Kybele
Kybele eller Cybele også kendt som Magna Mater, den store moder.
Tilbedelsen af hende var udbredt over hele romerriget. Hun var oprindelig frygernes gudinde for jorden og hulerne.
Hun herskede over de vilde dyr, og var også gudinde over bierne. Hendes fest var den første i romernes kalender. Sammen med sin gemal, planternes gud Attis blev Cybele tilbedt i vilde, følelsesladede, blodige orgielignende renselsesceremonier akkompagneret af vilde skrig og infernalsk blanding af trommer, fløjter og bjælder. Cybelekulten blev ledet af eunukpræster kaldet korybanter.
Hendes årlige forårsfest fejrede døden og genopstandelsen af hendes elskede Attis.
Cybeles græsk-mytologiske sidestykke var Rhea.
Kybelekulten
Kybelekulten (el. Attiskulten) er en fællesbetegnelse for række forskellige religiøse fællesskaber som primært fandtes i det romersk-hellenistiske område.
Kybele var oprindelig en frugtbarhedsgudinde fra Anatolien, der især blev forbundet med den vilde natur og bjergene, og som havde flere fællesstræk med andre af oldtidens frugtbarhedsgudinder, som fx Astarte, Ishtar, Gaia, Afrodite, Rhea og Artemis. I Lilleasien fandtes der en lang række kultsteder, som primært lå på eller tæt ved et bjerg. Den mest fremtrædende helligdom var ved Pessinus ved Dindymonbjerget, og den centrale kultgenstand er traditionelt blevet identificeret med en særlig sten, måske en meteorit. Ypperstepræsten ved en Kybelehelligdom bar sædvanligvis titlen Attis, som var navnet på hendes elsker i myterne.
Kybele i Rom
Kybele blev en af de mest populære, af de fremmede guddomme romerne importerede. Digteren Ovid beretter i sit værk Fasti fra slutningen af 1. årh. f.v.t. hvordan romerne tog hende til sig i håbet om at sejre i krigen mod Karthago og Hannibal. Og helligdommen fra Pessinus blev bragt til Rom.
I Romerriget blev hun derefter både dyrket i statskulten og på privatbasis i form af mysteriereligioner. Præsterne i de private kulter blev på latin kaldt galli, da de var kastrerede; de var iført meget fremmedartede dragter, og de genneførte så larmende processioner, at de fleste romere var forbeholdne for kulten. Trods dette nærede de stor ærbødighed for hende, da hun blev tillagt sejren over Hannibal, festen Ludi Megalenses blev afholdt hvert år i april til hendes ære.
