Romerriget

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Res publica Romana
Romerriget
Imperium
Spqrstone.jpg
27 f.Kr.–476 / 1453 Flag of Palaeologus Emperor.svg
 
3by2white.svg

Vexilloid of Romerriget

Vexilloid

Motto
Senatus Populusque Romanus (SPQR)  (Latin)
"Senatet og Roms befolkning"
Geografisk placering af Romerriget
Romerriget ved dets største udbredelse under Trajan i 117
Hovedstad Rom
(44 f.Kr.–286)

Konstantinopel
(Fra 330)

Ravenna
Milano
Nicomedia
Sprog Latin, Græsk
Religion Romersk polymorfisme, senere kristendom
Styreform Autokrati
Kejser
 - 27 f.Kr.–14 Augustus
 - 379–395 Theodosius 1. den Store
 - 475—476 / 1449—1453 Romulus Augustus / Konstantin 11.
Lovgivende forsamling Det romerske Senat
Historisk æra
 - 2. september 31 f.Kr.
 - Octavian udråbt til Augustus 27 f.Kr.
 - Diocletian opsplitter administrationen mellem øst og vest 285
 - Konstantin den Store udråber Konstantinopel til ny rigshovedstad 330
 - Theodosius 1. den Stores død udløser en permanent opsplitning af riget i en vestlig og østlig del 395
 - Afsættelsen af Romulus Augustus / Konstantinopels fald a 476 / 1453
Areal
 - 25 f.Kr.[1][2] 2.750.000 km²
 - 50[1] 4.200.000 km²
 - 117[1] 5.000.000 km²
4.400.000 km²
Befolkning
 - 25 f.Kr.[1][2] est. 56.800.000 
     Tæthed 20,7 /km² 
 - 117[1] est. 88.000.000 
     Tæthed 17,6 /km² 
Valuta Quadrans, Semis, As, Dupondius, Quinarius, Sestertie, Denarius, Aureus, Solidus
aDisse begivenheder markerede afslutningen på det Vestromerske rige (286 – 476)[3] og det Østromerske rige (330 – 1453).
Romerrigets udbredelse i henholdsvis; 133 f.v.t. (rødt), 44 f.Kr. (orange), 14 e.Kr. (gult) og 117 e.Kr. (grønt)

Romerriget gennemgik en lang udvikling fra bystat ved Tiberen til et verdensrige, som omfattede alle lande rundt om Middelhavet, som romerne med selvfølelse kaldte Mare Nostrum, vort hav. Undertiden bruges Rom som betegnelse for hele riget, der i princippet stadig var en bystat, og som herskede over en lang række provinser og lydlande, som blev styret af statholdere og lydkonger. I den dunkle fortid blev det styret af konger. Rom blev republik og var det, indtil magten i det sidste århundrede før Kristi fødsel overgik til en kejser.

Det Romerske Kejserrige var det største og vigtigste af alle Antikkens storriger. Romerriget blev grundlagt af Augustus efter hans sejr i Søslaget ved Actium 31 f.Kr.. Riget havde en 200 års storhedstid fra år 1 e.Kr. til ca. 200 e.Kr. Derefter blev Romerriget offer for anarki, økonomisk krise, rivaliserende generaler og invasion af germanske stammer. Disse uroligheder kulminerede i år 395 med delingen af Romerriget i to: Det Østromerske og Vestromerske Rige. Enden på kejserriget knyttes ofte til det Vestromerske Riges fald i 476. Det Østromerske Rige, senere kaldt det Byzantiske Kejserrige, forblev stabilt og overlevede til 1453, hvor det blev erobret af Osmannerriget.

Romerriget har haft en stor indflydelse på regeringsledelse, retsvidenskab, arkitektur og på mange andre områder i Europa: romertal, latin, julianske kalender.

