Međugorje

Koordinater: 43°11′25″N 17°40′40″Ø / 43.19016°N 17.67786°Ø / 43.19016; 17.67786
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 16. sep. 2014, 17:29 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (Bot: Datomærk skabeloner)
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
St. James Kirke (Međugorje)

Međugorje er en landsby i Bosnien-Hercegovina. Landsbyen er et stort pilgrimssted da der siden 1981 løbende har foregået kirkelige åbenbaringer og mirakler.

Åbenbaringer og mirakler

Den har siden 24. juni 1981 været centrum for verdenshistoriens længste fortløbende åbenbaring af Jomfru Maria. Byen er et pilgrimssted med cirka en million besøgende om året. Åbenbaringerne fandt i starten sted dagligt for i alt seks seere, der var i alderen 10-17 år ved den første åbenbaring. Siden er de daglige åbenbaringer sluttet for tre seere, hvoraf de to nu har en åbenbaring om året, mens en tredje har en åbenbaring en gang om måneden. De tre øvrige seere fortæller, at Jomfru Maria fortsat åbenbarer sig for dem hver dag.

På grund af åbenbaringernes helt usædvanligt lange tidsmæssige forløb har den uafhængige naturvidenskab haft rig mulighed for at undersøge seerne på en lang række områder. Seerne har altid stillet sig frivilligt til rådighed for alle videnskabelige ønsker om at undersøge dem. Neutrale og uafhængige læger, neurologer, psykologer og psykiatere fra først og fremmest Italien og Frankrig kunne allerede i 1983 udelukke samtlige kendte fejlkilder til påståede åbenbaringer, heriblandt manipulation, fysisk eller psykisk sygdom, hallucination, guidet visualisering og løgn (seerne har ved flere lejligheder bestået mødet med en løgnedetektor, senest i slutningen af 1990'erne).

Medicinske og teologiske eksperter er enige om, at seerne under åbenbaringerne befinder sig i den tilstand, der op igennem kirkehistorien er blevet kendt som åndelig ekstase. Det er en tilstand, hvor de ikke sanser andet omkring sig end synet af Jomfru Maria. Allerede i de tidlige år blev denne formodning bestyrket og senere bekræftet, da seerne ikke reagerede på at blive lyst direkte ind i ansigtet med selv meget stærke lamper under åbenbaringerne. Videnskaben påviste også, hvordan seernes tilstand ikke ændrede sig, da man placerede en metalplade mellem deres øjne og den påståede åbenbaring: Seerne så i stedet direkte gennem pladen. I samme periode reagerede de heller ikke på at blive stukket med nåle under åbenbaringen.

Åbenbaringerne i Međugorje er samtidig forbundet med en lang række dokumenterede mirakler, først og fremmest af medicinsk art, hvor uhelbredeligt syge er blevet helbredt fra den ene dag til den anden. Dokumentationen for disse mirakler er signeret af uafhængige læger og andre videnskabsfolk, ligesom tusindvis af øjenvidner har berettet om uforklarlige og overnaturlige fænomener, der har fundet sted i og omkring Međugorje. Der er dog skeptikere i kirken. En pavelig udsending har ikke kunne føle noget specielt gudeligt ved byen. Derfor accepterer Vatikanet ikke Medjugorje som pilgrimsted.

Helt særlige mirakler udspandt sig under den tre år lange, meget blodige bosniske borgerkrig, hvor serbiske styrker havde stående ordrer til at jævne Međugorje med jorden. Uafhængigt af hinanden fortalte adskillige serbiske piloter utvungent under kroatisk fangenskab, at de på forskellig vis var ude af stand til at navigere deres fly og derfor måtte vende om, når de fløj over Međugorje. Ved en anden lejlighed så cirka 50 pilgrimme et serbisk fly smide en bombelast, der aldrig eksploderede, eftersom ingen af dem på noget tidspunkt hørte noget brag. Ikke ét menneske blev dræbt i Međugorje under krigen, hvis eneste dødsofre i byen var en ko, en høne og en hund. Cirka 30 kilometer væk gik tusindvis af menneskeliv derimod tabt, da områdets hovedby, Mostar, blev belejret og voldsomt beskudt af først serbiske og dernæst kroatiske styrker.

