Romerriget

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Res publica Romana
Romerriget
Imperium
Spqrstone.jpg
27 f.Kr.–476 / 1453 Flag of Palaeologus Emperor.svg
 
3by2white.svg

Vexilloid of Romerriget

Vexilloid

Verdensdel Afroeurasien
Region Middelhavet
Motto
Senatus Populusque Romanus (SPQR)  (Latin)
"Senatet og Roms befolkning"
Geografisk placering af Romerriget
Romerriget ved dets største udbredelse under Trajan i 117
Hovedstad Rom
(44 f.Kr.–286)

Konstantinopel
(Fra 330)

Ravenna
Milano
Nikomedia
Sprog Latin, Græsk
Religion Romersk polymorfisme, senere kristendom
Styreform Autokrati
Kejser
 - 27 f.Kr.–14 Augustus
 - 379–395 Theodosius 1. den Store
 - 475—476 / 1449—1453 Romulus Augustus / Konstantin 11.
Lovgivende forsamling Det romerske Senat
Historisk periode Antikken
 - Søslaget ved Actium
 - Octavian udråbt til Augustus 27 f.Kr.
 - Diocletian opsplitter administrationen mellem øst og vest 285
 - Konstantin den Store udråber Konstantinopel til ny rigshovedstad 330
 - Theodosius 1. den Stores død udløser en permanent opsplitning af riget i en vestlig og østlig del 395
 - Afsættelsen af Romulus Augustus / Konstantinopels fald a 476 / 1453
Areal
 - 25 f.Kr.[1][2] 2.750.000 km²
 - 50[1] 4.200.000 km²
 - 117[1] 5.000.000 km²
4.400.000 km²
Befolkning
 - 25 f.Kr.[1][2] est. 56.800.000 
     Tæthed 20,7 /km² 
 - 117[1] est. 88.000.000 
     Tæthed 17,6 /km² 
Valuta Quadrans, Semis, As, Dupondius, Quinarius, Sestertie, Denarius, Aureus, Solidus
aDisse begivenheder markerede afslutningen på det Vestromerske rige (286 – 476)[3] og det Østromerske rige (330 – 1453).

Romerriget (latin: Imperium Rōmānum) betegner perioden, som efterfulgte den romerske republik og markerer overgangen fra en republik styret af det romerske senat til et kejserrige. Romerriget grundlægges af Julius Cæsar, som under en periode med borgerkrige og politisk ustabilitet bliver udnævnt som evig diktator og derefter myrdet i 44 f.Kr.. I de efterfølgende stridigheder om magten vinder Cæsars adoptivsøn, Octavian, kampen for at blive hans efterfølger ved at sejre over Marcus Antonius og Cleopatra i Søslaget ved Actium i 31 f.Kr. i Egypten. Det romerske senat giver ham derefter den overordnede magt og den nye titel Augustus i 27 f.Kr., hvilket markerer enden på den romerske republik.

De første to århundreder af imperiets eksistens var en periode med hidtil uset politisk stabilitet og velstand, kendt som Pax Romana ("Romersk fred"). Efter mordet på Caligula i 41 e.Kr overvejede Senatet kortvarigt at genoprette republikken, men Prætorianergarden proklamerede Claudius kejser i stedet. Efter at Claudius' efterfølger Nero begik selvmord i 68 e.Kr, triumferede Vespasian i 69 e.Kr. i kampen om kejserembedet via oprettelse af det flaviske dynasti, hvorefter han blev efterfulgt af sin søn Titus, som åbnede det Flaviske Amfiteater kort efter udbruddet af Vesuv i 79 e.Kr.. Efter en lang periode med borgerkrige begyndte Diocletian Tetrarkiet, som lod fire forskellige kejsere regere imperiet på én gang. Dette arrangement var i sidste ende forgæves, hvilket førte til en borgerkrig, der blev endeligt afsluttet af Konstantin I, som besejrede sine rivaler og blev den eneste hersker af imperiet. Theodosius I blev den sidste kejser til at regere et forenet imperium.

Belejringen af Rom i 410 e.Kr. af vestgoterne og igen i 455 e.Kr. af Vandalerne fremskyndte det vestlige imperiums forfald. Depositionen af kejser Romulus Augustus i 476 af Odoaker er dog generelt accepteret som afslutningen på Det Vestromerske rige. Det Østromerske rige (senere kendt som Det Byzantinske rige) forblev en af ​​de førende magter i verden indtil det til sidst faldt til det Osmanniske rige i 1453 e.Kr ved Konstantinopels fald.

Romerriget var blandt de mest magtfulde økonomiske, kulturelle, politiske og militære kræfter i verden for sin tid. Levetiden og det enorme omfang af imperiet gav det en varig indflydelse på det latinske og græske sprog og på kultur, religion, arkitektur, filosofi, jura og styreformen af imperiets efterfølgere. Igennem den europæiske middelalder blev der gjort forsøg på at etablere efterfølgere til Romerriget, herunder det Russiske Kejserrige og Det tysk-romerske Rige. Ved hjælp af den europæiske ekspansion igennem de spanske, franske, portugisiske og britiske imperier, blev romersk og græsk kultur spredt på verdensplan og spillede derved en væsentlig rolle i udviklingen af ​​den moderne verden.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Tidslinje for Romerriget

Der findes spor af ældgamle beboelser i området omkring det nuværende Rom, men byen Rom og dermed begyndelsen på det senere verdensrige blev ifølge traditionen grundlagt af brødrene Romulus og Remus den 21. april 753 f.Kr.. Rom begyndte at ekspanderende kort efter grundlæggelsen af republikken i det 6. århundrede f.Kr., selvom den romerske republik ikke erobrede territorier udenfor Italien indtil det 3. århundrede f.Kr..[4] Den romerske republik var ikke en nationalstat i moderne forstand, men et netværk af byer efterladt til at regere sig selv (dog med varierende grad af uafhængighed fra det romerske senat) og provinser, som blev administreret af militære ledere. Riget blev ikke regeret af kejsere, men af årligt folkevalgte magistrater (med consuler øverst) i forbindelse med senatet.[5] Af forskellige årsager var det 1. århundrede f.Kr. en tid med politiske og militære omvæltninger, som i sidste ende førte til regering af kejsere.[6] Konsulernes militære magt hvilede i det romerske juridiske begreb imperium, som bogstaveligt betyder "kommanderende" (typisk i en militær forstand).[7] Lejlighedsvis fik succesfulde konsuler den honorære titlen Imperator (kommandør), og af dette ord kommer ordet "kejser" (og "imperium"), da denne titel (blandt andre) altid blev skænket til de første kejsere ved deres tiltrædelse til magten.[8]

Augustus af Prima Porta
(Tidligt 1. århundrede e.Kr.)

Rom var udsat for en lang række interne konflikter og borgerkrige fra slutningen af andet århundrede f.Kr. og frem, mens det kraftigt udvidede sin magt over Italien. Mod slutningen af ​​denne periode i 44 f.Kr., var Julius Cæsar kortvarigt diktator, før han blev myrdet. Grupperingen, som fik ham myrdet, blev fordrevet fra Rom og besejret i slaget ved Phillipi i 42 f.Kr. af en hær under ledelse af Marcus Antonius og Cæsars adopterede søn Octavian. Antonius og Octavians efterfølgende opdeling af den romerske verden imellem sig varede ikke ved, og Octavians styrker besejrede Antonius og Cleopatra i slaget ved Actium i 31 f.Kr.. I år 27 f.Kr. gjorde Senatet og folket i Rom Octavian til princeps ("første borger"), og dermed begyndte Principatet (den første epoke af romersk kejserlig historie, som for det meste bliver dateret fra 27 f.Kr. til e.Kr. 284), og gav ham navnet Augustus ("den ærede"). Selvom den gamle konstitutionelle maskine forblev på plads, kom Augustus til at dominere den. Selvom romerriget var en republik, havde Augustus rent teknisk alt meningsfuld myndighed i Rom.[9] Hans styre gjorde en ende på et århundrede med borgerkrige, og markerede starten på en hidtil uset periode med fred og velstand. De 200 år som begyndte med Augustus regeringstid er traditionelt betragtet som Pax Romana ("Romersk fred"). I løbet af denne periode blev sammenbindingen af imperiet fremmet af en høj grad af social stabilitet og økonomisk velstand, som Rom aldrig før havde oplevet. Opstande i provinserne var sjældne, men blev nedkæmpet "nådesløst og hurtigt", når de opstod.[10]

Augustus succes med at etablere arveprincipper for dynastiet var begrænset, da han levede længere end en række potentielle arvinger. Det julisk-claudiske dynasti varede yderligere fire kejsere - Tiberius, Caligula, Claudius og Nero - hvorefter Vespasian i 69 e.Kr. efter stridigheder blandt potentielle efterfølgere kom ud som sejrherre. Vespasian blev grundlæggeren af det korte Flaviske dynasti, som blev fulgt af Nerva-Antonine dynastiet, som producerede "fem gode kejsere": Nerva, Trajan, Hadrian, Antoninus Pius og Marcus Aurelius.

På det territoriale højdepunkt under Trajan strakte riget sig fra Den iberiske Halvø og de Britiske øer i vest til Mesopotamien i øst. Riget kontrollerede det største landområde i antikken. Romerriget styrede også områderne rundt om Middelhavet, som romerne kaldte for Mare Nostrum "vort hav". Middelhavsområderne udgjorde majoriteten af Romerriget, og de rigeste af de romerske provinser med middelhavets subtropiske klima var ideelle til landbrug. Selvom Romerrigets territorium varierede, forblev hovedgrænserne relativt sikre. Størstedelen af grænserne var naturlige i form af floder eller bjerge, som let kunne forsvares af de stationerede romerske legioner. Grænserne kaldtes for Limes Romani. I provinsen Britannia var Hadrians mur limes mod caledonerne i Skotland romerrigets nordligste grænse. I provinsen Germania Superior og længere østpå i det nuværende Schweiz og Østrig beskyttede Limes Germanicus området ved floderne Donau og Rhinen mod de germanske stammer. De nordafrikanske provinser lå ved en naturlig grænse, den store Sahara-ørken. I Mellemøsten manglede der imidlertid en naturlig grænse, og her truede Roms største fjender, Partherriget og senere dets efterfølger sassaniderne.

Den græske historiker Dio Cassius, en daværende iagttager af begivenhederne, markerede tiltrædelsen af kejser Commodus i 180 e.Kr. som overgangen "fra et kongerige af guld til et af rust og jern"[11] - en berømt kommentar, der har fået nogle historikere til at se Commodus regeringstid som begyndelsen på romerrigets undergang.

Territorial udvikling af den romerske republik og det romerske imperium (som et animeret kort)

I 212 under Caracallas regeringstid fik alle fribårne romerske borger statsborgerskab i romerriget. Men på trods af denne gestus var det severiske dynasti problemfyldt - en kejsers regeringstid endte oftest med at han blev myrdet eller henrettet - og efter dets sammenbrud, blev Romerriget opslugt af en krise i det tredje århundrede, en periode med invasioner, civile stridigheder, økonomisk uorden, og pest.[12] Ved defineringen af historiske epoker er denne krise sommetider anset som overgangen fra antikken til senantikken. Aurelian, som regerede fra år 270 til 275, bragte imperiet tilbage fra afgrunden og stabiliserede det. Han blev efterfulgt af Diocletian, som afsluttede arbejdet med at genoprette imperiet.[13] Diocletians regeringstid bragte også imperiets mest koordinerede indsats mod den opfattede trussel af kristendommen. Det absolute monarki, der begyndte med Diocletian, varede indtil faldet af det østromerske rige i 1453.

I at forsøg på at stabilisere imperiet inddelte Diocletian imperiet i fire regioner; hver styret af en separat kejser (Tetrarkiet).[14] Overbevist om at han havde klaret problemerne, som plagede Rom, abdicerede han sammen med sin medregerende kejser, og snart kollapsede tetrarkiet. Orden blev til sidst genoprettet af Konstantin. Han blev den første kejser til at konvertere til kristendommen, og han etablerede Konstantinopel som den nye hovedstad i det østlige imperium. I løbet af årtierne med de konstantinske og Valentinianske dynastier var imperiet delt langs en øst-vest-akse, med dobbelte magtcentre i Konstantinopel og Rom. Regeringstiden under Julian, som forsøgte at genskabe klassisk romersk og hellenistisk religion, blev kun kortvarigt afbrudt af arven fra kristne kejsere. Theodosius I, den sidste kejser til at herske over både øst og vest, døde i 395 e.Kr. efter at kristendommen blev den officielle religion i imperiet.[15] Efter sin død i 395 gav han de to halvdele af imperiet til sine to sønner Arcadius og Honorius. Arcadius blev hersker i øst med hovedstad i Konstantinopel, og Honorius blev hersker i Vesten med hovedstad i Milan.

Romerriget begyndte at gå i opløsning i begyndelsen af 5. århundrede i takt med de germanske folkevandringer og invasioner overvældede imperiets kapacitet til at assimilere indvandrere og holde de angribende ude. Romerne havde succes i kampene mod alle deres modstandere - mest berømt hunnerkongen Attila - selvom imperiet havde assimileret så mange germanere af tvivlsom loyalitet over for Rom, at imperiet begyndte at falde fra hinanden. De fleste kronologier placerer enden på det Vestromerske rige i 476, da Romulus Augustus blev tvunget til at abdicere til den germanske krigsherre Odoaker.[16] Ved at placere sig under regering af østlige kejsere i stedet for at navngive sig selv kejser (som andre germanske høvdinge havde gjort efter at afsætte tidligere kejsere), afsluttede Odoaker det vestromerske rige ved at ende linjen af vestlige kejsere.