Tyskland var også en arvtager efter Romerriget: Kejseren af det Tysk-Romerske rige blev kronet som romersk kejser af paven i Rom fra 843 til 1806. Tysklands våben er den romerske ørn. Rusland, hvis zardømme indtil 1917 støttede sig til byzantinske traditioner, og Frankrig med Napoleon) har begge stræbt efter at opnå samme magt og status som romerne.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Tidslinje for Romerriget

Der findes ældgammel beboelse i Rom, men byen Rom og dermed begyndelsen på det senere verdensrige blev ifølge traditionen grundlagt af brødrene Romulus og Remus den 21. april 753 f.Kr.. Indtil den sidste konge, Tarquinius II Superbus, blev myrdet i 509 f.Kr., blev Rom ledet af konger, hvorefter byen blev en republik med to konsuler i spidsen, valgt for ét år ad gangen. I republikkens sidste mange år spillede sejrrige hærførere en stadigt stigende rolle i magtspillet i Rom, og det medførte talrige borgerkrige.

Julius Cæsars diktatur døde med ham, og han skabte ikke en styreform, som andre kunne overtage efter ham. Først hans grandnevø, Octavian, senere kaldt Augustus, gjorde kejserstyret til en institution, som andre kunne overtage uden militære opgør om magten. Den første kejsertid kaldes for principatet efter princeps, der var betegnelsen for ledende mænd under den romerske republik såvel som for kejseren. Det betød, at kejserne styrede i republikkens navn. Overtagelsen foregik under store problemer på grund af Senatets rolle som garant for tronfølgen. Den næste periode, anarkiet, var præget af blodige borgerkrige om kejsertronen. Tiden efter år 284 e.Kr. bliver kaldt for dominatet, fordi kejseren begyndte at optræde som en dominus, herre, og kejserstyret blev ikke længere søgt skjult bag republikkens facade.

Ekspansion, geografi og grænseland[redigér | redigér wikikode]

På det territoriale højdepunkt under Trajan strakte riget sig fra Den iberiske Halvø og de Britiske øer i vest til Mesopotamien i øst. Riget kontrollerede det største landområde i antikken. Romerriget styrede også områderne rundt om Middelhavet, som romerne kaldte for Mare Nostrum, vort hav. Middelhavsområderne udgjorde majoriteten af Romerriget, og de rigeste af de romerske provinser med subtropisk klima var ideelle til landbrug.

Selv om Romerrigets territorium varierede, forblev hovedgrænserne relativt sikre. Størstedelen af grænserne var naturlige: Floder eller bjerge, der let kunne forsvares af de stationerede romerske legioner. Grænserne kaldtes for Limes Romani. I provinsen Britannia var Hadrians mur limes mod caledonerne i Skotland. I provinsen Germania Superior og længere østpå i det nuværende Schweiz og Østrig beskyttede Limes Germanicus området ved floderne Donau og Rhinen mod de germanske stammer. De nordafrikanske provinser lå ved en naturlig grænse, den store Sahara-ørken. Den var en fuldstændig uoverstigelig grænse for invasioner fra afrikanske stammer. I Mellemøsten manglede der imidlertid en naturlig grænse, og her truede Roms største fjender, Partherriget og sassaniderne. Romerne og Partherriget havde mange stridigheder om herredømmet over Armenien. Romerne sejrede oftest, men blev forhindret i fuldstændigt herredømme over området, fordi Partherriget var alt for stort. Partherne kunne blot trække sig længere tilbage mod øst, reorganisere sig og sætte et nyt angreb ind mod romerne.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Styreformen i kejserriget var et diktatur styret af kejseren. Begyndelsen af kejserperioden kendes som principatet, en styreform, der voksede ud af senrepublikken. Provinserne og byerne var stort set uafhængige under principatet, og kejserriget var generelt decentraliseret. I den næste periode, anarkiet og krisen i det tredje århundrede e.Kr., begyndte kejseren at tilegne sig større magt, og byerne begyndte at miste deres uafhængighed på grund af fraflytning til landet.

