Landbrug i Danmark

Landbrug i Danmark har historisk været Danmarks hovederhverv, der har beskæftiget stort set hele befolkningen. I dag udgør erhvervet en beskeden del af beskæftigelsen og samfundsøkonomien, men står stadig for udnyttelsen af størstedelen af Danmarks areal.

Historie

Oldtid

Landbruget kom til Danmark ca. 4.000 f.v.t., bragt til landet af indvandrere fra den såkaldte tragtbægerkultur. De anvendte svedjebrug, dvs. de afbrændte skove og såede og høstede afgrøden på de fremkomne marker. Det var den neolitiske revolution, hvor jægerstenalderen blev afløst af bondestenalderen. Agerdyrkene såede tidlige arter af hvede og byg og holdt får, geder, kvæg og svin.

Overgangen fra jægere og samlere til bønder gjorde, at den samme befolkning kunne brødfødes på mindre areal. Med landbrugets indførsel blev samfundet mere bofast og opførte mere permanente bosættelser, da jorden skulle dyrkes år efter år. Til gengæld krævede det større grad af organisering og planlægning for at klargøre jorden til næste års såning og høst, samt hårdere fysisk arbejde. Til at starte med har man klargjort jorden med gravestok. Den første type plov var en ard, der kendes helt tilbage til bondestenalderen.

Da jorden i svedjebruget hurtigt blev udpint, måtte man hyppigt rydde nye arealer og flytte efter dem. I jernalderen omkring 500 f.v.t. blev bosætningen mere stabil i form af landsbyer, der dog blev brudt op efter et par hundrede år. På samme tidspunkt kom husdyrene også på stald, og man spredte gødning på markerne og bjærgede hø til vinterfodring. I de følgende århundreder blev landbrugsudnyttelsen gradvis mere intensiv, og der kom flere tekniske fremskridt. Den primitive ard blev afløst af muldfjælsploven, der var i brug indtil 1800-tallet, hvor den blev erstattet af svingploven.

Middelalder og efterreformatorisk tid

Højryggede agre i Fløjstrup skov syd for Århus skabt med hjulplov.

I middelalderen var landbruget mest baseret på korndyrkning, men kvægavl havde større betydning i Jylland, hvor stude kunne afsættes i Tyskland.

Fra denne periode lå bebyggelsen grundlæggende fast, og der voksede en klar struktur frem med dyrkningsfællesskaber i landsbyer med vangebrug. Trevangsbrug med rotation mellem vårsæd (byg), vintersæd (rug) og en hvilende vang til dyregræsning var almindelig i Danmark. Samtidig udskilte en klasse af stormænd eller herremænd sig. De ejede hovedgårde (herregårde), og med fæstesystemets indførelse og institutionalisering blev de fleste bønder fæstebønder med et afhængighedsforhold til den lokale herremand.

Landboreformerne og kornsalgsperioden

Middelalderens sociale og erhvervsmæssige struktur med landbrugsproduktionen organiseret i fæstegårde og hovedgårde fortsatte i århundreder. Efter enevældens indførelse i 1660 blev der oprettet en række skattebegunstigede grevskaber og baronier (tilsammen kaldt majorater), som stimulerede opbygningen af storgodser. Landboreformerne fra 1750'erne og frem medførte imidlertid både større retslige, økonomiske og erhvervsmæssige forandringer for bønderne. Ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 forbedrede fæstebøndernes retsstilling, og udskiftningen og den efterfølgende udflytning af gårde indebar, at det hidtidige dyrkningsfællesskab i landsbyen blev ophævet. Fredskovsforordningen i 1805 skabte en klar afgrænsning mellem skove og dyrkede arealer, hvilket der sjældent havde været før. Desuden blev hoveriet efterhånden afløst af en pengeafgift, og fæstegårdene overgik til selveje ved udbetaling af en pengesum fra fæstebonden til herremanden. Begge disse ændringer fandt dog kun sted, når herremanden fandt det fordelagtigt, og ændringerne kom derfor meget gradvis. Meget hoveri var blevet afløst i 1850, mens fæstesystemet først ophørte helt efter 1919, hvor Folketinget pålagde godsejerne at frasælge det tilbageværende fæstegods. I modsætning hertil var udskiftningen stort set afsluttet allerede omkring 1810.

