Spring til indhold

Marvin Gaye

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Marvin Gaye
Marvin Gaye i 1973
Information
FødtMarvin Pentz Gay Jr.
2. april 1939(1939-04-02)
Washington D.C.
Død1. april 1984 (44 år)
Los Angeles
DødsårsagSkudsår
StatsborgerUSA Rediger på Wikidata
FarMarvin Gay, Sr. Rediger på Wikidata
MorAlberta Gey Rediger på Wikidata
SøskendeFrankie Gaye Rediger på Wikidata
ÆgtefælleAnna Gordy Gaye (1963-1977) Rediger på Wikidata
BørnMarvin Gaye III,
Nona Gaye Rediger på Wikidata
Genre
BeskæftigelseSanger, pianist, singer-songwriter, sangskriver Rediger på Wikidata
Aktive år1957-1984
Pladeselskab
Associeret med
Påvirket afNat King Cole Rediger på Wikidata
Instrumenter
  • Sang
  • klaver
  • trommer
Eksterne henvisninger
Marvin Gayes hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Marvin Pentz Gaye Jr. (født Gay 2. april 1939 i Washington D.C., død 1. april 1984 i Los Angeles)[1] var en amerikansk R&B- og soulsanger, sangskriver, musiker og musikproducer. Han var med til at forme den unikke lyd af pladeselskabet Motowns musik i 1960'erne, først som studiemusiker og senere som soloartist med stor succes, hvilket ledte til kaldenavnene "Prince of Motown" og "Prince of Soul". Han betragtes som en af de vigtigste sangere gennem tiderne.

Gayes tidlige hits tæller blandt andet "How Sweet It Is (To Be Loved by You)" (1964), "Ain't That Peculiar" (1965), duetten "Ain't No Mountain High Enough" med Tammi Terrell (1967) og "I Heard It Through the Grapevine" (1968). Han indspillede også duetter med Mary Wells, Kim Weston og Diana Ross. I 1970'erne blev Gaye en af de første Motown-kunstnere, der brød løs fra selskabets strenge kreative kontrol, da han udgav det skelsættende samfundskritiske album What's Going On i 1971, som blev kåret til det bedste album nogensinde af musikmagasinet Rolling Stone i 2020. På Let's Get It On (1973) cementerede han sin status som sexsymbol.

Hans senere indspilninger påvirkede R&B-undergenrer som quiet storm og neo soul.[2] For "Sexual Healing", udgivet i 1982 på albummet Midnight Love, modtog han sine to første Grammy Awards.[3]

Marvin Gayes liv endte tragisk, da hans far, Marvin Gay Sr., skød og dræbte ham efter et skænderi i forældrenes hjem i Los Angeles 1. april 1984, aftenen før hans 45-års fødselsdag.[4][5] Gay Sr. blev idømt seks års betinget fængsel og fem års prøvetid. Efter sin død er Gaye blevet tildelt talrige priser og hædersbevisninger som Grammy Lifetime Achievement Award, en stjerne på Hollywood Walk of Fame samt optagelser i Rhythm and Blues Music Hall of Fame, Songwriters Hall of Fame og Rock and Roll Hall of Fame.[6]

Liv og karriere

[redigér | rediger kildetekst]

Baggrund

[redigér | rediger kildetekst]
Gaye gik på Cardozo High School i Washington D.C.

Marvin Pentz Gaye Jr. blev født 2. april 1939 på Freedman's Hospital[7] i Washington D.C. til kirkepræsten Marvin Gay Sr. og hushjælperen Alberta Gay (født Cooper). Gaye var det andet af parrets fire børn. Han havde to søstre, Jeanne og Zeola, og en bror, Frankie Gaye, der også blev musiker. Han havde derudover to halvbrødre: Michael Cooper, hans mors søn fra et tidligere forhold, og Antwaun Carey Gay,[8] født som følge af en af faderens affærer.[8]

Gaye blev kirkesanger som femårig, og hans far akkompagnerede ham ofte på klaver.[9][10][11] Familien var en del af en konservativ kirke kendt som House of God, der hentede sin lære fra pinsebevægelsen med en streng adfærdskodeks.[12][13] I en tidlig alder udviklede han en kærlighed til sang og blev opfordret til at forfølge en professionel musikkarriere efter en optræden i et skoleteaterstykke som 11-årig, hvor han sang Mario Lanzas "Be My Love".[11] Faderen var voldelig og piskede og slog den unge Gaye,[14] der senere beskrev barndommens hjem som "lidt ligesom at bo med en konge, en meget tosset, foranderlig, grusom og almægtig konge".[15]

Gaye gik kortvarigt på Spingarn High School, før han skiftede til Cardozo High School.[16] På Cardozo sluttede Gaye sig til adskillige doo-wop-vokalgrupper, herunder Dippers og DC Tones.[17] I sine teenageår smed faderen ham ofte ud af huset.[18] I 1956 droppede den 17-årige Gaye ud af high school og meldte sig til det amerikanske luftvåben.[19][20] Han blev, ligesom mange af sine jævnaldrende, hurtigt desillusioneret med tjenesten. Gaye foregav sig derfor for at være psykisk syg og blev afskediget primo 1957; i hans afgående præstationsvurdering skrev hans sergent: "Menig Gay kan ikke tilpasse sig hverken regimentering eller autoritet".[21][22]

Tidlig karriere (1957-1961)

[redigér | rediger kildetekst]

Efter Gaye forlod luftvåbnet i 1957, dannede han en vokalkvartet, The Marquees, med vennen Reese Palmer.[23][24] Gruppen optrådte i Washington D.C.-området og begyndte snart at arbejde sammen med Bo Diddley, som forsøgte at overtale sit eget pladeselskab, Chess, til at skrive en pladekontrakt med dem. Da det ikke lykkedes, sendte han dem til Columbia-datterselskabet OKeh Records.[24] Diddley var med til at skrive gruppens eneste single, "Wyatt Earp"; den opnåede ikke placering på hitlisterne, og gruppen blev hurtigt droppet af pladeselskabet.[25]

Harvey Fuqua, medlem af R&B-gruppen The Moonglows, ansatte senere The Marquees som medarbejdere.[26] Under Fuquas ledelse ændrede gruppen navn til Harvey and the New Moonglows og flyttede til Chicago.[27] I 1959 indspillede de nogle sange for Chess, herunder "Mama Loocie", som var Gayes første indspilning på lead-vokal.[28] Gruppen fandt arbejde som studiesangere for etablerede kunstnere som Chuck Berry.[29] Gruppen blev opløst i 1960. Gaye flyttede til Detroit med Fuqua, hvor han skrev kontrakt med Tri-Phi Records som studiemusiker og spillede trommer på flere Tri-Phi-udgivelser. Snart kom Fuqua i kontakt med Motowns direktør, Berry Gordy, og Gaye underskrev kontrakt med Motown i september 1960.[30]

Gaye ønskede oprindeligt at være kendt for fortolkninger af jazzstandarder, med Frank Sinatra og Nat King Cole som forbillederne.[18] I maj 1961 udgav Tamla hans første single, en gengivelse af "The Masquerade Is Over", under hans oprindelige efternavn, Gay;[31] e'et blev tilføjet kort efter.[32] Hans første officielle single under sit nye navn var bluesballaden "Let Your Conscience Be Your Guide" i maj 1961, og albummet The Soulful Moods of Marvin Gaye fulgte en måned senere. Salgstallene var skuffende, og han tilbragte det meste af 1961 med at spille trommer for kunstnere som The Miracles og The Marvelettes.[33][34]

Begyndende succes (1962-1970)

[redigér | rediger kildetekst]
Gaye i 1966
Marvin Gaye giver koncert i 1968

I september 1962 udgav Gaye sit første solohit, "Stubborn Kind of Fellow", der nåede nr. 8 på R&B-hitlisten og nr. 46 på Billboard Hot 100 i henholdsvis november og december 1962. I marts 1963 opnåede Gaye for første gang placering på Billboards pop top 40-hitliste med dansesangen "Hitch Hike". "Pride and Joy" blev Gayes første top ti-single på Billboard Hot 100 juli samme år. Gayes første album på hitlisterne var med Mary Wells på deres fælles album fra 1964, Together, der nåede nr. 42 på Billboard 200 og indeholdt den dobbelte A-sidede single "Once Upon A Time" / "What's the Matter with You Baby". Begge sider nåede top 20 på Billboard Hot 100 og øgede Gayes popularitet.

