Posttraumatisk epilepsi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Posttraumatisk epilepsi
Klassifikation og eksterne ressourcer
Speciale neuromedicin
eMedicine NEURO/318
MeSH D004834

Posttraumatisk epilepsi (PTE) er en form for epilepsi der opstår efter en hjerneskade skabt af et fysisk traume til hjernen (traumatisk hjerneskade, forkortet TBI). En person med PTE har gentagne posttraumatiske anfald (PTS, anfald der opstår efter en TBI) mere end en uge efter den oprindelige skade.[1] PTE vurderes til at være 5 % af alle epilepsitilfælde og over 20 % af alle tilfælde af symptomatisk epilepsi[2][3] (i hvilken anfald skyldes en identificerbar organisk hjernelidelse).[4]

Det vides ikke hvordan man skal forudsige hvem der vil udvikle epilepsi efter en TBI og hvem der ikke vil.[5] Men sandsynligheden for at en person vil udvikle PTE er påvirket af graden og typen af skaden; eksempelvis penetrerende skader og de skader der involverer blødning inden i hjernen giver en højere risiko. Påbegyndelsen af PTE kan ske kort tid efter det fysiske traume der har skabt det, men også måneder eller år efter.[2] Folk med hovedtraumer kan vedblive at have en højere risiko for anfald end den generelle population selv årtier efter skaden.[6] PTE kan skyldes flere biokemiske processer der sker i hjernen efter et traume, herunder overstimulering af hjerneceller og skader på hjernevævet af frie radikaler.[7]

Diagnostiske målinger inkludere elektroencefalografi (EEG) og hjernebilleddannelsesteknikker såsom magnetisk resonans skanning, men disse er ikke 100 % pålidelige. Antiepileptisk medicin forhindre ikke udviklingen af PTE efter en hovedskade, men kan blive brugt til at behandle lidelsen hvis den opstår. Når medicin ikke hjælper med at kontrollere anfaldene, kan operation blive nødvendigt.[8] Moderne operationsteknikker i forhold til PTE har deres rødder i 1800-tallet, men trepanation (skære et hul i kraniet) kan have været brugt mod lidelsen i ældre kulturer.[9]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Pagni CA, Zenga F (2005). "Posttraumatic epilepsy with special emphasis on prophylaxis and prevention". Acta Neurochirurgica. Acta Neurochirurgica Supplementum. 93: 27-34. ISBN 978-3-211-24150-9. PMID 15986723. doi:10.1007/3-211-27577-0_3. 
  2. ^ a b Garga N, Lowenstein DH (2006). "Posttraumatic Epilepsy: A Major Problem in Desperate Need of Major Advances". Epilepsy Currents. 6 (1): 1-5. PMC 1363374free to read. PMID 16477313. doi:10.1111/j.1535-7511.2005.00083.x. 
  3. ^ Mani J, Barry E (2006). "Posttraumatic epilepsy". I Wyllie E, Gupta A, Lachhwani DK. The Treatment of Epilepsy: Principles and Practice. Hagerstown, MD: Lippincott Williams & Wilkins. s. 521-524. ISBN 0-7817-4995-6. 
  4. ^ Friedman H (2001). Problem-oriented Medical Diagnosis. Hagerstown, MD: Lippincott Williams & Wilkins. s. 384. ISBN 0-7817-2909-2. 
  5. ^ Pitkänen A, Kharatishvili I, Karhunen H, et al. (2007). "Epileptogenesis in experimental models". Epilepsia. 48 (Supplement 2): 13-20. PMID 17571349. doi:10.1111/j.1528-1167.2007.01063.x. 
  6. ^ D'Ambrosio R, Perucca E (2004). "Epilepsy after head injury". Current Opinion in Neurology. 17 (6): 731-735. PMC 2672045free to read. PMID 15542983. doi:10.1097/00019052-200412000-00014. 
  7. ^ Agrawal A, Timothy J, Pandit L, Manju M (2006). "Post-traumatic epilepsy: An overview". Clinical Neurology and Neurosurgery. 108 (5): 433-439. PMID 16225987. doi:10.1016/j.clineuro.2005.09.001. 
  8. ^ Posner E, Lorenzo N (October 11, 2006). "Posttraumatic epilepsy". Emedicine.com. Retrieved on 2008-07-30.
  9. ^ Eadie MJ, Bladin PF (2001). A Disease Once Sacred: A History of the Medical Understanding of Epilepsy. London: John Libbey. s. 215-216. ISBN 0-86196-607-4. 
SygdomSpire
Denne artikel om sygdom er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.