Mediatisering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Mediatisering er betegnelsen på processen, hvor en række mindre rigsumiddelbare fyrstendømmer indenfor Det tysk-romerske rige blev afskaffet, og hvor de rigsfyrstelige slægter mistede deres fyrstelige rettigheder. I feudal kontekst er det introduktionen af et niveau mellem en herremand og hans vasaler, således at førstnævnte ikke længere er den direkte herre over sidstnævnte, men at herredømmet bliver mediatiseret af en anden.[1]

Som følge af Reichsdeputationshauptschluss fra 1803, der var den sidste store beslutning i kejserriget, blev et stort antal små- og mellemstore stater, både verdslige og gejstlige (katolske fyrstbispedømmer), afskaffet under og lige efter Napoleonskrigene.

Afskaffelsen af de gejstlige fyrsters fyrstedømmer blev imidlertid ikke kaldt mediatisering, men sekularisering.

Det tysk-romerske rige[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Tysk mediatisering

Mellem 1803 og 1806, som var de sidste år Det tysk-romerske rige, blev størstedelen af staterne i Det tysk-romerske rige mediatiseret. Disse stater mistede deres rigsumiddelbarhed (Reichsunmittelbarkeit) og blev en del af andre stater. Antallet af stater blev reduceret fra omkring 300 til omkring 30. Mediatiseringen forgik samtidig med en sekularisering: afskaffelsen af størstedelen af de gejstlige rigsfyrstendømmer.

Den juridiske baggrund for mediatiseringen var Reichsdeputationshauptschluss fra 1803, der var blevet indført efter pres fra Frankrig. Rhinforbundets aftale fra 1806 fortsatte denne process med mediatisering. Etableringen af Det Tyske Forbund i 1815 bekræftede denne mediatisering, men bibeholdt visse rettigheder for de mediatiserede prinser inden for deres respektive riger, der nu blev landestater (på tysk: Standesherrschaft).

Mediatisering af selvstændige huse rangerede højere end andre huse af samme eller højere rang, men som aldrig herskede over en stat. Denne opdeling havde stor social betydning, da mediatiserede prinser blev betragtet som ligeværdige i forhold til kongelige, når det drejede sig om ægteskabelige formål, og de blev grundlæggende betragtet som kongelige. Der var dog to typer mediatiserede familier; de gamle og de ny. De gamle var dem, som herskede i direkte kejserlige områder. De nye familier var dem, som havde opnået deres status efter middelalderen, hvilket hovedsageligt var sket som belønning for kongelig service og loyalitet overfor den regerende kejser. Størstedelen af disse familier kom fra nedarvede habsburgske landområder og det sydvestlige Tyskland; oprindeligt var det lavere adel, der var blevet opgraderet. Efter mediatiseringen blev disse familier officielt betragtet som lige i forhold til de kongelige, men de herskende huse nægtede i mange tilfælde at behandle dem sådan. Kejser Franz Joseph 1. forbød eksempelvis sin nevøs søn, den senere Karl 1. af Østrig at ægte en prinsesse fra Hohenlohe-slægten, selvom det var en gammel familie, der havde hersket i flere århundreder inden mediatiseringen, og kong Frederik Vilhelm 3. blev tvunget til at indgå morganatisk ægteskab med grevinde Auguste von Harrach, selvom hun kom fra en mediatiseret familie.

Den autorative guide til de kongelige og fyrstehusene i Europa, Almanach de Gotha, har siden slutningen af 1800-tallet været inddelt i tre kategorier: selvstændige huse, mediatiserede huse og adelshuse.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Lundby, Knut (2009). Mediatization: Concept, Changes, Consequences (engelsk). Peter Lang. s. 11. ISBN 9781433105623. 
Napoleon BonaparteStub
Denne artikel om Europas historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Europa