Nils Peter Angelin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Nils Peter Angelin (23. juli 1805 i Lund13. februar 1876) var en svensk palæontolog.

Angelin blev 16 år gammel student i sin fødeby. Begavet med en skarp iagttagelsesevne og et enestående samlertalent helligede han sig til palæontologiske studier især over Skånes palæozoiske dannelser, og hans undersøgelser over disse blev — skønt udførte under trange ydre vilkår — af fremragende betydning for geologien. Særlig var det trilobiterne, som han i den første tid beskæftigede sig med, og af hvilke han beskrev 273 arter i sin Palæontologia scandinavica, af hvilken første hæfte udkom 1851, andet og sidste hæfte 1854. Dette værk skaffede ham doktorgraden fra universitetet i Breslau (1857), og kort efter udnævntes han til docent og senere til adjunkt ved universitetet i Lund. 1864 blev han ansat som intendant ved de palæontologiske samlinger i Riksmuseum i Stockholm, i hvilket hans egen fortrinlige samling senere blev indlemmet. Angelin havde tidligere udarbejdet et for sin tid fortræffeligt geologisk kort over Skåne, som var færdigtrykt 1859; beskrivelsen blev dog først udgivet 1877 efter hans død. Ligeledes efter hans død og på foranstaltning af Kungliga Vetenskapsakademien udgavs 1878 hans arbejde over svenske siluriske crinoideer under titlen: Iconographia Crinoideorum in stratis Sueciae Siluricis fossilium samt 1880: Fragmenta silurica.

Kilder