praksis og påberåbelse

Bestemmelsen er siden det 20. århundrede blevet påberåbt eller omtalt i en række offentlige sager. I den såkaldte livristsag i 1998, afslog prins Joachim og prinsesse Alexandra at afgive forklaring i en straffesag mod en tidligere tjenestemand, og sagen kunne herefter ikke videreføres. Bestemmelserne i artikel 25 indgår endvidere i alle de kongelige ægtepagter, herunder i prins Joachims to ægteskaber (med Alexandra i 1995 og Marie i 2008) samt kronprins Frederiks og Mary i 2004. Efter ægtepagterne skulle dronning Margrethe 2. eventuelt lede forhandlinger om separation og i paragraf 2 står der, at ved uenighed om bl.a. beløb skulle disse "fastsættes [...] endeligt af en uafhængig ret udpeget af kongen i medfør af Kongelovens artikel 25 in fine". Under prins Joachims og Alexandras skilsmisse i 2004 overførte dronningen imidlertid denne kompetence til Statsministeriet (som overførte myndigheden til ministeren for familie- og forbrugeranliggender, Henriette Kjær) for at undgå enhver mistanke om partiskhed til fordel for sin søn. Historisk har den danske monark udøvet en vidtgående, ensidig kompetence i separations- og skilsmissespørgsmål, eksempelvis da Christian 10. i 1935 anvendte sin bemyndigelse til selv at fastlægge sagsbehandlingsformen, da prins Erik ønskede separation fra Lois Frances Booth. Kongen besluttede egenhændigt at nedsætte en kommission af tre højesteretsdommere til at behandle ansøgningen, men bevarede den endelige afgørelse hos sig selv og underskrev separationen i Justitsministeriet.

Prins Gorm af Danmark, der blev afskediget fra hæren i 1953 efter beskyldninger om sædelighedsforbrydelser, men aldrig blev efterforsket på grund af kongelig immunitet.

Prins Gorm

I slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne blev prins Gorm (1919–1991), søn af Prins Harald (og sønnesøn af Kong Frederik 8.) og en officer i sjællandske trænregiment, to gange impliceret i en alvorlig sag om tjenesteforseelse. Han havde angiveligt overtrådt straffelovens bestemmelser om Sædelighedsforbrydelser, overtrædelser der medfører flere års fængselsstraf, og de specifikke bestemmelser (§220 jf. §225 og §150) henviste i øvrigt til en skærpende omstændighed om magtmisbrug. Den første sag blev løst diskret ved, at prinsen blev forflyttet fra det kompagni, hvor han var kaptajn. Men i den anden sag, i 1953, blev Prins Gorm bortvist af sin regimentschef efter en indberetning fra en militærlæge. I Land og Folk skrev Hans Kirk, at "soldaterne erklærede [...] at hvis højheden viste sig mere, agtede de at skyde ham ned", hvilket gav anledning til frygt for mytteri, og obersten beordrede ham til "ufortøvet at forsvinde". Der blev givet en indberetning til kongen, og Prins Gorm blev indkaldt til Amalienborg. Efter en "kontrovers" med Frederik 9. blev han afskediget fra hæren, dog "med pension og i nåde" og han kunne fortsætte med at virke i reserven. Han blev aldrig sigtet eller efterforsket på grund af sin immunitet efter kongelovens art. 25. Militærmyndighederne og hofmarskallatet "mørklagde sagen", og fordi emnet var tabu, blev det kun overfladisk dækket i pressen. Information kunne fortælle, at Prins Gorm ville blive afsat som præsident for Bernadottekomiteen og protektor for Gestapofangerne, efter begge organisationer havde krævet dette.

Trafikforseelser

I flere trafikrelaterede hændelser og lovovertrædelser har artikel 25 forhindret juridiske straffe såsom bøder, frakendelse af kørekort eller lignende straffe. Ifølge fast praksis er det den regerende monark, der udøver disciplinær myndighed over medlemmer af den kongelige familie i sådanne tilfælde.

