Njáls saga

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Udsnit fra Njáls saga i Möðruvallabók (AM 132 fol.13r) omtrent år 1350.
"Fager er lien, og aldrig så jeg den fagrere." Gunnar fra Lidarende afbryder planen om at rejse udenlands mens han er fredløs, og det bliver hans død.
Ill.: Andreas Bloch, 1898.

Njáls saga (norrønt Brennu-Njáls saga, eller Njála) er en islændingesaga, som er skrevet ca. 1280.[1] Historien foregår i Rangárvellir på det sydlige Island ca. år 950-1015 og handler om venskabet mellem Njál på Bergþórshvoll og Gunnar fra Lidarende, som stadig sættes på prøve af slægtninge, som vil have oprejsning fra hinanden for ulige krænkelser. Sagaen er blevet beskrevet som "den største og mest berømte af de islandske sagaer".[1]

Handlingen kan deles i to hoveddele[1]: i den første del er Gunnar hovedpersonen. Han dømmes fredløs for tre år, men hans hjemve gør, at han ikke rejser udenlands alligevel. Fjenderne opsøger ham og dræber ham. I den anden halvdel er Njál, sønnen Skarphedin og svigersønnen Kåre blandt hovedpersonerne i en serie begivenheder, som ender med, at alle bliver dræbt, bortset fra Kåre Sølmundsson (som jager og dræber alle Njáls drabsmænd) og lederen for Njáls modstandere, Flose. De forsones til sidst. Andre inddeler sagaen i tre dele[2]: Gunnars historie, Njáls død og Kåres hævnfærd.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Njáls saga blev skrevet i slutningen af 1200-tallet af en ukendt forfatter, som antagelig boede et sted på det sydøstlige Island [2]. Bredden i emnet og dens referencer inden for teksten tyder på en forfatter, som var belæst og som havde "en usædvanlig rig fantasi og et panoramisk verdenssyn"[3].

Njáls saga beskriver udviklingen af en serie blodfejder. Bogens handling, til dels historiske, foregår mellem år 930 og 1020, og den dækker perioden, da Island accepterede kristendommen i år 1000Altinget. Gunnar og Njál repræsenterer hver sin tro: Gunnar er gammeltroende – og med det mere tilbøjelig til en hævn - mens Njál er kristen – og derfor fremstilles som mer fredssøgende.

Sagaen skildrer også slaget ved Clontarf uden for Dublin i 1014, skønt ikke specielt historisk efterrettelig, hvor irerne slår en vikingehær, men hvor Irlands overkonge Brian Boru dør. Skildringerne fra Clontarf er antagelig hentet fra den tabte Brjáns saga, som også Þorsteins saga Síðu-Hallssonar har brugt som kilde[4].

Selv om bogen i stor grad er i overensstemmelse med etableret historisk viden, og refererer til steder, som fortsat kan genfindes på det sydlige Island, diskuterer forskere fortsat, hvor skellet går mellem de faktiske hændelser og de rent litterære. Uafhængig af fiktionskvaliteterne har sagaen også værdi for sit historiske, kulturhistoriske og særlig juridiske materiale. Bogens vigtigste hændelse, afbrændingen af Njáls gård, er blevet støttet af arkæologiske spor efter en brændt bygning på et sted, som passer til beskrivelserne af gårdens beliggenhed i sagaen. Den anonyme forfatter har efter alt at dømme baseret sin fortælling på godt kendskab til ældre islandsk litteratur, både kvad, slægtstavler, lovbøger og sagaer[4]. Intentionen har efter alt at dømme ikke været at lave en dokumentarisk sand fortælling men at skabe en fortælling inden for et kendt univers[3]. Mange har ment, at sagaen er sat sammen af flere forskellige, oprindeligt selvstændige sagaer, som "den ældre Njáls saga" og den noget yngre "Gunnars saga".[5][6] Begge er siden gået tabt. Nutidens Njáls saga er derfor komponeret med bidrag, som ikke altid går lige godt sammen i moderne litterær tankegang, således afsnittene om Gunnars færder i viking og ugerningsmanden Hrapp.[5] Samtidig peger flere litteraturhistorikere, som A.U. Bååth og Jónas Kristjánsson. på, at forfatteren ikke bare har kendt til ældre tekster, men også har gennemført og skabt et betydelig, gennemarbejdet og helhedskomponeret værk.[4] En sammenligning mellem Njáls saga og Laksdøla saga, som antagelig var en af de vigtigste inspirationskilder for Njálas forfatter, kan både vise hvad, som er lånt, og hvordan, Njálas anonyme forfatter har bearbejdet sine lån[4].

Handling[redigér | redigér wikikode]

Kåre Sølmundsson kommer til undsætning for sine svogre Grim og Helge. Ill.: Andreas Bloch, 1898.

Selv om sagaen på én måde har et budskab om fred og forsoning, findes det en betydelig fascination for de stærke, uregerlige krigere: Gunnar, Skarphedin og Kåre. "Skarpheðinn is amongst the most vividly drawn male characters in the sagas" [7] "Forfatteren, en geistlig, er varm for idealene, for helgenen […] Men det er helten som faar det fasteste omrids, ti det er han som lever sterkest og forundrer mest; hans troskap og ædelmod, hans kraft og dødsforagt, er Njála-kunstnerens glæde først og sidst."[6]

Det første kapitel dækker perioden fra trolovelsen mellem Hrut Herjolfsson og Unn til det vanskelige efterspil af deres skilsmisse: Hrut kommer til Norge, hvor han vinder hæder ved det norske hof og i kamp, men bliver ombejlet af den aldrende dronningemoder. På grund af hendes forbandelse eller fortryllelse er han ikke i stand til at fuldbyrde ægteskabet. Efter, at Unn skiller sig fra ham, beholder han medgiften ved at udfordre sin svigerfader til tvekamp. Selv om dette er inden for islandsk lov, udfordrer det retfærdighedssansen. Læseren bliver introduceret til to hændelser, som vil ske, – en mand som er klog i alle andre henseender end sine egne, og en årsag som over tid vil trykke og presse sig mod overfladen som en gejser.

Det første kapitel giver indsigt i Hruts sind, når han kommenterer sin smukke niece: "Jeg ved ikke hvordan tyvøjne er kommet ind i familien". Sagaen fortsætter der efter med fokus på hans niece Hallgjerd og hendes to ægteskaber. Begge hendes ægtemænd dør brutalt for øksen efter Hallgjerds vilje via hendes brutale fosterfader. Mens Hallgjerd har fremprovokeret det første mord, gjorde hun det ikke ved det andet, men som en følge af en uenighed mellem ægtefællerne. Det er Hrut, som til trods for slægtsbåndene hævner den døde ved at dræbe Tjostolf.

Der efter bliver Gunnar Hammundarsson fra Lidarende og Njál Torgeirsson introducerede. Gunnar er en mand af enestående fysiske kvaliteter og hvad Njál mangler i mandighed, har han i sin klogskab. Disse modsatte mænd er gode venner. Når Gunnar mener sig pligtig til at kræve Unns medgift fra Hrut, giver Njál råd om hvordan, han skal gå frem. Gunner begynder den juridiske proces i Hruts eget hus, men han følger Hruts tvivlsomme eksempel, når sagen kommer for retten, og Hrut, som selv vant til trussel om vold, taber selv for det samme. Til trods for ydmygelsen ser han fremtidige forbindelser med Gunnar.

Det sker, når Gunnar kommer tilbage fra det nordiske fastland og kommer til Altinget, hvor han møder Hallgjerd. Han bliver forelsket i hende, og til trods for Hruts advarsel om Hallgjerds sande karakter, bliver Gunnar trolovet til henne.

Heller ikke vennen Njál er begejstret for forbindelsen, hvilket viser sig at være berettiget, da Hallgjerd og Njåls hustru Bergtora støder sammen. Hallgjerd lokker et antal tvivlsomme figurer til at dræbe medlemmer af Njáls husholdning, men den oprørte Bergtora tager en blodig hævn. Efter drabene gør ægtemændene op med bøder for drabene i henhold til disses status. Det femte offer er Tord Freedmannsson, fosterfader til Njáls sønner. Thrain Sigfusson, Gunnars onkel og Hallgjerds svigersøn deltager i drabene. Når fejden ender og forlig er ordnet, er Thrains tilstedeværelse fortsat en uafgjort sag, som vil eksplodere senere.

Hallgjerd benytter så en af sine tvivlsomme følgesvende til at bryde sig ind i hjemmet til en mand, som hedder Otkel. Gunnar søger øjeblikkelig økonomisk forlig for skaden, men denne gang bliver det ikke accepteret. En retssag bliver startet mod ham, som han med Njáls hjælp vinder, men i sagens efterspil når han samtaler med sin hustru om indbruddet, kommer han til at give hende en lussing. Hallgjerd siger, at det slaget skal han selv få at føle senere.

Senere rider Otkel over Gunnar, mens han er ude på ageren, og skader ham let, men spreder senere rygtet, at Gunnar græder over såret. Gunnar kan ikke leve med den skam og trækker sig ud; med hjælp af sin broder Kolskegg dræber de Otkel og hans venner.

Under pres fra rir bliver et nyt forlig arrangeret, og Gunnars agtelse vokser, men Njál advarer ham om, at dette kan blive begyndelsen til nye drab, specielt hvis Gunnar dræber to mand fra samme æt.