Imperiet i øst - i dag kendt som det Byzantinske rige, havde en anden skæbne. Det overlevede i næsten 1000 år efter faldet af sin vestlige modpart og blev det mest stabile kristne rige i middelalderen. I det 6. århundrede generobrede Justinian kortvarigt Nordafrika og Italien, men de byzantinske besiddelser i Vesten blev reduceret til det sydlige Italien og Sicilien i løbet af få år efter Justinians død.[17] I øst skyldes dette delvis fremkomsten af islam, hvis tilhængere hurtigt erobrede områder i Syrien, Armenien og Egypten i løbet af de byzantinske-arabiske krige, som hurtigt blev en direkte trussel mod Konstantinopel.[18][19] I det følgende århundrede, erobrede araberne også det sydlige Italien og Sicilien, samtidig med at byzantinerne begyndte at tabe kontrollen af deres besiddelser i Balkan.[20]

Byzantinerne formåede dog at stoppe yderligere islamisk ekspansion i deres land i løbet af det 8. århundrede, og begyndte i det 9. århundrede at generobre dele af de erobrede landområder.[21] I 1000 e.Kr. var det østlige imperium på sit højeste: Basileios II generobrede Bulgarien og Armenien og kultur og handel blomstrede.[22] Men snart efter blev udvidelsen brat stoppet i 1071 med nederlaget i Slaget ved Manzikert. Eftervirkningerne af denne vigtige kamp sendte imperiet ind i en længere periode med tilbagegang. To årtier med interne stridigheder og tyrkiske invasioner banede i sidste ende vejen for, at kejser Alexius I Comnenus sendte en anmodning om hjælp til de vesteuropæiske riger i 1095.[18]

Vesten reagerede med korstogene, som i sidste ende resulterede i belejringen af Konstantinopel under det fjerde korstog. Erobringen af Konstantinopel i 1204 fragmenterede, hvad der var tilbage af imperiet i efterfølgende stater, hvor den ultimative sejrherre var imperiet Nikæa.[23] Efter generobringen af Konstantinopel af imperiets styrker, var imperiet ikke meget mere end en græsk stat begrænset til den ægæiske kyst. Det byzantinske rige kollapsede, da Mehmed II erobrede Konstantinopel den 29. maj 1453.[24]

Geografi og demografi[redigér | redigér wikikode]

Romerriget er et af de største imperier i historien med en territorial udstrækning som strakte sig over både Europa, Nordafrika og Mellemøsten.[25] Det latinske udtryk imperium sine fine ("imperiet uden ende"[26]) brugtes til at udtrykke ideologien, at hverken tid eller rum begrænsede imperiet. i Vergils episke digt Æneiden skrives det, at det grænseløs imperium var givet til romerne af deres øverste guddom Jupiter.[27] Denne påstand om universel herredømme blev fornyet og foreviget da imperiet kom under kristen styre i det 4. århundrede.[28]

I virkeligheden var det af meste af den romerske ekspansion udført under republikken, med kun få store erobringer under kejserdømmet, såsom Claudius erobring af England i det 1. århundrede e.Kr og Trajans erobringer af Dacia og Babylon. Under regeringstiden af Augustus, blev et "global kort over den kendte verden", vist for første gang offentligt i Rom, hvilket var på samme tidspunkt som sammensætningen af det omfattende arbejder om den politiske geografi af Romerriget, blev lavet af den græske forfatter Strabo.[29] Da Augustus døde, blev der på hans gravmæles indskift (Res Gestae) nævnt hans største bedrifter, som inkluderede hans geografiske katalogisering af folk og steder i imperiet.[30] Geografi, folketællingen, og den omhyggelige opbevaring af skriftlige optegnelser var centrale bekymringer for den romerske kejserlige administration.[31]

Et segment af ruinerne af Hadrians mur i det nordlige England.

Imperiet nåede sin største udstrækning under Trajan (regerede fra 98-117),[32] hvor imperiet omfattede et areal på 5 millioner kvadratkilometer, som under nutidens grænsen ville strække sig over fyrre forskellige moderne lande.[33] Forskellige demografiske befolkningsskøn ligger på imellem 60-100 millioner indbyggere under romerrigets største udbredelse.[34] Hvilket vil betyde at romerriget inkluderede imellem en sjettedel og en fjerdedel af verdens samlede befolkning[35] og har været det største befolkningsmæssige rige under én politisk administration i Vesten, indtil midten af det 19. århundrede.[36][37] Hver af de tre største Byer i Imperiet; Rom, Alexandria, og Antioch var næsten dobbelt så store som en hver europæisk by i begyndelsen af det 17. århundrede.[38]

Trajans efterfølger, Hadrian, førte en politik om, at opretholde imperiet i stedet for at udvide det. De romerske grænser blev nu markeret og patruljeret.[39] De mest stærkt befæstede grænser var de mest ustabile.[40] Hadrians mur i nutidens Skotland og England, som er en af de mest velbevarende romerske ydergrænser, blev af romerne selv opfattet, som hvad der adskilte romerriget fra den altid tilstedeværende trussel fra barbarer.[41]

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Sproget i romerriget var latin, som Virgil fremhævede som en kilde til romersk sammenhold og tradition.[42] Indtil tidsperioden for Alexander Severus (regerede 222-235), skulle fødselsattester og testamenter af romerske borger skrives på latin.[43] Latin var sproget i domstolene i Vesten og i militæret i hele Imperiet,[44] men blev ikke pålagt officielt på folk bragt under romersk styre.[45] Denne politik står i kontrast til den af Alexander den Store, som forsøgte at pålægge græsk i hele hans imperium som det officielle sprog.[46] Som en konsekvens af Alexanders erobringer, var græsk blevet det fælles sprog i det meste af det østlige Middelhav og ind i Lilleasien.[47] Den "sproglige grænse" som opdelte romerriget imellem det latinske Vest og det græske Øst passerede igennem Balkan-halvøen.[48]

En papyrus fra det 5. århundrede viser en sideløbende latinsk-græsk tekst i en tale af Cicero.[49]

Romere som modtog en eliteuddannelse studerede græsk som et litterært sprog, og de fleste mænd af de regerende klasser kunne tale græsk.[50] Den Julio-Claudiske kejseslægt opfordrede til høje standarder for korrekt latin (Latinitas), som i dag er identificeret som klassisk latin.[51] Claudius forsøgt at begrænse brugen af græsk og tilbagekaldte lejlighedsvis statsborgerskab for dem, som ikke kunne latin, mens han selv i det romerske senat brugte sin egen tosprogethed i kommunikationen med græsktalende ambassadører.[51] Den romerske forfatter og sprogforsker Suetonius, citerede ham som et eksempel på romerrigets to sprog.[52]

I den østlige det af imperiet blev love og officielle dokumenter regelmæssigt oversat til græsk fra latin.[53] Den daglige gensidighed af de to sprog er angivet med tosprogede inskriptioner, som undertiden endda skiftede frem og tilbage imellem græsk og latin.[54] Efter alle fribårne indbyggere i imperiet blev romerske statsborgere i 212 e.Kr., ville et stort antal romerske borgere ikke kunne have forstået latin, selvom det forventedes at man erhvervede mindst en symbolsk viden om sproget. Latin forblev dog en markør for "romerhed."[55]

Diocletian forsøgte at forny latins autoritet, og det græske udtryk hē kratousa dialektos vidner om den fortsatte status af latin som "sproget af magt."[56] I begyndelsen af 6. århundrede, engagerende kejseren Justinian sig i en forsøg på at genvinde latins status som sproget af lov og offentlig embede, selvom latin på daværende tid ikke længere var et levende og talt sprog i Østen.[57]

Tosproget latin-punisk indskrift på et teatre i Leptis Magna, romerske Afrika (nuværende Libyen)

Et stort behov for tolke i enkelte romerske provinser indikerede den fortsatte brug af andre sprog end græsk og latin, især i Egypten hvor koptisk dominerede, og i militære områder langs Rhinen i de germanske provinser og langs Donau. Romerske jurister viste også en hvis bekymring for de lokale sprog såsom puniske, gallisk og aramæisk i forhold til at sikre den rette forståelse og anvendelse af love og eder.[58] I provinsen Afrika, blev punisk brugt til tekster på mønter under Tiberius (1. århundrede e.Kr.), og puniske indskrifter vises på offentlige bygninger i det 2. århundrede og nogle gange tosproget sammen med latin.[59] I Syrien brugte soldater fra Palmyra deres dialekt af aramæisk til inskriptioner, i en slående undtagelse til reglen om at latin var sproget af militæret.[60]

Vulgærlatin erstattede gradvist keltiske og italiske sprog, som var relateret via en fælles indo-europæisk oprindelse. Fællestræk i syntaks og ordforråd lettede overgangen til latin.[61] Efter decentraliseringen af den politiske magt i senantikken, udviklede latin sig lokalt til det som blev til de romanske sprog, såsom spansk, portugisisk, fransk, italiensk og rumænsk, og et stort antal mindre sprog og dialekter. I dag er denne sproggren modersmål for mere end 900 millioner mennesker på verdensplan. Som et internationalt sprog for læring og litteratur, fortsatte latin med at være et redskab indenfor diplomati i århundrede efter, og er i nutiden stadig brugt indenfor jura, medicin og den romersk-katolske kirke.[62]

Selvom græsk fortsatte som sproget i det byzantinske rige, var den sproglige fordeling i Østen mere kompleks. Et græsk-talende flertal levede på den græske halvø, ægæiske øer, det vestlige Anatolien, større byer, og nogle kystområder.[63] Ligesom græsk og latin, var det thrakiske sprog af indo-europæisk oprindelse, som var blandt flere nu uddøde sprog i Anatolien.[64] Albansk ses ofte som en efterkommer af Illyrisk,[65] selvom denne hypotese er blevet udfordret af nogle lingvister, som hævder, at det stammer fra daciansk eller thrasisk.[66] (illyrisk, daciansk, og thrasisk kan dog også have dannet en undergruppe sammen). Forskellige afroasiatiske sprog såsom koptisk i Egypten, og aramæisk i Syrien og Mesopotamien blev aldrig erstattet af græsk.[20]

Samfund[redigér | redigér wikikode]

En familiebanket afbildet på et vægmaleri fra Pompeji (1. århundrede e.Kr.)

Romerriget var bemærkelsesværdigt multikulturelt med "en temmelig forbløffende sammenhængende kapacitet" til, at skabe en følelse af fælles identitet, som omfattede forskellige folkeslag indenfor et fælles politisk system over en lang tidsperiode.[67] Den romerske vægt på at skabe offentlige monumenter og fællesarealer åben for alle såsom fora, amfiteatre, racerbaner og bade, fremmede en fælles følelse af "romerhed.[68]

Det romerske samfund havde flere overlappende sociale hierarkier, som det moderne begreb "klasse" ikke kan repræsentere nøjagtigt.[69] De to årtiers borgerkrig, hvorfra Augustus steg til enevælde, bragte det traditionelle samfund i Rom i en tilstand af forvirring og uro,[70] selvom det ikke umiddelbart påvirkede fordelingen af rigdom og social magt. Set fra de lavere klasser side, blev der bare lagt endnu et lag på toppen af den sociale pyramide.[71] Personlige relationer, venskaber (amicitia), familie og ægteskaber fortsatte med at påvirke arbejdet i politik og regeringen, som de havde i republikken.[72] Under Nero var det ikke usædvanligt at finde en tidligere slave, som var rigere end en frifødt borger, eller en equites som udøvede større magt end en senator.[73]

Denne opløsning af republikkens mere stive hierarkier ført til øget social mobilitet under imperiet,[74] både opad og nedad i et omfang, som oversteg alle andre veldokumenterede gamle samfund.[75] Kvinder og frigivne slaver havde muligheder for at få profit og udøve indflydelse på måder tidligere mindre til rådighed for dem.[76] Det sociale liv i imperiet, især for dem hvis personlige resurser var begrænsede, blev yderligere fremmet af fremvæksten af frivillige foreninger og broderskaber (kollegia og sodalitates) dannet til forskellige formål, såsom faglige og handelsmæssige laug, veteraner, religiøse grupper,[77] udøvende kunsttrupper,[78] og fælleskaber til at dække udgifter vedrørende begravelser.[79]

Barnemord er blevet registreret i det romerske imperium, og kan have været udbredt. Flere årsager til dette er mulige, foreslåede årsager inkludere en præference for drengebørn, manglende resurser til at opfostre dem og begrænset tilgang til prævention.[80]

Kvinder i romersk lov[redigér | redigér wikikode]

Fribårne romerske kvinder blev betragtet som borgere i hele republikken og imperiet, men kunne hverken stemme, holde politisk embede, eller tjene i militæret. En mors borgerstatus blev afgjort af hendes børns, som angivet ved udtrykket ex duobus civibus Romanis natos ("børn født af to romerske borgere").[81] En romersk kvinde beholdte hendes eget familienavn (nomen) for livet. Børn tog for det meste farens navn, men i den kejserlige periode tog kvinder undertiden deres mors navn som en del af deres, eller valgt selv at bruge det i stedet.[82]

Bronzestatuette fra det 1. århundrede e.Kr. af en ung kvinde som læser.

Den arkaiske form for manus (ægteskab), hvor kvinden havde været underlagt sin mands autoritet blev stort set opgivet under den kejserlige æra, og en gift kvinde beholdte ejerskabet af enhver ejendom, som hun bragte ind i ægteskabet. Teknisk forblev hun under sin fars juridiske myndighed, selvom hun flyttede ind i hendes mands hjem, men ved hendes fars død blev hun lovligt emanciperet (ligestillet).[83] Dette arrangement var en af de faktorer i graden af uafhængigheden, som romerske kvinder havde haft i forhold til de mange andre gamle kulturer og op til den moderne tid.[84] Selvom hun hørte under sin far i juridiske spørgsmål, var hun fri for hans direkte kontrol i hendes daglige liv,[85] og hendes mand havde ingen juridisk magt over hende.[86] Selvom det var et punkt af stolthed at være en "en mands kvinde" (univira), som kun havde giftet sig en gang, var der kun lidt stigmatisering knyttet til skilsmisse, eller sågar en hurtig indgåelse af nyt ægteskab efter tabet af en ægtemand igennem død eller skilsmisse.[87]

Pigerne havde lige arveret med drenge, hvis deres far døde uden at efterlade et testamente.[88] En romersk mors ret til at eje ejendom og til at disponere over det, som hun så passende, herunder fastsættelse af betingelserne for hendes egen vilje, gav hende enorm indflydelse på hendes sønner selv når de var voksne.[89]

Som en del af det loven Lex Julia, som blev vedtaget af Augustus, blev der gjort forsøg på, at genoprette den traditionelle moral og social orden, via love som regulerede adfærd af mænd og kvinder som et middel til at fremme "familieværdier". Utroskab, som havde været en privat familieanliggende under republikken, blev kriminaliseret,[90] og var bredt defineret som en ulovlig seksuel handling (stuprum), som fandt sted imellem en mandlig borger og en gift kvinde, eller imellem en gift kvinde og enhver anden end sin egen mand.[91] Fødedygtighed blev opmuntret af staten. En kvinde som havde født tre børn, fik symbolske hædersbevisninger og større juridisk frihed (ius trium liberorum).