De fleste af Gayes hits var i denne periode fortolkninger af sange givet til ham af pladeselskabets sangskrivere, hvoraf de første var den særdeles succesrige sangskrivertrio Holland-Dozier-Holland, med hvem han indspillede hittene "Can I Get a Witness" og "How Sweet It Is (To Be Loved By You)", der opnåede nr. 6 på Billboard Hot 100 i januar 1965. Senere på året udgav Gaye hitsinglerne "I'll Be Doggone" og "Ain't That Peculiar", skrevet til ham af Smokey Robinson; begge sange nåede top ti på Billboard Hot 100 og solgte begge over en million eksemplarer. Gayes ambitioner om at blive popsanger fortsatte med udgivelsen af album som When I'm Alone I Cry, Hello Broadway og A Tribute to the Great Nat King Cole – som alle blev udgivet til ringe fanfare.[35]

I 1967 begyndte Gaye at samarbejde med Tammi Terrell på en hitsinglerne "Ain't No Mountain High Enough", "Your Precious Love", "Ain't Nothing Like the Real Thing" og "You're All I Need to Get By", hvoraf de tre sidstnævnte nåede top ti på pophitlisten. Gaye vandt sin første Grammy Award-nominering i kategorien Best Rhythm & Blues Group Performance, Vocal or Instrumental for "Ain't No Mountain High Enough".[36] Men i oktober 1967 kollapsede Terrell i Gayes arme under en koncert i Virginia.[37] Terrell blev hastet på hospitalet, hvor lægerne opdagede en ondartet hjernetumor.[37] Gaye var sønderknust over Terrells sygdom.[38][39]

I slutningen af 1968 blev Gayes indspilning af "I Heard It Through the Grapevine" hans første til at nå førstepladsen på Billboard Hot 100, hvor den blev syv uger i træk. Den nåede også toppen af hitlisterne i andre lande, solgte mere end fire millioner eksemplarer og resulterede senere i en Grammy Award-nominering for "Best Male R&B Vocal Performance".[40] Samme år blev hans album M.P.G. hans første nr. 1 på soul-albumhitlisten.[41]

Tammi Terrell døde af kræft i hjernen 16. marts 1970; Gaye deltog i begravelsen.[42] Efter en periode med depression, der til dels skyldtes Terrells død, søgte han en stilling på det amerikanske fodboldhold Detroit Lions, hvor han senere blev venner med spillerne Mel Farr og Lem Barney. Barney og Farr modtog senere guldplader for at have kor til titelnummeret på Gayes album What's Going On. Detroit Lions spillede med for publicitetens skyld, men afslog i sidste ende en invitation til Gaye om at prøve kræfter på grund af juridisk ansvar og frygt for mulige skader, der kunne have påvirket hans musikkarriere.[43][44]

What's Going On (1970-1971)

[redigér | rediger kildetekst]

Den 1. juni 1970 vendte Gaye tilbage til Motowns studie Hitsville U.S.A. i Detroit, hvor han indspillede "What's Going On". Sangen var inspireret af en idé, han havde fået af Renaldo "Obie" Benson fra Four Tops, efter at denne havde været vidne til politivold ved en demonstration mod Vietnamkrigen i Berkeley.[45] Da Berry Gordy hørte sangen, nægtede han at udgive den – han mente, at den var "for politisk", og han frygtede, at Gaye ville fremmedgøre den hvide del af sit publikum.[46] Gaye kæmpede imidlertid imod og besluttede sig for ikke at udgive andet nyt materiale, før pladeselskabet udgav sangen.[46] Det lykkedes Motown-executivene Barney Ales og Harry Balk at bestille 100.000 kopier af "What's Going On", og sangen blev udgivet 20. januar 1971 uden Gordys viden.[46][47] Sangen blev øjeblikkeligt et hit og var Motowns hurtigst sælgende single til dato. Den toppede soul-singlehitlisten, opnåede en andenplads på Billboard Hot 100 og solgte i mere end to millioner eksemplarer.[48][49][46] Forbløffet over sangens succes kørte Gordy til Gayes hjem for at diskutere et album. De aftalte, at Gaye kunne gøre, hvad han ville med sin musik, hvis han færdiggjorde pladen inden for 30 dage før udgangen af ​​marts.[50]

Med den nyvundne kreative frihed vendte Gaye tilbage til Hitsville for at indspille resten af ​​What's Going On, hvilket kun tog ti dage mellem 1. og 10. marts. Albummets rytmespor og lydoverdubs blev indspillet i Hitsville, eller Studio A, mens strygere, horn, lead- og baggrundsvokal blev indspillet i Golden World – Studio B – fire kilometer fra Hitsville.[47] Albummets oprindelige mix, indspillet i Detroit i både Hitsville, Golden World og United Sound Studios, blev færdiggjort 5. april 1971. Da Gordy hørte resultatet, var han bekymret for, at der ikke ville komme andre hitsingler fra albummet.[46] For at lette Gordys bekymringer tog Gaye og albummets teknikere til The Sound Factory i Los Angeles i begyndelsen af ​​maj. På denne mix integreredes orkestret noget tættere på rytmesporene, og Gaye valgte nogle andre vokalspor visse steder og tilføjede ekstra instrumentering.[51]

Motown udgav albummet 21. maj 1971.[46] Det blev Gayes første million-sælgende album og gydede yderligere to top ti-singler, "Mercy Mercy Me (The Ecology)" og "Inner City Blues". What's Going On var et af Motowns første værker, som kunstneren havde fuld kreativ kontrol over. Dets samfundskritiske temaer og sømløse overgange mellem sangene bragte konceptalbumformattet, hidtil kendt primært fra rock, til R&B- og soulmusik. En AllMusic-skribent kaldte senere albummet "ikke kun Marvin Gayes mesterværk, [men] også den vigtigste og mest passionerede plade inden for soulmusik, leveret af en af ​​dens ypperste stemmer".[52] For albummet modtog Gaye to Grammy-nomineringer og adskillige NAACP Image Awards,[53] og det blev kåret af Rolling Stone som årets album. Billboard udnævnte Gaye til "Årets Trendsetter" efter albummets succes.[54]

Efterfølgende succes (1971-1977)

[redigér | rediger kildetekst]