Udskiftningen og de øvrige reformer stimulerede en stor udvikling i landbrugenes drift. Hver bonde kunne nu selvstændigt træffe beslutning om sine dyrkningsmetoder, og med et sammenhængende jordtilliggende blev driften af den enkelte gård simplere og mere praktisk, ligesom det var enklere at foretage ændringer. Landbrugslandskabet gennemgik derfor en gennemgribende optimering i løbet af 1800-tallet. Græsningsarealer blev omlagt til agerjord og underskov ryddet, ligesom arealer blev drænet og inddæmmet for at udvide den dyrkede jord. Marker fik mere systematisk tilført gødning eller mergel for at forbedre deres ydeevne. Udbredelse af kobbeldrift og indførelse af nye afgrøder forøgede også produktionsværdien. Svingplov blev indført i 1770'erne, men først omkring 1860 var den tidligere plov helt erstattet.

Moderniseringen medførte en firedobling af produktionen i dansk landbrug fra midten af 1700-tallet frem til omkring 1880, hvor også eksporten af korn og stude steg. Perioden fra 1830 til 1870 var én lang højkonjunktur for erhvervet og blev kendt under navnet kornsalgsperioden.

Bonde- og andelskulturens glansperiode

Midt i 1800-tallet bestod dansk landbrug af 2000 større landbrug, godser og proprietærgårde, 70.000 gårde, traditionelt defineret som landbrug på mere end 1 tønde hartkorn, og ca. 80.000 smålandbrug med mindre end 1 tønde hartkorn. Det århundredgamle skel mellem godser og bondelandbrug blev i det væsentlige slettet i 1849, hvor adelen mistede sine privilegier. Der kunne ikke længere oprettes nye majorater, men de allerede eksisterende fortsatte. De ejede på dette tidspunkt omkring 10 % af landets jord. Denne struktur fortsatte relativt uforandret ind i 1900-tallet. Antallet af småbrug steg dog som følge af opdyrkning og udstykning fra større gårde og senere også som følge af husmandsbevægelsens stigende betydning og gennemførelsen af flere jordlove, der omfordelte jorden.

Under kornsalgsperioden var der blevet etableret en stærk dansk gårdmandsstand, der kom til at dominere dansk økonomi og politik langt op i 1900-tallet. Den blev rygraden i det nye parti Det forenede Venstre, der var det største parti helt til efter 1. verdenskrig. Etableringen af en række folkehøjskoler var et af elementerne bag en folkelig, politisk og kulturel bevægelse i landbefolkningen. Da nye jernbaner og dampskibe fra 1870'erne bragte billigt oversøisk korn til de europæiske markeder, var det afslutningen på kornsalgsperioden. Men de danske gårdmænd var godt rustet til at modstå krisen. Man udnyttede, at det billige korn betød billigt foder, og hurtigt blev erhvervet omlagt til animalsk produktion i form af smør, æg og bacon. Varerne blev især eksporteret til England, hvor efterspørgslen efter dem var høj. Erhvervets produktionsværdi blev atter firedoblet i perioden fra 1880'erne til tiden før 2. verdenskrig. Professor i jordbrugspolitik Niels Kærgård har kaldt perioden fra 1880'erne til ca. 1960 for "bonde- og andelskulturens glansperiode". I denne periode stod dansk landbrug stærkt i samfundsøkonomien og havde meget stor politisk indflydelse.

Strukturændringerne siden 2. verdenskrig

I 1950 var der i Danmark ca. 1800 større landbrug, der primært producerede korn, ca. 60.000 mellemstore gårde med en bred vegetabilsk og animalsk produktion og ca. 130.000 husmandsbrug, der overvejende havde animalsk produktion. Det dyrkede areal toppede omkring 1938, hvor lidt over 75 % af Danmarks samlede areal blev anvendt af landbruget. Antallet af landbrug steg imidlertid helt frem til 1950'erne, fordi man fra politisk hold førte en bevidst udstykningspolitik. Det var et klart politisk ønske at oprette husmandsbrug, der kunne sikre et livsgrundlag for de dårligst stillede i landbefolkningen. Samtidig var stordriftsfordelene i landbrugsproduktionen i mellemkrigstiden og de første efterkrigsår meget små. Landet var derfor præget af bedrifter med i gennemsnit ca. 15 hektar jord og en alsidig produktion med både kvæg, svin og planteavl.

