Olav den Helliges saga

Olav den helliges saga er den ottende saga i sagasamlingen Heimskringla, skrevet af den islandske skjald og historiker Snorri Sturluson omkring 1230. Sagaen handler om kong Olav II Haraldsson, den hellige (ca. 995 – 1030), som var konge af Norge fra 1015 til 1028 og senere døde i slaget ved Stiklestad i 1030 i et forsøg på at genvinde kongemagten over Norge.
Om sagaen
[redigér | rediger kildetekst]Olav den helliges saga består af 251 kapitler og er dermed den mest omfattende saga i Heimskringla. Da Snorri skrev sagasamlingen, skrev han først Olav den helliges saga og udvidede derefter værket med sagaerne om kongerne før og efter Olav.[1] Olav den helliges saga begynder med nogle korte oplysninger om Olav, hans æt og barndom og slutter med, at Einar Tambeskælver og Kalv Arnesson drager af sted for at hente Olavs søn Magnus den Gode i Gardarige i 1035, fem år efter Olavs død.
Sagaen indeholder også en stor mængde skjaldekvad, blandt andet af Ottar Svarte og Sigvat Tordsson.
Handling
[redigér | rediger kildetekst]Sagaen begynder med en beskrivelse af Olav og hvem han var. Snorri fortæller, at »Olav blev snart en dygtig mand, han var smuk at se på, af middel højde; han viste tidligt god forstand og talte godt for sig«.[2] Olav var søn af Harald Grenske og Åsta Gudbrandsdatter og voksede op hos sin mor Åsta og sin stedfar Sigurd Syr et sted på Opplandene, sandsynligvis på Ringerike. Olavs far Harald døde, før Olav blev født.[3]
Olav som viking
[redigér | rediger kildetekst]De første kapitler handler om Olavs ungdom og hans vikingetogter i udlandet. Han var blandt andet i Sverige[4], Finland[5], Danmark[6], Frisland[7] og England. I England blev han en del af hæren hos den engelske konge Ethelred II af England og opholdt sig dér i tre år.[8] Senere drog Olav til Spanien[9] samt til Valland og Normandiet i Frankrig. Her blev han yderligere to eller tre år.[10]
Olav kommer til Norge
[redigér | rediger kildetekst]I 1015 vendte Olav tilbage til Norge. Snorri skriver, at "det siges, at" Olav først kom til øen Selja. Her mødte han Håkon Eiriksson, som på dette tidspunkt herskede over det meste af Norge, og fik Håkon til at love at opgive riget og aldrig føre krig mod Olav.[11] Efter dette møde rejste Olav til sin mor og sin stedfar Sigurd. Her fortalte Olav, at han havde planer om at vinde Norge, og bad sin stedfar om hjælp til at skaffe en hær.[12]
Efter Sigurds råd rejste Olav derefter rundt på Opplandene og holdt ting med kongerne dér for at forsøge at få deres støtte. Snorri opregner følgende konger: Rørek og Ring skal have været konger på Hedemarken og Gudrød i Gudbrandsdalen. Der var også tre andre konger, som herskede over Romerike, Valdres samt Toten og Hadeland. Det endte med, at Olav blev taget til konge over Opplandene.[13]
Olav drog nu videre til Trøndelag, hvor han rekrutterede nogle mænd blandt folk fra Orkdal.[14] Dette fik Einar Tambarskjelve kendskab til og sendte bud til Svend Jarl (halvbror til Håkon Eiriksson). De samlede en hær, og i marts 1016 mødtes de to hære i Viken i slaget ved Nesjar. Her sejrede Olavs mænd, og Svend Jarl flygtede til Sverige til sin svigerfar Olof Skötkonung.[15]
Konflikt med Olof Skötkonung
[redigér | rediger kildetekst]Den svenske konge Olof mente at have ret til at være konge over dele af Norge og tilbød Olav at blive hans underkonge og tage Norge i len af ham. Dette afslog Olav, og det førte til konflikt mellem de to konger. Olav formåede at få flere magtfulde mænd over på sin side, blandt andet lendmanden Brynjolv Ulvalde og Olofs jarl Ragnvald. Snorri skriver, at "Kong Olav Svenske [Olof Skötkonung] lagde Olav Haraldsson så stærkt for had, at ingen mand vovede at nævne ham ved hans rette navn, så kongen hørte det".[16]
Efterhånden blev der afholdt et forligsmøde, hvor det blev besluttet, at Olav skulle gifte sig med Olofs datter Ingegjerd.[17] Da Olav drog af sted for at hente hende, nægtede Olof at give sin datter til Olav. Der blev indkaldt til et nyt møde, og til sidst gik Olof med til at give Olav frilledatteren (Olofs datter med en frille) Astrid i stedet for den ægtefødte Ingegjerd. Olav og Olof holdt siden fred med hinanden resten af deres respektive regeringsperioder. Svearne tog derefter Olofs søn Anund Jakob til konge.[18]
Orkneyøerne
[redigér | rediger kildetekst]Snorri fortæller dernæst om en konflikt på Orkneyøerne om Torfinns kamp mod brødrene Sumarlide, Einar og Bruse. Da brødrenes far, Orkneyjarl Sigurd Lodvesson, døde, blev riget delt i tre mellem Thorfinns brødre, da Thorfinn allerede havde et rige, Caithness. Torfinn ønskede imidlertid også at herske over Orkneyøerne og dræbte først Sumarlide og Einar. Olav blandede sig i konflikten og lykkedes i 1021 at skabe en midlertidig fred mellem Torfinn og Bruse ved, at brødrene skulle være Olavs underkonger med Orkneyøerne i len. Thorfinn dræbte imidlertid også Bruse, dog først efter Olavs død.[19] Den samme fortælling findes også i Orkneyinga saga.
Udgaver
[redigér | rediger kildetekst]- Bjarni Aðalbjarnarson (ed.). Heimskringla. 3 vols.: vol. 2. Íslenzk fornrit 26–8. Reykjavík: Hið íslenzka fornritafélag, 1941–51. Appendix: Ór Óláfs sögu ins Helga inni Sérstöku. Critical edition.
- Johnsen, Oscar Albert and Jón Helgason (eds.). Saga Óláfs konungs hins helga. Den store saga om Olav den hellige, eftir Pergamenthåndskrift i Kungliga Biblioteket i Stockholm nr. 2 4to med varianter fra andre håndskrifter. 2 vols. Oslo: Jacob Dybwad, 1930–33. Diplomatic edition of the text found in MS Stockholm nr. 2 4to.
- Munch and Unger, Saga Olafs konungs ens Helga. Christiania, 1853.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Krag (2005): 170–171
- ↑ Snorri, Olav Tryggvasons saga, kap. 1
- ↑ Snorri, Olav Tryggvasons saga, kap. 43
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 5–7
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 9
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 10
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 11
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 12–16
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 17
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 17–20
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 29–30
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 32–35
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 36–37
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 38–40
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 41–51
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 67
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 78–80
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 87–94
- ↑ Olav den helliges saga, kap. 95–103
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Krag, Claus: Vikingtid og rikssamling. Aschehougs Norgeshistorie, Aschehoug, Oslo 2005
- Snorri Sturluson, Olav Trygvasons saga, Olav den helliges saga. I: Norges Kongesagaer, oversatt av Anne Holtsmark. Gyldendal, Oslo 1979