I 1971 underskrev Gaye en ny kontrakt med Motown til en værdi af $1 million (ca. $7,7 millioner eller 50 millioner kr. i 2024[55]), hvilket gjorde det til den mest lukrative aftale for en sort kunstner på det tidspunkt.[56] Efter aftalen begyndte Gaye at indspille et lignende opfølgende album, You're the Man. Titelnummeret var et beskedent hit ved udgivelsen og opnåede kun nr. 50 på Billboard Hot 100 og nr. 7 på soul-singlehitlisten. Den relative fiasko i forhold til What's Going Ons massive succes førte til, at Gaye lagde projektet på hylden, og det blev først udgivet i 2019.[57] Ikke længe efter indvilligede Gaye i at producere soundtracket til blaxploitation-krimithrilleren Trouble Man (film), som udkom i november 1972. "Trouble Man", soundtrackets eneste single, blev Gayes femtende top ti-hit på Billboard Hot 100 og nåede syvendepladsen. Gaye flyttede til Los Angeles i januar 1973.[58]

I Motowns nye, noget mere moderne studie Hitsville West i Los Angeles begyndte Gaye på et tematisk helt anderledes projekt, idet han gik væk fra det socialt bevidste og over til det seksuelle, hvilket førte til udgivelsen af Let's Get It On i august 1973. Titelsangen blev Gayes anden nr. 1-single på Billboard Hot 100. Albummet blev senere hyldet som "en plade uden sidestykke i sin rene sensualitet og sanselige energi". Andre singler fra albummet var "Come Get to This", der mindede om Gayes tidlige Motown-soullyd fra det foregående årti, mens den suggestive "You Sure Love to Ball" opnåede beskeden succes på R&B-hitlisterne. Dens succes blev til dels hindret af, at radiostationer nægtede at spille den særdeles seksuelt ladede sang, der blandt andet indeholdt lyden af en stønnende kvinde.[59]

Gayes sidste duetprojekt, Diana & Marvin (1973), med Diana Ross, opnåede international succes på trods af modstridende kunstneriske stilarter. Meget af materialet blev skrevet til duoen af sangskriverparret Ashford & Simpson. Efter efterspørgsel fra såvel fans som Motown påbegyndte Gaye sin første koncertturné i fire år på Oakland-Alameda County Coliseum den 4. januar 1974.[60] Optrædenen modtog kritikerros og resulterede i udgivelsen af livealbummet Marvin Gaye Live!, og dets single, en liveversion af Let's Get It On-sporet "Distant Lover", nåede Billboard-hitlisterne og toppede som nr. 12 på soulhitlisten senere samme november. Turnéen styrkede Gayes ry som liveperformer.[60] I en periode tjente han $100.000 pr. aften (ca. $637.000 eller 4 millioner kr. i 2024[55]) for optrædener.[61] Gaye turnerede videre i 1974 og 1975. En fornyet kontrakt med Motown tillod ham at bygge sit eget lydstudie, Marvin Gaye Studios, senere omdøbt til Marvin's Room (en).[62]

I oktober 1975 gav Gaye en optræden ved en UNESCO-velgørenhedskoncert i New Yorks Radio City Music Hall for at støtte UNESCOs afrikanske læsefærdighedskampagne, hvilket resulterede i, at han blev hædret i FN af den daværende ambassadør i Ghana, Shirley Temple Black, og Kurt Waldheim.[63][64] Gayes næste studiealbum, I Want You, fulgte i marts 1976, hvor titelnummeret "I Want You" nåede førstepladsen på R&B-hitlisterne. Albummet solgte over en million eksemplarer. Samme efterår begav Gaye sig ud på sin første europæiske koncertturné, der startede i Royal Albert Hall i London.[65] I begyndelsen af 1977 udgav Gaye livealbummet Live at the London Palladium, som solgte over to millioner eksemplarer takket være albummets studiesang, "Got to Give It Up", der nåede førstepladsen på hitlisten.[66]

Sidste tid på Motown og eksil i Europa (1978-1982)

[redigér | rediger kildetekst]

I december 1978 udgav Gaye albummet Here, My Dear, inspireret af hans tumultariske skilsmisse med hans første kone, Anna Gordy. Albummet, der blev udgivet med et retsligt krav om at give en del af indtægterne til Anna Gordy i hustrubidrag, klarede sig dårligt på hitlisterne.[67] I denne periode intensiveredes Gayes kokainafhængighed, samtidig med at han kom i stadig flere økonomiske problemer med skattevæsenet for ubetalte skatterestancer. De overvældende problemer førte til, at han flyttede til Maui, hvor han kæmpede med at indspille et disco-inspireret album med titlen Love Man, med en sandsynlig udgivelsesdato i februar 1980, men projektet blev lagt på hylden.[68] Samme år tog Gaye på en europaturné, hans første i fire år.[69] Da turnéen sluttede, var han flyttet til London. Han frygtede fængselsstraf for den manglende skattebetaling, som nu var nået op på over $4,5 millioner (ca. $17,17 millioner eller 110 millioner kr. i 2024[55]).[69][70]

Gaye omarbejdede derefter Love Man fra det oprindelige disco-koncept til endnu et socialt bevidst album, der inddrog religion og dommedag inspirereret af et kapitel i Johannes' Åbenbaring.[71] Albummet fik titlen In Our Lifetime? og blev indspillet i løbet af 1980 i forskellige studier i London, heriblandt AIR og Odyssey Studios.[72]

I efteråret samme år blev et masterbånd af et udkast til albummet stjålet af Gayes bassist, Frank Blair, der tog det med til Motowns hovedkvarter i Hollywood.[73] Motown remixede albummet og udgav det den 15. januar 1981.[74] Da Gaye fik kendskab til udgivelsen, beskyldte han Motown for at redigere og remixe albummet uden hans samtykke, offentliggøre ufærdige indspilninger samt ændre coverbilledet. Motown fjernede derudover titlens spørgsmålstegn.[75] Han beskyldte også pladeselskabet for at have udgivet albummet i hast og sammenlignede udgivelsen af albummet med at udgive et ufærdigt Pablo Picasso-maleri.[75] Han var så rasende, at han svor aldrig mere at udgive musik på Motown.[76]

Den 14. februar 1981 flyttede Gaye, efter råd fra musikpromotoren Freddy Cousaert, til Cousaerts lejlighed i Oostende i Belgien.[77] Under tiden i Oostende dæmpedes hans stofmisbrug, og han begyndte at motionere og gå i en lokal kirke.[78][79] Efter flere måneders restitution søgte Gaye et comeback og tog på den kortvarige Heavy Love Affair-turné i England og Oostende fra juni til juli 1981.[80] Hans advokat, Curtis Shaw, beskrev senere hans periode i Oostende som "det bedste, der nogensinde er sket for Marvin". Da rygtet spredtes om, at Gaye planlagde et musikalsk comeback og en exit fra Motown, overtalte CBS Urbans præsident Larkin Arnold ham til sidst til at skrive kontrakt med CBS Records i marts 1982.[81]

Midnight Love (1982-1984)

[redigér | rediger kildetekst]

Gaye blev tilknyttet CBS' datterselskab Columbia og begyndte snart arbejdet på sit eneste album uden for Motown, Midnight Love. Den første single fra albummet, "Sexual Healing", som blev skrevet og indspillet i Oostende i Freddy Cousaerts lejlighed, blev udgivet i oktober 1982 og tilbragte 10 uger på førstepladsen på Hot Black Singles-hitlisten og blev 80'ernes største R&B-hit ifølge Billboard. I januar 1983 krydsede den over til Billboard Hot 100, hvor den toppede som nr. 3, mens pladen opnåede international succes og nåede topplaceringen i New Zealand og Canada og top 10 på Storbritanniens OCC-singlehitliste, Australien og Belgien. Senere solgte den mere end to millioner eksemplarer alene i USA og blev dermed Gayes mest succesfulde sang til dato.[82]