Seerne har gennem alle årene berettet, at Jomfru Maria åbenbarer sig, fordi verden befinder sig i en dyb åndelig krise. De har fra første færd og samstemmende opsummeret hendes budskab til, at bøn er helt afgørende for menneskehedens fremtid, og at det desuden er nødvendigt at supplere bøn med faste, kirkegang, skriftemål og læsning i Bibelen. Ifølge seerne er tiden med åbenbaringer en såkaldt "nådens tid", hvor hvert eneste menneske på jorden bør søge og finde Gud gennem de åndelige discipliner, der er beskrevet herover. Seerne har på intet tidspunkt lagt skjul på, at "nådens tid" ikke varer ved.

Åbenbaringerne i Međugorje har ifølge seerne også et profetisk element. De forklarer, at Jomfru Maria vil betro eller allerede har betroet dem i alt 10 såkaldte hemmeligheder om fremtidige begivenheder. Heraf er nogle rent personlige, mens andre har at gøre med lokale forhold. Atter andre har ifølge seerne et regionalt sigte, mens yderligere andre af de betroede hemmeligheder har et klart globalt perspektiv.

Seerne har forklaret, at de daglige åbenbaringer for hver enkelt af dem vil slutte, når vedkommende får betroet den tiende og sidste hemmelighed. Det er foreløbig sket for tre af de seks, mens yderligere tre fortæller, at de kun kender 9 hemmeligheder og endnu mangler den sidste. De daglige åbenbaringer fortsætter derfor for denne gruppe.

Omkring de ti hemmeligheder knytter megen opmærksomhed sig til seeren Mirjana Dragicevic-Soldo (født 18. marts 1965), der fra start har berettet, at hun tre dage før hver af sine ti fremtidige begivenheder skal fortælle verden, hvad der vil ske tre dage senere. Det vil i praksis ske igennem en præst, som hun udvalgte i 1982. Denne præst er født i 1946. Hans alder er det så at sige eneste fingerpeg om, hvor langt verden endnu er fra, at Mirjana Dragicevic-Soldo løfter sløret for sin første hemmelighed.

Mirjana Dragicevic-Soldo beretter, at hun jævnligt bliver betroet nærmere detaljer omkring sine hemmeligheder, når hun har sin månedlige åbenbaring den 2. i hver måned. Hun fortæller desuden, at Jomfru Maria lige så jævnligt viser hende levende billeder som i en film, og at disse billeder knytter sig til begivenhederne. Tusindvis af tilskuere til hendes åbenbaringer ser derfor lige så jævnligt, hvordan Dragicevic-Soldos ansigtsudtryk på brøkdele af et sekund kan ændre sig fra det fuldendt fredfyldte til at være fortrukket i dyb sorg, smerte og rædsel.

Ikke mindst Dragicevic-Soldo har i hele perioden understreget, at åbenbaringerne i Međugorje er et anliggende, der vedkommer hvert eneste menneske på jorden. Selvom hun aldrig har lagt skjul på sin dybe bekymring for menneskeheden, har hun dog også konsekvent sagt, at det enkelte menneske intet har at frygte af fremtiden, hvis han eller hun blot vil begynde at praktisere Jomfru Marias budskab til verden fra Međugorje, mens der endnu er tid.

Seeren Marija Pavlovic-Lunetti (født 1. april 1965) modtager og videregiver Jomfru Marias månedlige budskab fra Medjugorje til verden på den 25. dag i hver måned -- en rolle, der har været hendes siden 1987. Få timer efter, at Pavlovic-Lunetti modtager budskabet, er det oversat til alle verdens hovedsprog og spredt til millioner af mennesker på alle kontinenter.

Eksterne henvisninger


43°11′25″N 17°40′40″Ø / 43.19016°N 17.67786°Ø / 43.19016; 17.67786