På grund af deres juridiske status som borgere kunne kvinder eje ejendom, indgå kontrakter, og engagere sig i erhvervslivet,[92] herunder skibsfart, produktion og låne penge. Dokumenter fra forskellige dele imperiet ære kvinder, som velgørere i finansieringen af offentlige bygninger, en indikation at de kunne erhverve og afhænde betydelige formuer.[93]

Slaveri og loven[redigér | redigér wikikode]

Under Augustus tid var så mange som 35 procent af befolkningen i Italien slaver,[94] hvilket gør Romerriget til en af de imperier med den største procentvise slavebefolkning og hvor slaver spillede en større rolle i økonomien.[95] Slaveri var en kompleks institution, som blev støttet af traditionelle romerske sociale strukturer.[96] I byområder, kunne slaver være uddannede fagfolk såsom lærere, læger, kokke, og revisorer, men for det meste var slaver ufaglærte arbejdere i husholdninger, landbrug eller andet fysik arbejde. Landbrug og industri, såsom formaling af korn og minedrift, udnyttede slaver. Udenfor Italien udgjorde slaver i gennemsnit 10 til 20 procent af befolkningen, dog sparsomme i romersk Egypten, men mere koncentreret i nogle græske områder.[97] Selvom institutionen slaveri ofte er blevet betragtet som aftagende i 3. og 4. århundrede, forblev det en integreret del af romerske samfund indtil det 5. århundrede. Slaveri ophørte gradvist i det 6. og 7. århundrede sammen med nedgangen af bycentre i det vestlige romerrige, og opløsningen af den komplekse kejserlige økonomi, som havde skabt efterspørgsel efter slaver.[98]

Slave holder skrivetabletter for sin herre (relief fra en sarkofag fra 4. århundrede)

Love vedrørende slaveri var relativt komplekse.[99] Under romersk lov, blev slaver anset som ejendom og havde ingen juridiske rettigheder. De kunne blive udsat for former for afstraffelse normalt ikke udnyttet på borgere, seksuel udnyttelse, tortur og henrettelser. En slave kunne ikke som et spørgsmål om lov blive voldtaget, da voldtægt kun vedrørte folk som var fri; en slaves voldtægtsmand måtte blive retsforfulgt af ejeren af slaven, for hvorved ejeren af slaven kunne få kompensation.[100] Slaver havde ingen ret til juridisk ægteskab (conubium), men deres ægteskaber blev undertiden anerkendt, og hvis begge blev frie kunne de gifte sig.[101] Efter de romerske slavekrige i republikken, forsøgte Augustus og hans efterfølgere at mindske sandsygligheden for fremtidige oprør, ved at begrænse størrelsen af arbejdsgrupper af slaver og straffe flygtige slaver.[102]

Teknisk set kunne slaver ikke eje ejendommen,[103] men en slave, som hjalp med at drive sin ejers virksomhed kunne få adgang til en individuel konto eller fond (peculium), som slaven kunne bruge som om det var hans egen. Vilkårene i denne konto varierede afhængigt af graden af tillid og samarbejde imellem ejeren og slaven. En slave med en egnethed for erhvervslivet kunne gives betydeligt spillerum til, at generere overskud og måske få lov til at testamentere denne peculium han formåede til andre slaver af hans husstand.[104] Indenfor en husstand eller arbejdsplads, kunne et hierarki af slaver ofte findes, med ene slave som fungerede som lederen af de andre slaver.[105]

Over tid fik slaver større retsbeskyttelse, herunder retten til at indgive klager mod deres herrer. En slutseddel kan indeholde en bestemmelse om, at slaven ikke kunne anvendes til prostitution, som prostituerede i det gamle Rom ofte var slaver.[106] Den spirende handel med kasterede slaver i slutningen af 1. århundrede e.Kr. førte til lovgivning, som forbød kastration af en slave mod sin vilje "for begær eller gevinst."[107]

Romerske slaveri var ikke baseret på race.[108][109] Slaver blev trukket fra hele Europa og Middelhavsområdet, herunder Gallien, Hispania, Germanien, de Britiske øer, Balkan og Grækenland. Generelt var slaver i Italien indfødte italienere,[110] med et mindretal af udlændinge (herunder både slaver og frigivne) født uden for Italien som anslås til 5% af den samlede befolkning i hovedstaden på sit højeste, hvor deres antal var størst. Dem fra udenfor Europa var overvejende af græsk afstamning, mens de af jødiske afstamning aldrig helt assimilerede i det romerske samfund, hvorved de forblev en identificerbar minoritet. Disse slaver (især udlændinge) havde højere dødelighed og lavere fødselsrater end indfødte.[111] Den gennemsnitlige alder ved døden for slaver i byen Rom var ekstraordinært lav, med en estimeret gennemsnitlig levetid på sytten og et halvt år (17,2 for mænd, 17,9 for kvinder).[112]

I perioden med republikansk ekspansion da slaveriet var blevet udbredt, var krigsfanger en af vigtigste kilder til slaver. Rækken af etniciteter blandt slaver afspejlede til en vis grad, de hære som Rom havde besejret i krig, og erobringen af Grækenland bragte en række højt kvalificerede og uddannede slaver til Rom. Slaver blev også handlet på markeder, og nogle gange solgt af pirater. Forladte børn og nyfødte og selv-slaveri blandt de fattige var andre kilder.[113] Ordet Vernae referer derimod til "hjemmelavede" slaver født af kvindelige slaver i husstande, byerne, eller på en landejendom eller gård. Selvom de ikke havde nogen særlig retslig status, ville en ejer, som mishandlede eller undladte at passe sin vernae se samfundets misbilligelse, da de blev anset for en del af hans familie, og i nogle tilfælde kan det faktisk være børn af frie mænd i familie.[114]

Talentfulde slaver med en evne for at drive virksomhed kunne samle en tilstrækkelig stor peculium til at retfærdiggøre deres frihed, eller blive løskøbt for tjenesteydelser. Denne form for frigivelse var blevet hyppigt nok til, at en lov i 2 f.Kr (Lex Fufia Caninia) begrænsede antallet af slaver en ejer fik lov til at sætte fri i sit testamente.[115]

Ulige retfærdighed[redigér | redigér wikikode]

Dømt mand angrebet af en leopard i arenaen (3. århundrede mosaik fra Tunesien)

I takt med at det republikanske princip om borgernes lighed for loven falmede, førte de symbolske og sociale privilegier overklassen havde til en uformel deling af det romerske samfund i dem, som havde erhvervet større hædersbevisninger (honestiores), og dem, der var mere ydmyge folk (humiliores). Generelt var honestiores medlemmerne af de øverste klasser i samfundet, sammen med visse militære officerer.[116] Tildelingen af universel statsborgerskab i 212 ser ud til at have øget konkurrence blandt de øverste klasser til at få deres overlegenhed over andre borgere bekræftede, især indenfor retssystemet.[117] Strafudmåling afhang af dommen af den præsiderende embedsmand sammen med den relative "værd" (Dignitas) af sagsøgte: en honestior kunne betale en bøde, når dømt for en forbrydelse, for hvilken en humilior måtte modtage en piskning.[118]

Henrettelse som havde været en sjælden juridisk straf for frie mænd under republikken,[119] kunne være hurtig og relativt smertefri for den kejserlige borger som var betragtet som værende "mere ærefulde", mens dem der ansås som værende ringere rangeret kunne lide under tortur. Forlængelse af døden var tidligere forbeholdt slaver, via redskaber såsom korsfæstelsen eller kamp mod dyr (damnatio ad bestias) som en forestilling i arenaen.[120] I det tidlige imperium, kunne de der konverterede til kristendommen mister deres status som honestiores, især hvis de afviste at opfylde de religiøse aspekter af deres samfundsmæssige ansvar, og blev dermed underlagt straffe, som skabte betingelserne for martyrdom.[121]

Beklædning[redigér | redigér wikikode]

Claudius iført en tidlig imperiel toga.

I et status-bevidste samfund ligesom romernes, gav tøj og personlig pynt et visuelt fingerpeg om etikette af bæreren.[122] At bære det korrekte tøj skulle afspejle et samfund i god orden.[123] Togaen var den særprægede nationale beklædningsgenstand af den romerske mandlige borger, men de var tunge og upraktiske, og var derfor primært kun båret når man skulle gennemføre politiske, forretningsmæssige- og religiøse ritualer, og ved en retssag.[124] I modsætning til den populære opfattelse var hverdagens tøj, som romerne havde på oftest mørkt eller farverigt, og de mest almindelige mandlige påklædninger set dagligt ville have været en tunika, et slag eller bukser i provinserne oppe nordpå.[125] Dokumenteringen af hvordan romerne klædte sig i hverdagen, kompliceres af en manglen på direkte beviser, da portrætter oftest viste personen i tøj med symbolsk værdi, og overlevende tekstiler fra perioden er sjældne.[126]

Kvinder fra vægmaleri fundet i Pompeji.

Den grundlæggende beklædningsgenstand for alle romere var en tunika, uanset køn eller formue. Længden varierede efter bæreren: en mands nåede midten af læggen, mens en soldats var noget kortere; en kvindes faldt til hendes fødder, og for et barn til knæene.[127] Tunikaer af fattige mennesker og arbejdende slaver blev lavet af grov uld i naturlige, matte nuancer, hvor længden blev bestemt af den type arbejde som de udførte. Finere tunikaer var lavet af letvægtsuld eller linned. En mand der hørte til senatet bar en tunika med to lilla striber (clavi) vævet lodret ind i stoffet: jo bredere stribe, jo højere var bærerens status.[127] Andre beklædningsgenstande kunne være beklædt over tunikaen.

Den imperielle toga var et halvcirkelformet stykke hvidt uld, som ikke kunne sættes på og draperet korrekt uden hjælp.[128] I sit arbejde om talekunst, beskrev Quintilian i detaljer, hvordan den offentlige taler burde arrangere hans gestus i forhold til hans toga.[129] I kunstværker er togaen vist med den lange ende imellem fødderne, en dyb buet fold foran, og en kugleformet flap på midtstykket.[130] I det 2. århundrede, var kejsere og mænd af status ofte portrætteret iført en pallium, en oprindelig græsk kappe (himation) foldet tæt omkring kroppen. Kvinder er også portrætteret iført en pallium. I løbet af 4. århundrede, havde togaen blevet mere eller mindre erstattet af palliummen som en beklædningsgenstand, som indikerede et givent socialt tilhørsforhold.[131] Romersk tøjs stilarter ændrede sig med tiden, men ikke så hurtigt som mode i dag.[132]

Offentlig underholdning, amfiteatre og stridsvognsløb[redigér | redigér wikikode]

Vægmaleri som forestiller sportsoptøjer i et amfiteater i Pompeji, som førte til forbud mod gladiatorkampe i byen.[133]

Den største area i Rom var Circus Maximus, hvor der blev afholdt stridsvognsløb, dyrekampe (venationes), atletiske konkurrencer, gladiatorkampe og historiske rekonstruktioner. Fra tidligste tider, havde flere religiøse festivaler indeholdt forskellige rituelle spil (Ludi), dog primært heste og stridsvognsløb (Ludi circenses).[134] Romerne troede selv at gladiatorkampe havde oprindelse i begravelsespil og ofringer, hvor udvalgte tilfangetagne krigere blev tvunget til at kæmpe for at sone dødsfald af ædle romerne. Selv om deres underholdningsværdi havde tendens til at overskygge deres rituelle betydning, forblev løbene en del af arkaiske religiøse ceremonier, som vedrørte landbrug, initiation, og cyklussen af fødsel og død.[135] Under Augustus blev offentlige underholdning afholdt 77 dage om året; under regeringstiden af Marcus Aurelius, havde det antal dage udvidet til 135.[136] Hver enkelt forstilling var oftest indledt med en omfattende parade (Pompa circensis), som endte på spillestedet.[137] Konkurrencer blev afholdt også i mindre spillesteder såsom amfiteater, som blev den karakteristiske romerske forestillingssted for underholdning. Atletik i græsk stil inkluderede løb, boksning, brydning, og pancratium.[138] Søslag (Naumachia) blev enkelte gange gennemført i konstruerede bassiner.[139] Statsstøttede teaterarrangementer (Ludi scaenici) fandt sted i stenteatre, eller i mindre lukkede teater kaldet et odeum.[140]

En sejrherre i et stridsvognsløb i hans Quadriga.

Cirkusser blev den største struktur regelmæssigt bygget i den romerske verden,[141] selvom grækerne havde deres egne arkitektoniske traditioner for tilsvarende hippodromer. Det Flaviske amfiteater, bedre kendt som Colosseum, blev den regelmæssige arena for blodsport i Rom efter det åbnede i 80 e.Kr..[142][143] Circus Maximus havde siddepladser til omkring 150.000 tilskuere, og Colosseum havde omkring 50.000 siddepladser med plads til omkring 10.000 mere stående.[144] Mange romerske amfiteatre, cirkusser og teatre bygget i byerne uden for Italien er synlige som ruiner i dag.[145] Den lokalt herskende elite var ansvarlige for, at sponsorere forestillingerne og begivenhederne i arenaerne, som begge forbedrede deres status og drænede deres resurser.[146] En persons respektive siddeplads i amfiteatre repræsenterede rangorden i det romerske samfund: kejseren præsiderede i sin overdådige boks aller tættest på; senatorer så fra fordelagtige pladser reserveret til dem; kvinder sad på pladserne længst væk fra forestillingen; slaver fik til aller sidst de værste steder.[147] Publikum kunne anmode om et specifikt resultat via råben, men kejseren havde det sidste ord. Forestillingerne kunne hurtigt blive et sted for sociale og politiske konflikter, og kejsere måtte sommetider bruge magt til at afslutte uro blandt publikum, mest notorisk ved optøjerne i Nika i år 532, hvor tropper under Justinian I slagtede tusinder.[148]

Mosaik fra en spisestue fra nutidens Libyen, som viser en række arenascener. Fra toppen nedad; musikere spiller en romersk tuba, et vandrørs-orgel og to horn; seks par af gladiatorer med to dommere; fire krigere som kæmper mod dyr; og tre fanger dømt til dyrene.[149]

Indenfor stridsvognsløb, var stridsvognens hold var kendt efter de farver de bar, hvor blå og grøn var de mest populære. Loyaliteten fra deres fans var hård, hvilket til tider førte til sportsoptøjer.[150] Stridsvognløbene var farlige, men ryttere var blandt de mest berømte og bedst kompenserede atleter.[151] Én stjerne i sporten var Diocles, fra Lusitania (nuværende Portugal), der kørte i stridsvognsløb i 24 år og i sin karriere indtjente 35 millioner sestertier.[152] Hestene havde også fans, og blev fejret i kunst og inskriptioner.[153] Udformningen af romerske cirkusser blev bygget med stor overvejelser for at sikre, at ingen hold havde en unfair fordel og for at minimere kollisioner.[154] Kollisioner var dog hyppige under stridsvognløbene og underholdene for publikum.[155][156] Stridsvognsløb fortsatte ind i den byzantinske periode under kejserlig finansiering, men nedgangen af større bycentre i det 6. og 7. århundrede førte til dens endelige død.[157]

Gennem hele sin 40-årige regeringstid, præsenterede Augustus otte gladiatorforestillinger, hvor i alt 10.000 mænd kæmpede, samt 26 iscenesatte dyrekampe, som resulterede i døden af 3.500 dyr.[158] For at markere åbningen af Colosseummet, præsenterede kejser Titus 100 dage med begivenheder i arenaen, med 3.000 gladiatorer kæmpende sammen på en enkelt dag.[159] Den romerske fascination med gladiatorer kan ses i, hvor bredt de er afbilledet på mosaikker, vægmalerier, lamper, og selv graffititegninger.[160]

Gladiatorer var uddannede krigere, som tidligere kunne have været slaver, fangere, eller frivillige.[161] Døden var ikke en nødvendig eller endda ønskelig resultat i kampe imellem disse højtuddannede krigere, hvis uddannelse repræsenterede en kostbar og tidskrævende investeringer.[162] Derimod var noxii fangere dømt til arenaen med ringe eller ingen uddannelse, ofte ubevæbnet, og med ingen forventning om overlevelse. Fysisk lidelse og ydmygelse blev anset for at være en hensigtsmæssig retfærdighed for de forbrydelser, som de havde begået.[163] Disse henrettelser blev undertiden iscenesat eller ritualiseret som rekonstruktion af myter, og amfiteatre var udstyret med omfattende mængde af maskiner til at skabe specielle effekter og importerede vilde dyr.[164]

Efterfølgende generationer af lærde, historikere og filosoffer har fundet det romerske samfunds forhold til "forstillinger om liv og død" til at være en af de mere vanskelige aspekter af deres civilisation til at forstå og forklare.[165] Plinius den yngre rationaliserede gladiatorkampe som værende godt for folket, som en måde til "at inspirere dem til at stå over for ærefulde sår og foragte døden, ved at udstille kærligheden for æren og ønsket om sejr, selv i ligene af slaver og forbrydere".[166] Nogle romere såsom Seneca den yngre var kritiske over for de brutale forestiller, men fandt dyd i mod og værdighed i den besejrede kæmper snarere end i vinderen.[167] Dette synspunkt, kom senere til udtryk med kristne martyrer i arenaen, som blandt datidens kristne blev betragtet som en ærefuld død for sin religion.[168] Den romerske forfatter, Tertullian betragtede døden i arenaen til ikke at være mere end en forklædt form for menneskeofringer.[169] Nogle af de tidligste navne for stilarter indenfor gladiatorkampe havde etniske betegnelser såsom "thrakiske" eller "galliske".[170]

Politik[redigér | redigér wikikode]

Styreformen i kejserriget var et diktatur styret af kejseren. Begyndelsen af kejserperioden kendes som principatet, en styreform, der voksede ud af senrepublikken. Provinserne og byerne var stort set uafhængige under principatet, og kejserriget var generelt decentraliseret. I den næste periode, anarkiet og krisen i det tredje århundrede e.Kr., begyndte kejseren at tilegne sig større magt, og byerne begyndte at miste deres uafhængighed på grund af fraflytning til landet.

