Vikingeskib

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Moderne rekonstruktion af et vikingeskib. Dette skib er af snekke-typen.

Betegnelsen vikingeskib er en samlet betegnelse for alle de skibstyper, som vikingeren byggede og anvendt undervikingetiden. Skibstyperne var temmelig varierede afhængig af, hvad fartøjet skulle bruges til,[1] men generelt var de karakteriseret ved at være aflange, smalle og fleksible skibe med symmetriske ender og en gennemgående køl. De var klinkbygget, hvor plankerne overlappede hinanden og de blev naglet sammen. Nogle har haft et dragehoved eller andet cirkulært objekt fra boven og stævnen, selvom desse kun er udlendt af historiske kilder. Vikingeskibene var ikke nødvendigvis kun til krigsbrug, men også til handel over store afstande opdagelserejser og kolonisering.[2]

I litteraturen bliver vikingeskibe normalt opdelt i to overliggende kategorier; handelskibe og krigsskibe. Disse kategorier overlapper dog hinanden, da nogle typer handelsskibe, der var specifikt fremstillet til at transportere varer, også blev anvendt til vikingetogter. Størstedelen af vikingeskibene var designet til at sejle på floder, fjorde og kystnært farvand, men nogle, såsom knarren, kunne også sejle på åbent havn. Vikingerne brugte deres skibe i Østersøen, på Island, Færøerne, Grønland, Newfoundland (vinland), Middelhavet, Sortehavet og Afrika.

Udvikling[redigér | redigér wikikode]

Skibet har fungeret som en central del af den skandinaviske kultur i årtusinder, hvor det har tjent både praktiske og religiøse formål, og dets vigtighed var allerede dybt forankred i kulturen, da vikingetiden begyndte]]. Skandinavien et område med høje bjerge og fjelde inde i landet, store skove og nem adgang via havet til mange naturlige havne. Handelsruter foregik derofr primært over vand, da transport over land var både farligt og besværligt. Mange indgraveringer på sten fra stenalderen og særligt nordisk bronzealder, afbilder skibe i froskellige situationer, og værdifulde skibe blev ofret som en del af en cerimonel ofringsceremoni siden slutning af nordisk jernalder, som det kan ses med Hjortspringsbåden og Nydambåden.

Vikingernes kongeriger udviklede sig til kystbyer, der alle var dybt afhængige af Nordsøen og Østersøen for overlevelse og udvikling. Kontrol af vandvejene var meget vigtige, og derfor gode krigsskibe var derfor i høj kurs. Skibe blev således en grundpille i vikingernes religion, da de udviklede sig til at blive symboler for magt og kunnen. Op igennem det første årtusinde blev store vikingehøvdinger og adelige begravet med intakte og luksuriøse skibe, der kunne transportere dem til livet efter døden. Mønter fra Hedeby, der er blandt den tidligste møntfod i Danmark, har afbildninger af skibe, der viser vigtigheden af disse fartøjer i dette område. Via den kulturelle og praktiske vigtighed blev vikingeskibet det mest magtfulde og avancerede skib i vikingetidens Europa.[3]

Typer[redigér | redigér wikikode]

Færing[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Færing (båd)

En færing er en åben robåd med to sæt årer. Den er almindelig blandt de fleste bådbyggertraditioner i det vestlige og nordlige Skandinavien, og den dateres tilbage til vikingetiden.[4]

Knarr[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Knarr

Knarr[5] er et nordisk term for skibe, der blev bygget til rejser på Atlanterhavet. Det var et transportskib med en gennemsnitslængde på omkring 16 m og en bredde på omkring 4 m. Skrget kunne indehold op mod 120 tons last.[6] Den samlede forskydning var 50 tons. Dette er kortere en langskibe af gokstadtypen, men knarr-skibe havde et mere solidt design, og de var primært afhængige vind som drivkraft. Årer blev kun brugt ved mindre manøvre i havne og lignende, og hvis man på åbent havn oplevede at vinden lagde sig. Af samme årsag blev knarr-skibe brugt til længere rejser over åbent havn. Det kunne sejle op mod 120 km om dagen, og havde en besætning på 20-30 mand. De krydsede ofte Atlanterhavet, hvor de medbragte husdyr og varer til og fra Grønland og de nordamerikanske øer. Designet på knarren havde indflydelse på den senere skibstype kogge, som blev brugt i Østersøen af hansaen.

