Bullterrier

Den engelske Bullterrier er kraftigt bygget, muskuløs, meget harmonisk og energisk, med et intenst, beslutsomt og intelligent udtryk. Det, der i dag eksteriørmæssigt kendetegner racen bedst, er downface og ægformet hoved.

Oprindelse

I slutningen af 1800 tallet begyndte en voksende engelsk middelklasse at efterspørge selskabs- og udstillingshunde. Hunde blev ikke længere kun betragtet som brugshunde. De mere velstående klasser kunne nu tillade sig at holde hund som statussymbol og hobby.

Skabelsen

Bullterrieren blev første gang præsenteret på en hundeudstilling i Birmingham i maj 1862. Den blev vist af James Hinks, der anerkendes, som ’racens skaber’. James Hinks benyttede mange racer for at nå sit mål om at skabe en ’Gentleman’s companion’ – altså en gentlemans ledsager – men den engelske bulldog, dalmatineren og – den nu uddøde engelske hvide terrier var hovedingredienserne. Eksteriørmæssigt havde den engelske hvide terrier lighed med nutidens manchester terrier.

James Hinks Bullterrier bliver i litteraturen omtalt som ’The New Bull Terrier’, idet den adskilte sig fra de hidtil kendte ’bull and terriers” (kombinationer af bulldog og forskellige terriers). Hans mål var at skabe en helt hvid hund og datidens hundefolk værdsatte det, idet James Hinks ”hvide kavaler” hurtigt blev populær og gjorde sig godt på hundeudstillinger. Bull Terrieren blev en modehund og i 1887 blev The Bull Terrier Club dannet.

Både i litteratur, blandt Bullterrier-ejere og opdrættere forveksles ’bull and terriers’ ofte med ’The New Bull Terrier’, når Bull Terrierens oprindelse beskrives, hvorfor racen af og til fejlagtigt betegnes som kamphund af oprindelse.

Forbedringen

I erkendelse af arvelighed forbød den engelske kennel klub (The Kennel Club) i 1909 udstilling af og avl på døve hunde. Et problem, der var meget udbredt hos Bull Terrieren – og stadigt eksisterer i dag. Døvhed stammer bl.a. fra den engelske hvide terrier, hvoraf den sidste blev registreret i 1904. Denne race formodes uddød netop p.g.a. døvhed.

Dedikerede opdrættere fornyede racen ved udvikling af opretstående øre (ørekupering var blevet forbudt), en farvet variant (anerkendt af KC i 1933) og - ikke mindst - det, der i dag eksteriørmæssigt kendetegner racen bedst; downface og ægformet hoved. Hovedarkitekten bag fornyelsen var Harry Monk, der betegnes som den, ’der forbedrede racen’.

Den kennel, der fik størst betydning for udviklingen af de farvede Bull Terriers, som helt op til i dag stadig har markant indflydelse på stamtavlerne, var Romany, repræsenteret ved D. Montague Johnstone (kendt som Miss D). Hun købte sin første Bull Terrier i 1927 og opdrættede Bull Terriers indtil 1980. Ved slutningen af 2. verdenskrig sluttede Meg Williams sig til Miss D under Romany kennelnavnet.

Moderniseringen

I 1936 dukkede et nyt navn, Raymond H. Oppenheimer, op i den engelske Bull Terrier verden. Han fik en indflydelse på racen, der ikke er set side. Det kan med rette siges, at han er ’den moderne Bull Terriers far’. I nært samarbejde med Eva Weatherill fik han, frem til sin død i 1984, signifikant betydning for de hunde, vi kender i dag, både via de mange og banebrydende hunde, som de to kenneler producerede, men også via sin markante indsats og indflydelse i det strategiske og politiske hundeliv.

Raymond H. Oppenheimer opdrættede Bull Terriers under kennelnavnet, Ormandy og Eva Weatherill under Souperlative. Mange hunde bar begge navne. Det er ikke sandsynligt, at der findes Bull Terriers i dag uden Ormandy og Souperlative blod i deres afstamning.