Den første kejser, Augustus, kaldte sig i senatet princeps og primus inter pares, først blandt ligemænd. Det lod til, at republikken forsat fungerede, men reelt lå al magt hos den romerske hær, som kejseren havde absolut kontrol over. Princepstitlen var for Augustus en måde til at vinde gunst fra senatet og skulle forhindre ham i at lide samme skæbne som hans grandonkel, Julius Cæsar. Romerrigets sikkerhed lå i hænderne på legionerne, og det var her, Augustus' magtbase lå. Hæren var en kostbar institution, som statens forvaltning skulle sikre ved at beskatte befolkningen. De mest succesrige kejsere var de, som klarede at opretholde loyaliteten og disciplinen hos legionærerne. De dårligere kejsere måtte bestikke hæren for at opretholde magten, men det viste sig ofte at være en ringe garanti.

Enden på principatet blev ganske enkelt enden på republikken: Kejserens generaler opnåede personlige bånd til og loyalitet fra tropperne, hvilket udnyttedes af de mest ambitiøse. Styreformen forandrede sig til dominatet. Den nye styreform voksede ud af krisen i det tredje århundrede, og specielt borgerkrigene bærer vidnesbyrd om krisen. Kejserne i denne periode var oftest generaler, som kom til magten ved hjælp af krig og kup.

I teorien måtte senatet vælge den nye kejser, men i praksis blev arvefølgen dynastisk: De mandlige arvinger blev valgt til kejsere. Det Nervan-antoninske dynasti var en undtagelse, da arvingerne ikke var biologiske, men adopterede sønner. Det kunne skyldes, at der var mangel på mandlige arvinger, men det kan også være, at kejserne valgte arvinger, som de mente ville yde en bedre indsats for Romerriget. Resultatet var de fem store kejseres og Romerrigets storhedstid. Denne stabile periode endte, da Marcus Aurelius valgte sin søn Commodus som arving. Hans regeringstid endte med borgerkrig. Under borgerkrige var det den stærkeste, som ville have kontrollen, og ofte var der flere kejsere, som gjorde krav på deres plads på tronen. Dynastierne i Romerriget endte til stadighed i interne stridigheder, og mægtige generaler kæmpede om magten.

Administration[redigér | redigér wikikode]

Statens styring forandrede sig med kejserriget. I starten blev meget af arbejdet udført af de samme magistrater som i republikken. Men som tiden gik, blev ansvaret lagt over til frigivne slaver, specielt under kejser Claudius. Statsmagten blev støt og roligt centraliseret gennem Romerrigets historie. I republikken styrede byerne og provinserne sig selv. Et af hovedtrækkene i Pax Romana, Romerfreden, var, at de fleste byer i Romerriget sjældent fik besøg af hæren. I kejsertiden begyndte befolkningerne at flytte fra byerne til landet. Dette og den stadigt stærkere og mere centraliserede kejsermagt førte til, at byerne mistede deres selvstyre. Udflytningen fra byerne havde mange årsager; hovedårsagen var den øgede lovløshed, som hjemsøgte kejserriget i krisetiden. Byerne blev et let bytte for både barbarernes invasioner og terroren fra hæren, som skulle beskytte dem. Mange byer blev forladt. Kun kejseren og hans hær kunne opretholde stabilitet. Det øgede behov for militær krævede endnu højere skatter, som igen krævede en stærk, velfungerende stat.

Oprør og deres politiske konsekvenser[redigér | redigér wikikode]

Romerriget under Hadrian

I fredstid var det relativt let at styre riget fra Rom. Et oprør var forventet og opstod ganske regelmæssigt gennem historien: En general eller en guvernør fik loyalitet fra sine undersåtter gennem karisma, love og bestikkelse. Legionerne var spredt rundt om i riget. Derfor havde oprørslederen normalt én eller to legioner under sig. Der blev tilkaldt lokale legioner, og oprørene blev knust. Hvis ikke kejseren var svag, inkompetent eller hadet, ville disse oprør forblive lokale og isolerede hændelser.

I krigstid kunne en general have flere legioner under sig. Af den grund var det almindeligt, at kejseren af sikkerhedsmæssige årsager holdt nogle af generalens familiemedlemmer som gidsler for at undgå, at generalen skulle rejse en oprørsk hær. Under det jødiske oprør, der begyndte i år 66, holdt kejser Nero Vespasians søn Domitian og hans svigersøn Quintus Petillius Cerialis som gidsler for at sikre Vespasians loyalitet. Ironisk nok endte Neros regeringstid med et oprør fra prætorianergarden, som var blevet bestukket af general Galba.

Prætorianergarden var et vigtigt magtmiddel i kejsertiden. Dens loyalitet blev ofte købt, og garden blev stadigt mere grådig. Legionerne ved grænserne fulgte livgardens eksempel og blev vigtige aktører i borgerkrigene. Det var en farlig udvikling, som svækkede hele den romerske armé.

Hovedfjenderne i vest var de barbariske stammer hinsides Rhinen og Donau. Octavian havde prøvet, at besejre disse stammer, men led et fatalt nederlag i Teutoburgerskoven i år 9. De germanske stammer udgjorde en stor trussel, men de var for splittede, fordi interne magtkampe tog det meste af deres tid. I øst var hovedfjenden Partherriget, der prøvede flere forgæves invasioner af Romerriget.

Under borgerkrigene udnyttede Roms fjender muligheden til at invadere de romerske provinser. De to fronter øst og vest blev politisk vigtige på grund af legionerne, som var stationeret der. Lokale ledere startede oprør, der kulminerede i større krige. Romerriget havde få problemer med at kontrollere den vestlige grænse. Presset fra begge fronter skabte problemer. Hvis kejseren befandt sig i øst, blev det muligt for en general at gøre oprør i vest, og omvendt. Kejseren måtte befinde sig i nærheden af tropperne for at have den størst mulige kontrol, og med rigets enorme størrelse var det umuligt for en kejser at befinde sig nær to fronter samtidig. Det var et stort problem for mange kejsere og en kilde til mange kriser i løbet af kejsertiden.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

En romersk guldmønt.

Republikkens erobringer frem til Augustus' regeringstid havde skabt et stort indre marked, der omfattede hele Middelhavsområdet, Vesteuropa og rigets grænseområder. De økonomiske forhold, særligt de som omhandlede landbruget, varierede meget mellem de varme, tørre områder i Nordafrika og Arabien, og de mere frugtbare og fugtige provinser – Britannien, Gallien og Balkan. Middelhavet og de store floder Rhinen, Rhône og Donau fungerede som handelsruter. Romerne anlagde også et vidtstrakt og velbygget vejnet, som tjente såvel militære som civile formål. Vejnettet strakte sig endda over høje bjerge som Pyrenæerne og Alperne og bidrog til effektiviseringen af handel over længere afstande.

Hovedhjørnestenen i den romerske økonomi var alle de byer, som var centrum for al industriel produktion, handel og forbrug. Selvom al handel og produktion foregik i byerne, var det landbefolkningen, som var størst, og landbruget var den dominerende sektor i økonomien. De største centre i Romerriget var selve Rom, Alexandria, Antiokia, Karthago, Efesos og i senantikken Konstantinopel, alle med et indbyggertal mellem 100 000 og 1 million. Frem til det tredje århundrede e.v.t. var de politisk-økonomiske forhold gunstige. Riget var ét valutaområde. Frem til krisen i det tredje århundrede var der, bortset fra grænsekonflikter og lokale oprør, næsten universel fred i riget, også kaldt for Pax Romana. De store hærstyrker, der var stationeret langs grænserne, var med til at skabe et stabilt og trygt miljø for produktionen i provinserne. Mod slutningen af det andet århundrede øgedes presset mod grænserne. Med dette pres kom et behov for flere soldater i legionerne. Dette fik meget at sige for rigets økonomi, da kejserne blev nødt til at øge skatterne proportionalt for at følge udviklingen med rekrutteringen. Efter år 235 var den økonomiske krise, kombineret med den militære, i færd med at føre Romerriget mod randen af sammenbrud. Under det severiske dynasti begyndte skattepresset at stige. Manglen på arbejdskraft, der fulgte af krigene og alle pestudbruddene, bidrog også til nedgang og krise. Hvor alvorlige disse tilstande var, er vanskeligt at sige, da der foreligger få pålidelige kilder fra denne periode.

Provinserne ved Rhinen blev hårdest ramt af krisen i det tredje århundrede. De blev ofre for germanske invasioner og et voksende gallisk rige. Andre regioner som Egypten og Britannien blev ramt i mindre grad. Mod slutningen af det tredje århundrede oplevede Romerriget en høj inflation, da den menige befolkning i større grad mistede tilliden til det allerede vaklende og devaluerede pengesystem. Priserne steg voldsomt i store dele af riget.

Transport, handel og kommunikation[redigér | redigér wikikode]

Gallo-romersk relief som forestiller en flodbåd. som transporterer vintønder, en opfindelse af gallerne, som trådte i udbredt brug i løbet af det 2. århundrede; ovenfor er vin opbevaret i traditionelle amforaer, nogle dækket i flet.[171]

Romerrigets provinser omkransede hele Middelhavet, som de kaldte mare nostrum "vores hav".[172] Romerske sejlskibe navigerede Middelhavet, samt alle de store sejlbare floder i imperiet, herunder Guadalquivir, Ebro, Rhône, Rhinen, Tiber og Nilen.[173] Transport ad vandvejen var foretrukket hvor det var muligt, da transport af store mængden af råvarer over land var vanskeligere.[174] Det store antal af køretøjer, hjul, og skibe indikerer eksistensen af et stort antal af kvalificerede håndværkere indenfor romerrigets grænser.[175] Selvom kommunikationsmidler og transport var begrænset i antikken, voksede transporten i 1. og 2. århundrede kraftigt, og handelsruter skabte forbindelser imellem forskellige provinsers økonomier.[176]

Landtransport udnyttede det avancerede system af romerske veje. Finansieringen af statens post og transportservice cursus publicus, som blev oprettet af Augustus, blev gjort igennem naturalier som omfattede levering af personale, dyr eller køretøjer.[177] En Mansio (flertal Mansiones) var en privat-eget station, som lå ved siden af de romerske veje. Personalet på en sådan facilitet inkluderede smede, karetmagere og kurerer. Afstanden imellem Mansiones blev bestemt ved, hvor langt en vogn kunne rejse på en dag.[178] Muldyr var oftest brugt til at trække vognende.[179] Som et eksempel på tempoet i kommunikationen, tog det en budbringer mindst ni dage at rejse til Rom fra Mainz i provinsen Germania Superior, selv på en hastesag.[180] Ud over Mansiones tilbudte nogle værtshuse indkvartering samt mad og drikke; én indskrifting fra et ophold nævner betalinger for vin, brød, foder til et muldyr og tjenester af en prostitueret.[181]

Romerske provinser handlede også indbyrdes med hinanden. Den vigtigste råvare var korn.[182] Handel udvidet uden for grænserne var dog så langt væk som til Kina og Indien.[183] Handel med Kina var hovedsageligt gennemført over land igennem Silkevejen; Handel med Indien forekom dog også ad søvejen fra de egyptiske havne ved Det Røde Hav. Handelsvarende inkluderede blandt andet olivenolie, diverse fødevarer, slaver, malm og fremstillet metalgenstande, fibre og tekstiler, tømmer, keramik, glas, marmor, papyrus, krydderier, elfenben, perler og ædelstene.[184]

Selvom de fleste provinser var stand til selv at producere vin, var regionale druesorter ønsket og vin var et centralt element i samhandelen.[185] De store leverandører til byen Rom var vestkysten af Italien, det sydlige Gallien, regionen Tarraconensis i Spanien, og Kreta. Alexandria, den næststørste by i romerriget, importerede vin fra Laodikea (det moderne Latakia) i Syrien, de frugtbare dele af Anatolien og Ægæiske øer.[186] På lokalt niveau, solgte taverner eller specielle vinbutikker (Vinaria) vin, med prisklasser som afspejlede kvaliteten.[187]

Beskæftigelse[redigér | redigér wikikode]

Arbejdere ved en butik som forarbejdede tøj, i et maleri af Veranius Hypsaeus i Pompeji.

