Sjælesorg: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 28. dec. 2015, 03:41

Sjælesorg (tysk: ”Seelssorge”) er en særlig omsorg for den enkelte, der har brug for hjælp, og som udmøntes i fx en afklarende, hjælpende eller trøstende samtale. Inden for sjælesorg skelner man mellem kristen sjælesorg (varetages hyppigst af præster) og human sjælesorg (varetages hyppigst af psykologer).

Kristen sjælesorg

For en præst er det altid Gud, der er i centrum. Sjælesorgen bygger på en opfattelse af livet som skænket af Gud – tillige med en opfattelse af, at kærlighed er livets dybeste mening, og at døden ikke er den endegyldige tilstand men en overgang til et evigt liv hinsides det jordiske liv.

Den kristne sjælesorg er en del af kirkens diakonale opgave med forbillede i Jesus som den, der opsøger de fortabte og nødstedte og stedse praktiserer en ubetinget næstekærlighed. Den kristne sjælesorg skal altid hjælpe det enkelte menneske netop der, hvor det er – uanset om det drejer sig om noget åndeligt eller ikke-åndeligt, så det bliver bedre i stand til at kunne leve livet.

Under sjælesorgen tales der om livets vilkår og om at komme overens med det, som ikke kan ændres – samt at finde mod og styrke til at ændre det, som kan ændres. Formålet er at afhjælpe et menneskes åndelige nød, anfægtelser og problemer, især med hensyn til samvittighed, tro, gudsforhold o.lign.

Det, som adskiller den kristne sjælesorg fra al anden sjælesorg, er troen på, at Kristus har videregivet sin myndighed til at kunne tilgive synder. Vedkommende vil gennem sjælesorgen kunne opleve helt eller delvis at blive frigjort for sine mange fortrædeligheder, når det bekender sine fejltagelser (synder) og modtager tilgivelsen herfor.

For at kunne have gavn af sjælesorg er det ikke et krav at være kristen, men på den anden side er det nødvendigt at være sig præstens religiøse ståsted bevidst, da livets sandhed for alle præster altid vil være med det kristne evangelium som udgangspunkt.

Humanistisk sjælesorg

En humanistisk orienteret psykolog sætter altid mennesket i centrum. Det gælder også, når sjælesorgen er blevet aktuel på et dødsleje, hvor den døende bibringes forvisningen om, at livet næppe kan have været forgæves, da hvert enkelt individ næsten altid på en eller anden måde har bidraget som et naturnødvendigt uundværligt led i en lang ubrudt kæde af generationer igennem hele menneskehedens udvikling og videre frem. Humanisten betragter i modsætning til præsten ikke mennesket som skabt af nogen overnaturlig instans. Mennesket er derimod overvejende sin egen Skaber ved løbende selvstændigt at have taget stilling til tilværelsens mangeartede problemer og stedse foretaget de fornødne valg gennem livet – alt efter egen dømmekraft. Der er her tale om valg, som det selv alene er ansvarlig for og må tage på sig.

Valg har imidlertid konsekvenser. Og nogle af disse kan give anledning til begåede fejltagelser og til pinagtige problemstillinger, mm. Problemerne kan dreje sig om tabsoplevelser, man som menneske har fejlbedømt eller er rendt ind i, og som kan afstedkomme næsten ubærlige tungsindige stemningsforløb, ledsaget af både reduceret livsmod og utilstrækkelighedsfølelser el.lign (depression). Eller det kan være voldsomme samvittighedskvaler over ikke i tide at have forebygget nogle utilsigtede skadelige følgevirkninger af ens egen handlemåde (skyldfølelse). Eller det kan være skræmmende forestillinger omkring dødens mening og betydning som værende et sidste afsluttende regnskab med hensyn til, i hvilket omfang ens liv som helhed kan siges at have været lykkedes (angst).....Osv.

Under en psykoterapeutisk bearbejdning af disse problemer sætter den humanistisk orienterede psykolog ofte fokus på den kendsgerning, at det under en dybtgående terapeutisk analyse næsten altid vil vise sig, at vedkommende næppe kunne have forudset de skæve udviklinger ud fra de daværende omstændigheder eller vilkår. Og at man på daværende tidspunkt i grunden drog sine konklusioner eller foretog sine handlinger på ret så forsvarlig vis i de pågældende situationer.

