Naturret

Naturret stammer fra stoicisme. Det er en grundidé, der kan beskrives som en universel ret uafhængigt af tid og sted. Der eksisterer en almengyldig retsorden eller retstilstand, der er baseret på et urokkeligt faktum og ikke bæres af love eller tro. Denne forestilling om, at retten er noget givet, et vilkår, som mennesket ikke kan gøre så meget ved, snarere end noget mennesket selv har skabt, kan knytte sig til:

• Noget naturligt (retten er et naturfænomen ligesom solen/regnen)
• Noget overnaturligt (lovene er givet af Gud)
• En indre retsfølelse, en fornemmelse for retfærdighed

En naturretlig forståelse giver en platform for kritik og forandring af gældende ret, som en positivistisk tilgang ikke kan levere. Den vil typisk stille moralske krav til retten. Krav man kan påpege, hvis gældende ret ikke lever op til de krævede standarder. Naturretten risikerer at blive meget abstrakt, såfremt der ikke filosoferers nærmere over hvilke socialt ordende principper der vil kunne fuldbyrde retten. Menneskerettighederne kan ses som en udmøntning af naturretten.

Som modsætning til naturret kan man sætte positiv ret.

Litteratur

• Sven Clausen, Essays om Naturret, Gyldendal, 1954.

Spire Denne juraartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.