Langskib[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Langskib

Langskibe var fartøjer der blev fremstillet og anvendt af vikingerne fra Skandinavien og Island til handel, opdagelsesrejser, plyndringstogter og krigsfærd. Langskibets design udviklede sig over mange år. Det begyndte i stenalderen med opfindelsen af konebåden, og forsatte op til slutningen af 800 med Nydambåden og Kvalsundskibet. Langskibet optrådte i sin færdige form mellem 800- og 1200-tallet. Udformningen og udseendet af disse skibe har påvirket skandinaviske bådebyggetradition frem til i dag. Gennemsnitshastigheden for vikingeskibe varierede fra skib til skib, men lå i omegnen af 5-10 knob, og den maksimale hastighed for et langskib var omkring 15 knob under gode betingelser.[7][8]

Dyrehoved fra Osebergskibet.

Langskibet er karakteriseret ved sit yndefulde, lang, smalle og lette udeseende. De blev fremstillet i træ med lav køl, så de kunne opnå stor hastighed. Samtidig gjorde den lave køl det muligt at navigere i vand det var ganske lavt, og man kunne gå i land på strande. Den lave vægt gjorde det muligt at transportere det over land fra flod til flod. Langskibene havde to identiske ender, hvilket betød, at man kunne sejle i modsat retning uden nødvendigvis at skulle vende hele skibet. Dette var særlig brugbart højt mod nord, hvor isbjerge og havis kunne gøre rejsen farlig. Langskibe var udstyret med årer i det meste af skibets længde. Senere versioner havde et stort rektangulært sejl med i en enkelt mast. Sejlet kunne giver yderligere fremdrift eller erstatte roerne på længere rejser.

Langskibe kan blive inddelt i et antal forskellige typer, afhængig af størrelsen og konstruktionen. Den mest almindelige måde at klassificere dem på, er ved antallet af årer eller pladser til roere. Typerne går fra karve, med 13 robænke, til Busse, hvor man estimerer der har været plads til 34 personer.

Langskibe var indbegravet af Skandinaviens magt til havs under vikingetiden, og de var højt værdsatte. De blev ofte ejet af bønder nær havet og hyret af kongerne i konfliktfyldte perioder for at være i stand til at opbygge en stor flåde. Men langskibe bliver hovedsageligt brugt til transport af tropper under konflikter, og ikke som egentlige krigsskibe. I 900-tallet blev disse skibe nogle gange bundet samme under slag til havs, for at etablere en platform, hvor man kunne have infanteri. Langskibe blev kaldt drageskibe (drakushiffen) af frankerne, fordi de ofte havde et drageformet stævn.[9]

Karve[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Karve (skib)

Karven var en lille type langskib, med et bredt skrog, der minder om knarr-skibene. De blev brugt både til krig og til almindelige transport, af mennesker, varer og husdyr. De kunne navigere på meget lavt vand, og de blev derfor ofte brugt langs kysterne. Karver havde en bredde på omkring 5 m.

Andre typer[redigér | redigér wikikode]

Vikingeskib af snekke-typen på Lofotr VikingmuseumLofoten i Norge.
  • Busse: Langskib med stor lasteevne og et stort mandskab.
  • Byrding: Et fragtskib som ligner knarren, men gerne er mindre, tykkere og har højere fribord.
  • Sesse: Ikke en bådtype, men en benævelse som angiver antallet sæder eller bænke ombord i en roet båd.
  • Skarfi (omkring 20 m)
  • Skeid: Store langskib på 20 til 35 m, sandsynligvis med lavere fribord end busserne.
  • Snekke: Kan have været en fællesbetegnelse på forskellige typer skive i de nordeuropæiske farvande omkring Skandinavien.
  • Sud: En benævnelse som dukker op i navnet på nogle store langskibe i 1100-tallet.