Den første kejser, Augustus, kaldte sig i senatet princeps og primus inter pares, først blandt ligemænd. Det lod til, at republikken forsat fungerede, men reelt lå al magt hos den romerske hær, som kejseren havde absolut kontrol over. Princepstitlen var for Augustus en måde til at vinde gunst fra senatet og skulle forhindre ham i at lide samme skæbne som hans grandonkel, Julius Cæsar. Romerrigets sikkerhed lå i hænderne på legionerne, og det var her, Augustus' magtbase lå. Hæren var en kostbar institution, som statens forvaltning skulle sikre ved at beskatte befolkningen. De mest succesrige kejsere var de, som klarede at opretholde loyaliteten og disciplinen hos legionærerne. De dårligere kejsere måtte bestikke hæren for at opretholde magten, men det viste sig ofte at være en ringe garanti.

Enden på principatet blev ganske enkelt enden på republikken: Kejserens generaler opnåede personlige bånd til og loyalitet fra tropperne, hvilket udnyttedes af de mest ambitiøse. Styreformen forandrede sig til dominatet. Den nye styreform voksede ud af krisen i det tredje århundrede, og specielt borgerkrigene bærer vidnesbyrd om krisen. Kejserne i denne periode var oftest generaler, som kom til magten ved hjælp af krig og kup.

I teorien måtte senatet vælge den nye kejser, men i praksis blev arvefølgen dynastisk: De mandlige arvinger blev valgt til kejsere. Det Nervan-antoninske dynasti var en undtagelse, da arvingerne ikke var biologiske, men adopterede sønner. Det kunne skyldes, at der var mangel på mandlige arvinger, men det kan også være, at kejserne valgte arvinger, som de mente ville yde en bedre indsats for Romerriget. Resultatet var de fem store kejseres og Romerrigets storhedstid. Denne stabile periode endte, da Marcus Aurelius valgte sin søn Commodus som arving. Hans regeringstid endte med borgerkrig. Under borgerkrige var det den stærkeste, som ville have kontrollen, og ofte var der flere kejsere, som gjorde krav på deres plads på tronen. Dynastierne i Romerriget endte til stadighed i interne stridigheder, og mægtige generaler kæmpede om magten.

Administration[redigér | redigér wikikode]

Statens styring forandrede sig med kejserriget. I starten blev meget af arbejdet udført af de samme magistrater som i republikken. Men som tiden gik, blev ansvaret lagt over til frigivne slaver, specielt under kejser Claudius. Statsmagten blev støt og roligt centraliseret gennem Romerrigets historie. I republikken styrede byerne og provinserne sig selv. Et af hovedtrækkene i Pax Romana, Romerfreden, var, at de fleste byer i Romerriget sjældent fik besøg af hæren. I kejsertiden begyndte befolkningerne at flytte fra byerne til landet. Dette og den stadigt stærkere og mere centraliserede kejsermagt førte til, at byerne mistede deres selvstyre. Udflytningen fra byerne havde mange årsager; hovedårsagen var den øgede lovløshed, som hjemsøgte kejserriget i krisetiden. Byerne blev et let bytte for både barbarernes invasioner og terroren fra hæren, som skulle beskytte dem. Mange byer blev forladt. Kun kejseren og hans hær kunne opretholde stabilitet. Det øgede behov for militær krævede endnu højere skatter, som igen krævede en stærk, velfungerende stat.

Oprør og deres politiske konsekvenser[redigér | redigér wikikode]

Romerriget under Hadrian

I fredstid var det relativt let at styre riget fra Rom. Et oprør var forventet og opstod ganske regelmæssigt gennem historien: En general eller en guvernør fik loyalitet fra sine undersåtter gennem karisma, love og bestikkelse. Legionerne var spredt rundt om i riget. Derfor havde oprørslederen normalt én eller to legioner under sig. Der blev tilkaldt lokale legioner, og oprørene blev knust. Hvis ikke kejseren var svag, inkompetent eller hadet, ville disse oprør forblive lokale og isolerede hændelser.

I krigstid kunne en general have flere legioner under sig. Af den grund var det almindeligt, at kejseren af sikkerhedsmæssige årsager holdt nogle af generalens familiemedlemmer som gidsler for at undgå, at generalen skulle rejse en oprørsk hær. Under det jødiske oprør, der begyndte i år 66, holdt kejser Nero Vespasians søn Domitian og hans svigersøn Quintus Petillius Cerialis som gidsler for at sikre Vespasians loyalitet. Ironisk nok endte Neros regeringstid med et oprør fra prætorianergarden, som var blevet bestukket af general Galba.

