Herculaneum
| UNESCO Verdensarvsområde Pompeiis, Herculaneums og Torre Annunziatas arkæologiske områder | |
|---|---|
 Udgravningerne af Ercolano | |
| Land |  Italien |
| Type | Kultur |
| Kriterium | iii, iv, v |
| Reference | 829 |
| Region | UNESCOs Verdensarvsliste (Europa) |
| Indskrevet | 1997 (21.session) |
Herculaneum var en blomstrende antik romersk by. I modsætning til nabobyen Pompeji var Herculaneum en lille by med en befolkning på ca. 5.000 og med langt rigere indbyggere. Her er ingen dybe hjulspor i gaderne, som man ser dem i Pompeji; ingen graffiti om politiske valg, eller "vadestene" for fodgængere, så de kunne krydse gaden tørskoet – kloakken fungerede perfekt i Herculaneum. [1]
Herculaneum var opkaldt efter guden Herkules, der hyppigt gengives i den lokale kunst. Byen hviler på et 12 meter højt plateau af vulkansk sten, kun syv km fra Vesuvs top. Geografen Strabo skriver om byen: "Herkules' fæstning ligger på en odde langs kysten og fanger følgelig den sydvestlige brise så perfekt, at det gør stedet sundt at bo på." Strabo påstår også, at der lå en fiskerlandsby på stedet, før byen blev grundlagt fra Napoli som en græsk udpost. I 307 f.Kr kom byen under Rom, men gjorde i 90 f.Kr oprør sammen med de andre græske byer. Sullas general Titus Didius generobrede den. Fra ca. år 1000 blev navnet Resina benyttet om den fiskerlandsby, der igen var vokset frem. Efter vulkanudbruddet i år 79 er landet steget, så strandlinjen i dag ligger 400 meter længre ude, men antikkens Herculaneum lå ved havet. I 1709 gravede nogle bønder i Resina en brønd, og kom derved ned til en gulvmosaik i et teater. Indtil Pompeji blev opdaget i 1763, var det Herculaneum, der blev udgravet. Som følge af de arkæologiske aktiviteter skiftede byen i 1969 navn fra Resina til Ercolano. [2]
Vesuvs udbrud
[redigér | rediger kildetekst]Den 24. august år 79 gik vulkanen Vesuv i udbrud og udledte en pyroklastisk lavine (engelsk: pyroclastic flow), der på under fire minutter begravede byen i op til 350 °C varm aske, der senere blev forstenet. Asken dækkede alle huse og forkullede træ og mennesker. Asken dækkede mennesker og dyr fuldstændigt og har bevaret et aftryk af dem. Man har kun fundet 300 af de 5.000 indbyggere, og de blev fundet i bådehuse nær havnen i samme stilling, som de døde i. Alle 300 er under 40 år, af begge køn og fra forskellige befolkningsklasser.
Byen havde fået en hård medfart under jordskælvet i år 62, og det vides ikke, om genopbygningen var sluttet ved Vesuvs udbrud i 79; heller ikke om hele befolkningen var flyttet tilbage.
Udgravninger begyndte i 1738 i Ercolano, en forstad til Napoli. Den detaljerede skildring i Le Antichità di Ercolano ("Antikviteterne fra Herculaneum") øvede stor indflydelse på den begyndende europæiske neoklassicisme. I det senere 18. århundrede optræder motiver fra Herculaneum mange steder: Fra dekorative vægmalerier til kaffekopper.
I bygningen "Augustianernes kollegium" afbildes myten om Herkules. Kulten tilbad de romerske kejsere. Herfra stammer også byens navn, da den er opkaldt efter den græske sagnhelt og gud Herkules (italiensk Ercole). Kultens medlemmer var også frigivne og rige slaver og så Herkules og kejser Augustus som guder.
De godt bevarede vægmalerier og mosaikker i Herculaneum er lige så godt bevaret som dem i Pompeji. Den mest kendte og storslåede villa i Herculaneum kaldes for "Papyrusernes Villa" og er nu identificeret som residens for Lucius Calpurnius Piso Caesoninus, Julius Cæsars svigerfar. Villaen ligger helt nede ved stranden og dækker fire terrasser, hvoraf én skal have huset biblioteket. Piso, som elskede poesi og filosofi, var en samlende figur for andre, der holdt af disse to fag. Han byggede et af sin tids fineste biblioteker. Skriftruller og papyrusser fra villaen er siden 1800-tallet samlet i Nationalbiblioteket i Napoli. Villaen blev fundet i 1752, og ca. 1.800 skriftruller fra bibliotekets græske samling; den latinske samling er endnu ikke fundet. (Romerne havde for vane at holde græske og latinske skriftruller adskilt i separate biblioteker.) Takket være Vesuvs udbrud er det det eneste bibliotek fra antikken, der har overlevet til vor tid. [3] Skriftrullerne er forkullede, vædet med vulkansk mudder og trykket sammen, så kun et fåtal kan læses. Med teknologi fra NASA har man alligevel kunnet læse brudstykker af de ødelagte skriftruller. Infrarødt lys har gjort det muligt at læse skriften. Brigham Young University står i dag for den højteknologiske fotografering af materialet. [4]
Udgravningsområderne er optaget på Unescos liste over Verdenskulturarv.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]
Pauline Asingh, På vej mod katastrofen: Pompeji & Herkulanum, Moesgaard Museum 2020. ISBN 87-93251-16-8 Parameter fejl i {{ISBN}}: Fejl i ISBN..
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 61), forlaget Aschehoug, Oslo 2009, ISBN 978-82-03-23682-2
- ↑ Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 58-62)
- ↑ Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 66)
- ↑ Aage Hauken: I skyggen av Vesuv (s. 69)
40°49′13.33″N 14°22′13.65″Ø / 40.8203694°N 14.3704583°Ø