Således lettet for sine egne urimelige og belastende problemstillinger vil vedkommende anderledes være i stand til at kunne give slip på sit mere eller mindre fejlkørte liv med fornyet mod på tilværelsen.

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 {{Wikify|dato=marts 2010}}
-'''Sjælesorgens''' formål er at hjælpe et menneske, der har brug for hjælp. Inden for sjælesorg skelner man mellem kristen og human sjælesorg. Ordet sjælesorg kommer [[etymologi]]sk af det tyske "Seelsorge" ([[latin]]: cura animarum) og betyder omsorg for sjælen. Hvor prædikenen som cura animarum generalis, er rettet til flere forskellige på en gang, er sjælesorgen som cura animarum specialis, rettet mod den enkelte.
+'''Sjælesorg''' (tysk: ”Seelssorge”) er en særlig omsorg for den enkelte, der har brug for hjælp, og som udmøntes i fx en afklarende, hjælpende eller trøstende samtale. Inden for sjælesorg skelner man mellem kristen sjælesorg (varetages hyppigst af præster) og [[humanisme|human]] sjælesorg (varetages hyppigst af psykologer).
+== Kristen sjælesorg ==
-Sjælesorgen er en omsorg for den enkelte, der udmøntes i en hjælpende eller trøstende samtale. Om sjælesorgen er human eller kristen, afhænger af den udøvende. Kristen sjælesorg har ikke nødvendigvis et kristent indhold. Den kristne sjælesorg er en del af kirkens diakonale opgave med forbillede i Jesus som den, der opsøger de fortabte og nødstedte og praktiserer en radikal næstekærlighed. Sjælesorgen drejer sig ikke kun om trosspørgsmål, men har hele menneskelivet som sit virkefelt.
+For en præst er det altid Gud, der er i centrum. Sjælesorgen bygger på en opfattelse af livet som skænket af Gud – tillige med en opfattelse af, at kærlighed er livets dybeste mening, og at døden ikke er den endegyldige tilstand men en overgang til et evigt liv hinsides det jordiske liv.
-Menneskets udvikling, udfoldelse, trivsel, lykke og sundhed hører med i en kristen menneskeopfattelse, hvorfor også "human" sjælesorg kan være kristen, hvis den udøves af et kristent menneske. Den kristne sjælesorg har baggrund i Kristi diakonale virke og i hans død på korset, som giver mennesket mulighed for at udfries fra skylden. Heri består væsensforskellen til den humane sjælesorg.
-Forskellen på sjælesorg og psykologi er en forskel på synsvinklen. Den kristne sjælesorgs egenart i forhold til en human sjælesorg er, at Kristus er forbilledet. Kristus er både tjener og frelser, så derfor er den kristne sjælesorg både diakonia og kerygma. Den kristne sjælesorg skal hjælpe det enkelte menneske netop der, hvor det er – uanset om det drejer sig om noget åndeligt eller ikke-åndeligt. Det, som er den kristne sjælesorgs force i forhold til anden sjælesorg, er dog, at Kristus har videregivet myndigheden til at tilgive synder. Mennesket frigøres, når det bekender sine synder og får tilgivelse. Dermed sættes det i stand til at leve livet i frimodighed. Denne tilgives kan meddeles i skriftemålet. Den verdslige psykologi har her mødt sin begrænsning.
+Den kristne sjælesorg er en del af kirkens [[diakon|diakonale]] opgave med forbillede i Jesus som den, der opsøger de fortabte og nødstedte og stedse praktiserer en ubetinget [[næstekærlighed]]. Den kristne sjælesorg skal altid hjælpe det enkelte menneske netop der, hvor det er – uanset om det drejer sig om noget åndeligt eller ikke-åndeligt, så det bliver bedre i stand til at kunne leve livet.
+Under sjælesorgen tales der om livets vilkår og om at komme overens med det, som ikke kan ændres – samt at finde mod og styrke til at ændre det, som kan ændres. Formålet er at afhjælpe et menneskes åndelige nød, anfægtelser og problemer, især med hensyn til samvittighed, tro, gudsforhold o.lign.
-Definition: En hjælp som især præster tilbyder et medmenneske, som i større eller mindre grad har mistet livsglæden og måske også livsmodet. Det kan skyldes ydre begivenheder, eller være forårsaget af eksistensen i sig selv, eller noget i det enkelte
