Slunj

Slunj; Slunj
Overblik
Land	Kroatien
Postnr.	47 240
Telefonkode	047
UN/LOCODE	HRSLU
Demografi
Indbyggere	4.224 (2021)
Andet
Tidszone	UTC+1
Højde m.o.h.	258 m
Hjemmeside	www.slunj.hr
Oversigtskort
	Slunj Slunjs beliggenhed i Kroatien 45°06′56″N 15°35′05″Ø / 45.1156°N 15.5847°ØKoordinater: 45°06′56″N 15°35′05″Ø / 45.1156°N 15.5847°Ø

Slunj (ungarsk: Szluin, gammelt tysk: Sluin, latin: Slovin, arkaisk kroatisk: Slovin grad ) er en by i i distriktet Karlovac i den bjergrige del af det centrale Kroatien, beliggende langs den vigtige nord-sydlige rute til Adriaterhavet mellem Karlovac og Nationalparken Plitvicesøerne, hvor floderne Korana og Slunjčica mødes. Slunj har en befolkning på 1.674, med i alt 5.076 mennesker i kommunen (2011) og er det kulturelle og sociale centrum i regionen Kordun ^(en) i nærheden af Bosnien-Hercegovina. Slunj er en underudviklet kommune, der statistisk er klassificeret som en del af den første kategori af særlige statslige bekymringer af den kroatiske regering.^[1]

Historie[redigér | rediger kildetekst]

En gammel Frankopansk fæstning, bygget under krigene mod tyrkerne, med navnet Slovin blev første gang nævnt i det 12. århundrede. Det gamle fort var ejet af familien Frankopan ^(en) (ungarsk Frangepán), og siden det 15. århundrede ledsaget af et gammelt franciskanerkloster. Senere er denne by blevet kaldt Slunj. I det 16. århundrede blev byen hærget af de osmanniske krige og forvandlet til en militær forpost, men i slutningen af det 17. århundrede blev bebyggelsen genopbygget til Slunj, som den eksisterer i dag. Slottet er blevet udviklet til en fæstning og tjente som hovedkvarter for den kommanderende general for dette område (se Stari grad Slunj). Efter Sistova-traktaten ^(en) i 1791 begyndte folk i stigende grad at genbosætte sig i området.

Byen Slunj blev første gang nævnt i et skriftligt dokument af krønikeskriveren Johann Weikhard von Valvasor, der rapporterede om den befæstede by Slunj, en bro og en mølle i 1689. Den første illustration af møllerne i Rastoke stammer fra 1789. Det var et kobberstik, der er blevet tilføjet til en beskrivelse af Belsazar Hacquet. I slutningen af det 19. århundrede skrev Stjepan Širola følgende om stedet: "Omgivelserne i Slunj er direkte romantiske […]. De er kronet af Slunjčica-flodens storslåede vandfald, som selv ikke åbenhjertige naturelskere vil blive betaget af. Faktisk repræsenterer Slunj med sine romantiske omgivelser og sølvvandfaldene i Slunjčica en sand naturperle, der forbløffer selv for udlændinge."

Indtil 1918 var Slunj (kaldet Szluin) en del af det østrigske monarki ( Kongeriget Kroatien-Slavonien, Modruš-Rijeka distrikt, efter kompromiset i 1867), i den kroatiske militærgrænse. Det blev administreret af Szluiner Grenz-Infanterie-Regiment N°IV før 1881.

Cazin-oprøret ^(en) i 1950, et væbnet antistatsoprør af bønder, som for det meste ramte de bosniske byer Cazin og Velika Kladuša, påvirkede også Slunj i mindre grad. Alle byerne var på det tidspunkt en del af det kommunistiske Jugoslavien.^[2] Bønder gjorde oprør mod den jugoslaviske regerings tvungne kollektivisering og kollektive gårde på landets bønder. Efter en tørke i 1949 var bønderne i Jugoslavien ude af stand til at opfylde urealistiske kvoter fastsat af deres regering og blev straffet. Det oprør, der fulgte efter tørken, resulterede i drab og forfølgelse af dem, der organiserede opstanden, men også mange uskyldige civile. ^[3]^[4] Det var det eneste bondeoprør i den kolde krigs historie i Europa.^[5]