Plinius den ældre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 8. sep. 2014, 19:52 af Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) (Bot: Fjerner {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for.)
Plinius den Ældre
Tegning af Plinius den Ældre fra en udgave af Historia Naturalis fra 1635

Plinius den Ældre, c. 23 – 79 e.v.t. (Gaius Plinius Secundus), var en romersk historiker, naturhistoriker og militærleder. Han blev født i Verona eller Novum Comum (Como) og tjente i sin ungdom som kavaleriofficer i Germanien. Senere blev han sagfører i Rom og fik et nært forhold til Vespasian og hans søn Titus efter deres magtovertagelse. Hans største interesse var videnskabelige studier, og Plinius var en særdeles aktiv mand og brugte al sin fritid til litterær virksomhed. Han skrev nogle mindre skrifter af militær betydning og to store historiske værker:

Kun dele af Naturalis Historia er bevaret til i dag.

I 79 e.v.t. var Plinius som chef for flåden udstationeret i Misenum ved Napolibugten, hvor han blev vidne til Vesuvs berømte udbrud, som begravede byerne Pompeji og Herculaneum. Vi ved ikke, om det var pligttroskab og ønsket om at redde befolkningen eller nysgerrighed efter at se nærmere på udbruddet, som drev ham. Men vi ved, at han forsvandt efter at være sejlet med en gruppe flådefartøjer mod Stabiae.

Den historiske interesse for Plinius' skriveri er stor, da få forfattere fra den tid har beskæftiget sig indgående og alsidigt med naturvidenskabelige områder.

En vigtig kilde til vores viden om Plinius den Ældres liv og død er hans nevø og adoptivsøn Plinius den Yngres breve.

Værk

Plinius udgav Historia – en beretning om begivenheder i hans egen tid. Den er ikke bevaret, men har været forlæg for senere historikere som Tacitus, der gerne lod Plinius’ antineronske grundholdning skinne igennem sin egen beretning.[1]

Et andet værk Naturalis Historia (Naturhistorie) er delvist overleveret; kun 37 af 102 bøger er bevaret i deres fulde længde. Han forsøgte at samle hele sin samtids viden på det naturhistoriske og det kulturhistoriske område. Verdensaltets opbygning, astronomi, meteorologi behandles først. Dernæst følger en indgående beskrivelse af menneskekroppens opbygning og endelig en grundig beskrivelse af menneskets behandling af dyr, planter og mineraler. Tilberedelsen af lægemidler beskrives også intenst.

Hans notater er samlet fra talrige kilder, men desværre mangler han kildekritik. Hans skrivestil er knap og skematisk, men samtidig svulstig og moraliserende. Det er et samleværk over al den naturhistoriske viden, han havde indsamlet gennem studier af ældre forfattere. Af og til ses hans egne videnskabelige observationer. Værket indeholder mange oplysninger om antikkens håndværk og teknologi, fx forklarer han, hvordan mineraler bliver anvendt i skulptur- og malerkunsten. I Plinius’ værk er intet heldigvis for småt eller uinteressant.

Noter

  1. ^ Peter Ørsted: Nero, kejser i Rom, Høst, 2004. ISBN 87-14-29830-9, pp. 190

Eksterne henvisninger

Litteratur

  • Jacob Isager; Pliny on art and society : the Elder Pliny’s chapters on the history of art, Odense University Press, 1998.
  • Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium, Oxford 1993; ISBN 87-89531-08-6
  • H. H. Scullard; From the Gracchi to Nero : a history of Rome from 133 B.C. to A.D. 68, Methuen, 1976. ISBN 0-416-56090-3
  • Peter Ørsted: Nero, kejser i Rom, Høst, 2004. ISBN 87-14-29830-9
  • Christian Blangstrup;Salmonsens Konversationsleksikon – Bind XI
Wikimedia Commons har medier relateret til: