Frygere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Frygerne)
Gå til: navigation, søg
Mand i frygisk dragt; terrakottaskulptur fra Cypern, ca. 300-100-tallet f.v.t (Louvre)

Frygerne var et indoeuropæisk folk i oldtiden i Anatolien i Tyrkiet, som oprindelig kom fra det sydlige Balkan; i henhold til den græske historiker Herodot var de først kendt som brygere (eller brigere, græsk bρύγοι eller bρίγες) som blev ændret til frygere efter deres endelige udvandring til Anatolien (Lilleasien) via Hellespont (Dardanellerne).

Fra en begyndelse som stammefolk i landsbyer opstod staten Frygien (græsk: Φρυγία, latin: Phrygia) i 700-tallet f.Kr. med hovedstad i Gordion, omkring 70–80 km sydvest for Ankara i Tyrkiet. I løbet af denne periode udvidede frygerne deres rige øst over og ind i kongedømmet Urartu, efterkommerne af hurrittere, en tidligere rival til hettitterne. Der efter blev det frygiske kongedømme en gang omkring 690 f.Kr. invaderet af kimmeriere, et indoeuropæisk rytterfolk som i henhold til Herodot kom fra området nord for Kaukasus, som hærgede og ødelagde Gordion. Der efter blev landet kortvarigt erobret af nabolandet Lydien, før det blev overtaget af det persiske rige ved Kyros den Store og Aleksander den Stores rige og hans hellenistiske efterfølgere. Det blev til sidst overtaget af Attalide-dynastiet i Pergamon før det endelig blev en del af Romerriget. Den sidste dokumenterede omtale af sproget frygisk var på 400-tallet e.Kr., og det var antagelig gået helt ud af brug før 600-tallet e.Kr.[1]

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Kybele, den store moder, Nikaea i Bithynia.

Det var den "Store Moder", gudinden Kybele (som grækerne og romerne kente hende), som oprindelig blev dyrket i bjergene i Frygien, hvor hun var kendt som "Bjergmoderen". I Kybeles frygiske form bar hun en lang kjole med bælte, en polos (høj, cylindrisk hårfrisyre) og et slør, som dækkede hele kroppen. Den senere version af Kybele blev udviklet af en elev af Feidias, skulptøren Agorakritos, og blev det billede, som i udstrakt grad blev benyttet af Kybeles voksende gruppe af tilhængere, både i verden omkring Det Ægæiske Hav og i Rom. Det viser hendes menneskelighed samtidig, som hun er ophøjet, hendes hånd hviler på en siddende løve og den andre hånd holder en tympanon, en pauke, det vil sige en rundt rammetromme.

Frygerne dyrkede også guden Sabazios, en himmel- og fadergud som blev afbildet siddende på hesteryggen. Selv om grækerne identificerede ham med Zeus, var alle fremstillinger af ham, selv i romersk tid, vist siddende på en hest. Hans konflikter med den stedegne modergudinde hvis skabninger var måneoksen og dens legende kan blive forstået ved den måde, som Sabazios' hest placerer den ene hov på oksens hoved således, som det kan ses på en romersk relieffer ved Museum of Fine Arts i Boston.

Frygiske kostymer.

Frygien udviklede en avanceret bronzealderkultur. De tidligste traditioner for græsk musik stammer fra Frygien, overført via græske kolonier i Anatolien, og inkluderede frygisk skala, hvilken betragtes som krigslignende skala i antikkens græske musik. Frygiske Midas, kongen som gjorde alt, han berørte, til guld, blev i henhold til den populære myte oplært i musik af selveste Orfeus. En anden musikalsk nyvinding, som kom fra Frygien, var aulos, et træblæseinstrument med to rør. Marsyas, satyren som efter sigende først gjorde musikinstrumentet ved at benytte udhulede hjortetakker, var en frygisk tilhænger af Kybele. Han konkurrerede uklogt i musik med den olympiske gud Apollon og tabte til sidst. Apollon flåede der efter Marsyas levende og hængte provokerende hans skind op på Kybeles eget hellige træ, en fyr.

Mens en del forskere betragter frygerne som en del af en større trakisk-frygisk-gruppe, har andre lingvister afvist denne hypotese efter som trakisk (og således dakisk-trakisk) synes at tilhøre kentumsprog, den gren af de indoeuropæiske sprog, som blev skilt ud ved delingen med satemsprogene. Gruppen indbefatter germansk, keltisk, hellensk (græsk), italiske og tokariske sprog. Af alle de indoeuropæiske sprog synes det som om frykisk har størst ligheder med græsk, hvilket tyder på, at de to sprog tilhørte den samme dialektiske undergruppe af tidlig indoeuropæisk.[2][3] Selv om frygerne benyttede sig af det fønikiske alfabet, er kun nogen få dusin inskriptioner på frygisk blevet fundet, hovedsagelig på gravskrifter, og meget af det som er antaget at være kendt om Frygien, er således andenhånds information fra græske kilder.