Inskriptioner nævner 268 forskellige erhverv i byen Rom, og 85 i Pompeji.[188] Faglige sammenslutninger eller handelslaug (kollegia) er attesteret for en bred vifte af erhverv, herunder fiskere (piscatores), saltkøbmænd (salinatores), handlere af olivenolie (olivarii), kunstnere (scaenici), kvæghandlere (pecuarii), guldsmede (aurifices), kuske (asinarii eller muliones) og stenhuggere (lapidarii).[189][190]

Arbejde udført af slaver faldte i fem overordnede kategorier: husholdningjob; kejserlig eller offentlig tjeneste; bymæssige håndværk og tjenesteydelser; landbrug; og minedrift.[191] Straffefanger udførte meget af arbejdskraften i miner eller stenbrud, hvor forholdene var notorisk brutale.[192] Reelt set var der ikke den store forskel i arbejdet som slaver og frie arbejdere udførte,[193] og de fleste arbejdere var analfabeter og uden særlige kvalifikationer.[194] Det største beskæftigelse for almindelige arbejdere var beskæftigelse i landbruget. I det italienske system af industriel landbrug (latifundia), var meste arbejde formeligt gjort af slaver, men i resten af riget var slaver som arbejdskraft på gårde sandsynligvis mindre vigtigt end andre former for arbejdskraft af folk, som ikke teknisk set var slaver.[193]

Tekstil og klædeproduktionen var en vigtig kilde til beskæftigelse. Både tekstiler og færdige beklædningsgenstande blev handlet blandt befolkningerne i imperiet.[195] Bedre klæder, som var klar til at tage på, blev eksporteret af forretningsfolk (negotiatores eller mercatores), som ofte var velhavende beboerne i byer med produktionscentre.[196] I Egypten kunne tekstilproducenter køre velstående små virksomheder, som beskæftigede lærlinge og slaver.[197] Arbejdstagere indenfor farvning af tøj (coloratores) havde deres egne laug.[198] Centonarii var laugarbejdere, som havde specialiseret sig i produktionen af tekstil og genbrug af gamle tøj til at lave nye klæder.[199]

Religion[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Romersk religion
En romersk præst, hans hoved er rituelt dækket med en fold af hans toga, som fremviser en patera i en gestus til drikoffer (2.-3 århundrede)

Religion i det romerske imperium omfattede praksisser og overbevisninger som romerne betragtede som deres egne, såvel som de mange kulture importeret til Rom eller praktiseret af folk i enkelte provinsen. Romerne så sig selv som værende meget religiøse, og henførte tildel deres succes som verdensmagt til deres kollektive fromhed (pietas) via at opretholde gode forbindelser med guderne (pax deorum). Den arkaiske religion menes at have været overleveret fra de tidligste konger af Rom, som var grundlaget for mos maiorum, "vejen for forfædrene" eller "tradition", set som centrale for romersk identitet. Der var ingen princippel "adskillelse af kirke og stat". Præstedømmet af statsreligionen blev fyldt af den samme sociale pulje af mænd, som holdt offentlige embeder, og i den kejserlige æra blev en øverstepræst Pontifex Maximus kejser.

Romerske religion var praktisk og kontraktmæssigt baseret på princippet om ut des, "Jeg giver hvad du måske kan give." Religion var afhængelig af viden og den korrekte praksis af bøn, ritualer og ofring, og ikke på tro eller dogmer, selvom latinsk litteratur indeholder spekulationer om karakteren af det guddommelige og dens relation til menneskelige anliggender. For almindelige romere, var religion en del af dagligdagen.[200] Hvert hjem havde et skrin i husstanden, hvor bønner og libation til familiens lokale guddomme blev tilbudt. Den romerske kalender var struktureret omkring religion. I den kejserlige æra blev så mange som 135 dage om året helliget religiøse festivaler og spil (Ludi).[201] Kvinder, slaver og børn deltog alle i en række religiøse aktiviteter.

I kølvandet på republikkens sammenbrud var statsreligionen tilpasset til at støtte den nye regering af kejsere. Augustus som den første romerske kejser, retfærdiggjorde omskiftet til enmands-regering med et stort program af religiøs vækkelse og reform. Offentlige løfter tidligere lavet for sikkerheden i republikken var nu rettet mod velbefindendet af kejseren. Tilbedelse af kejseren blev udvidet i stor stil den traditionelle romerske tradition Genius (guddommeliggjort personifikation af forfædre). Ved død kunne en kejser blive givet guddommelighed (Divus) ved afstemning i Senatet. En Imperial kult, påvirket af hellenisme, blev en af de store måder Rom markerede sin tilstedeværelse i provinserne og blev set som et redskab til give en fælles kulturel identitet og skabe loyalitet i hele riget. Udbredelse af denne imperielle kult strækte sig så langt som Najran i det nuværende Saudi-Arabien.[202] Afvisning af statsreligionen blev ensbetydende med forræderi mod kejseren. Dette var baggrunden for Roms konflikt med kristendommen, som romerne skiftevis betragtede som en form for ateisme.

Statuer som afbilledere romerske og galliske guder, som blev anvendt i et romersk hjems temple.

Romerne er kendt for det store antal af guder, en kapacitet som modtog hån fra tidlige kristne polemikere.[203] Da romerne begyndte, at udvidede deres dominans i hele Middelhavsområdet, var deres politik generelt, at absorbere de guder og kulter af andre folkeslag i stedet for at forsøge at udrydde dem.[204] En måde at Rom fremmede stabilitet blandt forskellige folkeslag var ved at støtte deres religiøse arv, bygge templer til lokale guddomme, der indrammede deres teologi i hierarkiet af romerske religion. Skrifter fra hele imperiet nævner tilbedelsen af lokale og romerske guder side-om-side.[205] Ved toppen af imperiets magt blev adskillige kulter af pseudo-udenlandske guder (romerske genopfindelse af lokale guder) dyrket i Rom og i provinserne, blandt dem i kulturelle centre omkring Kybele, Isis, Epona og af solguder såsom Mithras og Sol Invictus, fandtes så langt mod nord som Romersk Britannien. Fordi romerne aldrig var blevet forpligtet til at dyrke en gud eller kun én kult, var religiøs tolerance ikke et problem i den forstand, som det ville være for konkurrerende monoteistiske systemer.[206] Mysteriereligioner, som tilbudte medlemmer frelse i efterlivet, var et spørgsmål om personligt valg for den enkelte, praktiseret ud over at udøve ens families ritualer og deltage i den offentlige religion. Disse inkluderede eder og hemmeligholdelse, som konservative romere så med mistro som karakteristisk for "magi" og sammensværgelser (coniuratio). Til tider blev der gennemført brutale forsøg for at undertrykke religioner, der syntes at true traditionel moral og sammenhold. I Gallien blev druidernes magt kontrolleret ved først, at forbyde romerske borgere at tilhøre trosretningen, og derefter ved at forbyde druidisme helt. Samtidig blev keltiske traditioner dog nyfortolket (interpretatio romana) indenfor rammerne af imperiets teologi, og en ny Gallo-romersk religion opstod, med hovedstad i helligdommen af ​​de tre gallien i Lugdunum (nuværende Lyon, Frankrig). Helligdommen etablerede præcedens som en form for identitetstræk for den romerske provins.[207]

Relief fra Arco di Tito i Rom afbillede byttet fra templet i Jerusalem, som transporteres væk i romersk triumf.

Den monoteistiske stuktur af jødedommen ledte flere gange til vanskeligheder for romersk politik, som til tider måtte gå på kompromis og give særlige undtagelser. Tertullian påpegede at den jødiske religion, til forskel fra de kristne, blev betragtet som en religio licita "legitim religion." Krige imellem romerne og jøderne opstod, når konflikter, politisk såvel som religiøs, blev uløselige. Da Caligula ville placere en gylden statue af ham selv guddommeliggjort i templet i Jerusalem, blev den potentielle helligbrøde og sandsynligvise krig kun forhindret af hans død.[208] Belejringen af Jerusalem i 70 e.Kr. førte til nedbrænding af templet og spredningen af jødisk politisk magt (se jødiske diaspora).

Denne begravelsesstele fra det 3. århundrede er blandt de tidligste kristne inskriptioner, skrevet på både græsk og latin: forkortelsen D.M. foroven refererer til Di Manes, de traditionelle døde romeres ånder ledsaget af kristen fiske-symbolik

Kristendommen opstod i Iudaea som en jødisk religiøs sekt i det 1. århundrede e. Kr.. Religionen spredte sig efterhånden videre ud af Jerusalem, i første omgang ved at sekten spredte sig til i Antiokia, så Alexandria, og over tid i hele imperiet samt udenfor. Forfølgelser autoriseret af romerriget var begrænsede og sporadiske, mens martyrdød oftest forekom under ledelse af lokale embedsmænd.[209]

Den første forfølgelse fra en kejser opstod under Nero, og var begrænset til byen Rom. Tacitus beretter, at efter den store brand i Rom i år 64, holdt dele af befolkningen Nero ansvarlig og at kejseren forsøgte at aflede skylden på de kristne.[210] Efter kejser Nero skete en stor forfølgelse under kejser Domitian.[211][212] og en forfølgelse i 177 e.Kr. fandt sted i Lugdunum, den gallo-romerske religiøse hovedstad. Et overlevende brev fra Plinius den Yngre, guvernør i Bythinia til kejser Trajan, beskriver forfølgelse og henrettelse af kristne.[213] Den Decianske forfølgelse fra 246-251 e.Kr. var en alvorlig trussel mod kristendommen, men som i sidste ende styrkede den kristne trodsighed.[214] Diocletian startede den mest alvorlige forfølgelse af kristne, som varede fra 303-311 e.Kr..

I begyndelsen af 4. århundrede, blev Konstantin I den første kejser til at konvertere til kristendommen. Under resten af det 4. århundrede blev kristendommen den dominerende religion i imperiet. Kejser Julian lavede et kortvarigt forsøg på at genoplive traditionel hellinestisk religion, men i 380 under Theodosius I blev kristendommen den officielle statsreligion i det romerske imperium, med forbud mod af alle andre. Fra det 2. århundrede og fremefter, var kirkefædrene begyndt at fordømme de forskellige religioner praktiseret i hele Imperiet kollektivt som "hedensk."[215] Ønsker om religiøs tolerance fra traditionalister som senatoren Symmachus (d. 402) blev afvist, og kristen monoteisme blev et element i imperiets dominans. Kristne kættere samt ikke-kristne var underlagt udelukkelse fra det offentlige liv eller blev forfuldt, men Roms oprindelige religiøse hierarki og mange aspekter af dens ritualer påvirkede kristne traditioner,[216] og megen præ-kristne tro og praksis, overlevede i kristne festivaler og lokale traditioner.

Navne og titler[redigér | redigér wikikode]

Det er vanskeligt at oversætte klassisk latin, da ordenes betydning forandrer sig med tiden. Navnet Cæsar var i sin oprindelige form et familienavn. Octavian (den senere kejser Augustus) arvede sit navn fra sin adoptivfar, Julius Cæsar. Det skete for at sikre hans personlige anseelse. Skikken forsatte med Octavians arvtagere, og navnet Cæsar ændrede sig til at være en titel, svarende til nutidens kejser. Dermed blev Octavian i antikken også kendt som Romerrigets første kejser og anerkendt som den "anden Cæsar". Senere er titlen ændret til Kaisertysk og Tsarrussisk og andre slaviske sprog. Navnet Augustus var en titel, Senatet tildelte Octavian; siden har denne titel været brugt som personnavn på ham, og det var i antikken ikke et navn, som blev brugt. Titlen blev antaget af senere kejsere. Senere blev det normalt, at kejseren kaldtes Augustus, mens tronfølgeren fik titlen Cæsar. Imperator var oprindeligt en titel, der blev givet til sejrende militære kommandanter. Også denne titel tog kejserne til sig. I forskellige europæiske sprog er den oprindelige form imperator fortsat som eksempelvis albansk mbret (konge), rumænsk împarat og engelsk Emperor, sidstnævnte dog præget af normannerfransk. Imperium betød 'magt' i Antikkens Rom og blev brugt under Republikken uden nogen kejserlig betydning; senere blev ordet til en generel betegnelse for et vidtstrakt storrige som det romerske.

Militær[redigér | redigér wikikode]

Romerriget under Hadrian (regerede 117-138), som viser placeringen af de romerske legioners placering i år 125 e.Kr.

Soldaterne af den kejserlige romerske hær var fagfolk, som frivilligt i 20 år havde aktiv tjeneste og fem år som reserver. Overgangen til en professionel militær var begyndt i slutningen af republikken, og var en af de mange dybe skift væk fra republikanismen, hvor man i stedet havde en hær af værnepligtige som udøvede deres ansvar som borgere ved, at forsvare hjemlandet i et felttog mod en specifik trussel. For det kejserlige romerrige var militæret en fuldtidskarriere i sig selv.[217]

Den primære opgave for det romerske militær i det tidlige imperium var at bevare "Pax Romana".[218] De tre store afdelinger af militæret var:

  • Garnisonen i Rom, som omfattede både prætorianere og vigiles der fungerede som politi og brandmænd;
  • Den provinsielle hær, som omfattede de romerske legioner, og hjælpeenheder som blev leveret af provinserne;
  • Den romerske flåde;

De militære garnisoner i hele imperiet var en stor indflydelse i processen med kulturel udveksling og assimilation kendt som "romanisering", især i hensyn til politik, økonomi og religion.[219] Kendskab til det romerske militær kommer fra en lang række kilder såsom græske og romerske litterære tekster, mønter med militære temaer, papyrus som bevarede militære dokumenter, monumenter såsom Trajans søjle og triumfbuer, som indeholder kunstneriske skildringer af både kæmpende mænd og militære maskiner, arkæologi af militære begravelser, kampsteder og lejre og inskriptioner, herunder militære diplomer og epitafier.[220]

Igennem sine militære reformer, som omfattede konsolidere eller opløsningen af enheder af tvivlsom loyalitet, ændrede Augustus og regulerede hver eneste detalje efter hans personlige ønske.[221] En legion blev organiseret i ti kohorter, der hver omfattede seks centurier, som hver yderligere bestod af mindre delinger (romersk latin: contubernia); den nøjagtige størrelse af den kejserlige legion, som sandsygligvis var mest begrænset i størrelse af logistik, er blevet anslået til at variere fra 4.800 til 5.280.[222]

Et panel fra Trajans kolonne viser opbygningen af et fort og modtagelse af en daciansk ambassade

I år 9 e.Kr. udslettede germanske stammer tre hele legioner i varusslaget. Denne katastrofale begivenhed reducerede antallet af legioner til 25. Det samlede antal legioner ville senere øges igen, og de næste 300 år var den altid lidt over eller under 30.[223] Hæren havde omkring 300.000 soldater i det 1. århundrede, og lige under 400.000 i 2. århundrede, hvilket var væsentligt mindre end det samlede antal væbnede styrker end de områder de erobrede. Ikke mere end 2 procent af voksne mænd, der boede i imperiet tjente i den kejserlige hær.[224]

Augustus skabte også prætorianergarden, som bestod af 9 korps, angiveligt for at opretholde den offentlige ro, som blev garnisonen i Italien. Bedre betalt end legionærer tjente prætorianerne også kun seksten år i militær tjeneste.[225]

Hjælpenheder (romersk latin: Auxilia) blev rekrutteret blandt folk som ikke var statsborgere. Organiseret i mindre enheder af nogenlunde kohorte styrke, blev de betalt mindre end legionærer, og efter 25 års tjeneste blev belønnet med romersk borgerskab, som også inkluderede deres sønner. Ifølge Tacitus var der nogenlunde lige så mange hjælpeenheder, som der var legionærer.[226] Hjælpeenhederne udgjorde således omkring 125.000 mænd, hvilket indebærte ca. 250 ekstra regimenter.[227] Det romerske kavaleri var i begyndelsen primært fra keltiske og germanske områder eller romersk Spanien. Flere aspekter af uddannelse og udstyr, såsom de fire-hornede sadler, stammer fra kelterne.[228]

Den romerske flåde (latin: Classis) hjalp ikke kun i forsyningen og transporten af legioner, men også hjalp i beskyttelsen af grænserne langs floderne Rhinen og Donau. En anden af dens opgaver var at beskytte de afgørende handelsruter mod truslen fra pirater. De patruljerede hele Middelhavet, dele af kyster af nordatlanten, og sortehavet. Ikke desto mindre blev hæren betragtet som den øverste og mest prestigefyldte gren.[229]

En af de vigtigste logistiske bekymringer for det romerske militær var forsyninger. Hvede og byg var de primære fødekilder. Kød, olivenolie, vin og eddike blev også leveret i mindre omfang. En hær af 40.000, herunder soldater og andet, såsom slaver, ville have omkring 4.000 heste og 3.500 pakdyr.[230] En hær af denne størrelse ville forbruge omkring 60 tons korn og 240 amforaer vin og olivenolie hver dag. Hver mand fik en ration på omkring 830 gram af hvede per dag i form af uformalet korn,[230] hvor håndmøller blev anvendt til at male det om til en mindre end letfordærvelige mel. Forsyningen af alle disse fødevarer afhang af tilgængelighed, og var svært at garantere i tider med krig eller andre ugunstige forhold. Militæret tiltrak marketender som solgte forskellige varer, herunder levnedsmidler, hvorved soldaten kunne supplere sin kost.[230] Under krige for republikken, havde hæren normalt kombineret at leve af jorden og organiserede forsyningslinier (frumentatio) for at sikre forsyningen af hæren.[231] Under imperiet betalte de enkelte provinserne ofte for permanente garnisoners forsyninger.[231]

Arkitektur og ingeniørarbejde[redigér | redigér wikikode]

Byggeriet af det Flaviske Amfiteater, mere almindeligt kendt som Colosseum, begyndte under regeringstiden af Vespasian.