Siden da har strukturændringer imidlertid ændret landbruget nærmest til ukendelighed. Traktorer vandt indpas i landbruget lige efter krigen, i høj grad betalt af Marshallhjælpen, og det blev begyndelsen på en stadig stigende mekanisering. Fra 653.000 heste i 1946 var der i 1963 under 100.000 heste i landbruget. Frigørelsen af de 10-15 % af det samlede areal, der tidligere blev brugt til hestefoder, muliggjorde en større specialisering i svineavl. Industrien var i vækst i byerne og lokkede den landlige arbejdskraft med højere lønninger, hvilket gav landmændene en tilskyndelse til at spare på arbejdskraften til fordel for maskiner og andre produktionsinput som gødning og energi. Den teknologiske udvikling i retning af større og mere avancerede maskiner som mejetærskere, malkemaskiner og senere malkerobotter, automatiske fodrings- og udmugningsanlæg og GPS-styrede eller selvkørende traktorer medførte kraftige stordriftsfordele. Landbrugslovgivningen fulgte udviklingen og blev gradvis liberaliseret, så det blev nemmere at sammenlægge bedrifter. I 2008 var der kun 41.000 landbrug tilbage med en gennemsnitlig størrelse på 63 hektar. Kun omkring en fjerdedel af landbrugene var heltidsbedrifter. Samtidig blev brugene meget specialiserede. Hvor 68 % af alle brug i 1970 havde både kvæg og svin, var det i 2007 kun 4 %. Næsten alle bedrifter er i dag specialiserede i enten planteavl, kvægbrug eller svinebrug.

Landbruget i dag

Økologisk svineproduktion udgør fortsat kun en meget lille andel i Danmark.

Danmark er verdens største producent af kød per indbygger, med en årlig produktion på 344 kg kød per indbygger i 2021. I 2020 var Danmark med 13,4 mio. svin det land i verden, med flest svin per indbygger (2,3 svin per indbygger). Danmark var nummer to, når det gælder svin pr. km² (312 svin per km²), overgået af Tuvalu. På trods af en stigende andel økologiske svinebrug, er kun omkring 2 % den danske svineproduktion er økologisk (ca. 2022).

Det samlede antal bedrifter i Danmark er faldet fra 205.835 i 1951 til 31.395 i 2021. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af heltidslandbrug faldet fra 13.803 i 2008 til 5.856 i 2025. Driftsresultatet for disse heltidslandbrug blev i gennemsnit 2,8 mio. kr. i 2025, hvilket var 1,3 mio. kr. mere end i 2024. Resultatet er en fremgang fra de seneste par år og ca. 270.000 kr. fra resultatet i rekordåret 2022. Gennemsnitsarealet per heltidsbedrift er steget fra 85 ha. i 2000 til 200 ha. i 2019.

Samtidig er der sket en løbende specialisering. Over halvdelen af alle bedrifter var uden husdyr i 2008, og over 80 pct. af såvel malkekøer som svin stod i specialiserede bedrifter.

Landbruget er præget af en række strukturproblemer. Der er sket betydelige stigninger i landbrugets produktivitet i de seneste årtier, men samtidig er der en klar tendens i retning af, at de relative priser på landbrugsprodukter i forhold til andre produkter har været faldende. Det danske landbrug er i dag på samme måde som landbruget i de øvrige EU-lande stærkt afhængig af den betydelige økonomiske støtte, som EU's landbrugspolitik indebærer. EU's landbrugsordninger, der især er til fordel for den vegetabilske produktion, har således medført, at vegetabilske produkter har fået betydelig større vægt i forhold til animalske produkter i den danske landbrugsproduktion siden 1972, hvor Danmark trådte ind i EU. I 1972 udgjorde animalske produkter 89 % af produktionsværdien (svin alene stod for 42 % og mejeriprodukter for 26 %). I 2010 udgjorde værdien af svineproduktionen 30 %, mejerivarer 19 % og animalsk produktion i alt 65 % af den samlede danske landbrugsproduktion, mens vegetabilske produkter var steget fra 11 % i 1972 til 35 % i 2010.

Landbrugets produktion

Landbrugsarealets størrelse

58 % af Danmarks areal blev anvendt til landbrug i 2024, svarende til 24.800 km². Andelen toppede i 1938, hvor landbrugsarealet udgjorde 76 % af det samlede areal, og er løbende faldet siden. Faldet skyldes blandt andet den stigende urbanisering, flere veje og et større skovareal. Efter årtusindskiftet er faldet fladet ud.