I 1953 inddrog Frederik 9. f.eks. prins René af Bourbon-Parmas kørekort i Danmark i et år efter en spirituskørsel på Østerbro, hvor han beskadigede flere biler og blev anholdt efter en voldsom biljagt. Prins René var gift med prinsesse Margrethe, kongens kusine. Før det, i sommeren 1931, påkørte prins Erik en politibetjent i Roskilde med sin bil. Spørgsmålet om ansvar og straf for hastighedsovertrædelsen blev henlagt "i henhold til kongeloven", og gav anledning til presseomtale, da "det er sikkert gaaet mange saaledes, at deres Forbavselse har været lige saa stor som deres Ukendskab til, at Enevældens ærværdige Fortidslevning endnu skulde være gældende Lov her i Landet".

Trafikrelaterede overtrædelser begået af den daværende kronprins Frederik og prins Joachim, herunder hastighedsovertrædelser og hensynsløs kørsel, blev ligeledes ikke retsforfulgt som følge af immunitetsbestemmelserne. I november 2004 blev prins Joachim eksempelvis filmet, mens han kørte op mod 160 km/t på Helsingørmotorvejen, men politiet droppede sagen på grund af hans immunitet. Efter ramaskrig i pressen, bemærkede statsminister Anders Fogh Rasmussen følgende om emnet:

	Det er forkert, når det fremstår, som om kongeloven betyder, at kongehusets medlemmer ikke skal overholde landets love. Det skal de. Men der gælder en særlig procedure for medlemmer af kongehuset, når det drejer sig om dom og sanktioner. Det er dronningen, der tager sig af den sag, og jeg har ingen forslag om at ændre på den procedure.
Anders Fogh Rasmussen, 2004

Ophævelse og afkald på immunitet

Prins Axel til Danmark (1888–1964), som fik ophævet sin kongelige immunitet mht. civilretslig rettergang, da han overtog direktørposten i Det Østasiatiske Kompagni i 1934.

I forskellige tilfælde har regenten ophævet visse medlemmer af den kongelige families immunitet. Da prins Axel for eksempel blev direktør for Det Østasiatiske Kompagni i 1934, ophævede Christian 10. hans civilretslige immunitet (men ikke den strafferetlige), for at gøre ham juridisk ansvarlig og bringe potentielle erstatningskrav for de almindelige domstole. Tilsvarende har medlemmer af den kongelige familie fået ophævet deres immunitet i forbindelse med professionelle eller kommercielle aktiviteter. For eksempel fik prins Joachim ophævet sin immunitet af Margrethe 2. i forbindelse med hans kommercielle aktiviteter som godsejer af Schackenborg Slot i Sønderjylland.

Medlemmer af det danske kongehus kan ikke individuelt give afkald på deres immunitet, hverken generelt eller i forbindelse med en bestemt sag. Enhver ophævelse af immunitet sker ved kongelig resolution.

Den omfattede personkreds: "prinser og prinsesser af blodet"

Det fulde omfang af personer, der er omfattet af de brede immunitetsbestemmelser i artikel 25, har været genstand for akademisk debat inden for forfatningsretten.

I Kongeloven var det veldefineret hvilke personer, der hørte til kongehuset og som sådan var omfattet af bestemmelserne om fredhellighed, herunder kongelovens artikel 25, men Kongelovens bestemmelser om kongehusets omfang faldt bort ved Grundloven af 1849. Det var ved behandlingen af Grundloven forudsat, at der senere skulle vedtages en særskilt huslov, som kunne fastlægge ordningen om kongehuset. En sådan huslov blev imidlertid aldrig vedtaget, hvilket har gjort både personkredsen og retsvirkningerne fortolkningsprægede og i betydeligt omfang afhængige af forholdets natur og praksis.

