Niels Christian Bjerring

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Niels Christian Bjerring (født 21. februar 1773 i København, død 28. oktober 1840) var en dansk embedsmand, far til Vilhelm Bjerring.

Bjerring blev født af fattige forældre (faderen var tømmermand) og begyndte i tidlig alder som skriverdreng på et kontor, men ved sin udmærkede begavelse og energiske karakter var han allerede i stand til 17 år gammel at tage dansk-juridisk eksamen. Han kom derefter på kontoret hos højesteretsadvokat Johan Martin Schønheyder, hvis fuldmægtig han senere blev.

I 1800 blev han privat inskriberet ved universitetet, men skønt han aldrig tog juridisk embedsexamen, blev han dog en meget anset og meget benyttet overretsprokurator (bestalling 1803). Men han var af en ubændig hidsig karakter og skaffede sig derved mange fjender.

I sine yngre år var han almindelig bekendt under navnet "den lille Marat" på grund af sine yderliggående, revolutionære anskuelser, og han lagde ingenlunde dølgsmål på sit had til den absolutistiske regeringsform. En tid lang var han en meget rig mand, dels ved under krigen efter 1807 at føre en stor del prisesager, dels som heldig deltager i udrustning af kapere.

Men ved pengeomvæltningen gik hans formue over styr. Så gik hans vrede ud over landets finansbestyrelse, særlig Møsting; utilbørlig skrivemåde pådrog ham retsforfølgelse, og ved højesteretsdom af 26. juli 1825 blev han idømt 5 års landsforvisning.

Han levede i disse år mest i Lybek, men gjorde dog også et længere ophold i Paris. Hjemvendt til fædrelandet var han syg og svagelig, men hans temperament og anskuelser blev uforandrede til hans død.

Kilder[redigér | redigér wikikode]