Sanktbernhardshund

St. Bernhard med tønde. Munkenes hunde gik dog ikke med tønder, så det er en skrøne.

Sankt bernhardshunden er opkaldt efter munken Bernad de Menthon (senere St. Bernad), der i år 980 anlagde et kloster og herberg i det eneste pas i Alperne, der førte mellem Italien og Schweiz. Han anlagde stedet som en hjælp til udmattede rejsende, der i det kolde og uvejsomme bjergterræn ofte var faret vild og blevet fanget i snemasserne.

Munkene begyndte på et tidspunkt i 1600-tallet at avle på egnens store og robuste hunde, der var udstyret med en fremragende lugtesans. De første sikre afbildninger af den nuværende Sankt Bernhardshund er fra 1695. Man regner med, at hundene i starten tjente som selskabs- og beskyttelseshunde i klosteret.

St. Bernardshunden er ofte portrætteret, især i tegneserier, med små tønder indeholdende brandy om halsen. Det var hensigten at det fundne offer kunne varme sig ved at drikke af tønden. Men munkene afviser dette; de tror at denne misforståelse skyldes et tidligt maleri.

den er sej og mikkel alfehaimer eller hvordan det staves er klam