Stålorm
Stålorm | |
---|---|
Bevaringsstatus | |
Ikke truet (DKRL)[1] | |
Videnskabelig klassifikation | |
Rige | Animalia (Dyr) |
Række | Chordata (Chordater) |
Klasse | Reptilia (Krybdyr) |
Orden | Squamata (Slanger og øgler) |
Underorden | Lacertilia (Øgler) |
Familie | Anguidae (Stålorme) |
Slægt | Anguis |
Art | A. fragilis |
Videnskabeligt artsnavn | |
Anguis fragilis Linnaeus, 1758 | |
Kort | |
Hjælp til læsning af taksobokse |
Stålormen (Anguis fragilis) er en 30 til 40 centimeter lang slangeformet øgle, der fortrinsvis er udbredt i Europa på skyggefulde og fugtige habitater, hvor den især lever af regnorme. Den er især aktiv morgen og aften. I Danmark er arten almindelig, men ses sjældent. Den går i vinterdvale i en hule i jorden. Der findes kun lidt viden om dens biologi.
Den er ikke giftig.[2]
Levevis
[redigér | rediger kildetekst]Stålormen bevæger sig frem som en slange, men mangler slangers smidighed på grund af små indlejrede benplader under skællene, hvilket gør den stiv. Parringen foregår i april eller maj. Hunnen er drægtig i cirka 12 uger og føder i august-september 5-25 unger, der kun indesluttes af en tynd gul æghinde som sprænges kort tid efter fødslen. Ungerne i et kuld på fem havde en længde på 8-9 centimeter og vejede cirka et halvt gram hver. De vokser kun langsomt. Således findes et eksempel på en unge der i sit andet år kun voksede en halv centimeter fra maj til november, selv om den åd næsten dagligt. Man ved ikke hvor gamle stålorme bliver i naturen, men i dansk fangenskab levede et eksemplar fra 1892 til 1946, altså 54 år.[3]
Stålorme lever især af regnorme og nøgne snegle (som agersnegle). Desuden æder de insekter og deres larver, samt edderkopper.[4]
Den kan ligesom firben tabe halen som led i en afledning af fjender. Halen udgør omkring halvdelen af længden. Når en stålorm har smidt halen, vokser den ikke ud igen i samme grad som hos firben, men gendannes kun til en lille sort kegleformet spids.
Vinterdvalen foregår fra oktober/november til marts/april. Den kan tilbringes sammen med artsfæller og undertiden med hugorme.
Udseende
[redigér | rediger kildetekst]Farven varierer mellem brun og grå. De fleste brune stålorme er hunner og de fleste grå er hanner. Unge stålorme er sorte med grå ryg.[5] I nakken har de en sort plet, der fortsætter som en tynd sort streg ned ad ryggen. Stålormens tunge er tvedelt i spidsen og kan strækkes frem og opfange duftstoffer, der kan bringes til det jacobsonske organ i ganen.[3] I modsætning til slangerne har stålormen øjenlåg, der kan blinke. Stålormen har to penisser, hvilket ifølge zoologen Hans Hvass har givet anledning til forestillingen om at stålormen kan have baglemmer.[3]
Udbredelse
[redigér | rediger kildetekst]Den er almindeligt udbredt over det meste af Danmark, men mangler nok på flere mindre øer. Stålormen er fredet i Danmark, hvorfor man ikke bør træde på dem.[6] Stålormen er udbredt i det meste af Europa, samt i Vestasien og det nordvestlige Afrika (Tunesien og Algeriet).[3][7]
Systematik
[redigér | rediger kildetekst]Stålormen er trods sit navn og udseende ikke en slange, men tilhører øglerne. Nyere genetiske undersøgelser tyder dog på, at stålorme er nærmere beslægtet med slanger end med firben.[8]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Fog, K. (2019), "Krybdyr", i Moeslund, J.E. m.fl. (red.), Den danske Rødliste 2019, Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, hentet 20. januar 2020
- ^ https://fredericia.dn.dk/naturen-i-fredericia/fortaellinger-om-naturen/foraar/staalorm/
- ^ a b c d Hvass, Hans (1978), Danmarks Dyreverden, bind 5 (2. udgave), Rosenkilde og Bagger, s. 196-203, ISBN 87-423-0076-2
- ^ Stålorm - Anguis fragilis. Naturhistorisk Museum. Hentet 30. nov. 2018.
- ^ Jungersen, H.F.E. (1907), Krybdyr og Padder, Danmarks Fauna, København: G.E.C. Gad
- ^ "Oversigt over fredede dyr og planter". Miljøstyrelsen. 2018. Hentet 2018-12-01.
- ^ Anguis fragilis LINNAEUS, 1758. Zoological Museum Hamburg
- ^ L’orvet fragile på www.quelestcetanimal.com
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Stålorm Anguis fragilis Arkiveret 2. december 2018 hos Wayback Machine i Miljøstyrelsens artsleksikon.