Danmark er dermed verdens næstmest opdyrkede land efter Bangladesh, hvor andelen i 2023 var 61 % ifølge Verdensbanken. I Europa har det næstmest intensivt dyrkede land, Ukraine, en andel på 57 %. Det EU-land, der efter Danmark har den højeste andel, er Ungarn med 45 %. I hele EU er andelen 24 %, og for verden som helhed er andelen knap 11 %. Den høje andel i Danmark skyldes landets topografi - der er ikke høje bjerge, og desuden er det danske klima og nedbørsforhold velegnede til dyrkning af en række afgrøder.

Afgrøder

Hvedemark ved Storstrømsbroen.

I 2025 var der 2,6 millioner hektar landbrugsjord i Danmark. Lige under halvdelen (48 %) blev brugt til korndyrkning, hvor hvede og byg hver udgjorde ca. 20 % af det samlede areal. Rug og havre havde langt mindre andele med 4 og 3 %. På knap en femtedel af landbrugsarealet blev dyrket græs og helsæd (en foderafgrøde) i omdrift, og på yderligere knap 10 % dyrkedes græs udenfor omdrift. Industriafgrøder, primært raps, stod for 6 % af dyrkningsarealet, og rodfrugter for 4 %. Heraf var over halvdelen kartofler, mens dyrkning af sukkerroer udgjorde ca. 1 % af det samlede areal. Frø til udsæd stod for 3 % af arealet. Bælgsæd, især hestebønner, gartneriafgrøder som frugt og grøntsager samt juletræer/pyntegrønt tegnede sig for ca. 1 % hver. Desuden lå omkring 8 % af landbrugsarealet brak. > Der er store regionale forskelle på andelen af de forskellige afgrøder, og således foregår dyrkning af sukkerroer primært på Lolland-Falster samt Syd- og Vestsjælland, mens Samsø har knap 9% af arealet udlagt til kartofler.

Sammenligner man med situationen godt 40 år tidligere i 1982, er hvede blevet meget mere udbredt på bekostning af byg, der alene blev dyrket på over halvdelen af landbrugsarealet i 1982. Vinterhvede er den mest udbytterige kornsort i Danmark. Samlet fylder de fire traditionelle kornarter dog mindre på markerne i 2020'erne end i 1982, hvor de udgjorde over 60 % af arealet. Dyrkningen af rodfrugter er også blevet mere end halveret. Det skyldes først og fremmest, at foderroer, der optog omkring 5 % af arealet i 1982, kun udgjorde en ubetydelighed (0,2 %) i 2025. Til gengæld blev dyrkning af majs til helsæd langt mere almindelig i perioden og lagde i 2025 beslag på næsten 7 % af arealet (som en delmængde af kategorien "græs og helsæd i omdrift"). Braklægning udgjorde ligeledes en større del af arealet i 2025 end tidligere ifølge de opgjorte tal.

Landbrug & Fødevarer skrev i 2019, at op imod 75 % af det samlede landbrugsareal blev brugt til foder. I rapporten Sådan ligger landet 2022 udgivet af Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening blev det opgjort, at 75 % af arealet blev brugt til foder, 4 % til mad direkte til menneskeforbrug som brødkorn, havre, kartofler og gartneriafgrøder og 12 % til industrielle fødevareafgrøder som sukkerroer, fabrikskartofler og maltbyg. De sidste 8 % lå brak, eller der blev dyrket raps til biodiesel, frøgræs, juletræer og blomster.

Husdyr

Af de i alt 27.000 bedrifter i 2025 inklusive deltids- og hobbylandbrug havde knap 29 % kvæg og ca. 1700 bedrifter eller 6 % af alle havde svin. 4.000 (15 %) havde hest, 6 % havde får og 6 % (2024) havde fjerkræ. I alt havde de danske landbrug pr. 1. januar 2025 knap 12 millioner svin, 1,4 millioner styk kvæg, 21 millioner stk. fjerkræ (2024, altovervejende høns), knap 150.000 får og 45.000 heste.

Landbrugets samfundsøkonomiske betydning

Mand der høster i en mejetærsker. Landbruget udgør kun knap 2 % af landets beskæftigelse.

Beskæftigelse og værditilvækst

I 2025 var der ifølge Danmarks Statistik ca. 55.000 beskæftigede indenfor landbrug og gartneri, hvilket svarede til 1,7 pct. af den samlede beskæftigelse i Danmark. Et særkende for landbruget som branche var, at kun 64 % af de beskæftigede var lønmodtagere. For Danmark som helhed udgjorde lønmodtagerne 95 % af alle beskæftigede.

