Sikkerhedsliggørelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Sikkerhedsliggørelse er et tankesæt, der er forbundet med Københavnerskolen inden for international politik, en konstruktivistisk skole inden for international politik. Det er en måde, hvorpå man kan konstatere, om et område blot er politiseret, eller om området er af afgørende betydning for en stats overlevelse. Begrebet blev første gang anvendt i denne sammenhæng af Ole Wæver i 1997 og er siden da blevet almindeligt anvendt i al fald inden for konstruktivistiske studier af internationale forbindelser.

Begrebets anvendelse[redigér | redigér wikikode]

At et emne er blevet sikkerhedsliggjort, er ikke ensbetydende med, at emnet objektivt set er afgørende for en stats overlevelse. Det er udtryk for, at nogen med held har konstrueret noget som et essentielt problem. Principielt kan det lykkes for enhver at sikkerhedsliggøre et hvilket som helst emne som et problem for statens overlevelse. Evnen til at sikkerhedsliggøre er dog i høj grad afhængig af, hvilken status en aktør har, og hvorvidt tilsvarende emner generelt bliver anset som sikkerhedstrusler.

Hvis et emne bliver sikkerhedsliggjort med succes, bliver det legitimt at anvende ekstraordinære midler til at løse et oplevet problem. Dette kunne eksempelvis være en erklæring af undtagelsestilstand, en mobilisering af militæret eller at angribe et andet land. Hvis noget med succes er erklæret for et sikkerhedsproblem, kan det endvidere betragtes som illegitimt at diskutere emnet både politisk og akademisk.

De fem sektorer[redigér | redigér wikikode]

I Security: A new framework for analysis arbejder Barry Buzan, Ole Wæver og Jaap de Wilde med fem politiske sektorer, inden for hvilke en sikkerhedsliggørelse kunne finde sted:

  • Militært
  • Politisk
  • Økonomisk
  • Samfundsmæssigt
  • Miljømæssigt

En sikkerhedsliggørelse kunne dog let involvere mere end en af disse sektorer.

Eksempler på sikkerhedsliggørelse[redigér | redigér wikikode]

I Den tredje golfkrig kan man eksempelvis sige, at krigen på forhånd blev sikkerhedsliggjort som et militært problem (tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben), men også som et samfundsmæssigt problem (menneskerettigheder i Irak) og som et politisk problem (spredning af demokrati).

Hvilke emner, der er sikkerhedsliggjort, vil i sagens natur være skiftende og genstand for debat, men betragtes politik gennem en sikkerhedsliggørelsesoptik, vil det være muligt at betragte bl.a. sagen om Muhammed-tegningerne som sikkerhedsliggjort, både i Danmark og i flere muslimske lande, eller man kan betragte Den tredje golfkrig gennem samme optik i alle de deltagende lande.

I begge de to eksempler kan det i øvrigt iagttages, at spørgsmålet om, hvorvidt der eksisterede et objektivt sikkerhedsproblem er underordnet for en analyse med sikkerhedsliggørelse. Emnerne er med succes sikkerhedsliggjort, og det er muligt at analysere den eksisterende politik ud fra en betragtning om, at emnerne ikke er underlagt de normale debatregler.