I både grundloven (§ 11) og almindelig lovgivning tales der om "medlemmer af det kongelige hus", mens Kongeloven i artiklerne 21 og 25 anvender betegnelsen "prinser og prinsesser af blodet". Disse udtryk antages ofte at sigte mod overlappende, men ikke nødvendigvis identiske, personkredse. Afgrænsningen er praktisk væsentlig, fordi medlemskab kan udløse særlige forrettigheder (f.eks. de føromtalte jurisdiktionsregler og statusvirkninger) og samtidig indebærer indskrænkninger i den personlige handlefrihed, som ikke påhviler øvrige borgere. Derfor har den juridiske teori typisk sondret mellem et kongehus i snæver forstand og et kongehus i videre forstand.

Hvem der er omfattet af kongelovens to tilbageværende artikler indgår således i et større definitionsspørgsmål om hvem, der er medlemmer af det danske kongehus i snæver og videre forstand. Inden for statsforfatningsretten er det et næsten uanfægtet doktrin, at den af kongelovens artikel 21 og 25 omfattede personkreds, udelukkende er kongehuset i snæver forstand.

Kongehuset i snæver forstand (indre personkreds)

Retslærd Carl Georg von Holck (1834–1868) var en af de tidligste, der gennem sit posthume hovedværk Den Danske Statsforfatningsret (1869) bidrog til den juridiske litteratur om bl.a. kongelovens to fortsat retsgyldige artikler, samt hvilken personkreds, der er omfattet af disse.

Kongehuset i snæver forstand knyttes til den kreds, over hvilken monarken som overhoved kan udøve en særlig familieretlig/disciplinær myndighed (husret). Kongelovens artikel 21 understøtter denne forståelse ved at forudsætte en særlig "tilsyns- og disciplinmyndighed" over prinser af blodet, der opholder sig i riget og i kongens gebet.

I værket Den Danske Statsforfatningsret fra 1868, skrev retsprofessor von Holck, at "Denne Bestemmelse [art. 25] maa uden Tvivl analogisk kunne anvendes paa de Medlemmer af Kongehuset, som ikke ere kongelige Prindser og Prindsesser, saasom paa Dronningen, Enkedronningen, den Konge, der har nedlagt Kronen og hans Gemalinde, ligesom den ogsaa maa komme de agnatiske Prindsers Gemalinder og Enker tilgode". Den fortolkning har dannet grundlag for den herskende definition af kongehusets indre personkreds, herunder i senere litteratur, samt den afgrænsning Salmonsens Konversationsleksikon benytter. Til denne regnes derfor typisk:

• Dronningen (kongens ikke-morganatiske hustru) og efter kongens død enkedronningen, der bevarer sin stilling.
• En konge (eller dronning), der har nedlagt kronen, og hans gemalinde.
• De til tronen arveberettigede prinser, forudsat at de ikke samtidig er medlemmer af et fremmed fyrstehus.
• Disse prinsers hustruer og enker.
• Efter almindelig europæisk fyrsteret også agnatiske prinsesser (prinsernes døtre i den mandlige linje), i det omfang de fortsat hører til den danske dynastiske husstand.

Kongen anses derimod som udgangspunkt ikke selv for "medlem" af kongehuset, men som kongehusets chef, der står retligt over for kredsen. Nogle jurister, herunder Hermann Rehm, vurderer dog kongen som kongehusets primus inter pares ("første blandt ligemænd"), og dermed et medlem.

Kongehuset i videre forstand

Kongehuset i videre forstand omfatter herudover en større personkreds, der i kraft af arveret eller dynastisk tilknytning kan henregnes til kongehuset, men som ikke nødvendigvis står under kongens konkrete husret. Det kan bl.a. omfatte arveberettigede prinser, der tillige er medlemmer af et fremmed fyrstehus, samt deres nærmeste. Tidligere gjaldt dette blandt andet om både det norske og græske kongehus, der fortsat kalder sig prinser af Grækenland og Danmark. Sondringen har fortolkningsmæssige konsekvenser, eftersom nogle regler må forstås som rettet mod snæver-kredsen (husretligt underlagte), mens andre kan række videre.

