Spring til indhold

Nationalparker i Grækenland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Bjerget Olympen var centrum i den første græske nationalpark, her set fra vest

Grækenland har 12 nationalparker, hvoraf de to er marine. Derudover er der 10 Nationalskove.

Grækenland er præget af et ekstremt fragmenteret landskab, der er vært for en stor mangfoldighed af økosystemer og en enestående biodiversitet. Næsten 5% af dens omfattende kystlinje består af økologisk følsomme vådområder. To tredjedele af den samlede befolkning bor mindre end 2 km fra kysten, og de fleste af de vigtige bycentre er kystnære, mens næsten al turistinfrastrukturen er delt mellem øer og kystnært fastland.

Grækenlands klima

[redigér | rediger kildetekst]

Grækenlands klima er opdelt i tre typer. Et middelhavsklima med milde, våde vintre og varme, tørre somre. Temperaturer når sjældent ekstremer, selvom snefald forekommer lejlighedsvis selv i Athen, Kykladerne eller Kreta om vinteren. Et alpint klima findes primært i det vestlige Grækenland (Epirus, Central Grækenland, Thessalien, Vest Makedonien såvel som centrale dele af Peloponnes som Achaea, Arkadia og dele af Lakonia, hvor den alpine bjergæde passerer). Et tempereret klima findes i det centrale og østlige Makedonien såvel som i Thrakien på steder som Komotini, Xanthi og det nordlige Evros ; med kolde, fugtige vintre og varme, tørre somre.

En sådan klimatisk og biodiversitet, med den rige flora og fauna, gjorde behovet for oprettelse af nationalparker indlysende allerede i 1937, da regeringen Ioannis Metaxas udstedte den første lov om nationalparker i Grækenland. I 1938 blev den første nationalpark i Grækenland etableret, Mount Olympus Nationalpark, efterfulgt af den øjeblikkelige oprettelse af Parnassos Nationalpark .

Antallet af græske nationalparker er siden vokset til et samlet antal på 27. Disse består af 10 nationale skove, 2 nationale havparker og 15 nationale parker. Sondringen mellem nationale skove og nationalparker er uklar, det ser ud til, at parker oprettet før 1995 blev kaldt nationale skove, som tidligere bevaret med fokus på sådanne områder. En ufuldstændig liste over græske nationalparker følger:

Navn Etableret Areal



(ha)
Kort Foto
Ainos Nationalpark 1962 2.862
Nationalparker i Grækenland ligger i Grækenland
Nationalparker i Grækenland
Alonnisos Marine Nationalpark 1992 208.713
Nationalparker i Grækenland ligger i Grækenland
Nationalparker i Grækenland
Oeta Nationalpark 1966 7.210
Nationalparker i Grækenland ligger i Grækenland
Nationalparker i Grækenland
Olympen Nationalpark 1938 3.988
Nationalparker i Grækenland ligger i Grækenland
Nationalparker i Grækenland
Parnassos Nationalpark 1938 3.513
Nationalparker i Grækenland ligger i Grækenland
Nationalparker i Grækenland
Parnitha Nationalpark 1961 3.812
Nationalparker i Grækenland ligger i Grækenland
Nationalparker i Grækenland
Pindus Nationalpark 1966 6.927
Nationalparker i Grækenland ligger i Grækenland
Nationalparker i Grækenland
Prespessøen Nationalpark 1974 19.470
Nationalparker i Grækenland ligger i Grækenland
Nationalparker i Grækenland
Samaria Nationalpark 1962 4.850
Nationalparker i Grækenland ligger i Grækenland
Nationalparker i Grækenland
Sounio Nationalpark 1974 3.500
Nationalparker i Grækenland ligger i Grækenland
Nationalparker i Grækenland
Vikos–Aoös Nationalpark 1973 12.600
Nationalparker i Grækenland ligger i Grækenland
Nationalparker i Grækenland
Zakynthos Marine Nationalpark 1999 13.500
Nationalparker i Grækenland ligger i Grækenland
Nationalparker i Grækenland

Hver nationalpark består af en kerne og området omkring den. I henhold til græsk lov kan kerneområdet ikke være mindre end 15 km², med undtagelse af marine nationalparker. Det omkringliggende område skal være større end eller i det mindste lig med kernens størrelse.

I kernen af nationalparken er kun videnskabelig forskning, og erhvervelse af miljørelaterede oplysninger tilladt mens der kun er begrænsede rekreative aktiviteter . Oprettelse af mere publikumorienterede aktiviteter er tilladt i det omkringliggende område af nationalparken.

Kilder og henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]