Standsherre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Standsherre (tysk: Standesherr resp. standesherrlich) var i Det tyske forbund betegnelsen på medlemmer af de højadelige slægter, som i forbindelse med opløsningen af Det tysk-romerske rige havde mistet sine herskabsrettigheder gennem mediatisering i perioden 18031815. Det tyske forbunds forfatning indrømmede dem som kompensation en række særrettigheder. Det var omkring 80 familier med status som standsherrer, de fleste i Syd-Tyskland.

Det tyske forbund 1815–1866[redigér | redigér wikikode]

I 1806 mediatiseredes mange verdslige fyrster ved Rhinforbundets oprettelse.

Disse fyrster fik ikke deres lande tilbage ved Det tyske Forbunds oprettelse 1815; men forbundsakten sikrede dem høje æresrettigheder, især den ægteskabelige jævnbyrdighed med de suveræne fyrstehuse, og en privilegeret stilling inden for de enkelte stater, således udstrakt jurisdiktion, skattefrihed og arveligt sæde i staternes førstekammer.

Indskrænkede rettigheder[redigér | redigér wikikode]

I løbet af 1800-taller blev de fleste af særrettigheder ophævede; dog havde standsherrerne sæde i alle de tyske enkeltstaters førstekamre indtil 1918.

Fyrsternes fælles prædikat var »Durchlaucht« (højvelbårenhed), mens rigsgrevernes prædikat var »Erlaucht« (velbåren).

Udvalgte standsherrer[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Heinz Gollwitzer: Die Standesherren. Die politische und gesellschaftliche Stellung der Mediatisierten 1815-1918. Ein Beitrag zur deutschen Sozialgeschichte, Göttingen 1964.