Frygien beholdt en adskilt kulturel identitet. Klassisk græsk ikonografi identificerede trojanske Paris som en ikke-græker ved hans frygiske hue, som også blev båret af den persiske lys- og frelsergud Mithra, som blev videreudviklet af romerne i Mithras-kulten. Denne hovedbeklædning, frygisk hue har overlevet i moderne billedbrug som "frihetshuen" hos amerikanske og franske revolutionære i slutningen af 1700-tallet.

Mytiske fortid[redigér | redigér wikikode]

Kort over Anatolien.
Del af (ca 70%) af en frygisk inskription.

Navnet på den tidligste kendte mytiske konge var Nannakos (eller Annakos).[4] Denne konge boede ved Ikoniom, romersk Iconium, nu Konya, den østligste by i kongedømmet Frygien på denne tid; og efter hans død ved den legendariske høje alder af 300 år, blev landet oversvømmet af en stor oversvømmelse, som var blevet spået ved et gammelt orakel. Den næste konge, som er nævnt i antikke kilder, blev kaldt for Manis eller Masdes. I henhold til Plutark blev store dåder og bedrifter efter ham kaldt for "maniske" i Frygien.[5] Der efter synes det som om kongedømmet Frygien i græske kilder (som er hovedkilden) blev mere splittet blandt flere konger. En af disse konger var Tantalos (som måske var den historiske person bag en figur af samme navn, Tantalos, i græsk mytologi), som styrede over den nordvestlige del afv Frygien ved bjerget Sipylos. Tantalos blev straffet i evig tid i Tartaros, en del af Hades, for, at han dræbte sin søn Pelops og vanhelligt ofrede ham til guderne, en henvisning til ophævelsen af menneskeofring. Tantalos blev også falsk anklaget for at stjæle fra lotterierne, som han selv havde opfundet. I den mytiske tidsalder før den trojanske krig, i løbet af en mellemperiode, blev den frygiske bonde Gordios eller Gordias konge som opfyldelse af en orakelspådom. De kongeløse frygere havde vendt sig til Sabazios' orakel i Telmessos i Lykien for at få råd, den gang en del af Frygien, senere en del af Galatien. De blev beordret af orakelet til at anerkende som deres konge den første mand, som red op til gudens tempel i en vogn. Denne mand var bonden Gordias, som da dedikerede oksekærre til templet, og bandt den fast med en knude, den såkaldte gordiske knude. Gordias grundlagde en ny hovedstad ved Gordion (som knuden fik navn efter) i den vestlige del af Anatolien, og som lå ved den gamle handelsvej, som gik gjennem hjertet af Anatolien, og som siden blev Dareios I af Persiens "kongevej" fra Pessinus til Ankara, og som ikke lå langt fra floden Sakarya.

Senere mytiske konger af Frygia blev skiftevis navngivet Gordias og Midas. Myterne, som omgav den første Midas[6], knyttede ham til en mytologisk fortælling om den frygiske helt Attis.[7] Denne uklare Midas-figur boede i Pessinus og forsøgte at bortgifte sin datter til den unge Attis til trods for modstand fra hans mor Kybele og hans elsker, den androgyne Agdistis, betragtede som en guddom af frygerne og som en daimon af grækerne. Da Agdistis og/eller Kybele dukkede op, kastede de galskab på alle, som deltog på bryllupsfesten. Midas skal være omkommet i det påfølgende kaos.

Den berømte kong Midas var søn af den gode kong Gordias nævnt oven for. Han er associeret med Silenos og andre satyrer, og ikke mindst med guden Dionysos, som belønnede ham med ønsket (og forbandelsen) om, at alt, han rørte ved, skulle blive til guld. Det fortælles, at Midas kom fra Trakien, fulgt af en gruppe af sit folk, og var rejst til Anatolien for at vaske bort forbandelsen med "guldberøring" i floden Paktolos (nu Sart Çayı). Efter at have vasket guldet af i flodens sand, blev Midas adopteret af den barnløse Gordias og taget under beskyttelse af gudinden Kybele.

Paris søger beskyttelse ved alteret, omgivet af Hektor og Kassandra. Etruskisk bronzerelief fra 200-tallet f.Kr. (Louvre).