I hændelserne efter accepterer Gunnar en udfordring til en hestekamp fra en mand ved navn Starkad. Undervejs bedrager Starkad og Gunnar er atter i stridigheder. Njál forsøger at mægle, men Torgeir Starkadsson nægter. Undervejs på en rejse bliver Gunnar og hans to brødre overfaldet af Starkad og hans allierede. Når kampen er over, er de fjorten angribere døde, men også Gunnars broder Hjort.

Ved siden af disse hændelser er Unns søn, Mord Valdgardsson, som på grund af jalousi hader Gunnar. Hvor ting kunne have været bilagt, skaber han opstandelser. Da han lærer, at Njál har forudset Gunnars død vil komme om han dræber to af samme æt, er han den, som får i gang et nyt angreb på Gunnar af folk, som er misfornøjet med forliget. Igen slås Gunnar med held, men ulykkeligvis dræber han en anden mand fra samme æt. I forliget, som kommer, bliver Gunnar og hans broder Kolskegg dømt til at drage fra Island for tre år, eller være dømt fredløs, hvor hvem som helst kan dræbe ham uden, at det er mord.

Gunnar gør alle de forberedelser, som skal til for at forlade hjemmet, men på vej væk snubler hesten, han ser sig tilbage, indser at de grønne marker foran gården er et syn, som er ham kærere end noget andet, og han vælger at ikke rejse med broderen. Han fortsætter som om ingenting er sket til trods for, at han nu er fredløs, og modstanderne samler sig, Mord blandt dem, for hævn. Gunnar forsvarer sig godt med buen, indtil buestrengen ryger. Han beder Hallgjerd om, at hun ofrer noget af håret for, at han kan tvinde en ny buestreng, men det er da hun minder ham på den ørefigen, som han gav henne tidligere. "Hver har sit at blive husket for", slår Gunnar fast i visheden om, at det bliver hans død.

Njáls søn Skarphedin støtter siden Hogne Gunnarsson på et hævntogt, men til sidst bliver der igen forlig efter Gunnars død.

To sejladser tilbage fra Norge bringer ændringer. Thrain Sigfusson kommer med den voldelige drabsmand Hrapp, mens Njáls sønner kommer sammen med den ædle Kåre, som bliver gift med deres søster. Desuden kommer sønnerne også tilbage med klagemål på hvordan, den svenske kongen har behandlet dem, og noget uforståeligt anklager de Thrain for dette. Mens Njál siger, at de er tåbelige når de hævder dette, han råder dem alligevel til at fremstille det som et spørgsmål om ære. Thrain afviser forlig, og hans tilhængere, herunder Hallgjerd i hendes sidste optræden, fornærmer brødrene.

Den mest dramatiske hændelse følger så. Njáls sønner med den hårde Skarphedin i spidsen, inkluderet Kåre, planlægger at overfalde Thrain og hans medspillere. For at krydse elven må de over en isbro. Skarphedin går foran sin brødre, hopper over elven og glider ned over isen mod Thrain, og da han passerer ham, halshugger han Thrain i én og samme bevægelse. Der efter får de dræbt fire, blandt andre Hrapp.

Thrains broder Kjetil er gift med Skarphedins søster, og Njál får igen et forlig i stand. I ønsket om at fjerne alle grunde til strid tager Njál Thrains søn Hoskuld til sig som sin fostersøn. Denne vokser op hos Njál, som bliver meget glad for ham og favoriserer ham. Da han er fuldvoksen, giver Njál ham status som høvding og skaffer ham en ferm kone, Hildegunn.

Her fortæller sagaen om hvordan, Island beslutter frivilligt at acceptere kristendommen som officiel religion i år 1000.

Mord Valgardsson opdager, at mens Hoskuld er blevet en succesfuld høvding, er hans egen status mindsket. Han forsøger der efter på sin almindelige måde at vende Njáls sønner mod Hoskuld. Sagaens tragedie er, at de lader sig påvirke af hans hentydninger, at de drager ud sammen med Mord og Kåre og dræber Hoskuld, mens han sår i ageren. Som en figur siger: "Hoskuld blev dræbt for mindre end ingen grund; alle mænd sørger ved hans død, men ingen mere end Njål, hans fosterfader".

Flose, onkel til Hoskulds hustru, starter en proces mod drabsmændene og søger støtte hos mægtige høvdinge. Han er under pres fra Hildegunn til at acceptere ingenting mindre end blodhævn. Njáls sønner må på Altinget bønfalde om hjælp, men Skarphedins trodsige sin ødelægger for dem. Gang på gang fornærmer han dem, han søger hjælp og støtte hos.

