Langrend

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Tartu Marathon 2006 Langrendsløb i Estland.
Jonas Thor Olsen, Tour de Ski, Prag

Langrend er en vintersport, hvor det gælder om at tilbagelægge en distance på ski hurtigere end sine modstandere. I langrend bevæger udøverne sig (i modsætning til hvad alpinskisportsudøvere gør) både op, ned og ligeud.

Langrend betragtes som en af de af de mest komplette idrætsgrene der findes. Alle de store muskelgrupper i hele kroppen trænes og der stilles store krav til balance og koordination. Den konditionsgivende effekt er høj og i konkurrencelangrend, er der også minutter og sekunder at hente på korrekt smøring af ski og taktiske beslutninger.

Der er udøvere i mange lande. Idrætten er mest populær i Norge, Sverige og Finland, men udøves i de fleste lande i Europa, i Rusland med randstater, i Canada og USA og de seneste år også i Japan og Kina. Langrend hører ind under de nordiske discipliner, som også inkluderer skihop og nordisk kombineret, (som kombinerer de to grene langrend og skihop). Også skiskydning, som kombinerer fristil-varianten af langrend og riffelskydning, regnes med her.

De førende nationer er Norge, Tyskland, Finland, Sverige, Italien, Tjekkiet og Rusland. Også Frankrig, Estland, Polen, Ukraine, Hviderusland, Slovenien, Schweiz, Østrig, USA, Japan, Kina og Kasakstan har udøvere på højt niveau. Den største stjerne inden for sporten er utvivlsomt Bjørn Dæhlie, som i 90'erne lavede bemærkelsesværdige, store bedrifter på de smalle ski.


Om sommeren trænes der i mange lande på rulleski, som har et bevægelsesmønster der ligner meget almindelig langrend.

Arrangementer[redigér | redigér wikikode]

Distancen i langrend kan være meget forskellig, fra 5 til typisk 50 km. I det svenske "Vasaloppet", arrangeret siden 1922 og dermed verdens ældste skiløb, skal der tilbagelægges 90 km i klassisk stil. Både enkeltstarter og konkurrencer med samlet start er almindelige. En tredje måde at starte på er jagtstart, hvor den deltager, som har klaret sig bedst i forudgående løb, får fordel af at starte først. Den næste starter så den tid efter, som han/hun i forudgående løb var dårligere end den første og så videre. Den, der kommer først i mål, vinder. Der findes også etapeløb, hvor nogle etaper er med samlet start (også kaldet massestart), og andre etaper er med enkeltvis start. Den deltager, der samlet bruger mindst tid på at gennemføre alle etaperne, vinder. Dog kan der undervejs være indlagt bonusspurter, der fungerer på den måde, at den eller de, som først passerer et bestemt sted på ruten, får trukket et bestemt antal sekunder fra den samlede tid. Der kan også være bonussekunder på spil ved etapernes mål. Nogle gange sluttes etapeløb af med en jagtstartsetape, hvor den, der vinder jagtstarten, også vinder hele etapeløbet.

Fil:Langrendbunger1.gif
Troels Bünger, VM i Liberec, Tjekkiet

Inden for konkurrence langrend er Vinter OL naturligvis det største arrangement. Næste Vinter-OL afholdes i Pyeongchang i Sydkorea. Derudover afholdes der Verdenmesterskab hvert andet år. Der findes også en World Cup, arrangeret af det Internationale Skiforbund FIS og i 2009 vandt schweizeren Dario Cologna. Der har aldrig været store danske resultater inden for langrend. Dansk/grønlænderen Michael Binzer regnes som den hidtil bedste danske langrendsløber. Han har været til tre vinter-OL. Ved udgangen af 2008 er det største danske talent Jonas Thor Olsen, der også har deltaget i Tour de ski med fine resultater.

Udstyr[redigér | redigér wikikode]

Langrendsski er typiske 180-210 cm lange, 4,2-6,0 cm bredde og 0,5-2 cm tykke og har et spænd dvs. de krummer henover midten. Spændet er til for at kunne have fæste smøring i midten og derved få bedre greb i modbakke uden at mindske gliddet. Spændet skal passe til skiløberens længde og vægt. De to tilhørende stave bidrager til fremdrift og giver støtte i sving. Skistaven har en ”basket” nederst som er en ring eller skive som skal forhindre staven i at trænge ned i sneen og en håndrem som sikrer et godt greb. Nederst er også en spids som skal give fæste i sneen. Skistøvlerne fæstes til skiene med bindinger. Der findes flere typer ski, bindinger og støvler. Her skelnes der først og fremmest mellem klassisk og skøjte langrend.

Bindinger[redigér | redigér wikikode]

Inden for langrendsbindinger er der nu fire hovedtyper:

NN (Nordic Norm) – Den oprindelige variant Rottefella • NNN (New Nordic Norm) – En videreudviklet variant • NIS (Nordic Integrated System) – Den mest moderne variant • SNS (Salomon Nordic System) – Konkurrerende variant fra Salomon som er smallere end NNN.

Hver af disse skibindingstyper kræver specialtilpassede sko. Dette gælder også specialvarianterne NNN-BC og SNS-BC ("Back Country") som er kraftigere bygget og egnet til turski.

Smøring[redigér | redigér wikikode]

Der findes en række forskellige smøremetoder til langrendsski. De kan inddeles i to hovedgrupper; fæstesmøring og glidevoks. Fæstesmøring kan enten være tørvoks eller klister. Tørvoks er bedst at bruge ved tør sne, dvs. ved frostgrader eller ganske få varmegrader i sneen. Klister bør anvendes når der er meget vådt, eller sneen er iset.