Med "Sexual Healing" vandt Gaye i februar 1983 sine første og i sin levetid eneste to Grammy Awards – i kategorierne Best R&B Vocal Performance, Male, samt Best R&B Instrumental Performance for sangens instrumentalversion – og en American Music Award i R&B-kategorien. Midnight Love blev udgivet mindre end en måned efter singlens udgivelsen. Albummet så lignende succes og opnåede en syvendeplads på Billboard 200 og blev Gayes ottende nr. 1 album på Top Black Albums-hitlisten. Det var hans første album, der blev certificeret, og fik platincertificering i december 1982.[83] Salget nåede tre millioner enheder og gik tredobbelt platin efter hans død i 2000, hvilket gjorde det til hans mest succesfulde album.[83]

Gaye med Gordon Banks, hans guitarist og svoger, i 1983

Den 13. februar 1983 sang Gaye "The Star-Spangled Banner" ved NBA All-Star Game på The Forum i Inglewood i Californien – akkompagneret af svogeren Gordon Banks, der spillede studiebåndet fra tribunen.[84] Den følgende måned optrådte Gaye ved særudsendelsen Motown 25: Yesterday, Today, Forever. Denne optræden og en optræden i maj i Soul Train (hans tredje optræden i programmet) blev Gayes sidste tv-optrædener. Gaye begav sig ud på sin sidste koncertturné, Sexual Healing Tour, 18. april 1983.[85] Turnéen, som i alt havde 51 koncerter og inkluderede seks udsolgte shows i Radio City Music Hall i New York City, sluttede 14. august 1983, men var plaget af kokainudløst paranoia, problemer med stemmen og sygdom. Efter turnéen flyttede han ind i sine forældres hus i Los Angeles. I starten af 1984 blev Midnight Love nomineret til en Grammy i kategorien Bedste Mandlige R&B Vokaloptræden, hans 12. og sidste nominering.[36]

Død

[redigér | rediger kildetekst]

Tidligt om eftermiddagen 1. april 1984 blandede Gaye sig i et slagsmål mellem sine forældre i familiens hus i West Adams-kvarteret i Western Heights[4] i Los Angeles, og kom i håndgemæng med sin far, Marvin Gay Sr.[86] Faderen hentede en pistol, som Gaye havde givet ham i julegave året inden, og skød Gaye to gange: én gang i brystet, der gik igennem hjertet, og derefter i skulderen.[86][87] Skyderiet fandt sted i Gayes soveværelse klokken 12:38. Han blev erklæret død kl. 13:01, efter at hans lig ankom til California Hospital Medical Center.[86][88]

Efter bisættelsen blev hans lig kremeret i Forest Lawn Memorial Park i Hollywood Hills og asken spredt i Stillehavet.[89][90] Gay Sr. blev oprindeligt anklaget for mord (first-degree murder), men anklagerne blev reduceret til forsætligt manddrab (voluntary manslaughter), efter han fik konstateret en hjernetumor.[91] Han fik en betinget dom på seks år og prøvetid. Han døde på et plejehjem i 1998.[92]

Privatliv

[redigér | rediger kildetekst]
Dødsattesten

I juni 1963 giftede Gaye sig med Anna Gordy, Berry Gordys søster.[93] Parrets kaotiske ægteskab sluttede i 1977 efter en toårig skilsmissesag. Samme år giftede Gaye sig med Janis Hunter, datter af Slim Gaillard, som han på det tidspunkt havde været sammen med i fire år. Men allerede i 1979 gik de fra hinanden og blev officielt skilt i 1982. Gaye fik tre børn: Marvin III (igennem adoption), Nona og Frankie. Marvin III's biologiske moder var Annas niece, Denise Gordy, som var 16 år gammel ved fødslen; det er ikke offentligt kendt, om Marvin Gaye også var barnets biologiske far.[94] Gaye fik to børn, Nona og Frankie, med Janis. Han var fætter til Wu-Tang Clan-rapperen Masta Killa.[95]

I 2018 hævdede Michael Jackson-produceren Quincy Jones, at Gaye havde været seksuelt involveret med skuespilleren Marlon Brando, en påstand, som Gayes efterladte familie afviste.[96][97][98] Jones undskyldte senere for sine kommentarer.[98] Gayes søster Zeola kaldte produceren "ondsindet og hævngerrig" efter hans påstande, mens Gayes ældste søn Marvin III udtalte, at hans far "ikke havde noget imod homoseksuelle", og at Gaye var en "ladies' man".[98]

Musikerskab

[redigér | rediger kildetekst]

Udover trommer og vokal udvikledes Marvin Gayes musikalske kunnen i tiden på Motown til klaver, keyboards, synthesizere og orgel. Gaye brugte også percussioninstrumenter som klokke, fingerbækken, cajón, klokkespil, vibrafon, bongotromme, conga og cabasa. Dette blev tydeligt, da han i sine senere år hos Motown fik kreativ kontrol over sine egen musik. Udover sit talent som trommeslager, omfavnede Gaye også TR-808, en trommemaskine, der blev fremtrædende i begyndelsen af 80'erne, og brugte den på samtlige spor på Midnight Love. Klaveret var hans primære instrument på scenen, med lejlighedsvis trommespil.[99]

Indflydelser

[redigér | rediger kildetekst]

Som barn var Gayes største inspiration faderen – noget, han senere anerkendte over for biografen David Ritz, og også i interviews, hvor han ofte nævnte, at hans fars prædikener gjorde stort indtryk på ham. Hans første store musikalske inspirationskilder var doo-wop-grupper som The Moonglows og The Capris. Gayes Rock & Roll Hall of Fame-side anfører The Capris' sang "God Only Knows" som "afgørende for hans musikalske opvågnen".[100] Om The Capris' sang sagde Gaye: "Den faldt ned fra himlen og ramte mig mellem øjnene. Så meget sjæl, så meget smerte. Jeg kunne relatere til historien, til den måde, hvorpå ingen undtagen Herren virkelig kan læse hjertet hos ensomme, forelskede børn."[101] Gayes største musikalske inspirationskilder var Rudy West fra The Five Keys, Clyde McPhatter, Ray Charles og Little Willie John.[102] Han betragtede Frank Sinatra som en stor inspirationskilde i det, han havde ønskede at udrette.[103] Han var også påvirket af Billy Eckstines og Nat King Coles vokalstile. [104]

Efterhånden som hans Motown-karriere udviklede sig, fandt Gaye inspiration hos kollegaer som David Ruffin fra The Temptations og Levi Stubbs fra Four Tops, hvis mere rå stemmer førte til, at Gaye og hans producer søgte en lignende lyd i indspilninger som "I Heard It Through the Grapevine" og "That's the Way Love Is". Senere i sit liv reflekterede Gaye over Ruffin og Stubbs' indflydelse og sagde: "Jeg havde hørt noget i deres stemmer, som min egen stemme manglede."[102] Han uddybbede: "Tempts og Tops' musik fik mig til at huske, at når mange kvinder lytter til musik, vil de gerne føle kraften fra en rigtig mand." [102]