-menneske.
+Det, som adskiller den kristne sjælesorg fra al anden sjælesorg, er troen på, at Kristus har videregivet sin myndighed til at kunne tilgive [[synd|synder]]. Vedkommende vil gennem sjælesorgen kunne opleve helt eller delvis at blive frigjort for sine mange fortrædeligheder, når det bekender sine fejltagelser (synder) og modtager tilgivelsen herfor.
-Hjælpen bygger på en opfattelse af livet som skænket af Gud, en opfattelse af, at kærlighed er livets mening og af, at døden ikke er den endegyldige tilstand men en overgang til et evigt liv hinsides det jordiske liv. Disse opfattelser er bundet til
-opfattelsen af Jesus Kristus, som Guds søn og til opfattelsen af, at Helligånden er en levende åndelig størrelse, som virker på Guds vegne i grundfænomerne: troen, håbet og kærligheden.
-For at kunne have gavn af sjælesorg er det ikke et krav at være kristen, men på den anden side er det nødvendigt at være sig præstens religiøse ståsted bevidst, da livets sandhed for denne er det kristne evangelium.
+For at kunne have gavn af sjælesorg er det ikke et krav at være kristen, men på den anden side er det nødvendigt at være sig præstens religiøse ståsted bevidst, da livets sandhed for alle præster altid vil være med det kristne [[evangelium]] som udgangspunkt.
-I sjælesorg taler vi om livets vilkår og prøver at komme overens med det, som ikke kan ændres, og på at finde mod og styrke til at ændre det som kan ændres – eller måske mod og styrke til at vælge at bevare det!
+== Humanistisk sjælesorg ==
+En humanistisk orienteret psykolog sætter altid mennesket i centrum. Det gælder også, når sjælesorgen er blevet aktuel på et dødsleje, hvor den døende bibringes forvisningen om, at livet næppe kan have været forgæves, da hvert enkelt individ næsten altid på en eller anden måde har bidraget som et naturnødvendigt uundværligt led i en lang ubrudt kæde af generationer igennem hele menneskehedens udvikling og videre frem. Humanisten betragter i modsætning til præsten ikke mennesket som skabt af nogen overnaturlig instans. Mennesket er derimod overvejende sin egen Skaber ved løbende selvstændigt at have taget stilling til tilværelsens mangeartede problemer og stedse foretaget de fornødne valg gennem livet – alt efter egen dømmekraft. Der er her tale om valg, som det selv alene er ansvarlig for og må tage på sig.
+Valg har imidlertid konsekvenser. Og nogle af disse kan give anledning til begåede fejltagelser og til pinagtige problemstillinger, mm. Problemerne kan dreje sig om tabsoplevelser, man som menneske har fejlbedømt eller er rendt ind i, og som kan afstedkomme næsten ubærlige tungsindige stemningsforløb, ledsaget af både reduceret livsmod og utilstrækkelighedsfølelser el.lign ([[depression]]). Eller det kan være voldsomme samvittighedskvaler over ikke i tide at have forebygget nogle utilsigtede skadelige følgevirkninger af ens egen handlemåde ([[skyldfølelse]]). Eller det kan være skræmmende forestillinger omkring dødens mening og betydning som værende et sidste afsluttende regnskab med hensyn til, i hvilket omfang ens liv som helhed kan siges at have været lykkedes ([[angst]]).....Osv.
+Under en [[psykoterapi|psykoterapeutisk]] bearbejdning af disse problemer sætter den humanistisk orienterede psykolog ofte fokus på den kendsgerning, at det under en dybtgående terapeutisk analyse næsten altid vil vise sig, at vedkommende næppe kunne have forudset de skæve udviklinger ud fra de daværende omstændigheder eller vilkår. Og at man på daværende tidspunkt i grunden drog sine konklusioner eller foretog sine handlinger på ret så forsvarlig vis i de pågældende situationer.
+Således lettet for sine egne urimelige og belastende problemstillinger vil vedkommende anderledes være i stand til at kunne give slip på sit mere eller mindre fejlkørte liv med fornyet mod på tilværelsen.
 {{autoritetsdata}}