Knud Berlin (1864–1954) var i en årrække den mest autoritative ekspert inden for dansk statsforfatningsret. Berlin har væsentligt bidraget til den juridiske analyse og fortolkning af kongelovens artikel 21 og 25.

Udtrædelse beskrives i teorien typisk gennem nogle hovedformer: (1) en prinsesse, der gifter sig ind i et fremmed fyrstehus, anses normalt for at udtræde af den snævre kreds, fordi hun underkastes en fremmed fyrstes myndighed; (2) en prins, der modtager en fremmed krone, antages at udtræde af den snævre kreds, men kan, hvis arveretten ikke samtidig opgives, fortsat henregnes til den videre kreds; (3) frivillig udtrædelse kan ske med eller uden afkald på arveret, hvor fuld udtrædelse til privatliv typisk tænkes mulig, mens udtrædelse af den snævre kreds med bevaret arveret almindeligvis forudsætter kongens samtykke; (4) udstødelse kan tænkes som disciplinær reaktion, især ved overtrædelse af artikel 21. Endelig antages ophold i udlandet ikke i sig selv at være udtrædelse, artikel 21 forudsætter netop samtykke til rejse og fremmed tjeneste, men en varig bosættelse kan efter omstændighederne understøtte en (stiltiende) udtrædelse af den snævre kreds.

Immunitet for Prins Joachims efterkommere

Ved kongeligt reskript af 29. november 2022 fratog dronning Margrethe 2. fire af sine børnebørn (prins Joachims børn) deres fyrstelige titel og status. I den efterfølgende periode pågik der i pressen diskussion om deres særlige juridiske status, og om de fortsat var omfattet af kongelovens artikel 25. I den forbindelse udtalte Ditlev Tamm til Ekstra Bladet, at "[i]mmunitet gælder kun for medlemmer af kongehuset, og det er prins Joachims børn ikke fra 1. januar", samt at når man "når man ikke længere er medlem af kongehuset og har mistet sin prinsetitel, så har man naturligvis stadig det samme blod, men er ikke længere prins. Og derfor er man ikke »prins af blodet«". Tilsvarende har alle grever af Rosenborg mistet deres immunitet. Morten Kjær, lektor i retshistorie ved Syddansk Universitet, har derimod påpeget, at fortolkningen af, om Prins Joachims børn fortsat er omfattet af juridisk immunitet er noget uklart.

Immunitet for Prins Joachims efterkommere blev afklaret ved en kongelig resolution af 10. januar 2023, hvor dronningen besluttede, efter indstilling fra justitsministeren, følgende:

	Hendes Majestæt Dronningen har [...] tillagt domstolene og kompetente myndigheder i øvrigt kompetence til at anvende og håndhæve lovgivningen over for efterkommerne af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og deres eventuelle ægtefæller.
S11012023-113, Statstidende, Kongehuset, 2023.

Alle efterkommere af prins Joachim har således ved en delegation af særjurisdiktion (til de ordinære domstole) fået ophævet deres juridiske immunitet.

Fortolkning i den juridiske litteratur

En ikke ubetydlig mængde statsforfatningsretsretlig litteratur har behandlet kongelovens artikel 21 og 25. Af tidlige definatoriske værker, hvori kongelovens tilbageværende bestemmelser underkastes juridisk analyse og fortolkning, kan nævnes tre storværk af samme navn, Den Danske Statsforfatningsret, af hhv. Carl Georg von Holck (1869), af Henning Matzen (1910), af Knud Berlin (1916) samt Dansk Statsforfatningsret (1954) af Poul Andersen samt Statsretslige Studier (1959) og Dansk Statsforfatningsret (ved Ole Espersen, 1983), begge af Alf Ross. Nyere værker inkluderer Retshistorie (2002) af Ditlev Tamm samt Dansk statsret (2016) af Jens Peter Christensen m.fl. Det er bl.a. denne litteratur, som kronjuristerne i justitsministeriets lovafdeling har benyttet i fortolkningen af kongelovens fortsat retsgyldige artiklers indhold og rækkevidde.