Prætorianergarden var et vigtigt magtmiddel i kejsertiden. Dens loyalitet blev ofte købt, og garden blev stadigt mere grådig. Legionerne ved grænserne fulgte livgardens eksempel og blev vigtige aktører i borgerkrigene. Det var en farlig udvikling, som svækkede hele den romerske armé.

Hovedfjenderne i vest var de barbariske stammer hinsides Rhinen og Donau. Octavian havde prøvet at besejre disse stammer, men led et fatalt nederlag i Teutoburgerskoven i år 9. De germanske stammer udgjorde en stor trussel, men de var for splittede, fordi interne magtkampe tog det meste af deres tid. I øst var hovedfjenden Partherriget, der prøvede flere forgæves invasioner af Romerriget.

Under borgerkrigene udnyttede Roms fjender muligheden til at invadere de romerske provinser. De to fronter øst og vest blev politisk vigtige på grund af legionerne, som var stationeret der. Lokale ledere startede oprør, der kulminerede i større krige. Romerriget havde få problemer med at kontrollere den vestlige grænse. Presset fra begge fronter skabte problemer. Hvis kejseren befandt sig i øst, blev det muligt for en general at gøre oprør i vest, og omvendt. Kejseren måtte befinde sig i nærheden af tropperne for at have den størst mulige kontrol, og med rigets enorme størrelse var det umuligt for en kejser at befinde sig nær to fronter samtidig. Det var et stort problem for mange kejsere og en kilde til mange kriser i løbet af kejsertiden.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

En romersk guldmønt.

Republikkens erobringer frem til Augustus' regeringstid havde skabt et stort indre marked, der omfattede hele Middelhavsområdet, Vesteuropa og rigets grænseområder. De økonomiske forhold, særligt de som omhandlede landbruget, varierede meget mellem de varme, tørre områder i Nordafrika og Arabien, og de mere frugtbare og fugtige provinser – Britannien, Gallien og Balkan. Middelhavet og de store floder Rhinen, Rhône og Donau fungerede som handelsruter. Romerne anlagde også et vidtstrakt og velbygget vejnet, som tjente såvel militære som civile formål. Vejnettet strakte sig endda over høje bjerge som Pyrenæerne og Alperne og bidrog til effektiviseringen af handel over længere afstande.

Hovedhjørnestenen i den romerske økonomi var alle de byer, som var centrum for al industriel produktion, handel og forbrug. Selvom al handel og produktion foregik i byerne, var det landbefolkningen, som var størst, og landbruget var den dominerende sektor i økonomien. De største centre i Romerriget var selve Rom, Alexandria, Antiokia, Karthago, Efesos og i senantikken Konstantinopel, alle med et indbyggertal mellem 100 000 og 1 million. Frem til det tredje århundrede e.v.t. var de politisk-økonomiske forhold gunstige. Riget var ét valutaområde. Frem til krisen i det tredje århundrede var der, bortset fra grænsekonflikter og lokale oprør, næsten universel fred i riget, også kaldt for Pax Romana. De store hærstyrker, der var stationeret langs grænserne, var med til at skabe et stabilt og trygt miljø for produktionen i provinserne. Mod slutningen af det andet århundrede øgedes presset mod grænserne. Med dette pres kom et behov for flere soldater i legionerne. Dette fik meget at sige for rigets økonomi, da kejserne blev nødt til at øge skatterne proportionalt for at følge udviklingen med rekrutteringen. Efter år 235 var den økonomiske krise, kombineret med den militære, i færd med at føre Romerriget mod randen af sammenbrud. Under det severiske dynasti begyndte skattepresset at stige. Manglen på arbejdskraft, der fulgte af krigene og alle pestudbruddene, bidrog også til nedgang og krise. Hvor alvorlige disse tilstande var, er vanskeligt at sige, da der foreligger få pålidelige kilder fra denne periode.

