Rådgivende provinsialstænderforsamlinger

De Rådgivende provinsialstænderforsamlinger i Det Danske Monarki, blev oprettet ved en anordning af 28. maj 1831, som fastslog hovedlinjerne. Man nedsatte et udvalg, og et lovudkast blev forelagt en forsamling af "oplyste mænd" i kongeriget og en forsamling af "erfarne mænd" i hertugdømmerne. Den endelige anordning kom 15. maj 1834.

Baggrunden var tyske opfordringer til, at de skulle indføres i Holsten, (som var medlem af det tyske forbund), men også et generelt forsøg på at komme tidens demokratisk/revolutionære strømninger i forkøbet.

Der oprettedes 4 forsamlinger:

i Roskilde (Øerne)
i Viborg (Nørrejylland)
Den slesvigske stænderforsamling i Slesvig by (Sønderjylland)
og i Itzehoe (Holsten)

Forsamlingerne havde forskellige antal medlemmer.

Valgretten

Kongen udpegede 7 medlemmer til hver forsamling. Disse kongevalgte skulle blandt andet repræsentere Den lærde stand (præster og universiteter). Desuden udpegede kongen en kongelig kommissarius, der deltog i møderne som regeringens repræsentant (på samme måde som ministrene deltager i Folketingets møder).

Blandt godsejerne havde sædegårdsejerne valgret, og de var også valgbare.

Bønderne (de mindre landejendomsbesiddere) havde valgret, når de ejede mindst 4 tønder hartkorn eller fæstede mindst 5 tønder hartkorn. Til valgbarhed krævedes der dobbelt så meget jord. (I en del valgdistrikter valgte bønderne prorietærer og andre, der ikke hørte til bondestanden).

I København havde borgere med en ejendomsværdi på 4000 rigsdaler stemmeret, mens valgbarhed krævede den dobbelte ejendomsværdi. (Det vakte opsigt, at 73 brændevinsbrændere i København var valgbare ved det første valg, mens kun én af hovedstadens professorer var valgbar i 1834).

I købstæderne havde borgere med en ejendomsværdi på 1000 rigsdaler stemmeret, mens valgbarhed krævede den dobbelte ejendomsværdi.

Valgretsalderen var på 25 år, mens man først blev valgbar, når man var fyldt 30 år. Jøder havde stemmeret, men var ikke valgbare. (Der blev valgt jøder, der havde konverteret til kristendommen).

I alt var der kun 32.000 stemmeberettigede vælgere, eller 2,8% af befolkningen.

Forsamlingernes sammensætning

Østifternes stænderforsamling var den største med 70 medlemmer. Der var

7 kongevalgte for den lærde stand
3 kongevalgte for Island og Færøerne.
12 deputerede for København
11 deputerede for købstæderne
17 deputerede for godsejerne
20 deputerede for bønderne

Den nørrejyske stænderforsamling bestod af 55 medlemmer, nemlig

7 kongevalgte for den lærde stand
14 deputerede for købstæderne
12 deputerede for godsejerne
22 deputerede for bønderne

Man valgtes for 6 år ad gangen, og man samledes hvert andet år, således at 2 forsamlinger mødtes ad gangen.

Professor J.F. Schouw var kongevalgt repræsentant for Københavns Universitet både i Roskilde og i Viborg, og han blev valgt som den første præsident for begge forsamlinger.

På de første møder i Roskilde og Viborg var A.S. Ørsted kongelig kommissarius. I denne stilling blev han populær som Kongens og folkets mand. Senere blev stillingen som kongens repræsentant overtaget af P. G. Bang.

Stændernes betydning

Forsamlingerne fik ingen direkte indflydelse. Kongeloven forblev i kraft, men stænderforsamlingerne skulle have lovudkast til betænkning, og kunne stille forslag til nye love. Efter behandling i stænderforsamlingerne gik sagerne til videre behandling i kollegierne (nærmest: ministerierne). Kongen var ved hver stænderforsamling repræsenteret af en kongelig kommissarius.

De Rådgivende provinsialstænderforsamlinger i kongeriget mødtes første gang i 1835 og sidste gang i 1848; I Hertugdømmerne fortsatte de fra 1853 til 1863, og de fik lovgivende magt i 1854.
De fik, takket være et seriøst arbejde, og trods den manglende magt, stor indflydelse på udviklingen i perioden.

Litteratur

Hagerups Illustrerede Konversationsleksikon 1924
Hans Jensen, De danske Stænderforsamlingers Historie 1-2, J.H. Schultz Forlag, 1931-34.

Eksterne henvisninger