Skibskonstruktion[redigér | redigér wikikode]

Vikingeskibe adskilte fra andre skibstyper fra denne periode ved generelt at være mere sødygtige og lettere. Dette blev opnået ved en klinkbygningkonstruktion. Plankerne som blev brugt til vikingeskibene blev flækket fra store, gamle træer - primært egetræ, som sikerede at fibrene var ubrudt i hele plankens længde, hvilket gjorde dem stærkere end hvis de var blevet savet. Et skibsskrog kunne blive helt ned til 2,5 cm tyndt, fordi plankerne var så stærke.[10]

Fra løken blev plankerne nittet sammen med smedejernsnitter. Ribber på tværs i skroget sikrede formen. Hver planke overlappede den nedenunder, og kalfatring i sprækkerne gjorde skibene tætte.

Der kunne fremstilles forbløffende store skibe med denne klinkbyggede teknik. Vikingeskibe med plads til op mod 100 krigere var ikke ualmindelige.[11]

I begyndelsen af vikingetiden blev årehuller i rælingen erstattet af åreholdere oven på rælingen, hvilket gjorde det muligt at tage årene ud og opbevare dem ombord på skibet mens man sejlede for sejl. Det gav samtidig en bedre vinkel til at ro. De største skibe kunne sejle med omkring 5-6 knob i timen for årer, og op mod 10 knob for sejl.[12]

Navigation[redigér | redigér wikikode]

Med deres teknologiske udvikling begyndte vikingerne at drage på flere og flere længere rejser over åbent hav, da deres skibe var mere sødygtige. For at være i stand til at finde vej over store åbne afstande var vikingerne nødt til at udvikle metoder til at navigere relativt præcist. Skibets kaptajn har hovedsageligt trukket på traditionel viden for at navigere. Vikingerne brugte viden om tidevand, tidspunktet for at sejle og landemærker til at navigere efter. Eksempelvis mener forskere at synet af en hval har hjulpet vikingerne med at afgøre skibetes retning, da hvaler lever i næringsrige områder, der typisk findes hvor landmasser sender dybtliggende havstrømme mod lavere områder, og synet af en hval har således fungeret som et tegn på, at land var nær.

Vikingerne har muligvis benyttet sig af såkaldt solsten til at polarisere sollyset for at fastslå solens position i overskyet vejr.

Andre forskere har mener, at vikingerne også udviklede og benyttede mere avancerede hjælpemidler til at navigere efter, heriblandt brugen af solkompas. En halv cirkelskive i træ, der er blevet fund ved NarsarsuaqGrønland, syntes i første omgang at støtte denne hypotese. Yderliger undersøgelser afslørede, at der var varierende afstande mellem ridserne i skiven, og at den således ikke har kunnet fungere som et nøjagtigt kompas. Der er i stedet blevet foreslået, at det var en "bekendelsesskive" der blev brugt af præster til at tælle antallet af bekendelser i sognet.[13] Ligeledes har forskere og historikere diskuteret brugen af såkaldte solsten til vikingernes navigation. En solsten er i stand til at polarisere lys, og der er derfor en muligt at afgøre en retning. Ved at vise, hvilke retning lysbølgerne oscillerer, har solsten mulighed for at vise solens placering selv når der er overskyet. Stenen ændrer farve baseret af retningen på lysbølgerne, men kun når den holdes i et område med direkte sollys. Således har mange forskere debateret polideligheden af solsten til at navigere efter, da den kun kan bruges i visse situationer.[14]

Sagaerne beretter i flere tilfælde om rejser, hvor vikingerne var "hafvilla" (forvirrede) — rejser som blev ramt af tåge eller dårligt vejr, hvor de fuldstændigt mistede retningsfornemmelsen. Denne beskrivelse indikerer, at de ikke brugte solsten, når solen var dækket. Ydermere forvirringen som opstod når vinden døde indikere, at vikingerne afhang af fremherskende vinde til at navigere efter, som det også må antages, hvis deres evner til at navigere hovedsageligt var baseret på traditionel viden om havstrømme og vinde.[15]

Kultur og traditioner[redigér | redigér wikikode]

En af vikingernes ritualer var at begrave deres afdøde høvding ombord på vedkomnes skib. Den dødes lig ville bliver placeret på skibet og iklædt de bedste klæder og med sin mest værdifulde egendele. Dette kunne inkludere høvdingens hest, en trofsat jagthund og i flere tilfælde også trælle og lignende hushold, som blev ofret og begravet med den afdøde. Vikingerne troede på, at den døde herefter ville sejle til efterlivet. Et eksempel på en skibsbegravelse blev udgravet nær den danske landsby LadbyFyn, hvor man i en gravhøj fandt ladbyskibet i 1937. Hedeby skibsgrav er et andet eksempel på en skibsbegravelse, hvor man i 1908 fandt en langskib og tre begravelser i en gravhøj.