En relativt høj andel af beskæftigelsen udgøres af indvandrere: 23 % af de beskæftigede i landbrug og gartneri var indvandrere mod en andel på 14 % for den samlede beskæftigelse (2023).

Danmark har en af de laveste beskæftigelsesgrader i landbruget i EU med kun 2,2 beskæftigede per kvadratkilometer landbrugsareal, sammenlignet med et EU-gennemsnit på 5,2.

Den samlede bruttoværditilvækst for landbrug og gartnerier var 36,9 mia. kr. i 2025, hvilket svarede til 1,3 pct. af Danmarks samlede bruttoværditilvækst.

Landmændenes alderssammensætning

Gennemsnitsalderen for danske landmænd steg fra 52 år i 1997 til 57 år i 2017. Danmark er et af de lande i EU, hvor der er færrest landbrugere under 40 år. Kun tre andre europæiske lande har en mindre andel af yngre landbrugere end Danmark. Kun 23 pct. af danske landmænd er under 50, og 30 pct. af de selvstændige i landbruget når pensionsalderen inden 2030. Danmark var et af kun to EU-lande, der ikke havde allokeret støtte til unge landbrugere i deres CAP-plan for 2023-2027.

Landbrugets eksport

Eksportmulighederne er vigtige for dansk landbrug, der eksporterer omkring to tredjedele af sin produktion til udlandet. Det er først og fremmest animalske varer, især svinekød og mælkeprodukter, der eksporteres. Tidligere har landbrugseksporten også udgjort en meget stor del af den samlede danske eksport, men i dag er andelen langt mindre. I 1964 oversteg værdien af Danmarks industrieksport for første gang værdien af landbrugseksporten. Dette år markeres sommetider som en milepæl, hvor Danmark definitivt overgik fra at være et landbrugsland til et industriland, selvom der var tale om en langvarig og gradvis ændring.

Der optræder imidlertid mange forskellige tal for størrelsen af den danske landbrugseksport i offentligheden, fordi aktørerne anvender forskellige definitioner. Der er flere problemstillinger her. Forarbejdningen og forædlingen af varerne medfører, at landbrugsprodukternes andel af den endelige forbrugerpris er faldende og i gennemsnit blot udgør 20 %. Man kan derfor diskutere, om eksport af en højtforædlet fødevare som kager eller sukker skal defineres som landbrugs- eller industrieksport. Nogle aktører anvender også i stedet tal for eksport fra fødevareklyngen eller det agroindustrielle kompleks", som udover det egentlige landbrug også medregner eksport af maskiner og udstyr til agroindustrien, enzymer, slagteriudstyr mm. Den reelle eksport kan også blive overvurderet af at medregne reeksport eller eksport af landbrugsvarer, der har et meget højt importindhold. Beregning af nettoeksporten kan derfor give et mere retvisende indtryk af landbrugets reelle betydning som eksporterhverv. Den er imidlertid også vanskelig at opgøre rimeligt. Modregner man al landbrugsimport, vil man også fratrække tropiske frugter og grøntsager, vin osv., og det vil give et undervurderet billede af det danske landbrugs rolle som eksporterhverv.

I 2022 opgjorde lektor emeritus Alex Dubgaard, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet således landbrugets eksport til 86 milliarder kr. eller 4,3 % af Danmarks samlede eksport af varer og tjenester. Samme år opgjorde interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer den samlede fødevareklynges eksportværdi til 197 mia. kr. eller 21 % af Danmarks samlede vare- (men ikke tjeneste-)eksport.

Afhængighed af offentlig støtte

Det danske landbrug er i dag på samme måde som landbruget i de øvrige EU-lande stærkt afhængig af den økonomiske støtte, som EU's landbrugspolitik indebærer. De generelle tilskud udgør i gennemsnit 58 pct. af bedrifternes overskud i perioden 2016-2020. Landbruget modtager i 2020 sammenlagt 7,2 mia. kr. i tilskud, hvoraf 6,9 mia. kr. stammer fra landdistriktsmidlerne og andre EU-ordninger, mens 0,2 mia. kr. stammer fra nationale støtteordninger. Landbruget modtager oveni dette erhvervsfremme for 2,5 mia. kr. i form af fritagelse for energiafgift og lavere ansættelse af grundværdi på produktionsjord (bondegårdsreglen).