Vokal

[redigér | rediger kildetekst]

Gaye havde et ambitus på fire oktaver.[105] Fra sine tidligere indspilninger som medlem af Marquees og Harvey and the New Moonglows, og i sine første par indspilninger med Motown, sang Gaye primært i baryton- og tenorlejet. Han ændrede til en raspende tone i sine tidlige, gospel-inspirerede hits som "Stubborn Kind of Fellow" og "Hitch Hike". Som forfatter Eddie Holland forklarede: "Han var den eneste sanger, jeg nogensinde har hørt, der tog en sang af den art, som var så langt fra hans naturlige stemme [...], og gjorde hvad som helst for at sælge den sang."[106]

I sange som "Pride and Joy" anvendte Gaye tre registre: hans baryton i begyndelsen, med en lettere tenor i versene, og skiftede til en gospel-modus i omkvædet.[107] Holland fortæller, at Gayes "grundsjæl" var ballader og jazz, men han "havde evnen til at tage en roughhouse, rock and roll, blues, R&B, enhver form for sang og gøre den til sin egen". Gaye, sagde han, var den mest alsidige vokalist, han nogensinde havde arbejdet med.[107]

Gaye ændrede sin sangstil i slutningen af 1960'erne, da han blev rådet til at bruge en skarpere, hæs stemme – især i Norman Whitfields indspilninger. Gaye var i starten imod den nye stil og anså den for at være uden for hans register.[108] Efter at have lyttet til David Ruffin og Levi Stubbs sagde Gaye, at han begyndte at udvikle det, han kaldte sin "hårde mandestemme".[102] I bagsideteksten til sit DVD-sæt, Marvin Gaye: The Real Thing in Performance 1964–1981, skrev professor i musiketnologi Rob Bowman, at Gaye i begyndelsen af 1970'erne havde udviklet "tre forskellige stemmer: hans glatte, blide tenor; en brølende raspen; og en uvirkelig falset."[109] Bowman skrev yderligere, at "What's Going On" var "den første single, der brugte alle tre, da Marvin udviklede en radikal tilgang i konstruktionen af sine indspilninger ved at lægge en række kontrapunktiske baggrundsvokal-linjer på forskellige spor, hver især udtænkt og sunget isoleret af Marvin selv."[109]

Social kritik og konceptalbum

[redigér | rediger kildetekst]

Før indspilningen af albummet What's Going On indspillede Gaye en coverversion af sangen "Abraham, Martin & John" – en hyldest til de samfundsændrende ikoner Abraham Lincoln, John F. Kennedy, Martin Luther King og Robert F. Kennedy – som blev et hit i Storbritannien i 1970. Undtagen en smule politisk og socialt bevidst musik af The Temptations måtte Motown-kunstnere ikke fordybe sig i politisk og social kritik af frygt for at fremmedgøre poppublikummet. Tidligt i sin karriere blev Gaye påvirket af sociale begivenheder, herunder Watts-optøjerne i 1965, og spurgte engang sig selv: "Med denne verden, der eksploderer omkring mig, hvordan skal jeg så blive ved med at synge kærlighedssange?"[110] Men da Gaye diskuterede protestsange med Berry Gordy, lød svaret: "Marvin, vær ikke latterlig. Det er at tage tingene for langt."[50]

Gaye var inspireret af De Sorte Pantere og støttede nogle af deres indsatser. Han støttede dog ikke de voldelige taktikker, som Panterne brugte til at bekæmpe undertrykkelse, da budskabet i mange af hans politiske sange var ikke-vold. Teksterne og musikken i What's Going On diskuterer og illustrerer problemstillinger i 60'erne og 70'ernes USA, navnlig racisme, politivold, stofmisbrug, miljøspørgsmål, krig og black power.[111] Albummet blev senere beskrevet af en AllMusic-skribent som et album, der "ikke kun omdefinerede soulmusik som en kreativ kraft, men også udvidede dens indflydelse som middel til social forandring".[112]

Ovenpå What's Going Ons succes forsøgte Gaye sig med endnu et samfundskritisk album, You're the Man, men det blev skrinlagt efter titelnummerets skuffende modtagelse. Hans uudgivne samfundskommenterende sange, herunder "The World Is Rated X", blev efterhånden offentliggjort på opsamlingsalbum efter hans død, og You're the Man blev endelig udgivet i 2019.[113]

Albummet What's Going On bragte også noget andet nyt til såvel Motown- som R&B-musik generelt: Gaye og hans teknikere havde komponeret albummet som en sangcyklus, hvor sangene flød sømløst ind i næste sang. Denne musikstil skulle senere påvirke kunstnere som Stevie Wonder og Barry White. Selvom Gaye ikke var politisk aktiv uden for sin musik, blev han med albummet en offentlig fortaler for social forandring.[114]

Eftermæle

[redigér | rediger kildetekst]
Marvin Gaye optræder i 1974.

Gaye er blevet kaldt "den førende formidler af soulmusik".[9] I sin bog Mercy Mercy Me: The Art, Loves and Demons of Marvin Gaye beskrev Michael Eric Dyson Marvin som en person, "der overskred grænserne af rhythm and blues, som ingen anden kunstner havde gjort før".[115] Efter hans død beskrev The New York Times Gaye som en person, der "blandede soulmusikken fra urbanscenen med rytmen fra den gammeldags gospelsanger og blev en indflydelsesrig kraft inden for popmusik".[116] Avisen anerkendte ham for at kombinere "gospelmusikkens sjælfulde ligefremhed, blidheden fra soft-soul og pop og vokale musikalitet af en jazzsanger".[116] Hans indspilninger for Motown i 60'erne og 70'erne bidrog i vid udstrækning til pladeselskabets unikke lyd, den såkaldte Motown sound, og han fik kaldenavnene Prince of Soul og Prince of Motown.[117][118]

Musikkritikere udtalte, at Gayes musik "markerede udviklingen af afroamerikansk musik fra rå rhythm and blues, gennem sofistikeret soul og til den politiske bevidsthed i 1970'erne og øget fokus på personlig og seksuel politik derefter".[119] Han var blandt de første til at bryde med Motowns strenge kreative kontrol og banede dermed vejen for Stevie Wonders skelsættende værker i 70'erne.[9][120][121][122]

Barry White, Stevie Wonder, Frankie Beverly og mange andre har udtalte, at de var påvirket af Gayes musik. I sin Oscar-nominerede rolle som James "Thunder" Ealy i filmen Dreamgirls replikerede Eddie Murphy Gayes tøjstil fra 1970'erne.[123]

I en revision af sin biografi om Gaye fra 1991 skrev David Ritz: "Siden 1983 er Marvins navn blevet nævnt – i ærbødige toner – på ikke mindre end syv top ti-hits."[118] Hans navn er også blevet brugt i titlen på adskillige hits, herunder Big Seans "Marvin Gaye & Chardonnay" og Charlie Puths debuthit, "Marvin Gaye", en duet med Meghan Trainor.[124]

Priser og hædersbevisninger

[redigér | rediger kildetekst]

Rock and Roll Hall of Fame optog ham i 1987 og erklærede, at Gaye "ydede et enormt bidrag til soulmusik generelt og the Motown Sound i særdeleshed". Et år efter hans død erklærede den daværende borgmester i DC, Marion Barry, den 2. april for "Marvin Gaye Jr. Memorial Scholarship Fund Day" i byen.[125] Siden da har en nonprofitorganisation hjulpet med at organisere årlige Marvin Gaye Day-fejringer i byen Washington.[126]