Skibsbegravelse er en gammel tradition i Skandinavien, der strækker sig tilbage til nordisk jernalder, hvilket også ses ved Hjortspringsbåden (400-300 f.v.t.) og Nydambåden (200-450 e.v.t.). Skibe og vandområder som moser har haft en vigtig rituel betydning i den nordiske kultur siden nordisk bronzealder.

Kendte vikingeskibe[redigér | redigér wikikode]

Bevarede skibe[redigér | redigér wikikode]

De bevarede rester af Osebergskibet, som i dag er udstillet i Vikingeskibsmuseet i Oslo.

Der er blevet gjort fund af flere bevarede vikingeskibe igennem tiden, men kun ganske få har været intakte nok til at bestemme typen, og konservere dem. Blandt de konserverede og udstillede skibe er de mest notable:

Derudover er der fundet en række andre skibe, heriblandt:

Skibe i litteraturen[redigér | redigér wikikode]

De de nordiske sagaer nævnes flere vikingeskibe ved navn. Følgende er et udvalg:

Rekonstruktioner[redigér | redigér wikikode]

Rekonstruktioner af vikingeskibe er en af de mere almindelige typer af skibsrekonstruktioner. Viking, der er den første rekonstruktion af et vikingeskib, blev bygget på Rødsverven skibsværft i Sandefjord, Norge. I 1893 sejlede det tværs over Atlanterhavet til Chicago for at deltage i World's Columbian Exposition. Et stort antal moderne rekonstruktioner af vikingeskibe findes i dag i Nordeuropa og Nordamerika. Særligt Vikingeskibsmuseet i Roskilde har fremstillet mange rekonstruktioner på baggrund af skuldelevskibene, som er udstillet på museet. Flere af disse, heriblandt det mest berømte kaldet Havhingsten fra Glendalough, ligger i museets havn. Museet har også hjulpet med flere andre rekonstruktioner.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Eldar Heide (2014). The early Viking Ship types (Sjøfartshistorisk årbok 2012. 81-153.)
  2. ^ Jones, Gwyn, A history of the Vikings (Oxford 2001).
  3. ^ Peter Sawyer (ed.), The Oxford Illustrated History of the Vikings (New York, 1997), 182.
  4. ^ What is a norse færing? (Vikingskip.com) Archived February 22, 2011, at the Wayback Machine.
  5. ^ Knarr i flertal er knerrir.
  6. ^ Peter Sawyer, (1975) The Oxford Illustrated history of the Vikings. Oxford University Press ISBN 978-0-19-285434-6 ISBN 0-19-285434-8
  7. ^ Langskib. Potterager.com. Hentet 29/6-2017
  8. ^ Skuldelev 5 - det lille langskib. Vikingeskibsmuseet. Hentet 29/6-2017
  9. ^ Ervan G. Garrison: . A history of engineering and technology: artful methods, p 111
  10. ^ Lapstrake hull schematic Archived July 17, 2012, at the Wayback Machine.
  11. ^ Stephen Batchelor (30 April 2010). Medieval History For Dummies. John Wiley & Sons. s. 101–. ISBN 978-0-470-66460-5. Hentet 2 July 2013. 
  12. ^ Richard Hall, The World of the Vikings (New York, 2007), 55.
  13. ^ Hall, The World of the Vikings, 54.
  14. ^ Oscar Noel and Sue Ann Bowling (21 March 1988). Polar Navigation and the Sky Compass: Article #865. Alaska Science Forum. 
  15. ^ Hafvilla: A Note on Norse Navigation, G. J. Marcus, Speculum, Vol. 30, No. 4 (Oct., 1955), pp. 601-605, Published by: Medieval Academy of America, URL: http://www.jstor.org/stable/2849616 (accessed November 02, 2011).

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]