Polisario

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Confusion colour.svg Ikke at forveksle med Polisario (film).
Polisario Front
جبهة البوليساريو
Jabhat al-Bōlīsāryū'
 
Partileder Mohamed Abdelaziz
 
Grundlagt 1973
Hovedkontor Tindouf, Algeriet
Ungdomsorganisation UJSARIO
 
Politisk ideologi Saharawisk nationalisme, Demokratisk socialisme, Anti-imperialisme
Politisk placering Socialistisk internationale (observatør)

Polisario, Polisario Front, eller Frente Polisario (grundlagt 10 . maj 1973) er en befrielsesbevægelse i Nord-Afrika som kæmper for at frigøre Vest-Sahara fra Marokko. Navnet er et akronym for Frente Popular de Liberación de Saguía el Hamret y Río de Oro, som er spansk for «Folkefronten for frigørelsen af Saguia el-Hamret og Río de Oro», som er henholdsvis den nordlige og sydlige del af Vest-Sahara.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Polisario blev grundlagt i 1973, da Spanien fortsat var kolonimagt i Spansk Sahara (senere Vest-Sahara). 20 . maj samme år gennemførte Polisario det første væbnede angreb mod spanske styrker. Til trods for at de bare var bevæbnet med gamle håndvåben, overraskede de soldaterne ved den spanske post Khanga, og vandt en vigtig symbolsk sejr.

Polisarios væbnede kamp gav Spanien store problemer med at beholde kontrollen, og de blev snart nødt til at tilbagekalde tilbage fra indlandet. Sommeren 1975 havde Spanien kun kontrol over byerne Dachla, l’Ayoune og Smara. En af årsagen til Spaniens manglende kontrol var at Francos regime var ved at gå i opløsning, og landet havde hverken kapacitet eller politisk kraft til at føre kolonikrig.

Den 26 . februar 1976 trak Spanien sig officielt ud af området, og overlod administrationen til Marokko og Mauritanien gennem den såkaldte Madridaftale. Polisario var ikke interesseret i at lade spanierne efterlade noget politisk vakuum, og udråbte dagen efter deres egen republik, Den saharawiske arabiske demokratiske republik, i Bir Lehlou, som ligger i det nordøstlige Vest-Sahara.

Forud for dette var Marokko rykket ind med militære styrker i den nordlige del af landet. Den 27 . november 1975 gik marokkanske styrker ind i Smara, og i december i l’Ayoune og Dachla. Polisario som tidligere havde taget kontrol over disse områder fra Spanien, blev drevet østover mod grænsen til Algeriet. Med guerillaen flygtede også mange civile fra invasiontropperne. Disse blev transporteret af Polisario til lejre i den østlige del af Vest-Sahara, og lejre som var under opbygning på den anden side af grænsen til Algeriet.

I de efterfølgende år kom det til hårde kampe mellem Polisario og den marokkanske hær. Det lykkedes ikke Marokko at få kontrol over ørkenen i den østlige del af Vest-Sahara. Polisario opererede fra baser i Algeriet og angreb marokkanske konvojer og udposter gennem guerillaangreb. Marokko ændrede taktik, forlod garnisonerne og udpostene i de fjerntliggende dele af Vest-Sahara, og forstærkede i stedet befæstningen omkring byerne.

Polisario fortsatte sine angreb, og gjorde livet stadig vanskeligere for den marokkanske hær. Marokko skiftede derfor igen taktik, og delte landene i to, på langs, med en mur og høje volde af sand og sten. På voldene blev der bygget fæstningsværker, og der blev lagt brede minefelter på hver side. Murens, eller Marokkos barriere i Vestsahara, beliggenhed og udstrækning skiftede med Polisarios angreb og Marokkos modangreb, men ved våbenhvilensom blev indgået i 1991 var muren 2.400 kilometer lang, og gik fra nord til syd gennem hele landet. Marokko har siden det haft kontrol over to tredjedele i vest, mens Polisario har kontrol over den resterende tredjedel i øst.

Løsladelse af marokkanske krigsfanger[redigér | redigér wikikode]

Polisario løslod i august 2005 alle de 404 marokkanske krigsfanger som bevægelsen havde haft i sin varetægt.[1]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Polisario løslater alle marokkanske krigsfanger Aftenposten, 18.08.2005