Et år senere grundlagde Gayes mor Marvin P. Gaye Jr. Memorial Foundation for at hjælpe dem, der led af stofmisbrug og alkoholisme; hun døde imidlertid, dagen før mindesmærket skulle åbnes i 1987.[127] I 1988, et år efter hans optagelse i Rock and Roll Hall of Fame, blev Gaye posthumt optaget i NAACP Hall of Fame. I 1990 modtog Gaye en stjerne på Hollywood Walk of Fame.[128][129] I 1996 modtog Gaye en Grammy Lifetime Achievement Award. Rock and Roll Hall of Fame inkluderede tre af hans indspilninger, "I Heard It Through the Grapevine", "What's Going On" og "Sexual Healing", på listen 500 Songs That Shaped Rock and Roll.[130] Det amerikanske musikmagasin Rolling Stone rangerede Gaye som nr. 18 på deres liste over de 100 største kunstnere nogensinde, som nummer seks på deres liste over "100 største sangere nogensinde" og som nr. 82 på deres liste over de 100 største sangskrivere nogensinde. Billboard rangerede ham som den tiendebedste R&B-kunstner nogensinde i 2025.

What's Going On toppede NME's liste over de 100 bedste album nogensinde i 1985[131] og blev i 2003 valgt til optagelse af Library of Congress i dets National Recording Registry.[132] Tre af Gayes albums – What's Going On (1971), Let's Get It On (1973) og Here, My Dear (1978) – har placering på Rolling Stones liste over de 500 bedste album nogensinde. What's Going On er fortsat hans højest rangerede album og kom på en sjetteplads på den oprindelige liste fra 2003.[133] På den reviderede liste fra 2020 blev What's Going On kåret til det bedste album nogensinde.[134] Let's Get It On indtog 422.-pladsen og Here, My Dear 493.-pladsen. Derudover var fire af hans sange – "I Heard It Through the Grapevine", "What's Going On", "Let's Get It On" og "Sexual Healing" – på Rolling Stones liste over de 500 bedste sange nogensinde i 2024.[135][136][137][138]

Karen Bass og Gayes familie ved indvielsen af Marvin Gaye Post Office i Los Angeles i 2019

I 2006 blev den Watts Branch Park, en park i Washington, som Gaye besøgte som teenager, omdøbt til Marvin Gaye Park.[139] I 2014 blev Gaye optaget i den officielle Rhythm and Blues Music Hall of Fame,[140] og i 2016 blev han optaget i Songwriters Hall of Fame.[141][142] Et posthus i Los Angeles blev opkaldt efter ham i 2018.[143]

Posthum indtjening

[redigér | rediger kildetekst]

I 2008 tjente Gayes dødsbo $3,5 millioner (ca. $5,1 millioner eller 32,7 millioner kr. i 2024[55]), hvilket gav ham en trettendeplads på finansmagasinet Forbes' liste over højest indtjenende døde kendisser.[144]

Den 11. marts 2015 blev Gayes familie tildelt $7,4 millioner i erstatning efter en afgørelse fra en jury i Los Angeles om, at Robin Thicke og Pharrell Williams havde krænket deres ophavsret ved at inkorporere en del af Gayes sang "Got to Give It Up" i deres hit "Blurred Lines". Den amerikanske distriktsdommer John Kronstadt reducerede beløbet senere samme år til 5,3 millioner dollars, samtidig med at royalties blev tilføjet.[145][146]

Pr. 2025 forvaltes Gayes ejendom af Geffen Management Group, og hans arv er beskyttet gennem Creative Rights Group.[147]

Skuespil

[redigér | rediger kildetekst]

Gaye medvirkede i to film og spillede i begge roller en veteran fra Vietnamkrigen. Hans første var i George McCowan-filmen The Ballad of Andy Crocker fra 1969, hvor Lee Majors havde hovedrollen. Filmen handlede om en krigsveteran, der vender tilbage og opdager, at hans forventninger ikke er blevet indfriet, og at han føler sig forrådt. Gaye havde en fremtrædende rolle i filmen som David Owens.[148] Hans anden rolle var i biker-exploitationfilmen Chrome and Hot Leather (1971), instrueret af Lee Frost, om en gruppe Vietnamveteraner, der udfordrer en bikerbande. Gaye spillede i rollen som Jim, en af veteranerne.[149][150]

Katalog

[redigér | rediger kildetekst]

Diskografi

[redigér | rediger kildetekst]

Filmografi

[redigér | rediger kildetekst]
  • 1965: T.A.M.I. Show (dokumentar)
  • 1969: The Ballad of Andy Crocker (film)
  • 1971: Chrome and Hot Leather (film)
  • 1973: Save the Children (dokumentar)

Videoer

[redigér | rediger kildetekst]
  • Marvin Gaye: Live in Montreux 1980 (2003)[151]
  • The Real Thing: In Performance (1964–1981) (2006)