De vigtigste romerske bidrag til arkitekturen var buen, hvælvingen og kuplen. Selv efter mere end 2.000 år står nogle romerske strukturer stadig, på grund af romernes metoder til fremstilling af cement og beton.[232][233] Romerske veje er betragtet som de mest avancerede veje bygget indtil begyndelsen af det 19. århundrede. Systemet med vejnet lettede militærets mobilitet, kommunikation og handel. Vejene var bygget til kunne holde til oversvømmelser og andre miljøfarer. Selv efter sammenbruddet af den centrale regering, forblev nogle veje brugbare i mere end tusind år.

Romerske broer var blandt de første store og varige broer, bygget af sten med bue som den grundlæggende struktur. Den største romerske bro var Trajans bro over Donau, bygget af Apollodorus af Damaskus, som i over et årtusinde forblev den længste bro bygget både i forhold til den samlede spændvidde og længde.[234]

Romerne byggede mange dæmninger og reservoirer til opsamling af vand, såsom Subiacos Dæmninger, hvoraf to var forbundet med Anio Novus, en af de største akvædukter i Rom.[235] Romerne byggede 72 dæmninger på den Iberiske Halvø, og mange flere er kendt over hele imperiet, hvoraf nogle stadig er i brug. Adskillige dæmninger kendes fra Romersk Storbritannien, herunder et velbevaret eksempel fra Longovicium (det nuværende Lanchester).

Akvædukten Pont du Gard, som krydser Gardon-floden i det sydlige Frankrig, er på UNESCOs liste af verdensarv

Romerne byggede mange akvædukter. Overlevende dokumenter fra Frontinus, som tjente som curator aquarum (vandkommissær) under Nerva, afspejlede den administrative betydning det var at sikre vandforsyningen. Murværkskanaler førte vand fra fjerntliggende kilder og reservoirer langs en præcis gradient (hældning hvor vand ligepræcis løber nedad), ved hjælp af tyngdekraften alene. Efter vandet passerede igennem akvædukten blev det opsamlet i tanke og fordelt igennem rør til offentlige springvand, bade, toiletter og industriområder.[236] De vigtigste vandledninger i byen Rom var Aqua Claudia og Aqua Marcia.[237] Det komplekse system bygget til, at levere vand til Konstantinopel havde sin mest fjerne forsyning trukket fra over 120 km væk langs en bugtet vej på mere end 336 km.[238] Romerske akvædukter blev bygget til bemærkelsesværdigt høj teknologisk standard, der ikke var til at blive overgået indtil moderne tid.[239] Romerne gjorde også brug af akvædukter i deres omfattende minedrift i hele imperiet, på steder såsom Las Medulas og Dolaucothi i det sydlige Wales.[240]

