Pierre-Narcisse Guérin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Pierre-Narcisse Guérin

Lefèvre, Robert - Pierre Narcisse Guérin.jpg

Personlig information
Født 13. marts 1774Rediger på Wikidata
ParisRediger på Wikidata
Død 16. juli 1833 (59 år)Rediger på Wikidata
RomRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted École nationale supérieure des Beaux-ArtsRediger på Wikidata
Elev af Jean Hugues Taraval, Nicolas Guy Brenet, Jean-Baptiste RegnaultRediger på Wikidata
Medlem af Académie des beaux-artsRediger på Wikidata
Beskæftigelse KunstmalerRediger på Wikidata
Arbejdsgiver École nationale supérieure des Beaux-Arts, Franske akademi i Rom (1822-1828)Rediger på Wikidata
Arbejdssted Rom (1803-1805, 1822-1829, 1833), Napoli (1804-1804, 1805, 1829), Paris (1785-1803, 1805-1822, 1829-1833)Rediger på Wikidata
Elever Paul Huet, Antoine Julien Potier, Théodore Géricault, Édouard Cibot, Guillaume BodinierRediger på Wikidata
Kendte værker M. Sextus, der ved sin hjemkomst finder sin hustru dødRediger på Wikidata
Genre PortrætRediger på Wikidata
Bevægelse NyklassicismeRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Prix de RomeRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Pierre-Narcisse Guérin (født 13. marts 1774 i Paris, død 16. juli 1833 i Rom) var en fransk historiemaler.

Guérin, der var elev af Regnault, repræsenterede ganske den davidske klassicismes grundsætninger og drev disse ud i deres yderste spidse ved en udpræget antik skulpturstil og en stærkt patetisk teatralsk komposition, der vel en tid skaffede ham stor yndest, men også bidrog til at fremkalde tilbageslaget hos den nye skoles mænd. Guérin, der 1796 havde vundet en pris for Catos Død, vakte formelig furore med M. Sextus, der ved sin hjemkomst finder sin hustru død (1799, Louvre); som ofte senere havde han her givet sit arbejde en væsentlig biinteresse ved hentydninger til aktuelle stemninger: her emigranternes hjemkomst; Hippolyt anklaget af Fædra (1802, Louvre), efter Jean Racine, skylder delvis sit held til dets nøje tilslutning til Théâtre français' fremstilling af samme emne. 1802—05 opholdt han sig i Italien, hvor han senere kom til at virke som direktør for det franske akademi i Rom, 1822—29. Hans mange øvrige værker (en del i Louvre), flittigt gjorte med omhyggelig beregning af kompositionens linjer, mangler med deres kolde tillærte arrangement gennemgående følelse, liv og fantasi: Offer til Æskulap, Andromache og Pyrrhos (1810), Æneas beretter Dido sine tildragelser (1813), Klytaimnestra (1817) med dets pirrende motiv (det forestående mord) og effektfulde kunstige belysning, samt Aurora og Kefalos; fra tidligere tid Napoleon tilgiver oprørerne i Kairo. De mange dygtige elever, han uddannede: Théodore Géricault, Eugène Delacroix, Ary Scheffer etc., brød alle med hans kunstprincipper. I 1829 blev han udnævnt til baron.

Kilder[redigér | redigér wikikode]