Provinserne ved Rhinen blev hårdest ramt af krisen i det tredje århundrede. De blev ofre for germanske invasioner og et voksende gallisk rige. Andre regioner som Egypten og Britannien blev ramt i mindre grad. Mod slutningen af det tredje århundrede oplevede Romerriget en høj inflation, da den menige befolkning i større grad mistede tilliden til det allerede vaklende og devaluerede pengesystem. Priserne steg voldsomt i store dele af riget.

rmn-military-header.png

Romerske kongerige
753 f.Kr.509 f.Kr.
Romerske republik
509 f.Kr.27 f.Kr.
Romerriget
27 f.Kr.1453

Principatet
Vestromerske rige
Dominatet
Byzantinske Rige
Almindelige magistrater
Consul
Proconsul
Praetor
Propraetor
Censor
Folketribun
Ædil
Kvæstor
Særlige magistrater
Diktator
Kavalleriets mester
Militære tribuner
Interrex
Decemvir
Triumvir
Titler og æresbevisninger
Romersk kejser
Augustus
Cæsar
Præfekt
Tetrarkiet
Dux
Magister militum
Princeps senatus
Pontifex maximus
Roms præfekt
Imperator
Legat
Liktor
Institutioner og love
Roms forfatning
Det romerske Senat
Folkeforsamlingen
Magistrat
Cursus honorum
Auctoritas
Romerret
Mos majorum
Romersk borger
Imperium
Potestas
Del af historieportalen

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Religion[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Romersk religion

I republikkens tid blev religionen organiseret under et strengt system af præstekontorer, der blev ledet af Pontifex maximus, ypperstepræsten.

Den stadigt større kontakt med grækerne gjorde, at de romerske guder mere blev forbundet med de græske guder. Jupiter havde samme guddommelighed som Zeus. Mars blev set som Ares og Neptun som Poseidon. I det første århundrede f.Kr. førte den stadige assimilation med græsk mytologi til en nedgang i de romerske, religiøse ritualer, selv om deres politiske roller blev vedligeholdt. Under kejsertiden blev religionen mere og mere knyttet til kejserens person, og mange kejsere blev guddommeliggjort efter deres død (en skik kaldt apoteose).

Under Romerriget blev flere udenlandske kulter populære som dyrkelsen af den egyptiske gudinde Isis og den persiske Mithras. I det andet århundrede e.Kr. begyndte kristendommen at sprede sig i Romerriget, og den blev officiel religion i Romerriget under Konstantin den Store omkring år 330. Forbud mod dyrkelse af andre religioner end kristendommen kom år 391 ved kejseren Theodosius.

Navne og titler[redigér | redigér wikikode]

Det er vanskeligt at oversætte klassisk latin, da ordenes betydning forandrer sig med tiden. Navnet Cæsar var i sin oprindelige form et familienavn. Octavian (den senere kejser Augustus) arvede sit navn fra sin adoptivfar, Julius Cæsar. Det skete for at sikre hans personlige anseelse. Skikken forsatte med Octavians arvtagere, og navnet Cæsar ændrede sig til at være en titel, svarende til nutidens kejser. Dermed blev Octavian i antikken også kendt som Romerrigets første kejser og anerkendt som den "anden Cæsar". Senere er titlen ændret til Kaisertysk og Tsarrussisk og andre slaviske sprog. Navnet Augustus var en titel, Senatet tildelte Octavian; siden har denne titel været brugt som personnavn på ham, og det var i antikken ikke et navn, som blev brugt. Titlen blev antaget af senere kejsere. Senere blev det normalt, at kejseren kaldtes Augustus, mens tronfølgeren fik titlen Cæsar. Imperator var oprindeligt en titel, der blev givet til sejrende militære kommandanter. Også denne titel tog kejserne til sig. I forskellige europæiske sprog er den oprindelige form imperator fortsat som eksempelvis albansk mbret (konge), rumænsk împarat og engelsk Emperor, sidstnævnte dog præget af normannerfransk. Imperium betød 'magt' i Antikkens Rom og blev brugt under Republikken uden nogen kejserlig betydning; senere blev ordet til en generel betegnelse for et vidtstrakt storrige som det romerske.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: