Pekan

Pekan
Pekan
	Pekan (Carya illinoinensis) med frugter og løv. ; Foto: Brad Haire
Videnskabelig klassifikation
Rige	Plantae (Planter)
Division	Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse	Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden	Fagales (Bøge-ordenen)
Familie	Juglandaceae (Valnød-familien)
Slægt	Carya (Hickory)
Art	C. illinoiensis
Videnskabeligt artsnavn
	Carya illinoinensis; Nutt.
	Hjælp til læsning af taksobokse

Pekan (Carya illinoinensis), er både navnet på træarten og dens frugter, pekannødderne. Det er et løvfældende træ, som hører hjemme i det Sydlige USA. Navnet ”pekan” stammer fra et algonquinsprog. Ordet er optaget i dansk fra fransk, og derfor udtales det med tryk på sidste stavelse.

Kendetegn

Træet når højder på 30-50 m, og en alder på over 1000 år. ^[1] Det udvikler en stor, overhængende krone og en stammeomkreds på over 2 meter. Barken er først lysegrøn og ruhåret, men senere rødbrun. Den bliver efterhånden nøgen og skællet, sådan at de gamle grene og stammen til sidst får en bark, som er dybt furet og lysegrå. Knopperne er spredt stillede, aflange, gulbrune og ruhårede. Bladene er uligefinnede og 40–70 cm lange. Småbladene er lancetformede til smalt ægformede med savtakket rand. Begge bladsider er svagt grålige og lysegrønne. Blomstringen foregår i foråret, hvor man finder de hanlige blomster samlet i lange aks, der sidder enkeltvis eller samlet 2-3. De hunlige blomster sidder få sammen og består kun af en frugtknude med en kort griffel og et stort opsplittet støvfang. Frugterne er nøddeagtige stenfrugter med en kødet og læderagtig frugtskal. Den åbner sig ved modenhed i fire ruhårede lapper. Selve nødden har en tynd skal, og inden i den ligger to brune, rynkede kerner. Kernerne minder om valnøddekerner i smagen, men meget mildere.^[2]

Rodsystemet består af en eller flere, dybtgående pælerødder, der når indtil 10 meter ned i jorden.

Hjemsted

Arten har sit hjemsted i det sydlige og centrale USA. Den er udbredt i Mississippiflodens afvandingsområde og kan findes i området fra Ohio og Iowa mod nord og til Virginia, Georgia og Florida. Mod vest findes den i New Mexico.

Pekan er mest almindelig på veldrænede, lerholdige jorde, hvor oversvømmelser er kortvarige. I hele sit udbredelsesområde er arter knyttet til lavtliggende steder med forholdsvis nylig aflejret jordbund. Træet udvikler sig bedst på høje flodbrinker og veldrænede flader. ^[3]. Det vokser sjældent på lavtliggende og dårligt drænede, flade lerjorde. På den slags steder bliver arten almindeligvis erstattet af andre hickoryarter. ^[4]

Almindeligt forekommende, træagtige vegetationer omfatter Cornus drummondii, Forestiera acuminata, askebladet løn (Acer negundo), mississippinældetræ (Celtis laevigata), rødelm (Ulmus rubra) og sølvløn (Acer saccharinum). Underskoven består af blandt andet Arundinaria gigantea, amerikansk kermesbær (Phytolacca americana) og paw-paw (Asimia trilobata). Blandt lianerne kan nævnes Berchemia scandens, almindelig giftsumak (Toxicodendron radicans), japansk gedeblad (Lonicera japonica), sarsaparil i forskellige arter (Smilax sp.) og vin i forskellige arter (Vitis sp.). ^[5]^[6]^[7]

Anvendelse

Den oprindelige befolkning i Nordamerika havde spist pekannødder, længe før europæerne kom dertil. I dag er kernerne hovedingrediens i sydstatskøkkenets kendte ”pecan pie”. Der kan presses en olie af kernerne: pekanolie.

Galleri

Pekan.
Bark	Knop.	Løv.
Træ med frugter	To kerner	Pecan Pie

Litteratur

Donald E. Stone Carya: Carya illinoinensis. i Flora of North America Editorial Committee (Hrsg.): Flora of North America North of Mexico. Volume 3 – Magnoliidae and Hamamelidae. Oxford University Press, New York / Oxford 1997, ISBN 0-19-511246-6 (Abschnitte Beschreibung und Vorkommen).

Weblinks

USDA Forest Service: Pecan Arkiveret 7. oktober 2010 hos Wayback Machine
illinoiswildflowers.info: Pecan

Noter

^ Richmund Rollenbeck: Carya illinoinensis – Pekannussbaum, Pekan i Jahrbuch des Bochumer Botanischen Vereins, 2014, 5, side 173–177
^ C. R. Santerre: Pecan Technology., 1994, ISBN 978-94-010-9594-5, side 46.
^ J. K. Peterson: Carya illinonensis i M. Russell Burns og Barbara H. Honkala: Silvics of North America, bd. 2., 1900 side 205-210
^ James A. Allen og Harvey E. Kennedy Jr.: Bottomland hardwood reforestation in the lower Mississippi Valley, 1989 28 sider.
^ Karen L. Dooley, og Scott L. Collins:. Ordination and classification of western oak forests in Oklahoma i American Journal of Botany. 1984, 71, 9 side 1221-1227.
^ E.S. Nixon, J.R. Ward, E.A. Fountain, og J.S. Neck:. Woody vegetation of an old-growth creekbottom forest in north-central Texas i Texas Journal of Science, 1991 43, 2 side 157-164.
^ J.K. Peterson: Carya illinonensis i M. Russell Burns og Barbara H. Honkala: Silvics of North America, bd. 2., 1900 side 205-210.

Søsterprojekter med yderligere information:

Billeder og medier fra Wikimedia Commons
Taksonomi fra Wikispecies

Kilder

Donald E. Stone: Carya: Carya illinoinensis. i Editorial Committee (udg.): Flora of North America bd. 3, North of Mexico., 1997, ISBN 0-19-511246-6

[1] Richmund Rollenbeck: Carya illinoinensis – Pekannussbaum, Pekan i Jahrbuch des Bochumer Botanischen Vereins, 2014, 5, side 173–177

[2] C. R. Santerre: Pecan Technology., 1994, ISBN 978-94-010-9594-5, side 46.

[3] J. K. Peterson: Carya illinonensis i M. Russell Burns og Barbara H. Honkala: Silvics of North America, bd. 2., 1900 side 205-210

[4] James A. Allen og Harvey E. Kennedy Jr.: Bottomland hardwood reforestation in the lower Mississippi Valley, 1989 28 sider.

[5] Karen L. Dooley, og Scott L. Collins:. Ordination and classification of western oak forests in Oklahoma i American Journal of Botany. 1984, 71, 9 side 1221-1227.

[6] E.S. Nixon, J.R. Ward, E.A. Fountain, og J.S. Neck:. Woody vegetation of an old-growth creekbottom forest in north-central Texas i Texas Journal of Science, 1991 43, 2 side 157-164.

[7] J.K. Peterson: Carya illinonensis i M. Russell Burns og Barbara H. Honkala: Silvics of North America, bd. 2., 1900 side 205-210.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]