Portal:Film/Udvalgt film/juli, 2008

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Fagre voksne verden (engelsk: The Graduate) er et romantisk drama fra 1967, instrueret af Mike Nichols og baseret på en roman af samme navn af Charles Webb. Filmen beretter om Ben Braddock, spillet af Dustin Hoffman, der netop er dimitteret fra college, men ikke rigtig kan finde ud af, hvad han skal med livet. Han forføres af den ældre Mrs. Robinson, spillet af Anne Bancroft, og forelsker sig i hendes datter Elaine, spillet af Katharine Ross.

En række skuespillere var på tale til rollen som Ben. Den første var Warren Beatty, der dog valgte at spille med i Bonnie og Clyde i stedet. Robert Redford blev prøvet, men sammen med Mike Nichols måtte han erkende, at rollen krævede en skuespiller, der virkede mere usikker på sin seksualitet. Andre på tale var Burt Ward, der dog foretrak at fortsætte som Robin i tv-serien om Batman (hvilket han senere fortrød), samt Charles Grodin.