Krønike

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Krønike (afledt af det græske chronos: tid) betegner en fortællemåde, der hovedsageligt består af en serie fortløbende fremstillinger om faktuelle begivenheder eller emner, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Typisk er man enige om, at krønikens tid går fra Herodot (485-425 f. Kr) til og med Voltaire. Typisk deles opmærksomheden mellem vigtigt og mindre vigtigt, hvor hovedsagen er at beskrive begivenheder kronologisk som de finder eller har fundet sted. Der kan opregnes fem karakteristika ved en krønike.

  1. Det er en kronologisk beretning der er centreret om et tema. Fortællemåden er typisk: "...så skete der dette, så skete dette, derefter dette", osv.
  2. Krøniken er ikke analyserende. Det handler om historier, ikke historie. En krønike er en formidling af data uden årsagssammenhæng.
  3. Forklaringer, i det omfang de findes, er som regel af religiøs art. Man forventede at Gud greb ind i samfundslivet.
  4. Krøniken er moralsk opbyggende. Den er didaktisk, dvs. belærende, og den tjener et formål. En krønike bliver ofte beskrevet som en Magistra Vitae, altså en Livets læremester.
  5. Der findes absolut ingen kildekritik, forstået som en historievidenskabelig kildekritik, i en krønike.

Krøniken modstilles med den narrative fortælling, hvor forfatteren stiller sig frit i forhold til at udelade begivenheder, som han ikke anser for vigtige. I en dansk sammenhæng er en af de bedst kendte krøniker Saxo Grammaticus' Gesta Danorum.