Det danske landbrug har den højeste gæld per bedrift i verden, med en gennemsnitlig gæld på over 15 millioner kr. per bedrift i perioden 2020-2022.

Værdien af negative eksterne effekter

De samfundsøkonomiske omkostninger i form af eksternaliteter ved landbrugsproduktion udgjorde ifølge en rapport i 2022 fra Deloitte og Tænketanken Kraka mindst 18,7 mia. kr. om året i 2021-priser.

Omkostningerne kom overvejende fra landbrugets udledninger af drivhusgasser, skader på miljøet som følge af kvælstofudledning, sundhedsmæssige omkostninger som følge af ammoniakudledning samt fortrængningen af rekreativ natur. Dertil kom eksternaliteter fra kilder, der ikke er blevet målt, som fx skader på grundvandet som følge af antibiotikaresistens, lugtgener, pesticider i sprøjtemidler, osv. Det betød ifølge rapporten, at landbrugets reelle værdiskabelse, når eksternaliteter blev modregnet, med betydelig usikkerhed var "yderst begrænset"..

Landbrugets påvirkning af miljøet i Danmark

Landbruget står for en stor del af de danske udledninger af drivhusgasser og næringsstoffer som kvælstof og fosfor samt sprøjtning med pesticider. Dette har negative konsekvenser for biodiversiteten og miljøet.

Danmark har den mindste andel Natura 2000-beskyttet natur i EU, med kun 8,3 % af landarealet beskyttet under denne ordning.

Kvælstofudledning

Landbruget står for ca. 90 % af den danske udledning af kvælstof til vandmiljøet ifølge Aarhus Universitet. Overgødskning med kvælstof fører til iltsvind og øget algevækst i søer, fjorde og kystnære farvande. Siden 1990 er den samlede danske kvælstofudledning til vandmiljøet reduceret med ca. 40.000 tons. Alligevel vurderes yderligere reduktioner at være nødvendige for at nå målet om god økologisk tilstand i vandmiljøet. Næsten tre fjerdedele af det danske landbrugsareal vurderes at være ubæredygtigt på grund af et kvælstofoverskud på over 50 kg per hektar.

Kvælstofudledningen er samtidig en kilde til nitratforurening af grundvandet. For meget nitrat i drikkevandet kan hæmme iltoptagelsen i blodet hos spædbørn og forøger risikoen for mave-tarmkræft.

Fosforudledning

Landbruget er også en væsentlig kilde til danske vandområders fosforbelastning. Fosfor fra markdræn og erosion fører til øget algevækst og iltsvind. Fosfor udledt til vandmiljøet lagres i jordbunden og kan frigives i mange år efter, at tilførslen er stoppet.

Ammoniakfordampning

Fordampning af ammoniak fra husdyrgødning og kvælstofgødning udgør en betydelig luftforureningskilde fra landbruget. Ammoniakfaldet bidrager til forsuring af naturen og overbelastning af næringsstoffer i sårbare naturområder. Det bidrager dermed til problemer som algevækst, iltsvind og tab af biodiversitet.

Sprøjtning med pesticider

Landbruget anvender pesticider mod ukrudt, svampe og skadedyr. Når pesticiderne siver ned gennem jorden, kan de nå grundvandet. Det kan medføre, at drikkevandet bliver sundhedsskadeligt, så det bliver nødvendigt enten at foretage en dyr rensning eller lukke drikkevandsboringer. Pesticider kan også ende i vandløb og søer og skade fisk, insekter og planter i vandet. Pesticider kan desuden påvirke vigtige mikroorganismer i jorden, som på længere sigt gør jorden mindre frugtbar. Endvidere kan de være giftige for bier, smådyr og fugle, og de kan ophobes i fødekæden og derved ramme rovdyr højere oppe i systemet. Dermed kan de skade biodiversiteten.

Miljøstyrelsen kan forbyde brugen af pesticider, hvis der er mistanke om, at de kan være en trussel for grundvandet. I 2025 var der i alt 33 forbudte pesticider. Det varer imidlertid typisk 40 til 60 år, fra en sprøjtegift bliver anvendt på jordoverfladen, til den når de grundvandsmagasiner, som vandværkerne tager vand fra. Det tager dermed lige så lang tid, fra et stof bliver forbudt, til det ikke længere udgør en trussel for grundvandet.