Kritik og debat

Danmarks højesteretspræsident, Jens Peter Christensen, udtalte som professor i 2001 til Politiken, at artikel 25 var "et levn fra enevælden", og burde præciseres af Folketinget ved lov.

Diskussioner om kongelovens to fortsat gyldige artikler, især artikel 25, opstår med jævne mellemrum og underkastes periodisk kritik af medier og eksperter, især når medlemmer af det danske kongehus begår lovovertrædelser, som almindelige borgere ellers ville blive straffet for. Navnlig bevarelsen af kongelig immunitet har været genstand for tilbagevendende juridiske debatter i moderne dansk forfatningsret. Kritikere har karakteriseret bestemmelsen som anakronistisk og uforenelig med demokratiske retsnormer, mens tilhængere understreger, at kongelig immunitet er en integreret del af monarkiet.

Den offentlige og politiske debat om artikel 25’s fortsatte relevans er i de seneste årtier blevet mere markant, herunder med gentagne krav om reform. Trods dette har skiftende regeringer undladt at tage initiativ til en lovrevision. En meningsmåling fra 2020 viste, at 38% af de adspurgte i Danmark var imod den fortsatte kongelige immunitet, mens 43% ønskede den bevaret.

I et interview fra 2001 betegnede den daværende professor i forfatningsret og nuværende præsident for Højesteret, Jens Peter Christensen, artikel 25 i Kongeloven som "et levn fra enevælden" og anførte, at bestemmelsens rækkevidde burde begrænses til alene at omfatte monarken. Efter hans opfattelse ville Folketinget uden grundlovsændring kunne vedtage en moderne huslov, der præciserer og afgrænser de øvrige medlemmers retsstilling. Professor Stig Jørgensen udtalte også, at "Det var helt grotesk, at kronprins Frederik ikke kunne straffes, fordi den gamle kongelov stadig gælder. Prinserne kan kun tugtes af dronningen. Lovgiverne burde tage sig sammen til at vedtage en ny huslov", med henvisning til en sag fra marts 1988, hvor kronprins Frederik fik en offentlig irettesættelse af dronningen, da han i en BMW M3 kørte fra en fynsk patruljevogn.

Ophævelsesforsøg

Kongelovens artikel 21 og 25, de fortsat retsgyldige bestemmelser, kan ændres eller ophæves ved almindelig lovgivning af Folketinget. Professor Holck redegjorde allerede i 1869 for, at Junigrundlovens epilog måtte forstås således, at "den særlige fremgangsmåde for grundlovsændringer ikke fandt anvendelse" på kongelovsartiklernes senere afløsnings- eller ændringsregulering (jf. Rigsdagstidende 1848–49, sp. 1485, samt Larsen, Saml. Skr., I, 3, s. 88–89).

I marts 2000 stillede, Kim Behnke, Tom Behnke, Thorkild B. Fransgaard og Kirsten Jacobsen, der udgjorde gruppen Frihed 2000, forslag om at en række love og bestemmelser blev ophævet formelt, heriblandt forældede bestemmelser i Danske Lov og Kongeloven (L 219 i 1999/2000; genfremsat som L 175 af 28. februar 2001). Begge forslag blev førstebehandlet og henvist til Retsudvalget, hvor der bl.a. blev stillet spørgsmål om behovet for en samlet "oprydning" og om hjemmel til at ophæve Kongeloven, men bortfaldt uden andenbehandling. Regeringen afviste forslagene som unødvendige og administrativt belastende og henviste i stedet til løbende lovmodernisering i de enkelte ministerier.