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ↑ Simmonds (2008), s. 190–192.
  2. ↑ Weisbard, Eric; Marks, Craig (10. oktober 1995). Spin Alternative Record Guide (Ratings 1–10) (1st edi. udgave). New York: Vintage Books. s. 202-205. ISBN 0-679-75574-8. OCLC 32508105.[dødt link]
  3. ↑ "Marvin Gaye" (engelsk). National Academy of Recording Arts and Sciences. 4. juni 2019. Arkiveret fra originalen 17. november 2017. Hentet 9. juni 2019.
  4. 1 2 Wedner, Diane (16. september 2007). "Taking Over From Titans". Los Angeles Times. Hentet 13. marts 2021.
  5. ↑ Dial Them For Murder. januar 1998. Arkiveret fra originalen 5. juli 2014. Hentet 13. september 2012.
  6. ↑ "Marvin Gaye Timeline". The Rock and Roll Hall of Fame. 21. januar 1987. Arkiveret fra originalen 1. maj 2011. Hentet 23. december 2010.
  7. 1 2 "Gaye's second wife calls play 'completely and utterly exploitative'". 16. februar 2013. Hentet 17. februar 2013.[dødt link] Alt URL
  8. 1 2 3 Browne (2001), s. 316.
  9. ↑ Ritz (1991), s. 14.
  10. 1 2 Gaye (2003), s. 8.
  11. ↑ Ritz (1991), s. 5.
  12. ↑ Ritz (1991), s. 11.
  13. ↑ Ritz (1991), s. 12.
  14. ↑ Ritz (1991), s. 13.
  15. ↑ Simmons, Deborah (29. april 2012). "Memories of Marvin Gaye kept alive by a loving sister". The Washington Times. Arkiveret fra originalen 2. februar 2017. Hentet 29. januar 2017.
  16. ↑ Gulla (2008), s. 333.
  17. 1 2 Ritz (1991), s. 25.
  18. ↑ Ritz (1991), s. 34.
  19. ↑ Redfern (2007), s. 228.
  20. ↑ Ritz (1991), s. 36.
  21. ↑ "Marvin Gaye No Military Hit". 13. september 2005. Arkiveret fra originalen 26. august 2009. Hentet 23. december 2010.
  22. ↑ "Marv Goldberg's R&B Notebooks – MARQUEES". Arkiveret fra originalen 8. april 2012. Hentet 4. juli 2012.
  23. 1 2 Ritz (1991), s. 38.
  24. ↑ Ritz (1991), s. 39.
  25. ↑ Ritz (1991), s. 40.
  26. ↑ Ritz (1991), s. 47.
  27. ↑ David Krajicek (2015). "Marquees & Moonglows - The Life and Death of Marvin Gaye Crime Library". Crime Library. Hentet 8. juni 2025.
  28. ↑ "Etta James". Ace Records. Hentet 23. april 2024.
  29. ↑ "A Motown Timeline: 1960". adampwhite. 28. juni 2024. Hentet 8. juni 2025.
  30. ↑ "76. Marvin Gay: "(I'm Afraid) the Masquerade is Over"". Motown Junkies. 27. november 2009. Hentet 8. juni 2025.
  31. ↑ Jet (1985b), s. 17.
  32. ↑ Bowman (2006), s. 6.
  33. ↑ Des Barres (1996), s. 107.
  34. ↑ "Tribute To Nat By Marvin Gaye" (PDF). Record World: 19. 20. marts 1965.
  35. 1 2 "Marvin Gaye Grammy Awards and Nominations". Grammy Awards. Hentet 8. juni 2025.
  36. 1 2 Gaye (2003), s. 65.
  37. ↑ Edmonds, Ben (2001). What's Going On?: Marvin Gaye and the Last Days of the Motown Sound. Mojo Books. s. 25. ISBN 9781841950839.
  38. ↑ Posner (2009), s. 184.
  39. ↑ Kempton (2005), s. 207.
  40. ↑ "Marvin Gaye". rbhalloffame.com.
  41. ↑ Jet (1970), s. 60.
  42. ↑ Music Urban Legends Revealed #16 Arkiveret 12. juli 2012 hos Wayback Machine. Legendsrevealed.com (July 29, 2009). Retrieved May 14, 2012.
  43. ↑ Gates (2004), s. 332.
  44. ↑ Lynskey (2011), s. 155.
  45. 1 2 3 4 5 6 Bowman (2006), s. 16.
  46. 1 2 "Marvin Gaye 'What's Going On?'". 11. juli 2011. Arkiveret fra originalen 22. oktober 2012. Hentet 8. september 2012.
  47. ↑ Vincent (1996), s. 129.
  48. ↑ Whitburn (2004), s. 250.
  49. 1 2 Lynskey (2011), s. 157.
  50. ↑ "Slant Magazine Music Review: Marvin Gaye: What's Going On". SlantMagazine.com. 10. november 2003. Arkiveret fra originalen 10. december 2013. Hentet 8. september 2012.
  51. ↑ John Bush. "What's Going On". AllMusic. Hentet 4. september 2025.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  52. ↑ Jet (1973), s. 60.
  53. ↑ "Billboard Talent in Action 1971" (PDF). Billboard: TA-20. 25. december 1971. Hentet 4. juni 2025.
  54. 1 2 3 4 Federal Reserve Bank of Minneapolis Community Development Project. "Consumer Price Index (estimate) 1800–". Federal Reserve Bank of Minneapolis. Hentet 21. oktober 2016.
  55. ↑ MacKenzie (2009), s. 156.
  56. ↑ "Marvin Gaye's lost 1972 album You're the Man to receive official release". 7. februar 2019. Arkiveret fra originalen 12. februar 2019. Hentet 27. februar 2019.
  57. ↑ Flory, Andy (28. august 2025). "'Let's Get It On': Marvin Gaye's Profound Travelog". uDiscover Music. Hentet 3. september 2025.
  58. ↑ Edmonds (2001b), s. 8–9.
  59. 1 2 Edmonds (2001b), s. 14.
  60. ↑ "Let's Get It On – Marvin Gaye". SuperSeventies.com. Arkiveret fra originalen 11. september 2012. Hentet 2. september 2012.
  61. ↑ Tom Kenny (1. november 2006). "Marvin's Room". Mix Online. Hentet 8. juni 2025.
  62. ↑ Jet (1975), s. 19.
  63. ↑ Ritz (1991), s. 208.
  64. ↑ "Marvin Gaye Concert Setlist at Royal Albert Hall, London on September 27, 1976". Setlist.fm. Hentet 22. juni 2025.
  65. ↑ "Marvin Gaye's Deliberate Start Builds to a Climactic Bacchanal". The New York Times. 18. september 1977. ISSN 0362-4331. Hentet 16. oktober 2021.
  66. ↑ "Marvin Gaye Here, My Dear". snopes.com. 16. september 1994. Hentet 28. november 2012.
  67. ↑ Ritz (1991), s. 265.
  68. 1 2 Ritz (1991), s. 267.
  69. ↑ Gates (2004), s. 333.
  70. ↑ Ritz (1991), s. 266–267.
  71. ↑ Ritz (1991), s. 270–275.
  72. ↑ Ritz (1991), s. 279.
  73. ↑ Ritz (1991), s. 280.
  74. 1 2 Ritz (1991), s. 280–281.
  75. ↑ Ritz (1991), s. 281.
  76. ↑ Ritz (1991), s. 282.
  77. ↑ Gaye (2003), s. 320.
  78. ↑ Ritz (1991), s. 283.
  79. ↑ Ritz (1991), s. 284.
  80. ↑ Jet (1982), s. 59.
  81. ↑ "What's on in Ostend". Arkiveret fra originalen 4. december 2010. Hentet 16. november 2010.
  82. 1 2 "Gold & Platinum - RIAA". Recording Industry Association of America. Hentet 8. juni 2025.
  83. ↑ Batchelor (2005), s. 41–43.
  84. ↑ Ebony (1985), s. 102.
  85. 1 2 3 Ritz (1991), s. 333.
  86. ↑ "The Domestic Dispute that ended the life of Marvin Gaye". trutv.com. Hentet 18. juni 2012.
  87. ↑ Ritz (1991), s. 334.
  88. ↑ Ritz (1991), s. 335–336.
  89. ↑ "Mothers of Gaye's Three Children Share Sorrow Of His Death". Jet. Johnson Publishing Company. 23. april 1984. Hentet 16. januar 2024.
  90. ↑ "Around the Nation – No-Contest Plea in Death of Marvin Gaye". The New York Times. 21. september 1984. Arkiveret fra originalen 4. juli 2017. Hentet 11. februar 2017.
  91. ↑ "Marvin Gaye's father and killer dies". BBC. 25. oktober 1998. Arkiveret fra originalen 27. oktober 2012. Hentet 8. december 2012.
  92. ↑ Gulla (2008), s. 338.
  93. ↑ Dyson (2004), s. 79.
