Portal:Historie/Udvalgt artikel/januar, 2020

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
København ca. 1888. Forstadsbebyggelserne Vesterbro, Nørrebro og Østerbro er begyndt at brede sig uden for de gamle fæstningsværker.

En forstad betegnede i Danmark indtil Kommunalreformen 1970 en bydel, der udgjorde en del af en købstads samlede byområde men lå uden for købstadens administrative grænser. En større købstad med dens forstæder udgjorde således i geografisk og statistisk henseende et samlet byområde.

Selv om forstæder i Danmark også kendes tidligere - Christianshavn udgjorde en af Københavns ældste forstæder, men fik stadsrettigheder. Andre forstæder (ved søerne uden for demarkationslinjen) kunne og skulle nedrives ved krig - var det først ved industrialiseringen fra midten af 1800-tallet, at forstæder begyndte at vokse frem for alvor. I begyndelsen forsøgte man sig med indlemmelser, men da proceduren herfor var vanskelig og fremgangsmåden snart viste sig mislykket, begyndte man i statistisk henseende at registrere forstæder for derved at få byernes samlede indbyggertal. De fleste forstæder i større danske byer har oprindeligt været små selvstændige byer, der med tiden er vokset sammen med en større by. Derfor er en forstad gerne kendetegnet ved at have sit eget centrum, forretningsliv med videre.

En forstad adskiller sig fra en satellitby og en soveby ved, at disse sidstnævnte ikke er sammenvoksede med købstaden.

    ... læs mere