Se også

• Suverænitetsakten
• Livristsagen
• Det åbne brev (1846)

Litteratur

• Andersen, Sebastian, red. (2025). "Kongeloven, 14. november 1665". danmarkshistorien.lex.dk. Kildemateriale, Aarhus Universitet. Arkiveret fra originalen 26. december 2025. Hentet 13. januar 2026.
• Bartholdy, Nils G. (red.). "Om Kongeloven". www.sa.dk. Statens Arkiver. Arkiveret fra originalen 7. august 2013. Hentet 13. januar 2026.
• Berlin, Knud (1916). Den Danske Statsforfatningsret (PDF). Vol. 1. København: Gads Forlag.
• Berlin, Knud (1923). "Kongehuset". I Blangstrup, Chr. (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. XIV. København: Schultz Forlag. s. 403.
• Busck, Steen; Poulsen, Henning (2002), Danmarks historie - i grundtræk (2. udgave), Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, ISBN 87-7288-941-1.
• Cramer-Petersen, Lars (1997), Carlstad - Københavns naboby 1958-60, København: Brønshøj Museum, ISBN 87-90146-26-3
• Ekman, Ernst (1957). "The Danish Royal Law of 1665". The Journal of Modern History. 29 (2): 102-107 – via JSTOR.
• Holck, Carl Georg (1869). Goos, C.; Nellemann, J. (red.). Den Danske Statsforfatningsret. København: Gyldendal. OCLC 474940809.
• Johansen, Jens Chr. V. (2006). "Absolutism and the 'rule of law' in Denmark 1660–c. 1750". The Journal of Legal History. 27 (2): 153-173. doi:10.1080/01440360600831170.
• Jørgensen, Poul Johannes (1923). "Kongeloven". Salmonsens konversationsleksikon (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 404-5. Arkiveret fra originalen 23. januar 2026. Hentet 12. januar 2026.
• Løgstrup, Birgit, red. (25. marts 2025). "Kongeloven af 1665". danmarkshistorien.lex.dk. Danmarkshistorien, Aarhus Universitet. Arkiveret fra originalen 11. december 2025. Hentet 13. januar 2026.
• Orfield, Lester B. (1950). "Danish Law, Part I". University of Miami Law Review. 5 (1): 1-39.
• Tamm, Ditlev, red. (2009). "Kongeloven". lex.dk. Arkiveret fra originalen 31. maj 2025. Hentet 13. januar 2026.
• Tamm, Ditlev (27. april 2012). "Den aktuelle Kongelov". Berlingske. Hentet 15. januar 2026.
• Scocozza, Benito; Jensen, Grethe (1999), Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår, København: Politikens Forlag, ISBN 87-567-6094-9
• Scocozza, Benito (2003). "Kongeloven". I Olsen, Olaf (red.). Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. Vol. 8. Ved afgrundens rand: 1600-1700 (2. udgave). København: Gyldendal og Politikens Forlag (udgivet 2. marts 2012).
• Skipper, Jon Bloch (2006) [2001]. Danmarkshistoriens årstal. Vol. 2. Det Historiske Hus & Aschehoug. ISBN 87-11-11597-1.
• Skou, Kaare R. (2007). Dansk politik A-Å: leksikon. København: Aschehougs. ISBN 978-87-11-31440-1.
• Øystein Lydik Idsø Viken; Jon Gisle. "Kongelova". snl.no. Store norske leksikon. Hentet 13. januar 2026.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)

Eksterne henvisninger

• Kongeloven i sin fulde længde på Danmarkshistorien.dk Arkiveret 22. maj 2009 hos Wayback Machine
• Svar på spørgsmål i Folketingets retsudvalg om fortsat gyldighed af dele af Kongeloven og forholdet til tronfølgeloven fra 1953
• Lidt information om Kongelovens udgivelseshistorie
• Kongeloven - Lex Regia på Retsinformation
• Kongeloven af 1665 er gengivet på siderne 1 - 16 i i Jens Himmelstrup (1932): Danske Forfatningslove. J. H. Schultz Forlag (tilgængelig på jura.ku.dk/jurabog); også Grundloven af 1849 og 1866 og 1915 og 1920 er gengivet i Jens Himmelstrup (1932): Danske Forfatningslove på siderne 53 - 155.