I henhold til Homers Iliaden var frygerne allierede af Troja under den trojanske krig. Frygien i Iliaden synes at være lokaliseret i området ved søen Askanios (nu İznik Gölü) og ved den nordlige del af floden Sakarya, og var således langt mere begrænset i omfang end Frygien i klassisk tid. Iliaden har også en levning af et minde om den trojanske konge Priamos som i sin ungdom kom for at hjælpe frygerne i deres krig mod amazonerne.[8] I løbet af denne episode, som foregår en generation før trojakrigen, er det sagt, at frygerne blev ledet af "Otreos og den guddommelige Mygdon".[9] Begge synes at være knapt mere end eponymer: det var et sted navngivet Otreos ved ved søen Askanios i nærheden af den senere hellenistiske by Nikæa, og navnet Mygdon er åbenbart et eponym for Mygdonia, et folk som ifølge Strabon levede i nordvestlige Anatolien og som ved en tid synes at være blevet opfattet som forskellige fra frygerne.[10]

Under trojakrigen blev der sendt frygiske krigere for at støtte Troja, ledet af Askanios og Forkys, sønner af Aretaon. En frygisk helt, som slås i trojakrigen, var Asios, søn af Dymas og broder til Hekabe, dronning af Troja og moder til helten Hektor. Quintus Smyrnaeus nævner en anden frygisk prins, Koroibos, søn af Mygdon, som kæmpede og døde ved Troja; han havde søgt efter hånden til den trojanske prinsesse Kassandra for giftemål. Kong Priamos hustru Hekabe er vanligvis antaget at have været af frygisk fødsel som en datter af kong Dymas.

Den frygiske Sibylle (som er en græsk titel og ikke et personnavn) var præstinde af det apollonianske orakel i Frygien.

I henhold til den græske historiker Herodot,[11] havde den egyptiske farao Psammetikus II to børn, som blev opfostrede afsondret i den hensigt at finde det oprinnelige sprog, som var før alle andre sprog. Børnene blev rapporteret at have ytret "bekos", frygisk for "brød", og af den grund kunne farao slå fast, at frygerne var en nation, som var ældre end den egyptiske.

Den jødisk-romerske historiker Josefus hævdede, at frygerne var grundlagt af den bibelske figur Togarmah, sønnesøn af Jafet og søn av Gomer: "og Thrugramma af turgrammere, som, således besluttede grækerne, blev kaldt for frygere." Josefus henviser til en ukendt græsk kilde, og det er uklart, om der er noget mere i dette end at Togarmah som navn ligner Thrugramma.

Frygerne og Frygia nævnes et par gange i Det Nye Testamente, altså en senere kilde som hovedsagelig viser til frygisk som et fremmed sprog: I Apostlenes gerninger 2:10: "Er de ikke galilæere, alle disse som taler? Hvordan kan da hver enkelt af os høre sit eget modersmål? Vi er partere og medere og elamitter, folk som bor i Mesopotamien, Judea og Kappadokia, i Pontos og Asia, Frygia og Pamfylia... "[12] Og om apostelen Paulus i står der, at "Den hellige ånd hindret dem i at forkynde Ordet i Asien; derfor fortsatte de gennem det frygiske og galatiske område." i Apostlenes gerninger 16:6.[13]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Swain, Simon; Adams, J. Maxwell; Janse, Mark (2002): Bilingualism in ancient society: language contact and the written word. Oxford [Oxfordshire]: Oxford University Press. ISBN 0-19-924506-1. s. 246–266
  2. ^ Brixhe, Claude (2008): Phrygian i: Roger D. Woodard (red.): The ancient Languages of Asia Minor, Cambridge University Press, s. 72
  3. ^ Bolaris, Miltiades E. (2010): Midas and the Phrygians
  4. ^ Suidas s. v. Νάννακος; Stephanus of Byzantium s.v. Ἰκόνιον; Begge avsnitt er oversatt hos Bryant, Jacob (1807): A new system: or, An analysis of antient mythology, ss. 12-14, tilgjengelig hos: Google Books
  5. ^ Plutark: Om Isis og Osiris, kapittel 24; tilgjengelig på engelsk hos: Plutarch's Morals. Theosophical Essays
  6. ^ Det var minst syv af dem til sammen.
  7. ^ Pausanias: Beskrivelser av Hellas 7:17; Arnobius den eldre: Mot hedningene 5.5
  8. ^ Homer: Iliaden, 3.189
  9. ^ Homer: Iliaden III.216-225.
  10. ^ Homer: Iliaden II.1055-1057
  11. ^ Herodot: Histories 2.9
  12. ^ Nettbibelen: Apostlenes gjerninger 2:10
  13. ^ Nettbibelen: Apostlenes gjerninger 16:6

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]