Termoglas (eller "dobbeltruder") blev anvendt i konstruktionen af offentlige bade. Eliteboliger i køligere klimaer kan have haft hypokauster, som en form for centralvarme placeret under gulvet. Romerne var også den første kultur til at samle alle de væsentlige komponenter til at kunne bygge en dampmaskine, da Heron byggede aeolipilen.[241]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Taagepera, Rein (1979). "Size and Duration of Empires: Growth-Decline Curves, 600 B.C. to 600 A.D.". Social Science History 3 (3/4): 125. doi:10.2307/1170959. 
  2. ^ John D. Durand, Historical Estimates of World Population: An Evaluation, 1977, side 253-296.
  3. ^ Roman Empire -- Britannica Online Encyclopedia. www.britannica.com. Hentet 2008-07-09. 
  4. ^ Christopher Kelly, The Roman Empire: A Very Short Introduction (Oxford University Press, 2006), side 4ff.; Claude Nicolet, Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire (University of Michigan Press, 1991, originally published in French 1988), side 1, 15; T. Corey Brennan, The Praetorship in the Roman Republic (Oxford University Press, 2000), side 605 et passim; Clifford Ando, "From Republic to Empire", in The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World (Oxford University Press, side 39–40.
  5. ^ Clifford Ando, "The Administration of the Provinces", in A Companion to the Roman Empire (Blackwell, 2010), side 179.
  6. ^ Nicolet, Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire, side 1, 15; Olivier Hekster and Ted Kaizer, preface to Frontiers in the Roman World. Proceedings of the Ninth Workshop of the International Network Impact of Empire (Durham, 16–19 April 2009) (Brill, 2011), side viii; Andrew Lintott, The Constitution of the Roman Republic (Oxford University Press, 1999), side 114; W. Eder, "The Augustan Principate as Binding Link," in Between Republic and Empire (University of California Press, 1993), side 98.
  7. ^ John Richardson, "Fines provinciae", in Frontiers in the Roman World, side 10.
  8. ^ Richardson, "Fines provinciae", in Frontiers in the Roman World, side 1–2.
  9. ^ Ronald Syme,The Roman Revolution, Oford: Oxford University Press, 1939, 3–4.
  10. ^ Mary T. Boatwright, Hadrian and the Cities of the Roman Empire (Princeton University Press, 2000), side 4.
  11. ^ Dio Cassius 72.36.4, Loeb edition translated E. Cary
  12. ^ Brown, P., The World of Late Antiquity, London 1971, side 22.
  13. ^ Adrian Goldsworth, How Rome Fell: Death of a Superpower (Yale University Press, 2009), side 405–415.
  14. ^ Potter, David. The Roman Empire at Bay. side 296–98.
  15. ^ Chester G. Starr, A History of the Ancient World, Second Edition. Oxford University Press, 1974. side 670–678.
  16. ^ Isaac Asimov. Asimov's Chronology of the World. HarperCollins, 1989. side 110.
  17. ^ Duiker, 2001. side 347.
  18. ^ a b The Byzantine Empire af Richard Hooker. Washington State University. Skrevet 6 juni 1999. Hentet 8 april 2007.
  19. ^ Bray, R.S. (2004). Armies of Pestilence. Cambridge: James Clarke & Co. s. 26. ISBN 978-0-227-17240-7. 
  20. ^ a b Kreutz, Barbara M. (1996). Before the Normans: Southern Italy in the Ninth and Tenth Centuries. Philadelphia: University of Pennsylvania Press. ISBN 978-0-8122-1587-8. 
  21. ^ Duiker, 2001. page 349.
  22. ^ Basil II (AD 976–1025) af Catherine Holmes. De Imperatoribus Romanis. Written 1 April 2003. Hentet 22 Marts 2007.
  23. ^ Gibbon, Edward. History of the Decline and Fall of the Roman Empire. Kapital 69. Hentet 11 april 2007.
  24. ^ Mehmet II af Korkut Ozgen. Theottomans.org. Hentet 3 april 2007.
  25. ^ Kelly, The Roman Empire, side 3.
  26. ^ Nicolet, Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire, side 29; translated as "power without end" in Pat Southern, The Roman Empire from Severus to Constantine (Routledge, 2001), side 16.
  27. ^ Vergil, Aeneid 1.278; Nicolet, Space, Geography, and Politics, side 29; David J. Mattingly, Imperialism, Power, and Identity: Experiencing the Roman Empire (Princeton University Press, 2011), side 15; G. Moretti, "The Other World and the 'Antipodes': The Myth of Unknown Countries between Antiquity and the Renaissance," in The Classical Tradition and the Americas: European Images of the Americas (Walter de Gruyter, 1993), side 257; Southern, The Roman Empire from Severus to Constantine, side 16.
  28. ^ Prudentius (348–413) in particular Christianizes the theme in his poetry, as noted by Marc Mastrangelo, The Roman Self in Late Antiquity: Prudentius and the Poetics of the Soul (Johns Hopkins University Press, 2008), side 73 og 203. St. Augustine, however, distinguished between the secular and eternal "Rome" in The City of God. See also J. Rufus Fears, "The Cult of Jupiter and Roman Imperial Ideology," Aufstieg und Niedergang der römischen Welt II.17.1 (1981), side 136 et passim, on how Classical Roman ideology influenced Christian Imperial doctrine; Peter Fibiger Bang, "The King of Kings: Universal Hegemony, Imperial Power, and a New Comparative History of Rome," in The Roman Empire in Context: Historical and Comparative Perspectives (John Wiley & Sons, 2011); and the Greek concept of globalism (oikouménē).
  29. ^ Nicolet, Space, Geography, and Politics, side 7–8.
  30. ^ Nicolet, Space, Geography, and Politics, side 9, 16.
  31. ^ Nicolet, Space, Geography, and Politics, side 10–11.
  32. ^ Southern, The Roman Empire from Severus to Constantine, side 14.
  33. ^ Keith Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," in The Dynamics of Ancient Empires : State Power from Assyria to Byzantium (Oxford University Press, 2009), side 183.
  34. ^ Kelly, The Roman Empire, side 1.
  35. ^ Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," side 184.
  36. ^ Raymond W. Goldsmith,"An Estimate of the Size and Structure of the National Product of the Early Roman Empire", Review of Income and Wealth, 30.3 (1984), side 263–288, especially side 263.
  37. ^ Walter Scheidel: Population and demography, Princeton/Stanford Working Papers in Classics, Version 1.0, April 2006, side 9
  38. ^ W.V. Harris, "Trade," in The Cambridge Ancient History: The High Empire A.D. 70–192 (Cambridge University Press, 2000), vol. 11, side 721.
  39. ^ Southern, The Roman Empire from Severus to Constantine, side 14–16.
  40. ^ Olivier Hekster and Ted Kaizer, preface to Frontiers in the Roman World. Proceedings of the Ninth Workshop of the International Network Impact of Empire (Durhan, 16–19 April 2009) (Brill, 2011), side viii.
  41. ^ Greg Woolf, editor, Cambridge Illustrated History of the Roman World (Cambridge: Ivy Press, 2003), side 340; Thorsten Opper, Hadrian: Empire and Conflict (Harvard University Press, 2008), side 64; Nic Fields, Hadrian's Wall AD 122–410, which was, of course, at the bottom of Hadrian's garden. (Osprey Publishing, 2003), side 35.
  42. ^ Vergil, Aeneid 12.834 og 837; Bruno Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," translated by James Clackson, in A Companion to the Latin Language (Blackwell, 2011), side 549 og 563; J.N. Adams, "Romanitas and the Latin Language," Classical Quarterly 53.1 (2003), side 184.
  43. ^ Adams, "Romanitas and the Latin Language," side 186–187.
  44. ^ Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 554 og 556.
  45. ^ Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 549; Charles Freeman, The Greek Achievement: The Foundation of the Western World (New York: Penguin, 1999), side 389 til 433.
  46. ^ Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 549, citing Plutarch, Life of Alexander 47.6.
  47. ^ Fergus Millar, A Greek Roman Empire: Power and Belief under Theodosius II (408–450) (University of California Press, 2006), side 279; Warren Treadgold, "A History of the Byzantine State and Society" (Stanford University Press, 1997), side 5.
  48. ^ Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 553.
  49. ^ Cicero, In Catilinam 2.15, P.Ryl. I 61 "recto".
  50. ^ Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 550–552.
  51. ^ a b Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 552.
  52. ^ Suetonius, Life of Claudius 42.
  53. ^ Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 553–554.
  54. ^ Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 556; Adams, "Romanitas and the Latin Language," side 200.
  55. ^ Adams, "Romanitas and the Latin Language," side 185–186, 205.
  56. ^ Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 560.
  57. ^ Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 562–563.
  58. ^ Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 558 til 559.
  59. ^ Richard Miles, "Communicating Culture, Identity, and Power," in Experiencing Power: Culture, Identity and Power in the Roman Empire (Routledge, 200), side 58–59.
  60. ^ Adams, "Romanitas and the Latin Language," side 199.
  61. ^ Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 550; Stefan Zimmer, "Indo-European," in Celtic Culture: A Historical Encyclopedia (ABC-Clio, 2006), side 961; Leonard A. Curchin, "Literacy in the Roman Provinces: Qualitative and Quantitative Data from Central Spain," American Journal of Philology 116.3 (1995), side 464.
  62. ^ Françoise Waquet, Latin, Or, The Empire of the Sign: From the Sixteenth to the Twentieth Century (Verso, 2001; originally published 1998 in French), pp. 1–2; Kristian Jensen, "The Humanist Reform of Latin and Latin Teaching," in The Cambridge Companion to Renaissance Humanism (Cambridge University Press, 1996, 2003), pp. 63–64.
  63. ^ Treadgold, A History of the Byzantine State and Society, p. 5.
  64. ^ Miles, "Communicating Culture, Identity, and Power," p. 58; Treadwell, A History of the Byzantine State and Society, pp. 5–7.
  65. ^ Jump up ^ Fine, JA. The Early medieval Balkans. University of Michigan Press, 1991. p.10. Google Books
  66. ^ Fine, JA. The Early medieval Balkans. University of Michigan Press, 1991. p.11. Google Books
  67. ^ Michael Peachin, introduction to The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World (Oxford University Press, 2011) p. 12.
  68. ^ Peachin, introduction to The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World, p. 16.
  69. ^ Peachin, introduction to The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World, p. 9, citing particularly Géza Alföldy, Römische Sozialgeschichte (first published 1975) on "the innate, potent, and widely institutionalized hierarchic character of Roman society," and pp. 21–22 (note 45 on the problems of "class" as a term).
  70. ^ Peter Garnsey and Richard Saller, The Roman Empire: Economy, Society and Culture (University of California Press, 1987), p. 107.
  71. ^ Carlos F. Noreña,Imperial Ideals in the Roman West: Representation, Circulation, Power (Cambridge University Press, 2011), p. 7.
  72. ^ Peachin, introduction to The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World, pp. 4–5.
  73. ^ Aloys Winterling, Politics and Society in Imperial Rome (John Wiley & Sons, 2009, originally published 1988 in German), pp. 11, 21.
  74. ^ Richard P. Saller, Personal Patronage under the Early Empire (Cambridge University Press, 1982, 2002), pp. 123, 176, 183 et passim; Anne Duncan, Performance and Identity in the Classical World (Cambridge University Press, 2006), p. 164.
  75. ^ Meyer Reinhold, Studies in Classical History and Society (Oxford University Press, 2002), p. 25ff. and 42.
  76. ^ Richard Saller, "Status and patronage", Cambridge Ancient History: The High Empire, A.D. 70–192 (Cambridge University Press, 2000), p. 18.
  77. ^ Peachin, introduction to The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World, pp. 17, 20.
  78. ^ Fergus Millar, "Empire and City, Augustus to Julian: Obligations, Excuses and Status," Journal of Roman Studies 73 (1983), pp. 81–82.
  79. ^ Maureen Carroll, Spirits of the Dead: Roman Funerary Commemoration in Western Europe (Oxford University Press, 2006), pp. 45–46.
  80. ^ "Infanticide Common in Roman Empire". DNews. 
  81. ^ The civis ("citizen") stands in explicit contrast to a peregrina, a foreign or non-Roman woman: A.N. Sherwin-White, Roman Citizenship (Oxford University Press, 1979), side 211 og 268; Frier and McGinn, A Casebook on Roman Family Law, side 31–32, 457, et passim. In the form of legal marriage called conubium, the father's legal status determined the child's, but conubium required that both spouses be free citizens. A soldier, for instance, was banned from marrying while in service, but if he formed a long-term union with a local woman while stationed in the provinces, he could marry her legally after he was discharged, and any children they had would be considered the offspring of citizens—in effect granting the woman retroactive citizenship. The ban was in place from the time of Augustus until it was rescinded by Septimius Severus in 197 AD. See Sara Elise Phang, The Marriage of Roman Soldiers (13 B.C.–A.D. 235): Law and Family in the Imperial Army (Brill, 2001), side 2, og Pat Southern i The Roman Army: A Social and Institutional History (Oxford University Press, 2006), side 144.
  82. ^ Beryl Rawson, "The Roman Family," in The Family in Ancient Rome: New Perspectives (Cornell University Press, 1986), side 18.
  83. ^ Frier and McGinn, A Casebook on Roman Family Law, side 19–20.
  84. ^ Eva Cantarella, Pandora's Daughters: The Role and Status of Women in Greek and Roman Antiquity (Johns Hopkins University Press, 1987), side 140–141; J.P. Sullivan, "Martial's Sexual Attitudes," Philologus 123 (1979), side 296, specifically on sexual freedom.
  85. ^ Rawson, "The Roman Family," side 15.
  86. ^ Frier and McGinn, A Casebook on Roman Family Law, side 19–20, 22.
  87. ^ Susan Treggiari, Roman Marriage: Iusti Coniuges from the Time of Cicero to the Time of Ulpian (Oxford University Press, 1991), side 258–259, 500–502 et passim.
  88. ^ David Johnston, Roman Law in Context (Cambridge University Press, 1999), kapitel 3.3; Frier and McGinn, A Casebook on Roman Family Law, Chapter IV; Yan Thomas, "The Division of the Sexes in Roman Law," in A History of Women from Ancient Goddesses to Christian Saints (Harvard University Press, 1991), side 134.
  89. ^ Beth Severy, Augustus and the Family at the Birth of the Empire (Routledge, 2002; Taylor & Francis, 2004), side 12.
  90. ^ Severy, Augustus and the Family, side 4.
  91. ^ That is, a double standard was in place: a married woman could have sex only with her husband, but a married man did not commit adultery if he had sex with a prostitute, slave, or person of marginalized status. See Thomas McGinn, "Concubinage and the Lex Iulia on Adultery," Transactions of the American Philological Association 121 (1991), side 342; Martha C. Nussbaum, "The Incomplete Feminism of Musonius Rufus, Platonist, Stoic, and Roman," in The Sleep of Reason: Erotic Experience and Sexual Ethics in Ancient Greece and Rome (University of Chicago Press, 2002), side 305, noting that custom "allowed much latitude for personal negotiation and gradual social change"; Elaine Fantham, "Stuprum: Public Attitudes and Penalties for Sexual Offences in Republican Rome," in Roman Readings: Roman Response to Greek Literature from Plautus to Statius and Quintilian (Walter de Gruyter, 2011), side 124, citing Papinian, De adulteriis I and Modestinus, Liber Regularum I. Eva Cantarella, Bisexuality in the Ancient World (Yale University Press, 1992, 2002, originally published 1988 in Italian), side 104; Catherine Edwards, The Politics of Immorality in Ancient Rome (Cambridge University Press, 2002), side 34–35.
  92. ^ Frier and McGinn, A Casebook on Roman Family Law, side 461; W.V. Harris, "Trade," in The Cambridge Ancient History: The High Empire A.D. 70–192 (Cambridge University Press, 2000), vol. 11, side 733.
  93. ^ Margaret L. Woodhull, "Matronly Patrons in the Early Roman Empire: The Case of Salvia Postuma," in Women's Influence on Classical Civilization (Routledge, 2004), side 77.
  94. ^ Keith Bradley, Slavery and Society at Rome (Cambridge University Press, 1994), p. 12.
  95. ^ The others are ancient Athens, and in the modern era Brazil, the Caribbean, and the United States; Bradley, Slavery and Society at Rome, side 12.
  96. ^ Bradley, Slavery and Society at Rome, side 15.
  97. ^ W.V. Harris, "Demography, Geography and the Sources of Roman Slaves," Journal of Roman Studies 89 (1999) 62–75, primært side 65 om romersk Egypten. For baggrundsviden om slaveri i provinserne før romerne kom, se Timothy Taylor, "Believing the Ancients: Quantitative and Qualitative Dimensions of Slavery and the Slave Trade in Later Prehistoric Eurasia," World Archaeology 33.1 (2001) side 27–43.
  98. ^ Kyle Harper, Slavery in the Late Roman World, AD 275–425 (Cambridge University Press, 2011), side 10–16 et passim.
  99. ^ Frier and McGinn, A Casebook of Family Law, side 7.
  100. ^ Thomas A.J. McGinn, Prostitution, Sexuality and the Law in Ancient Rome (Oxford University Press, 1998), side 314; Jane F. Gardner, Women in Roman Law and Society (Indiana University Press, 1991), side 119.
  101. ^ Frier and McGinn, A Casebook on Roman Law, side 31, 33.
  102. ^ Christopher J. Fuhrmann, Policing the Roman Empire: Soldiers, Administration, and Public Order (Oxford University Press, 2012), side 21–41.
  103. ^ Frier and McGinn, A Casebook on Roman Family Law, side 21.
  104. ^ Richard Gamauf, "Slaves Doing Business: The Role of Roman Law in the Economy of a Roman Household," in European Review of History 16.3 (2009) 331–346.
  105. ^ Bradley, Slavery and Society at Rome, side 2–3.
  106. ^ McGinn, Prostitution, Sexuality, and the Law, side 288ff.
  107. ^ Ra'anan Abusch, "Circumcision and Castration under Roman Law in the Early Empire," in The Covenant of Circumcision: New Perspectives on an Ancient Jewish Rite (Brandeis University Press, 2003), side 77–78; Peter Schäfer, The History of the Jews in the Greco-Roman World (Routledge, 1983, 2003), side 150.
  108. ^ Bruce W. Frier and Thomas A.J. McGinn. 2004. A Casebook on Roman Family Law. Oxford University Press: American Philological Association. p. 15
  109. ^ Stefan Goodwin. 2009. Africa in Europe: Antiquity into the Age of Global Expansion. Lexington Books. vol. 1, p. 41, noting that "Roman slavery was a nonracist and fluid system".
  110. ^ Santosuosso (2001), ss. 43–44
  111. ^ Noy, David (2000). Foreigners at Rome: Citizens and Strangers. Duckworth with the Classical Press of Wales. ISBN 9780715629529. 
  112. ^ Harper, James (1972). Slaves and Freedmen in Imperial Rome. Am J Philol. 
  113. ^ Harris, "Demography, Geography and the Sources of Roman Slaves," side 62 et passim.
  114. ^ Beryl Rawson, "Children in the Roman Familia," in The Family in Ancient Rome" New Perspectives (Cornell University Press, 1986, 1992), side 186 til 188, 190; K.R. Bradley, "On the Roman Slave Supply and Slavebreeding," i,Classical Slavery (Frank Cass, 1987), side 72, og Slavery and Society at Rome, side 34 og 48–50.