Glidevoks anvendes primært på skøjteski og påsmøres i hele skiens længde. Effekten ved brug af glidevoks kan diskuteres. Nogle eksperter påpeger, at glidevoks på moderne skisåler kan være en ulempe. F.eks. kan skidt fra løjperne sætte sig fast og opvarmningen ved påføring af glider kan være skadelig for skiene.

Stilarter[redigér | redigér wikikode]

Der findes to hovedstilarter i langrend. Klassisk stil og fristil. Udstyr, både ski, bindinger, sko og stave er tilpasset de to stilarter. Ligeså er løjperne.

Klassisk stil[redigér | redigér wikikode]

Der er fire hovedteknikker, som enhver langrendsløber bør kende; Fiskeben, diagonalgang, dobbelt stavtag og dobbelt stavtag med fraspark.[1]

Fiskeben Diagonalgang Dobbelt stavtag Dobbelt stavtag med fraspark
Denne teknik bruger man til stejle bakker.Man løber eller går med spredte ski uden glid. Teknikken efterlader et tydeligt "fiskebens"spor i sneen. En løbende bevægelse med parallelle ski og med glid på hver ski. Stavene er placeret på den modsatte side af frasparket. For erfarne og trænede langrendsløbere bruges denne teknik også i modbakke, hvor man kan holde et vist tempo. Her bliver begge stave sat i jorden samtidigt for at give et kraftfuldt afsæt.

Overkroppen lænes mere forover for at kunne trække igennem. I fladt terræn er teknikken meget benyttet.

Foregår på samme måde som dobbelt stavtag. Teknikken er god hvor det går lidt for hurtigt til at man kan bruge diagonalgang.

Skøjteteknik[redigér | redigér wikikode]

Ved verdensmesterskabet 1982 i langrendskiløb afholdt i Oslo fik den amerikanske skiløber Bill Koch stor opmærksomhed ved den overlegenhed, han udviste i konkurrencerne ved at bruge skøjteteknikken i kontrast til den klassiske stil. Efter denne præstation er Bill Koch blevet udnævnt til stilens ophavsmand, men det er ikke det fulde sandhed. At Bill Koch perfektionerede stilen og demonstrerede den med stor overlegenhed står ikke til at betvivle, men teknikkens historie strækker sig langt tilbage i tiden. En tidligere variant, spark med en ski til siden, blev i 1970’erne gradvist tillempet teknikken til langrend. Det var finnen Pauli Siitonen som overbeviste flere langrendsløbere om, at teknikken var effektiv og gav hurtigere fremdrift. Siitonen, som i øvrigt vandt Vasaloppet i 1973, var i begyndelsen af 60’erne orienteringsløber såvel i sko som på ski, og han bragte skøjteteknikken med fra skiorienteringen til langrend. Rundt om i Europa kaldte man skøjteteknikken for ”Siitonen-skridt”. Men det var ski-o-løbere som ”opfandt” og udviklede skøjteteknikken på ski. I 1940’erne begyndte man at tilpasse teknikken fra skøjteløb til de meget lange veje ofte isbelagt og før grusning og saltning. I 50’erne og 60’erne havde skøjteteknikken sit højdepunkt i ski-o-løb, da man ofte kunne tilbagelægge stræk langs veje 3-4 gange så hurtigt som ved at tage fugleflugtslinjen. Det var i træskienes tid og ski-o-løberne monterede ofte en stålkant på skiens inderside som kunne udnyttes i gliddet ved at kantstille skiene.

Langrendsstjerner[redigér | redigér wikikode]

Disse løbere har domineret den moderne langrendssport siden 1980. Antal OL og VM medaljer siden 1980.

Mænd[redigér | redigér wikikode]

Bjørn Dæhlie, som topper ranglisten, har i tillæg til sine 29 medaljer vundet 46 World Cups fordelt på forskellige distancer og stilarter [2]. Nummer 9 på listen, Andrus Veerpalu fra Estland, er stadig aktiv og vandt sin seneste guldmedalje ved VM i Liberec, februar 2009.


[3]

Rank Navn Født Guld Sølv Bronze Total
1 Norge Bjørn Dæhlie 1967 17 9 3 29
2 Sverige Gunde Svan 1962 11 4 2 17
3 Norge Thomas Alsgaard 1972 11 3 1 15
4 Sverige Thomas Wassberg 1956 7 3 1 11
5 Norge Frode Estil 1972 6 2 3 11
6 Kasakhstan Vladimir Smirnov 1964 5 8 5 18
7 Finland Mikka Myllylä 1969 5 4 6 15
8 Sverige Torgny Mogren 1963 5 3 2 10
9 Estland Andrus Veerpalu 1971 5 2 7
10 Norge Sture Sivertsen 1966 5 1 1 7

Kvinder[redigér | redigér wikikode]

Rank Navn Født Guld Sølv Bronze Total
1 Rusland Yelena Välbe 1968 17 2 4 23
2 Rusland Larisa Lazutina (doped) 1965 16 2 3 21
3 Rusland Nina Gravrilyuk 1966 9 3 3 15
4 Rusland Raisa Smetanina 1952 8 9 5 22
5 Italien Stefanie Belmondo 1969 7 9 7 23
6 Finland Marja-Liisa Kirvesniemi 1955 6 5 4 15
7 Norge Benta Skari 1972 6 3 2 11
8 Finland Virpo Kuitonen (doped) 1976 6 1 2 9
9 Rusland Juliya Chapalova 1976 5 4 3 12
10 Norge Marit Bjørgen 1980 4 4 3 11

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Erik Mygind, "Langrend", 1987, Politikens Forlag
  2. http://www.traininglog.dk/xcstart.html
  3. www.traininglog.dk/statsathlete.html

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Sport Stub
Denne artikel om sport er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.