Opgør med den helt hvide Bull Terrier

Da Bull Terrierens vigtigste egenskab oprindeligt var den helt hvide pels, var det et stort skridt for de tidlige opdrættere at acceptere den farvede variant, som fra starten blev forsøgt avlet ud af racen, men senere blev anset som en nødvendighed for racens udvikling, såvel helbreds- som eksteriørmæssigt.

Hvor der i den første del af 1900 tallet stadigt var stor uenighed om, hvorvidt en hvid Bull Terrier efter farvede linjer, var en ”rigtig” Bull Terrier, betragtes den hvide og den farvede variant i dag på verdensplan som én race – ikke kun stambogsmæssigt, men også blandt opdrættere.

Historie versus vandrehistorier

Desværre formidles en del ukorrektheder og vandrehistorier om Bull Terriers oprindelse og oprindelige formål både via bøger, raceklubber, opdrættere og ejere. Den tidlige Bull Terriers evner som kamphund berømmes og James Hinks tillægges ønsket om at skabe en sådan. En af årsagerne er forveksling af, hvad der er i gamle kilder omtales som ’bull and terrier’ og vores egen race, Bull Terrier.

• Da James Hinks introducerede Bull Terrieren i 1862, havde kampe mellem hunde og andre dyr været forbudt i 27 år (siden 1835), hvorfor det ikke er sandsynligt, at Bull Terrieren blev skabt til kamp med tyre, som ofte påstået.

• Derudover prioriterede James Hinks den hvide pels over alt andet i sit avlsarbejde, hvilket han ikke havde gjort, hvis han ønskede at skabe en kamphund. Egenskaber som f.eks. styrke, hurtighed og aggression havde da haft større betydning end pelsens farve.

• Endeligt benyttede han dalmatineren i avlen. En race, der i givet fald ville forringe Bull Terrierens kampegenskaber væsentligt.

I slutningen af 1990’erne satte skotske Kevin Kane sig for at bevise disse historier ved brug af samtidige kilder. Udover offentlige arkiver fik han adgang til Hinks familiens papirer.

Resultatet var kort og godt, at Kevin Kane måtte konkludere, at Bull Terrieren var skabt som udstillingshund samt at f.eks. den berømte historie om Bull Terrieren, Puss’ evner som kamphund var ganske usand.

Denne historie blev først nedskrevet 34 år efter, at den angiveligt havde fundet sted. Indtil da var den gået fra mund til mund. Det gør, at mange elementer i historien er direkte ukorrekte eller ikke mulige.

I forbindelse med Dansk Terrier Klubs 75 års jubilæum i 2002 sammenfattede Kevin Kane nogle af sine resultater, der er publiceret i hans 2 bøger - Pity Me og James Hinks Master Craftsman, i en artikel, som blev udgivet i jubilæumsnummeret af Dansk Terrier Klubs medlemsblad, Terrier Nyt. Artiklen kan læses på www.bullterrier.dk

Kilde for alle ovenstående afsnit under ’Oprindelse’: Bull Terriers Today, Full Circle, Pity Me, James Hinks Master Craftsman, The Souperlative Story.

Mentalitet

Bull Terrieren er i følge oprindelseslandets (Storbritannien) racestandard modig, livlig og fuld af sjov.

Den er ligevægtig og modtagelig for opdragelse. Selvom den er stædig, er den særdeles venlig overfor mennesker og nem at have med sig.

Bull Terrieren & mennesker

Bull Terrieren er hundenes klovn og charmetrold nr. 1. Den er humørfyldt og altid klar til sjov og leg. Den elsker at være i centrum og gør konstant en indsats for at blive lagt mærke til. Den har et kæmpe ego og et meget stort behov for at være tæt på “sin flok”.

Den vil allerhelst sidde og se fjernsyn sammen med familiens børn, “hjælpe” med diverse gøremål som madlavning, græsslåning eller andet husligt arbejde.

Bull Terrieren har selv den opfattelse, at den er et fuldgyldigt medlem af familien og derfor trives den kun rigtig godt, hvis den er tæt på sine mennesker og ikke er lukket væk i en hundegård.

Bull Terrieren knytter sig sjældent tæt til en enkelt eller få personer. Den er overstrømmende glad for alle mennesker såvel børn som voksne. Men det er også en terrier! Den er tids og energikrævende at opdrage og præge. Den kræver viden og lederskab at håndtere.

