Sænk kun dit hoved, du blomst

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Johannes Jørgensen.
Foto:  Illustreret Dansk Litteraturhistorie, 1902.
Carl Nielsen, 1901.

Sænk kun dit hoved, du blomst er en dansk sang med tekst af Johannes Jørgensen og musik af Carl Nielsen.

Tilblivelse[redigér | rediger kildetekst]

Sangen kom i stand i forbindelse med Nielsens og Jørgensens samarbejde om kantaten Søvnen i 1903. Jørgensen sendte fire tekster til Nielsen som forslag, hvor en af dem var Sænk kun dit Hoved, du Blomst. Nielsen fandt at teksterne ikke passede som kantate, men i stedet som sange. Han forklarede i et brev til Jørgensen:[1]

Men Deres Digte er saa smukke og jeg vil derfor meget gjerne have lov at Komponere dem som Sange og som saadanne Sangtexter er de mig ret inderlig tilpas.

Tekst[redigér | rediger kildetekst]

Jørgensens tekst er på tre strofer hver med fire verselinjer. Rimskemaet er abcb. Der er tale om en aftensang, hvor der bliver set frem til nattens komme: "natten, den milde, den tyste, / kommer". Teksten former sig som en henvendelse til en blomst via første verselinjes "du blomst". Flere af tekstens udsagnsord står i bydemåde: sænk, bøj, vent og sov. Sangens tekst er under ophavsret indtil 2027.

Musik[redigér | rediger kildetekst]

Nielsens første version af sangen, en udgave for sang og klaver, er dateret 8. december 1903. Der eksisterer også en version for sang og orkester fra Nielsens hånd.[1]

Melodien er usædvanlig der gør den svær at synge. Den benyttes derfor til optagelsesprøver for sangere.[2] Phillip Faber bemærker at den savner en egentlig toneart.[3]

Udgivelser[redigér | rediger kildetekst]

Nielsens musik udkom i december 1907 i det ene af to små hæfter der bar titlen Strofiske Sange.[1] I denne samling forekommer også Jens Vejmand.

Sangen er nummer 581 i Højskolesangbogens 19. udgave. nummer 581

Opførelser og indspilninger[redigér | rediger kildetekst]

Tidlige opførelser af sangen var den 12. marts 1907 i Odd Fellow Palæet ved Margrethe L.C. Nielsens debutkoncert hvor hun var akkompagneret af pianisten Henrik Knudsen.[1] Senere samme år den 30. november sang Johanne Krarup-Hansen sangen samme sted.[4] Sangen er blandt andre indsunget af Københavns Drengekor,[5] Kurt Westi[6] og Inger Dam-Jensen.[7] Kaare Norge har indspillet en version for guitar udgivet 2015.[8] En anden instrumentaludgave udgivet samme år er pianisten Aaron Parks og tenorsaxofonisten Christian Vuusts jazzede version fra albummet Storytelling.[9]

John Høybye har arrangeret værket for kor.[10] Denne version er indspillet af DR Vokalensemblet.

Henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c d "Carl Nielsen. Sange. Kommentarer", Carl Nielsen-udgaven, København: Edition Wilhelm Hansen: 31, 2009Wikidata Q112245554
  2. ^ "'Sænk kun dit hoved du blomst'". DR.
  3. ^ Phillip Faber; Rikke Hyldgaard (24. november 2020), Mette Weyde (red.), Den danske sang, København: Politikens Forlag, ISBN 978-87-400-6331-8Wikidata Q112230791
  4. ^ "Sænk kun dit Hoved, du Blomst, opus 21.4". Det Kongelige Bibliotek.
  5. ^ "Strofiske sange op 21, Sænk kun dit hoved du blomst. Københavns Drengekor". DR. Arkiveret fra originalen 4. marts 2021. Hentet 17. juni 2017.
  6. ^ "Strofiske sange op 21, Sænk kun dit hoved du blomst. Kurt Westi". DR. Arkiveret fra originalen 4. marts 2021. Hentet 17. juni 2017.
  7. ^ "Strofiske sange op 21, Sænk kun dit hoved du blomst. Inger Dam-Jensen". DR. (Webside ikke længere tilgængelig)
  8. ^ "Strofiske sange op 21, Sænk kun dit hoved du blomst. Kaare Norge". DR. (Webside ikke længere tilgængelig)
  9. ^ "Sænk kun dit hoved, du blomst. Christian Vuust & Aaron Parks". DR. (Webside ikke længere tilgængelig)
  10. ^ Camilla Marie Dahlgreen (22. februar 2013). "Mere nordisk kormusik, tak!". Information.