Efter diverse legale skridt frem og tilbage bliver der valgt voldgiftsmænd, inkluderet Snorre, som foreslår en ordning, som er tre gange større end vanlig for Hoskulds død. Det er så meget, at det kan kun blive betalt af voldgiftsmændene og andre på Altinget, som træder støttende til. Den store sum bliver samlet og Njál lægger selv en gave i form af en kostbar frakke. Frakken kan bæres af begge køn, og den betragtes som en fornærmelse, hvilket finder sit klimaks i, at ordningen bryder sammen.

Alle forbereder sig på at forlade Altinget. Omkring hundrede mand drager til Njáls hjem, Bergtorsknoll, som kun er beskyttet af omkring tredive mand. En sejr for Flose vil kunne komme med store omkostninger, men Njál vælger, at de skal forsvare sig inde fra huset, og de andre accepterer dette, til trods for, at de indser, at det er et dårligt træk. De accepterer, at skæbnen vil ske. Både uskyldige og skyldige er fanget inden for det brændende hus. Flose tillader, at de uskyldige skal får slippe uskadt ud, men Njál, Bergtora og deres lille sønnesøn Tord vælger at blive i huset og dø frem for at leve videre med skammen. Helge bliver dræbt i et forsøg på at slippe væk. Til sidst dør ti mennesker, undtagen Kåre som slipper væk i skjul under røgen. Flose forstår, at der er nogen, som vil være i stand til at hævne mordbranden.

Ved Altinget mødes to grupper. Der bliver sat i gang juridiske handlinger mod mordbrænderne. Torhall, Njåls fostersøn, er blevet oplært af Njál til at kunne lovene, men han bliver forhindret af sine egne fysiske begrænsninger. Akkurat, da forhandlingerne holder på at bryde sammen, griber han sit spyd og begynder at slås. Floses mænd bliver drevet tilbage, indtil Snorre leder en indblanding, som skiller de stridende parter. I den forvirring, som var opstået, var flere mænd blevet dræbt, inkluderet Ljot, Floses svoger.

Ljots fader, Hall fra Sida, udnytter våbenhvilen til at bede om en fredsaftale, en bevægelse som er blevet betragtet som resultatet af kristen tankegang, også ved at han ikke beder om kompensation for sin søn. Mange bliver bevægede af dette, alle undtagen Kåre og Njåls nevø Torgeir, accepterer en aftale, som bidrager til en kompensation for Ljot. De, som havde deltaget i mordbranden, bliver sendt i eksil for tre år.

Før Sigfussønnene er nået hjem, bliver de angrebet af Kåre, og afslutningen af sagaen opholder sig stort set ved den sidste hævn. Kåre bliver hjulpet af Torgeir og af en komisk pralhals ved navn Bjørn. Kåre forfølger mordbrænderne til Orkneyøerne og til Wales. Det mest dramatiske øjeblik indtræder, da Kåre bryder ind i Orkneyø-jarlens hal og dræber en, som har løjet om det, som skete, da Njáls hus blev brændt.

Efter en pilgrimsrejse til Rom kommer Flose tilbage til Island. Kåre kommer også tilbage, og hans skib går på grund ud for Floses hjem. For at teste Floses ædelhed går han til ham for at få hjælp, og de går med på en endelig fredsaftale. Kåre gifter sig med Hoskulds enke, Hildegunn, som også er Floses søskendebarn. Således forsones fjenderne.

Teksthistorie[redigér | redigér wikikode]

Sagaen er bedst bevaret i håndskriftet AM 468, som dateres til ca. 1300.[8] Andre håndskrifter viser lidt variation i teksten.[5]

Njáls saga blev i 2002 valgt ind i Verdensbiblioteket; den norskinitierede kåring af de 100 vigtigste litterære værker i verdenshistorien.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Njáls saga i Store norske leksikon
  2. ^ a b Emily Lethbridge «The South: Country of Burnt Njáll» fra bloggen «The Saga-Steads of Iceland: A 21st-Century Pilgrimage»
  3. ^ a b Fornrit 2011, forlagspræsentation af samleudgave af sagaerne (pdf)
  4. ^ a b c d Jónas Kristjánsson. Eddas and sagas, Iceland's Medieval Literature. Translated by Peter Foote. Hið íslenska bókmenntafélag, 2007. ISBN 978-9979-66-120-5
  5. ^ a b c Finnur Jónsson. Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie; bind 2. København, 1898/1923
  6. ^ a b Fredrik Paasche. Norsk litteraturhistorie. Bind 1: Norges og Islands litteratur indtil utgangen av middelalderen. Aschehoug, 1924. Kapitlet «Sene ættesagaer» s 407-414
  7. ^ Emily Lethbridge «Njáls saga II: The burning at Bergþórshváll» fra bloggen «The Saga-Steads of Iceland: A 21st-Century Pilgrimage»
  8. ^ handrit.is

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]