Portal:Film/Udvalgt artikel/maj, 2008

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Charles Spencer Chaplin kendt som Charlie Chaplin (16. april 1889 - 25. december 1977) var britisk-amerikansk skuespiller, filminstruktør, manuskriptforfatter og komponist.

Charlies karriere indledtes i 1894, hvor han assisterede sin moder under en optræden. I 1896 måtte moderen opgive at passe sine to børn, som kom på et hjem for forældreløse. Fra 1907-1913 arbejdede Chaplin ved Karno Pantomime Troupe og deltog i tourneer til USA og Canada. Her opdagedes han af produceren Mack Sennett, som tilbød ham en kontrakt med Keystone Film Company. Her indspillede han sin første film Making a Living (1914), hvori han spiller arbejdsløs.

Hans næste film Kid Auto Races at Venice (1914) kom til at afgøre hans karriere. Her optræder han i hængerøvsbukser, et par sko, som er adskillige numre for store, en jakke, som til gengæld er flere numre for lille, en bowlerhat samt en moustache, der er trimmet til størrelsen af en tandbørste. Fra 1915 skrev, instruerede og producerede Chaplin selv sine film, samtidig med, at han selv spillede hovedrollen i filmene. Chaplin indspillede mere end 30 film ved Keystone, inden han flyttede til Essanay Films, hvor han indspillede 15 film, heriblandt den, som gav ham tilnavnet "the tramp" ("vagabonden"), hvor han spiller en helt, som forsøger at redde en kvinde i nød. Chaplins næste kontrakt med Mutual Film Corporation indbragte ham $10.000 om ugen, plus bonus. Her arbejdede han fra 1916-1917.