  94. ↑ Ivey, Justin (11. juni 2020). "Masta Killa Discusses Being Marvin Gaye's Cousin, Loss Of Popa Wu & RZA's Verzuz Battle". HipHopDX (engelsk). Hentet 14. september 2024.
  95. ↑ Marchese, David (7. februar 2018). "Quincy Jones on the Secret Michael Jackson and the Problem With Modern Pop". Vulture (engelsk). Hentet 4. november 2024.
  96. ↑ "Quincy Jones Allegations: Marlon Brando, Richard Pryor & Marvin Gaye". Ebony. 7. februar 2018. Hentet 22. juni 2025.
  97. 1 2 3 "Marvin Gaye's Son Denies Father Slept with Marlon Brando". Ebony. 25. april 2018. Hentet 22. juni 2025.
  98. ↑ Williams, Chris (1. oktober 2012). "'The Man Was a Genius': Tales From Making Marvin Gaye's Final Album". The Atlantic. Arkiveret fra originalen 1. april 2019. Hentet 1. marts 2019.
  99. ↑ "Marvin Gaye Biography". The Rock & Roll Hall of Fame & Museum. Arkiveret fra originalen 13. juli 2012. Hentet 5. juli 2012.
  100. ↑ Ritz (1991), s. 27.
  101. 1 2 3 4 Bowman 2006; Ritz 1991.
  102. ↑ Ritz (1991), s. 29.
  103. ↑ Ritz (1991), s. 30.
  104. ↑ Ritz (1991), s. 82.
  105. ↑ Bowman (2006), s. 8.
  106. 1 2 Bowman (2006), s. 9.
  107. ↑ Bowman (2006), s. 14.
  108. 1 2 Bowman (2006), s. 15.
  109. ↑ Lynskey (2011), s. 156.
  110. ↑ Vincet, Rickey (2013). Party Music : The Inside Story of the Black Panthers' Band and How Black Power Transformed Soul Music. Lawrence Hill Books. s. 288-289.
  111. ↑ "Allmusic (Marvin Gaye – Overview)". Hentet 9. januar 2009.
  112. ↑ Roffman, Michael (8. februar 2019). "Marvin Gaye's lost 1972 album You're the Man to receive official release". Consequence of Sound. Arkiveret fra originalen 9. februar 2019. Hentet 8. februar 2019.
  113. ↑ Charnock, Ruth (2015). "'Things ain't what they used to be': Marvin Gaye and the making of What's Going On" (PDF). United Academics Journal of Social Sciences. Arkiveret fra originalen (PDF) 20. november 2015.
  114. ↑ Dyson (2004), s. 3.
  115. 1 2 "Marvin Gaye Is Shot And Killed; Pop Singer's Father Faces Charge". The New York Times. 1. april 1984. Arkiveret fra originalen 3. april 2015. Hentet 29. marts 2015.
  116. ↑ Edmonds (2001a), s. 12.
  117. 1 2 Ritz (1991), s. ix.
  118. ↑ "Marvin Gaye". Classic Bands. Arkiveret fra originalen 21. august 2008. Hentet 23. august 2008.
  119. ↑ Edmonds (2001a), s. 10.
  120. ↑ Gilmore (1998), s. 220.
  121. ↑ "Marvin Gaye – What's Going On". SuperSeventies.com. Arkiveret fra originalen 21. september 2012. Hentet 10. september 2012.
  122. ↑ "Spandau Ballet - True Lyrics & Meanings". SongMeanings (engelsk). 2006-06-24. Hentet 2025-06-04.
  123. ↑ Simpson, Dave; Kemp, Gary; Norman, Steve (14. maj 2012). "How we made: Gary Kemp and Steve Norman on True". The Guardian. London.
  124. ↑ Jet (1985a), s. 56.
  125. ↑ "Home Page". Arkiveret fra originalen 13. juni 2013. Hentet 13. september 2012.
  126. ↑ Jet (1987), s. 57.
  127. ↑ Jet (1990a), s. 17.
  128. ↑ Jet (1990b), s. 37.
  129. ↑ "Experience the Music: One-Hit Wonders and the Songs That Shaped Rock and Roll". The Rock & Roll Hall of Fame & Museum. Arkiveret fra originalen 15. december 2012. Hentet 5. juli 2012.
  130. ↑ "NME Writers Top 100 Albums of All Time". NME. 30. november 1985. Arkiveret fra originalen den 6. oktober 2012. Hentet 10. marts 2013.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Uegnet url (link)
  131. ↑ "The National Recording Registry 2003: National Recording Preservation Board (Library of Congress)". Library of Congress. Arkiveret fra originalen 4. november 2014. Hentet 10. marts 2013.
  132. ↑ "The RS 500 Greatest Albums of All Time" Arkiveret 23. juni 2008 hos Wayback Machine. Rolling Stone. Retrieved August 23, 2008.
  133. ↑ "The 500 Greatest Albums of All Time". Rolling Stone. 22. september 2020. Arkiveret fra originalen 23. maj 2021. Hentet 12. februar 2021.
  134. ↑ "Marvin Gaye - What's Going On (1971)". Rolling Stone. Hentet 22. juni 2025.
  135. ↑ "Marvin Gaye - I Heard It Through the Grapevine (1968)". Rolling Stone. Hentet 22. juni 2025.
  136. ↑ "Marvin Gaye - Let's Get It On (1973)". Rolling Stone. Hentet 22. juni 2025.
  137. ↑ "Marvin Gaye - Sexual Healing (1982)". Rolling Stone. Hentet 22. juni 2025.
  138. ↑ "Washington Parks and People: Marvin Gaye Park". Arkiveret fra originalen 17. juli 2012. Hentet 13. september 2012.
  139. ↑ "R&B Music Hall of Fame sets big weekend to induct sophomore class featuring Michael Jackson, Whitney Houston, Marvin Gaye, Norm N. Nite and more". The Plain Dealer. 19. august 2014. Arkiveret fra originalen 10. september 2014. Hentet 4. september 2014.
  140. ↑ "Songwriters Hall of Fame to Induct Tom Petty, Marvin Gaye, Elvis Costello". Billboard. 2. marts 2016. Arkiveret fra originalen 3. marts 2016. Hentet 3. marts 2016.
  141. ↑ "Songwriters Hall of Fame to Honor Marvin Gaye, Elvis Costello and Tom Petty". The New York Times. 2. marts 2016. Arkiveret fra originalen 4. marts 2016. Hentet 3. marts 2016.
  142. ↑ "Bill to Name Post Office for Marvin Gaye Signed Into Law". L.A. Watts Times. 26. juli 2018. Arkiveret fra originalen 27. juli 2018. Hentet 27. juli 2018.
  143. ↑ "Elvis, Marvin Gaye shake money makers in afterlife". CNN. 29. oktober 2008. Arkiveret fra originalen 12. oktober 2012. Hentet 8. juli 2011.
  144. ↑ "Blurred Lines jury awards Marvin Gaye family $7m". BBC News. 11. marts 2015. Arkiveret fra originalen 4. april 2018. Hentet 21. juni 2018.
  145. ↑ Gardner, Eriq (14. juli 2015). "Judge Rejects New "Blurred Lines" Trial, Trims Damages to $5.3 Million". The Hollywood Reporter. Hentet 28. juni 2025.
  146. ↑ Stutz, Colin (23. august 2018). "Jeremy Geffen, Artist Manager & Creative Rights Group Founder, Dies at 40". Billboard. Hentet 5. september 2025.
  147. ↑ Encyclopedia of the Veteran in America by William A. Pencak Page 167, Film and Veterans Arkiveret 29. oktober 2015 hos Wayback Machine
  148. ↑ TV Guide Chrome And Hot Leather Arkiveret 17. november 2015 hos Wayback Machine
  149. ↑ Cool Ass Cinema Tuesday, February 17, 2009 Chrome & Hot Leather (1971) review Arkiveret 17. november 2015 hos Wayback Machine
  150. ↑ "Marvin Gaye – Live in Montreux 1980: Marvin Gaye: Movies & TV". Amazon. 20. maj 2003. Arkiveret fra originalen 24. maj 2011. Hentet 8. juli 2011.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
 Wikimedia Commons har medier relateret til:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Marvin_Gaye&oldid=12246626"