Mange nye ejere er blevet overrasket over, hvor stor skade en uovervåget ung Bull Terrier kan gøre på hjem og have - og hvor solidt indhegnet en have, den kræver.

For Bull Terrieren gælder, at hårdt arbejde er lig en investering i en god, kærlig og glad hund. Det er alle mennesker ikke skabt til! Så Bull Terrieren er en unik hund til ganske unikke mennesker.

Bull Terrieren & andre hunde

At have flere Bull Terriers sammen er som regel ikke et problem, så længe det sker overvåget. Bull Terrieren er ikke kun social med mennesker, men i særdeleshed med andre artsfæller. Den elsker at være i en flok, at have andre hunde at lege med - og ikke mindst - sove i bunke med.

Nogle hanner accepterer ikke andre hanner, da de ser dem som konkurrenter, hvorfor det kan være problematisk at have en Bull Terrier han sammen med andre hanner. Præcis som det også er tilfældet hos mange andre racer.

Bull Terrieren er opdrættet som selskabs- og udstillingshund.

Langt størsteparten af Bull Terrierne har ingen lyst til at slås med andre hunde. Rent faktisk er det sjældent, at en Bull Terrier starter en slåskamp. Bliver den angrebet flere gange, svarer den som regel igen.

En sund og velfungerende Bull Terrier kender sin egen styrke og - kombineret med dens stærke psyke - gør det, at der skal en stor provokation til, før den tyer til at bide en anden hund.

Bull Terrieren har et voldsomt kropssprog set i forhold til andre racer og bliver derfor ofte misforstået af andre hunde.

Hvor andre hunde bruger flere signaler, mens de i roligt tempo nærmer sig den anden, ses det hos de fleste Bull Terriers, at det meste af hilseceremonien springes over og de "buser” lige ind i den fremmede hund med fuld styrke.

Det er blot et almindeligt glædesudbrud hos racen, men mindre hunde bliver som regel nervøse og mange større hunde reagerer med aggressivitet, hvis de ikke er vant til Bull Terriers. Det voldsomme (manglende) hundesprog er selvfølgelig både genetisk og miljømæssigt baseret. Derfor er det meget vigtigt, at Bull Terrieren ikke kun leger med andre hunde af egen race. Den skal lære at lægge lidt bånd på sin ivrighed og omgås andre hunderacer med de regelsæt, der hersker her.

Det kan sagtens praktiseres. Den skal blot præges godt, mens den endnu er hvalp.

Bull Terrieren & andre dyr

Hvis Bull Terrieren vokser op blandt andre dyr, som katte, kaniner, heste o.s.v. bliver den som regel bedste venner med dem. Vokser den ikke op blandt andre dyreracer, skal det ikke tages for givet, at de kan fungerer sammen, men det kan – i mange tilfælde - læres.

Kilde for alle ovenstående afsnit under ’Mentalitet’: Bull Terriers Today.

Opdragelse & prægning

En Bull Terrier er både stædig, vedholdende og ikke speciel lærenem. I USA omtales den som en 3 årig klædt ud som hund, hvilket egentligt er meget sigende bl.a. for dens koncentrationsevne.

Det er meget vigtigt, at en Bull Terriers opdragelse og prægning tages alvorligt. Det kræver kærlighed, konsekvens og tålmodighed. Alle tre dele i rigelige mængder. Ejeren skal have viden om hundes adfærd og opdragelse samt være villig til at investere rigeligt med tid og energi i hundens opdragelse, prægning og aktivering.

Under opvæksten er det vigtigt, at Bull Terrieren tit og ofte er i kontakt med andre hunde, så den lærer samvær og kommunikation med andre hunde af forskellige racer.

Det er af stor vigtighed, at Bull Terrieren føler sig, som i en flok. Der skal den lære sin plads i hierarkiet at kende. Hunden skal selvfølgelig altid være nederst i rangordenen. Som hos alle andre racer, giver det ro, når hunden ikke er i tvivl om “hvem den er” og ”hvor den hører til”.

En velstimuleret og veltilpasset Bull Terrier er den mest vidunderlige ven og kammerat, som altid er klar til sjov og fælles oplevelser.

Eksterne henvisninger

• Engelskbullterrier.dk