Anden påvirkning af biodiversitet

Udover fordampningen af ammoniak og anvendelsen af sprøjtegifte har også den omfattende dræning af landbrugsjord samt udretning og vedligeholdelse af vandløb haft store negative effekter på biodiversiteten. Når hegn, vådområder og lignende småbiotoper forsvinder til fordel for ensartede marker, bliver det vanskeligere for vilde planter, fugle og insekter at finde levesteder eller føde. Mere end 50 % af de danske arter vurderedes i 2025 at være i tilbagegang.

Indsatser for at reducere landbrugets miljøpåvirkning

Der er gennemført en række indsatser for at reducere landbrugets miljø- og naturpåvirkning. Bl.a. er der indført regulering af husdyrbrug, efterafgrøder, randzoneloven og skærpede krav til gødningshåndtering. Derudover er der etableret vådområder, lavet minivådområder og taget landbrugsjord ud af drift. Disse initiativer har bidraget til at reducere kvælstof- og fosforudledningen til vandmiljøet og ammoniakfordampningen.

Effekten af indsatserne vurderes dog ikke at være tilstrækkelig til at opnå målsætningen om god økologisk tilstand. Der er fortsat behov for betydelig reduktion af næringsstofpåvirkningen af vandmiljøet.

Danmark er et af de lande i EU, der bruger den mindste andel af landbrugsstøtten på miljø- og klimatiltag, samt på landdistriktsudvikling.

Landbrugets klimapåvirkning

Import af sojabønner til foder udgør en betydelig indirekte CO₂-udledning.

Landbrugets udledninger

I 2024 udledte landbrugsprocesser i Danmark 11,4 millioner ton CO₂-ækvivalenter (CO₂e), hvilket svarede til 31 % af Danmarks nettoudledninger af drivhusgasser. Tallet var eksklusive udledningerne fra landbrugets energianvendelse samt kulstofudledninger og -optag fra marker (såkaldt LULUCF, hvor udledningerne især kommer fra kulstofrige lavbundsjorde). Udledningerne fra landbrugsprocesser i 2024 udgjorde et fald i absolutte tal fra 14,5 millioner ton i 1990, men samtidig en stigning i andelen af de samlede danske udledninger. I 1990 stod landbrugssektoren for 17 pct. af de samlede udledninger. Udledningsreduktionerne i landbruget i perioden er altså foregået i et lavere tempo end i de øvrige danske sektorer.

Udledninger fra landbrugsarealer mv., hvoraf ca. 80 % stammede fra lavbundsjorde, udgjorde i 2024 3,4 millioner ton eller yderligere 9 % af Danmarks nettoudledninger.

Der er derudover store indirekte udledninger fra foderproduktionen, der foregår i udlandet, som Danmark også bidrager til, via import af især sojabønner fra Sydamerika.

Hvor kommer landbrugets udledninger fra?

Udledningerne fra landbrugsprocesser kommer fra forskellige kilder. De tre hovedkilder er:

• Metanudledning fra husdyrenes fordøjelsesprocesser
• Metan- og lattergasudledning fra gødningshåndtering i stalde og lagre
• Lattergasudledninger fra dyrkning af marker via omsætning af kvælstof ved bl.a.

gødskning samt nedbrydning af afgrøderester

Faldet i udledninger fra landbrugsprocesser fra 1990 til 2024 skyldtes primært færre lattergasudledninger som følge af mindre brug af kvælstof samt ændring af fodersammensætning, mens faldet af udledninger fra husdyrfordøjelse og gødningshåndtering var beskedne.

Lavbundsjorde er jorder, der indeholder en stor mængde kulstof. Når lavbundsjorde dyrkes og drænes, tilføres jorden mere ilt, og kulstoflagrene nedbrydes og frigives hurtigere. I 2024 udgjorde kulstofrige landbrugsarealer (lavbundsjorde) lige over 111.000 hektar og udledte cirka 2,8 mio. ton CO₂e. Den 24. juni 2024 indgik Regeringen og organisationerne Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening Grøn Trepart, som er en aftale om Implementering af et Grønt Danmark. Aftalen omfatter blandt andt mål om at udtage 140.000 hektar kulstofrige Lavbundsjord inklusiv randarealer frem mod år 2030.

Sammenligning med andre lande

Danmark er blandt de lande i EU, der har den højeste udledning af drivhusgasser fra landbrugsjorde per hektar, med en udledning der er mere end dobbelt så høj som EU-gennemsnittet.