  115. ^ Bradley, Slavery and Society at Rome, p. 10.
  116. ^ Koenraad Verboven, "The Associative Order: Status and Ethos among Roman Businessmen in Late Republic and Early Empire," Athenaeum 95 (2007), side 870–72; Dennis P. Kehoe, "Law and Social Formation in the Roman Empire," in The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World, side 153.
  117. ^ Kehoe, "Law and Social Formation in the Roman Empire," side 153; .Judith Perkins, "Early Christian and Judicial Bodies," in (Walter de Gruyter, 2009), side 245–246 (particularly on the effect of the Constitutio Antoniniana); Garrett G. Fagan, "Violence in Roman Social Relations," in The Oxford Handbook of Social Relations, side 475.
  118. ^ Kehoe, "Law and Social Formation in the Roman Empire," side 153.
  119. ^ Judy E. Gaughan, Murder Was Not a Crime: Homicide and Power in the Roman Republic (University of Texas Press, 2010), side 91 et passim; Gordon P. Kelly, A History of Exile in the Roman Republic (Cambridge University Press, 2006), side 8 et passim.
  120. ^ K.M. Coleman, "Fatal Charades: Roman Executions Staged as Mythology Enactments," Journal of Roman Studies 80 (1990), side 55–57.
  121. ^ Kehoe, "Law and Social Formation in the Roman Empire," side 153–154; O.F. Robinson, Penal Practice and Penal Policy in Ancient Rome (Routledge, 2007), side 108.
  122. ^ Mireille M. Lee, "Clothing," in The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome (Oxford University Press, 2010), side 230.
  123. ^ Lynda L. Coon, Sacred Fictions: Holy Women and Hagiography in Late Antiquity (University of Pennsylvania Press, 1997), side 57.
  124. ^ Caroline Vout, "The Myth of the Toga: Understanding the History of Roman Dress," Greece & Rome 43.2 (1996), side 216; Margarete Bieber, "Roman Men in Greek Himation (Romani Palliati) a Contribution to the History of Copying," Proceedings of the American Philosophical Society 103.3 (1959), side 412.
  125. ^ Vout, "The Myth of the Toga," side 218.
  126. ^ Vout, "The Myth of the Toga," på side 204 til 220, primært på side 206 og 211; Bieber, "Roman Men in Greek Himation," side 374 til 417; Guy P.R. Métraux, "Prudery and Chic in Late Antique Clothing," in Roman Dress and the Fabrics of Roman Culture (University of Toronto Press, 2008), p. 286.
  127. ^ a b Lee, "Clothing," Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome, side 231.
  128. ^ Vout, "The Myth of the Toga," side 216
  129. ^ Quintilian, Institutio Oratoria 11.3.137–149; Bieber, "Roman Men in Greek Himation," p. 412; Coon, Sacred Fictions, pp. 57–58.
  130. ^ Bieber, "Roman Men in Greek Himation," p. 415.
  131. ^ Vout, "The Myth of the Toga," p. 217.
  132. ^ Lee, "Clothing," Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome p. 232.
  133. ^ James L. Franklin, Jr., Pompeis Difficile Est: Studies in the Political Life of Imperial Pompeii (University of Michigan Press, 2001), p. 137; Ray Laurence, Roman Pompeii: Space and Society (Routledge, 2007), side 173; recounted by Tacitus, Annals 14.17.
  134. ^ Mary Beard, J.A. North, and S.R.F. Price, Religions of Rome: A History (Cambridge University Press, 1998), side 66.
  135. ^ Such as the Consualia and the October Horse sacrifice: John H. Humphrey, Roman Circuses: Arenas for Chariot Racing (University of California Press, 1986), pp. 544, 558; Auguste Bouché-Leclercq, Manuel des Institutions Romaines (Hachette, 1886), side 549; "Purificazione," in Thesaurus Cultus et Rituum Antiquorum (LIMC, 2004), side 83.
  136. ^ Stephen L. Dyson, Rome: A Living Portrait of an Ancient City (Johns Hopkins University Press, 2010), side 240.
  137. ^ H.S. Versnel, Triumphus: An Inquiry into the Origin, Development and Meaning of the Roman Triumph (Brill, 1970), side 96–97.
  138. ^ Hazel Dodge, "Amusing the Masses: Buildings for Entertainment and Leisure in the Roman World," in Life, Death, and Entertainment in the Roman Empire (University of Michigan Press, 1999), side 242.
  139. ^ Dodge, "Amusing the Masses," side 235–236.
  140. ^ Dodge, "Amusing the Masses," side 223–224.
  141. ^ David S. Potter, "Entertainers in the Roman Empire," in Life, Death, and Entertainment in the Roman Empire, side 303.
  142. ^ Humphrey, Roman Circuses, p. 1.
  143. ^ J.C. Edmondson, "Dynamic Arenas: Gladiatorial Presentations in the City of Rome and the Construction of Roman Society during the Early Empire," in Roman Theater and Society (University of Michigan Press, 1996), p. 112.
  144. ^ Dyson, Rome: A Living Portrait, pp. 237, 239.
  145. ^ Humphrey, Roman Circuses, pp. 1–3.
  146. ^ K.M. Coleman, "Fatal Charades: Roman Executions Staged as Mythological Enactments," Journal of Roman Studies 80 (1990), pp. 50–51.
  147. ^ Edmondson, "Dynamic Arenas," pp. 73–74, 106, et passim; Roland Auguet, Cruelty and Civilization: The Roman Games (Routledge, 1972, 1994), p. 54; John McClelland, Body and Mind: Sport in Europe from the Roman Empire to the Renaissance (Routledge, 2007), p. 67.
  148. ^ Dyson, Rome: A Living Portrait, pp. 238–239; Alison Futrell, "Chariot racing," in The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome, p. 85; Humphrey, Roman Circuses, p. 461; McClelland, Body and Mind, p. 61.
  149. ^ Thomas Wiedemann, Emperors and Gladiators (Routledge, 1992, 1995), p. 15.
  150. ^ Humphrey, Roman Circuses, pp. 459, 461, 512, 630–631; Futrell, "Chariot racing," in The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome, p. 85; Dyson, Rome: A Living Portrait of an Ancient City, p. 237.
  151. ^ Dyson, Rome: A Living Portrait, p. 238.
  152. ^ Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 296; Dyson, Rome: A Living Portrait, pp. 238–239.
  153. ^ Humphrey, Roman Circuses, p. 238; Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 299.
  154. ^ Humphrey, Roman Circuses, pp. 18–21; Futrell, "Chariot racing," in The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome, p. 84.
  155. ^ Auguet, Cruelty and Civilization, pp. 131–132; Dodge, "Amusing the Masses," p. 237.
  156. ^ Auguet, Cruelty and Civilization, p. 144; Dyson, Rome: A Living Portrait, p. 238; Matthew Dickie, Magic and Magicians in the Greco-Roman World (Routledge, 2001, 2003), pp. 282–287; Eva D'Ambra, "Racing with Death: Circus Sarcophagi and the Commemoration of Children in Roman Italy" in Constructions of Childhood in Ancient Greece and Italy (American School of Classical Studies at Athens, 2007), pp. 348–349; Nicole Belayche, "Religious Actors in Daily Life: Practices and Related Beliefs," in A Companion to Roman Religion (Blackwell, 2007), p. 289.
  157. ^ Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 303.
  158. ^ Cassio Dio 54.2.2; Res Gestae Divi Augusti 22.1, 3; Edwards, Death in Ancient Rome, side 49; Edmondson, "Dynamic Arenas," side 70.
  159. ^ Cassius Dio 66.25; Edwards, Death in Ancient Rome, side 55; Humphrey, Roman Circuses, side 1.
  160. ^ Edwards, Death in Ancient Rome, side 49.
  161. ^ Edwards, Death in Ancient Rome, side 50.
  162. ^ Edwards, Death in Ancient Rome, side 55; Potter, "Entertainers in the Roman Empire," side 307; McClelland, Body and Mind, side 66, som også citerere Marcus Junkelmann.
  163. ^ Coleman, "Fatal Charades," pp. 45–47.
  164. ^ Suetonius, Nero 12.2; Coleman, "Fatal Charades," pp. 44–73; Edmondson, "Dynamic Arenas," side 73.
  165. ^ Donald G. Kyle, Spectacles of Death in Ancient Rome (Routledge, 1998, 2001), side 81; Edwards, Death in Ancient Rome, side 63.
  166. ^ Pliny, Panegyric 33.1; Edwards, Death in the Arena, side 52.
  167. ^ Edwards, Death in the Arena, side 66–67, 72.
  168. ^ Edwards, Death in Ancient Rome, side 212.
  169. ^ Tertullian, De spectaculis 12; Edwards, Death in Ancient Rome, pp. 59–60; Dodge, "Amusing the Masses," p. 224.
  170. ^ Veronika E. Grimm, "On Food and the Body," in A Companion to the Roman Empire, p. 354; Catharine Edwards, Death in Ancient Rome (Yale University Press, 2007), p. 59; Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 305.
  171. ^ Élise Marlière, "Le tonneua en Gaule romaine," Gallia 58 (2001) 181–210, especially p. 184; Corbier, "Coinage, Society, and Economy," in CAH 12, p. 404.
  172. ^ Kevin Greene, The Archaeology of the Roman Economy p. 17.
  173. ^ W.V. Harris, "Trade," in The Cambridge Ancient History: The High Empire A.D. 70–192 (Cambridge University Press, 2000), vol. 11, p. 713.
  174. ^ Harris, "Trade," in CAH 11, p. 714.
  175. ^ Roger Bradley Ulrich, Roman Woodworking (Yale University Press, pp. 1–2.
  176. ^ Mattingly, "The Imperial Economy," side 285–286 og side 296f.
  177. ^ Ando, "The Administration of the Provinces," side 188.
  178. ^ Stambaugh, The Ancient Roman City, side 253.
  179. ^ Ray Laurence, "Land Transport in Roman Italy: Costs, Practice and the Economy," in Trade, Traders and the Ancient City (Routledge, 1998), side 129.
  180. ^ Keith Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," in The Dynamics of Ancient Empires : State Power from Assyria to Byzantium (Oxford University Press, 2009), side 187.
  181. ^ Holleran, Shopping in Ancient Rome, side 142.
  182. ^ Harris, "Trade," ii CAH 11, side 710.
  183. ^ Harris, "Trade," in CAH 11, side 713.
  184. ^ Harris, "Trade," in CAH 11, fra side 717 til 729.
  185. ^ Mireille Corbier, "Coinage, Society, and Economy," in Cambridge Ancient History: The Crisis of Empire, A.D. 193–337 (Cambridge University Press, 2005), vol. 12, side 404; Harris, "Trade," in CAH 11, difr 719.
  186. ^ Harris, "Trade," in CAH 11,difr 720.
  187. ^ Holleran, Shopping in Ancient Rome, fra side 146 til 147.
  188. ^ Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," side 196.
  189. ^ Verboven, "The Associative Order: Status and Ethos among Roman Businessmen," side 18 - 23.
  190. ^ Eborarii and citriarii: Verboven, "The Associative Order: Status and Ethos among Roman Businessmen," side 21.
  191. ^ "Slavery in Rome," in The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome (Oxford University Press, 2010), side 323.
  192. ^ "Slavery in Rome," in The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome, side 323.
  193. ^ a b Garnsey and Saller, The Roman Empire: Economy, Society and Culture, side 111.
  194. ^ Peter Temin, "The Labor Market of the Early Roman Empire," Journal of Interdisciplinary History 34.1 (2004), side 517.
  195. ^ A.H.M. Jones, "The Cloth Industry under the Roman Empire," Economic History Review 13.2 (1960), side 184–185.
  196. ^ Jones, "The Cloth Industry under the Roman Empire," side 192.
  197. ^ Jones, "The Cloth Industry under the Roman Empire," side 188–189.
  198. ^ Jones, "The Cloth Industry under the Roman Empire," side 190–191.
  199. ^ Vout, "The Myth of the Toga," side 212. The college of centonarii is an elusive topic in scholarship, since they are also widely attested as urban firefighters; see Jinyu Liu, Collegia Centonariorum: The Guilds of Textile Dealers in the Roman West (Brill, 2009). Liu sees them as "primarily tradesmen and/or manufacturers engaged in the production and distribution of low- or medium-quality woolen textiles and clothing, including felt and its products."
  200. ^ Jörg Rüpke, "Roman Religion – Religions of Rome," i A Companion to Roman Religion (Blackwell, 2007), side 4.
  201. ^ Matthew Bunson, A Dictionary of the Roman Empire (Oxford University Press, 1995), side 246.
  202. ^ The caesareum at Najaran was possibly known later as the "Kaaba of Najran": جواد علي, المفصل في تاريخ العرب قبل الإسلام (Jawad Ali, Al-Mufassal fi Tarikh Al-'Arab Qabl Al-Islam; "Commentary on the History of the Arabs Before Islam"), Baghdad, 1955–1983; P. Harland, "Imperial Cults within Local Cultural Life: Associations in Roman Asia", originally published in Ancient History Bulletin / Zeitschrift für Alte Geschichte 17 (2003) 91–103.
  203. ^ For an overview of the representation of Roman religion in early Christian authors, see R.P.C. Hanson, "The Christian Attitue to Pagan Religions up to the Time of Constantine the Great," and Carlos A. Contreras, "Christian Views of Paganism," in Aufstieg und Niedergang der römischen Welt II.23.1 (1980) 871–1022.
  204. ^ "This mentality," notes John T. Koch, "lay at the core of the genius of cultural assimilation which made the Roman Empire possible"; entry on "Interpretatio romana," in Celtic Culture: A Historical Encyclopedia (ABC-Clio, 2006), side 974.
  205. ^ Rüpke, "Roman Religion – Religions of Rome," side 4; Benjamin H. Isaac, The Invention of Racism in Classical Antiquity (Princeton University Press, 2004, 2006), side 449; W.H.C. Frend, Martyrdom and Persecution in the Early Church: A Study of Conflict from the Maccabees to Donatus (Doubleday, 1967), side 106; Janet Huskinson, Experiencing Rome: Culture, Identity and Power in the Roman Empire (Routledge, 2000), side 261. See, for instance, the altar dedicated by a Roman citizen and depicting a sacrifice conducted in the Roman manner for the Germanic goddess Vagdavercustis in the 2nd century AD.
  206. ^ A classic essay on this topic is Arnaldo Momigliano, "The Disadvantages of Monotheism for a Universal State," Classical Philology 81.4 (1986) 285–297.
  207. ^ Fishwick, vol 1,1, 97–149.)
  208. ^ H.H. Ben-Sasson, A History of the Jewish People, Harvard University Press, 1976, ISBN 0-674-39731-2, The Crisis Under Gaius Caligula, pages 254–256
  209. ^ Graeme Clarke, "Third-Century Christianity," in Cambridge Ancient History: The Crisis of Empire (Cambridge University Press, 2005), vol. 12, side 616; W.H.C. Frend, "Persecutions: Genesis and Legacy," Cambridge History of Christianity: Origins to Constantine (Cambridge University Press, 2006), vol. 1, side 510. See also: Timothy D. Barnes, "Legislation Against the Christians," Journal of Roman Studies 58 (1968) 32–50; G.E.M de Sainte-Croix, "Why Were the Early Christians Persecuted?" Past & Present 26 (1963) 6–38; Herbert Musurillo, The Acts of the Christian Martyrs (Oxford: Clarendon Press, 1972), sidetal lviii–lxii; and A.N. Sherwin-White, "The Early Persecutions and Roman Law Again," Journal of Theological Studies 3.2 (1952) 199–213.
  210. ^ Tacitus, Annals XV.44
  211. ^ Eusebius of Caesarea (425). Church History. 
  212. ^ Smallwood, E.M. (1956). "'Domitian's attitude towards the Jews and Judaism". Classical Philology 51: 1–13. doi:10.1086/363978. 
  213. ^ Pliny, Epistle to Trajan on the Christians, http://www.mesacc.edu/~tomshoemaker/handouts/pliny.html
  214. ^ W.H.C. Frend, "The Failure of the Persecutions in the Roman Empire," Past and Present 16 (1959) 10–30.
  215. ^ See Peter Brown, in Bowersock et al, Late antiquity: a guide to the postclassical world, Harvard University Press, (1999), for "pagan" as a mark of socio-religious inferiority in Latin Christian polemic: [1]
  216. ^ Stefan Heid, "The Romanness of Roman Christianity," in A Companion to Roman Religion (Blackwell, 2007), side 406–426; on vocabulary in particular, Robert Schilling, "The Decline and Survival of Roman Religion", Roman and European Mythologies (University of Chicago Press, 1992, from the French edition of 1981), side 110.
  217. ^ J.C. Edmondson, "Dynamic Arenas: Gladiatorial Presentations in the City of Rome and the Construction of Roman Society during the Early Empire," in Roman Theater and Society (University of Michigan Press, 1996), sidetal 111–112.
  218. ^ Olivier J. Hekster, "Fighting for Rome: The Emperor as a Military Leader," in Impact of the Roman Army (200 BC–AD 476) (Brill, 2007), side 96.
  219. ^ Le Bohec, The Imperial Roman Army, side 9.
  220. ^ Le Bohec, The Imperial Roman Army, sidetal 10–14.
  221. ^ Jonathan Roth, "The Size and Organization of the Roman Imperial Legion," Historia 43.3 (1994), side 348.
  222. ^ Roth, "The Size and Organization of the Roman Imperial Legion," side 361 til 362 et passim.
  223. ^ The complete Roman army by Adrian Goldsworthy, 2005 Kapitel The Army of the Principate, side 183; ISBN 0-500-05124-0
  224. ^ Keith Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," in The Dynamics of Ancient Empires : State Power from Assyria to Byzantium (Oxford University Press, 2009), side 196.
  225. ^ Rome and Her Enemies published by Osprey, 2005, part 3: Early Empire 27BC–AD235, kapitel 9: The Romans, section: Remuneration, side 183; ISBN 978-1-84603-336-0
  226. ^ Tacitus Annales IV.5
  227. ^ Goldsworthy (2003) 51
  228. ^ Peter Connolly, "A Reconstruction of a Roman Saddle," Britannia 17 (1986) 343–355; Peter Connolly and Carol van Driel Murray, "The Roman Cavalry Saddle," Britannia 22 (1991) 33–50.
  229. ^ The complete Roman army by Adrian Goldsworthy 2003, kapitel After Service, side 114; ISBN 0-500-05124-0
  230. ^ a b c Paul Erdkamp, "War and State Formation," in A Companion to the Roman Army (Blackwell, 2011), side 102.
  231. ^ a b Erdkamp, "War and State Formation," sidetal 103–104.
  232. ^ W. L. MacDonald, The Architecture of the Roman Empire, rev. ed. Yale University Press, New Haven, 1982, fig. 131B; Lechtman and Hobbs "Roman Concrete and the Roman Architectural Revolution"
  233. ^ Vitruvius, De Arch. Book 1, preface. section 2
  234. ^ Encyclopaedia Britannica, Apollodorus of Damascus, "Greek engineer and architect who worked primarily for the Roman emperor Trajan."
    George Sarton (1936), "The Unity and Diversity of the Mediterranean World", Osiris 2: 406–463 [430]
    Giuliana Calcani, Maamoun Abdulkarim (2003). Apollodorus of Damascus and Trajan's Column: From Tradition to Project. L'Erma di Bretschneider. s. 11. ISBN 88-8265-233-5. "... focusing on the brilliant architect Apollodorus of Damascus. This famous Syrian personage represents ..." 
    Hong-Sen Yan, Marco Ceccarelli (2009). International Symposium on History of Machines and Mechanisms: Proceedings of HMM 2008. Springer. s. 86. ISBN 1-4020-9484-1. "He had Syrian origins coming from Damascus" 
  235. ^ Skabelon:Harnvb; Skabelon:Harnvb; Schnitter 1978, s. 28
  236. ^ Chandler, Fiona "The Usborne Internet Linked Encyclopedia of the Roman World", page 80. Usborne Publishing 2001
  237. ^ Forman, Joan "The Romans", page 34. Macdonald Educational Ltd. 1975
  238. ^ J. Crow 2007 "Earth, walls and water in Late Antique Constantinople" in Technology in Transition AD 300–650 in ed. L.Lavan, E.Zanini & A. Sarantis Brill, Leiden
  239. ^ Greene 2000, 39
  240. ^ Jones, R. F. J. and Bird, D. G., Roman gold-mining in north-west Spain, II: Workings on the Rio Duerna, Journal of Roman Studies 62 (1972): 59–74.
  241. ^ With the crank and connecting rod system, all elements for constructing a steam engine (invented in 1712)—Hero's aeolipile (generating steam power), the cylinder and piston (in metal force pumps), non-return valves (in water pumps), gearing (in water mills and clocks)—were known in Roman times.Ritti, Grewe & Kessener 2007, s. 156, fn. 74

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Koordinater: 41°53′N 12°28′Ø / 41.88°N 12.47°Ø / 41.88; 12.47