Shirley Booth

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Shirley Booth
Shirley Booth 1950.JPG
Personlig information
Født Marjory FordRediger på Wikidata
30. august 1898Rediger på Wikidata
Brooklyn, New York, USARediger på Wikidata
Død 16. oktober 1992 (94 år)Rediger på Wikidata
Chatham, Massachusetts, USARediger på Wikidata
Dødsårsag SygdomRediger på Wikidata
Gravsted Mount Hebron CemeteryRediger på Wikidata
Nationalitet USARediger på Wikidata
Ægtefælle Ed Gardner (1929-1942)Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Tv-skuespiller, filmskuespiller, teaterskuespiller, stemmeskuespiller, radioværtRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Nomineringer Oscar for bedste kvindelige hovedrolleRediger på Wikidata
Udmærkelser Oscar for bedste kvindelige hovedrolle
Tony Award for Best Actress in a Play (1950, 1953)
Tony Award for bedste kvindelige teaterbirolle (1949)Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Shirley Booth (født Marjory Ford;[1] 30. august 1898, død 16. oktober 1992) var en amerikansk teater-, tv- og filmskuespiller.

Karriere[redigér | redigér wikikode]

Booth begyndte sin skuespillerkarriere på teater som teenager og blev en fremtrædende skuespiller på scenen i Pittsburgh. Hun debuterede på Broadway i skuespillet Hells Bell i januar 1925, hvor hun spillede overfor Humphrey Bogart. Booth blev kendt i den kvindelige hovedrolle i komedien Three Men on a Horse, der gik i teatret fra 1935 til 1937. I 1930'erne og 1940'erne opnåede Booth stor popularitet med sine mange forestillinger i dramaer, komedier og musicals.

Booth spillede overfor Katharine Hepburn i skuespillet Natten før brylluppet (1939). Booth var aktiv på Broadway i over tre årtier. Hun spillede også en rolle i den populære Duffys Tavern-radioserie, sendt på CBS fra 1941 til 1942 og på NBC-Blue Network fra 1942 til 1943. Booth vandt sin første Tony Award for rollen som Grace Woods i Goodbye, My Fancy (1948).

Booth vandt sin anden Tony Award for sin skildring af den plagede hustru Lola Delaney i skuespillet Kom tilbage, lille Sheba (1950). Sidney Blackmer, der spillede den mandlige hovedrolle som sin mand Doc, vandt også en Tony Award. Booth gentog rollen i filmatiseringen af skuespillet fra 1952. Hun vandt Oscar for bedste kvindelige hovedrolle, Golden Globe for bedste kvindelige hovedrolle - Drama, National Board of Review Award og New York Film Critics Circle Award for sin fortolkning.

Booth vandt sin tredje Tony Award i 1953 for rollen som Leona Samish i The Cuckoo Theat. I 1957 blev hun tildelt Sarah Siddons Award for sit arbejde på scenen i Chicago.[2] Booth vendte tilbage til Broadway i 1959. I 1961 fik hun hovedrollen som Hazel Burke i Hazel Situation Comedy, baseret på Ted Keys populære tegneserie fra The Saturday Evening Post. Tv-serien varede fem sæsoner, og Booth vandt to Primetime Emmy-priser for sin rollefortolkning. Hendes sidste Broadway optrædener var i 1970. Booth har modtaget en stjerne på Hollywood Walk of Fame, som ligger på 6840 Hollywood Boulevard.

Privatliv[redigér | redigér wikikode]

Den 23. november 1929 blev Booth gift med Ed Gardner, som senere skabte og spillede hovedrollen i Duffys Tavern-radioserien. De blev skilt i 1942.[3] Booth giftede William H. Baker Jr. i 1943 og ægteskabet varede til hans død i 1951. Hun har aldrig gift igen og havde ingen børn fra nogle af de ægteskaber.

Død[redigér | redigér wikikode]

Booth døde den 16. oktober 1992, efter kort tids sygdom, i sit hjem i North Chatham, Massachusetts.[4]

Filmografi[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ En kopi af Booths fødselsattest, som viser fødselsnavn og dato, er inkluderet i Booths papirer i tredje etage i New York Public Library for the Performing Arts i Lincoln Center.
  2. ^ «The Sarah Siddons Society Awardees». Sarah Siddons Society.
  3. ^ Dunning, John (1998). On the Air: The Encyclopedia of Old-Time Radio. Oxford University Press. s. 213. ISBN 978-0199840458.
  4. ^ Flint, Peter B. (21. oktober 1992). «Shirley Booth, Star of TV, Radio, Stage and Screen, Is Dead at 94»The New York Times.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]