Der er ikke et entydigt svar på, hvorvidt det danske landbrug er særligt klimavenligt sammenlignet med resten af verdenen. Det er en kompleks øvelse at opgøre landbrugets udledninger pr. produceret enhed på tværs af lande og involverer mange afgrænsninger og metodiske valg, som gør det vanskeligt at sammenligne resultater på tværs af studier. På de få, eksisterende studier, der sammenligner forskellige lande eller områder for på den måde at sikre, at landbrugets udledning opgøres på samme måde på tværs af lande i de enkelte studier, så ligger mange europæiske landes udledningerne pr. producereret kg kød eller liter mælk relativt tæt. Når man tager i betragtning, hvor store usikkerheder der er forbundet med de bagvedliggende beregninger, kan man derfor ikke med fasthed konkludere, at Danmark er mere klimaeffektivt end mange af de lande, Danmark normalt bliver sammenlignet med.

Landbrugets fremtid

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vurderer, at dansk landbrug ville kunne brødføde 2,2-3,2 mio. flere mennesker, hvis svineproduktionen blev reduceret med 20 pct, så en del af arealet til foderproduktion kunne omlægges til at producere fødevarer til mennesker.

Ifølge Klimafremskrivningen 2022 vil landbrug, skov, gartneri og fiskeri i 2030 udgøre 45 pct. af Danmarks samlede udledninger. Med en forventet udledning på 10,22 mio. tons CO₂e i 2030 og dermed et fald på kun 1,19 mio. tons fra 2020-2030 er der tvivl, om de nuværende planer er tilstrækkelige til, at Danmark kan nå dets klimamål.

Der er indgået en bred politisk aftale for landbruget, der indeholder en målsætning om, at reducere drivhusgasudledningen for landbrug- og skovbrugssektoren med 55-65 pct. i 2030 i forhold til 1990. Det svarer til en yderligere reduktion på 4,6-6,6 mio. tons ud over, hvad der forventes udledt i 2030.

Der er uenighed om hvilke virkemidler er mest relevant for at nå den reduktion.

De Økonomiske Råd, Klimarådet, CONCITO, CEPOS har argumenteret for en klimaafgift, hvor store dele af landbruget og dets største interesseorganisation Landbrug & Fødevarer argumenterer imod.

Hvis omstillingen for landbrug- og skovsektorerne alene skulle ske gennem støttefinansiering i stedet for en klimaafgift vil det ifølge CONCITO alene i 2030 koste:

• Et velfærdstab på 6 mia. kr. mod under 1 mia. kr. ved en afgift
• Et finansieringsbehov på ca. 15 mia. kr. (støttekroner men også tabt økonomisk aktivitet fra nye afgifter). Det beløb svarer til indtægt fra registreringsafgift eller 75 pct. af topskat.
• Omkostningen pr. reddet årsværk i landbruget er sværere at fastslå, men de 800.000 kr. fra det årlige rapport fra de Økonomiske Råd i 2020 er stadig en brugbar størrelse.

SMRSF-regeringen iværksatte i efteråret 2026 et midlertidigt stop for udvidelser og nyetableringer af landbrug med svineproduktion. Dette førte til en ophedet debat, hvor flere eksperter satte tvivl om, hvorvidt der var lovhjemmel til dette skridt.

Lækage

I debatten om, hvor meget landbruget skal reguleres, og hvor høj CO₂-afgiften skal være, dukker argumentet om, at nedlæggelsen af landbruget i Danmark blot vil sende drivhusgasudledningerne til udlandet, hvor deres landbrugsproduktion er mere klimaskadelig end den danske, hvorfor det globalt set vil have en større negativ effekt for klimaet.

Det Miljøøkonomiske Råd har imidlertid lavet beregninger på, hvor stor lækageeffekten faktisk vil være ved en CO₂-afgift på 1.200 kr. pr. ton CO₂e. De vurderer, at lækageraten vil være på 35 pct., hvilket vil sige, at udlandets udledninger vil stige med 35 pct. af reduktionen i dansk landbrug. Det Miljøøkonomiske Råd pointerer desuden, at problemstillingen omkring lækageeffekten er kortsigtet, fordi international klimapolitik og -samarbejde medfører stadigt mere skærpede klimamål, som vil fremskynde den grønne omstilling og dermed mindske lækagen.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Landbrug i Danmark