Sikkerhedsliggørelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Sikkerhedsliggørelse er et teoretisk koncept, der er forbundet med Københavnerskolen inden for international politik, en konstruktivistisk skole inden for international politik, som samtidig har et magtpolitisk aspekt, der udspringer af klassisk realisme.[1] Det er en teori, der tilsigter at afklare, hvorledes man kan konstatere, om et område blot er politiseret, eller om området er af afgørende betydning for en stats overlevelse.[2] Begrebet blev første gang anvendt af Ole Wæver i 1997 og er siden da blevet almindeligt anvendt i al fald inden for konstruktivistiske studier af internationale forbindelser.[3]

Begrebets anvendelse[redigér | redigér wikikode]

At et emne er blevet sikkerhedsliggjort, er ikke ensbetydende med, at emnet objektivt set er afgørende for en stats overlevelse. Det er udtryk for, at nogen med held har konstrueret noget som et problem. Principielt kan det lykkes for enhver at sikkerhedsliggøre et hvilket som helst emne som et problem, der er afgørende for statens overlevelse. Evnen til at sikkerhedsliggøre er dog i høj grad afhængig af, hvilken status en aktør har, og hvorvidt tilsvarende emner generelt bliver anset som sikkerhedstrusler. Som eksempel herpå anføres det, at terrorisme italesættes som en trussel mod borgernes sikkerhed, selv om langt flere omkommer i trafikken[4][5]

Hvis et emne bliver sikkerhedsliggjort med succes, bliver det legitimt at anvende ekstraordinære midler til at løse et oplevet problem. Dette kunne eksempelvis være en erklæring af undtagelsestilstand, en mobilisering af militæret eller at angribe et andet land. Hvis noget med succes er erklæret for et sikkerhedsproblem, kan det endvidere betragtes som illegitimt kritisk at diskutere emnet både politisk og akademisk. Hermed kan myndighederne opnå befolkningens accept, selv om "truslen" ikke er overhængende.[6] Heraf følger, at befolkningen accepterer vidtgående sanktioner eller indgreb i dens forfatningsmæssige rettigheder, fx udgangsforbud eller indskrænkninger i privatlivets fred.[7]

De fem sektorer[redigér | redigér wikikode]

I Security: A new framework for analysis arbejder Barry Buzan, Ole Wæver og Jaap de Wilde med fem politiske sektorer, inden for hvilke en sikkerhedsliggørelse kunne finde sted:

  • Militært
  • Politisk
  • Økonomisk
  • Samfundsmæssigt
  • Miljømæssigt

En sikkerhedsliggørelse kan dog involvere flere sektorer end en af disse.[8] :41

Eksempler på sikkerhedsliggørelse[redigér | redigér wikikode]

I Den tredje golfkrig kan man eksempelvis sige, at krigen på forhånd blev sikkerhedsliggjort som et militært problem (tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben), men også som et samfundsmæssigt problem (menneskerettigheder i Irak) og som et politisk problem (spredning af demokrati).

Hvilke emner, der er sikkerhedsliggjort, vil i sagens natur være skiftende og genstand for debat, men betragtes politik gennem en sikkerhedsliggørelsesoptik, vil det være muligt at betragte bl.a. sagen om Muhammed-tegningerne som sikkerhedsliggjort, både i Danmark og i flere muslimske lande, eller man kan betragte Den tredje golfkrig gennem samme optik i alle de deltagende lande.

I begge de to eksempler kan det i øvrigt iagttages, at spørgsmålet om, hvorvidt der eksisterede et objektivt sikkerhedsproblem er underordnet for en analyse med sikkerhedsliggørelse. Emnerne er med succes sikkerhedsliggjort, og det er muligt at analysere den eksisterende politik ud fra en betragtning om, at emnerne ikke er underlagt de normale debatregler.

Eksemplerne viser, at teorien tenderer til at fokusere på negative konsekvenser af magthavernes forsøg på at legitimere beslutninger ved at sikkerlighedsgøre mindre trusler. Konceptet fokuserer således på trusler mod demokratiet i de vestlige lande, men er problematisk som analyseværktøj af trusler i Ulande.[9]

Kritik[redigér | redigér wikikode]

I tidsskriftet Security Dialogue, som er anerkendt i forskerkredse, har to engelske universitetsansatte Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit anklaget begrebet for at være funderet i hvid, mandlig tradition og anti-sort tankegang. Ole Wever har fået et svar optaget, hvilket er en undtagelse i dette tidsskrift, som kræver, at der er ny information.[10] Han hævder, at de anførte eksempler er sammenklippede, således at de to kritikere manipulerer med hans og Buzans tekster.[10]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Michael C. Williams, Words, Images, Enemies, Securitization and International Politics, International Studies Quarterly 2003(47):512.
  2. ^ Buzan, Barry; Wæver, Ole (1998). Security: A New Framework for Analysis. Boulder, Colo.: Lynne Rienner Pub. ISBN 978-1-55587-603-6. 
  3. ^ Collins, Alan, (red.) (2016). Contemporary Security Studies (4th udgave). Oxford, United Kingdom: Oxford University Press. ISBN 9780198708315. OCLC 933606971. 
  4. ^ Barry Buzan, Ole Wæver, and Jaap de Wilde,: A New Framework for Analysis (Boulder: Lynne Rienner Publishers, 1998), p. 32.
  5. ^ Andrej Zwitter & Jaap de Wilde "Prismatic Security Expanding the Copenhagen School to the Local Level", Department of International Relations and International Organization (IRIO), University of Groningen.
  6. ^ Balzacq, Thierry (2005). "The Three Faces of Securitization: Political Agency, Audience and Context". European Journal of International Relations. 11 (2): 171-201. doi:10.1177/1354066105052960. 
  7. ^ Roe, Paul (1. december 2008). "Actor, Audience(s) and Emergency Measures: Securitization and the UK's Decision to Invade Iraq". Security Dialogue (engelsk). 39 (6): 615-635. ISSN 0967-0106. doi:10.1177/0967010608098212. 
  8. ^ Buzan, Barry; Wæver, Ole (2003). Regions and Powers: The Structure of International Security. Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-89111-0. 
  9. ^ Roe, Paul (8. juni 2012). "Is securitization a 'negative' concept? Revisiting the normative debate over normal versus extraordinary politics". Security Dialogue (engelsk). 43 (3): 249-266. ISSN 0967-0106. doi:10.1177/0967010612443723. 
  10. ^ a b Verdenskendt fredsforsker anklaget for racisme: »Jeg har aldrig haft det så dårligt med mit liv som akademiker«, Uniavisen.dk, Hentet 25. maj 2020