Spidsgatter

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En spidsgatter robåd.

En spidsgatter er en mindre sejlbådstype, der er udviklet gennem generationer fra åbne ringdæksbåde til vore dages moderne sejlbåde bygget i glasfiber. Navnet refererer til det faktum, at båden er spids bagtil (gattet er rumpen på en fisk, eller en båd). På engelsk kaldes typen en "double ender" eller en sharp-sterned vessel.

Typen er primært udviklet i Skandinavien over de sidste 200 år. Det er ikke svært at se slægtsskabet med vikingernes skibe, der som åbne, lette, smidige spidsgattede skibe med råsejl beviste deres sødygtighed og fine sejlegenskaber.

I nyere tid, hvilket vil sige de seneste 100 år, har vi set typen udvikle sig fra hårdføre arbejdsbåde til lystbåde, som hurtigt udviklede sig til kapsejladsklasser af spidsgattere, hvoraf er bygget mange hundreder. De såkaldte klassespidsgattere, som kendtes på betegnelser målt i det antal kvadratmeter, klassen godkendtes til. Eksempelvis 26 M2, 30 M2 m.fl.

De kendteste konstruktører var Aage Utzon, Georg Berg og M.S.J. Hansen, som kappedes om at levere de hurtigste og smukkeste spidsgattere og var regulære superstjerner indenfor bådkonstruktion i deres tid og længe efter. I løbet af det første halve århundrede udviklede køl- og rigtyperne sig drastisk.

I 1970 kom den første spidsgatter i glasfiberarmeret polyester. Peter Bruun havde i 1969, som 19-årig, søsat en prototype, der blev til Spækhuggeren i 1970. Peter Bruun videreudviklede og perfektionerede den gamle læremester Aage Utzons 30 M2 klassespidsgatter. Spækhuggeren fik en højere mast, mindre våd overflade med adskilt køl og ror og 40 M2 sejl. Kølen var en finnekøl, i sig selv et formgivninsmæssigt mesterværk. Spækhuggeren sejlede fra alt og alle med sine overlegne letvejrsegenskaber og fremragende hårdtvejrsegenskaber. Under kapsejladser er den selv i dag vanskelig at sejle fra i meget let vind.

Spækhuggeren udkonkurrerede samtlige klassespidgattere i antal på få år og fulgtes i 1971 af den 36 fod store Kaskelot, i 1974 af Grinden på 28 fod og endelig Marsvinet på 22 fod i 1977. Mens Kaskelottens formgivning følger Spækhuggerens, repræsenterer Grinden og Marsvinet en fornyelse med en større skrogbredde og overbygninger med blødere linjer end Spækhuggerens og Kaskelotten. Peter Bruun søgte med Familiespækhuggeren at give Spækhuggeren en overbygning med samme linjer, men den nye overbygning blev aldrig for alvor accepteret af sejlerne. Spækhuggeren er stadig i produktion.

Både i Sverige og Norge er der konstrueret og bygget et stort antal spidsgattere.

Bent Aarre, Jan Ebert m.fl. har skildret Spidsgatterne historie i bogen "Bogen om Spidsgatteren," som blev udgivet på Sejl & Motors Forlag, og som i dag kan findes på bibliotekerne og antikvarisk.

Peter Bruuns far Peer Bruun har med jollerne Megin og Stor-Megin skabt to enkle åbne joller med simple rigge og meget lig det smakkejoller, som tidligere var især øhavenes folkevogn.

Robust, enkelhed og organiske linjer er det fællestræk som præger Peter og Peer Bruuns konstruktioner, som også var et kendetegn for Utzons spidsgattere. I konstruktionen af "hvalbådene," som Peter Bruuns både kaldes designede Peter Bruun selv mange af de beslag og løsninger, som skulle bruges i en søgen efter det perfekte. Mange af hans både sejler i dag mange år efter søsætningen med de samme uopslidelige dele.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]