Tunesien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Republikken Tunesien
الجمهورية التونسية
El-jomhouriya it-Tounisiya
Flag
MottoOrden, Frihed og Retfærdighed
NationalmelodiHumat El Hima
Hovedstad
(og )
Tunis
36°48′N 10°10′E / 36.800°N 10.167°Ø / 36.800; 10.167
Officielle sprog Arabisk[1] (Tunesisk dialekt)
Regeringsform Unitær republik[1]
 -  Præsident Al-Baji Qaʾid as-Sibsi
 -  Premierminister Youssef Chahed
Uafhængighed
 -   • Anerkendt Fra Frankrig
20. marts 1956 
Areal
 -  Total 163.610 km2 (nr. 89)
 -  Vand (%) 5,0
Indbyggertal
 -  Anslået 2014 10.982.754[2] (nr. 79)
 -  Tæthed 61,6/km2 (nr. 108)
BNP (nominelt) Anslået 2005
 -  Total 31,97 mia. USD (nr. 65)
 -  Pr. indbygger 7.100 USD (nr. 75)
Valuta Tunesisk dinar (TDN)
Tidszone (UTC+1)
 -  Sommer (DST)  (UTC+2)
Kendings-
bogstaver (bil)
TN
Luftfartøjs-
registreringskode
TS
Internetdomæne .tn
Telefonkode +216

Tunesien (arabisk: تونس; fransk: Tunisie) er et land i Nordafrika med grænse til Middelhavet, Algeriet og Libyen. Landets sydlige dele ligger i Sahara, men mod nord findes frugtbare floddale og kystsletter. Området har vinterregn, kunstvanding er nødvendig.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Topografisk kort over Tunesien
Kort over Tunesiens større byer.

Tunesien er Afrikas nordligste land, beliggende ved Middelhavet. Groft kan Tunesien inddeles i tre geografiske zoner: mod nord Atlasbjergene, der strækker sig fra den algeriske grænse til middelhavskysten. I dette område ligger det bjergrige plateau Dorsale, der strækker sig mod nordøst, samt Kroumiriebjergene, der løber side om side med den nordlige kystslette langs Middelhavet. Disse systemer af bjergkæder rummer frugtbare dale og flodsækninger, hvor det ved hjælp af kunstvanding er muligt at drive agerbrug.

Lige syd for bjergene befinder der sig et tørt steppeplateau gennemhullet af saltsøer. Endnu længere sydpå slår stepperne over i Saharas ørkener.

Grænsen til Algeriet.

I dalene mod nord og på den frugtbare kyststrimmel dyrkes oliven, hvede og apelsiner. Petroleum, fosfat, jernmalm, bly og zink er vigtige råstoffer.

Tunesiens højeste punkt er Jebel ech Chambi. De to største søer er Chott el Djerid (16 m over havet) og Chott el Gharsa (23 m under havet, Tunesiens laveste punkt) er begge saltsøer, og har kun vand i regntiden.[3] Landets største ø er Djerba (514 km2) med 130.000 indbyggere, hvoraf de fleste bor i hovedbyen Houmt Souk. På øen findes en flyveplads.[3]

Klima[redigér | redigér wikikode]

Vejr i Tunesien [4]
  Okt Nov Dec Jan Feb Mar Apr
 
Lufttemperatur (°C)
    Dag 25 21 18 16 17 19 20
    Natt 16 12 9 6 7 10 14
Vandtemperatur (°C) 22 19 16 15 14 14 14
Soltimer per dag 7 6 6 6 6 7 8

I den sydlige del af Tunesien er det meget tørt, og landskabet består af sandørkener og saltørkener; de centrale dele er steppe, og i nord er der middelhavsklima med milde, regnfulde vintre (oktober — maj) og hede, tørre somre.

Miljø[redigér | redigér wikikode]

Nogle af Tunesiens miljøproblemer er, at hånteringen af giftigt og farligt affald er uforsigtig, vandet forurenes af spildevandsafløb, der er mangel på ferskvand, og ørkenen breder sig som følge af jorderosion.

Den meste af elektriciteten produceres af fossile brændstoffer.

Befolkning[redigér | redigér wikikode]

Befolkningen er blandet, omfattende lokale berbere og indvandrere især fra Mellemøsten. På trods af at arabisk i øvrigt er det officielle sprog, er fransk dog meget talt, da det er obligatorisk i skolen. Det sprog som tales mest er tunesisk, som er en dialekt af arabisk. Der ud over tales der også tysk af mange tunesere, da størstedelen af de europæiske turister har været tyske siden 1970'erne.

  • Befolkningens gennemsnitsalder: 26,2 år (2002)
  • Befolkningens gennemsnitlige levetid: Mænd 72 år, kvinder 76 år;[3]
  • Analfabetisme: 2003 var omtrent 25 % af befolkningen ældre end 15 år analfabeter

Etniske grupper[redigér | redigér wikikode]

Etniske grupper: arabere 96,2 %, berbere 1,4 %, europæere og andre 2,4 %[3]

Religion[redigér | redigér wikikode]

Religiøst tilhørsforhold: sunniter 99,5 %, kristne og jøder 0,5 %[3]

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Sprog: højarabisk, tunesisk arabisk, fransk, berbersprog.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I begyndelsen af historisk tid udgjordes Tunesiens befolkning af berberstammer. Området blev i 800-t.f.Kr. koloniseret af fønikerne fra Tyros i det senere Libanon, der blandt andet grundlagde Karthago. På kort tid udviklede landet sig til en væsentlig magtfaktor med besiddelser på blandt andet den Ibiriske Halvø. Ifølge legenden, genfortalt i det romerske nationalepos Aeneiden, grundlagdes byen af dronning Dido. Bosætterne i Karthago medbragte sin kultur og religion fra fønikerne og kanaanæerne.

Efter den tredje Puniske Krig blev området erobret af romerne i 146 f.Kr.

Landet blev erobret af vandalerne i 400-tallet e.Kr., de efterfulgtes i 600-tallet af araberne, og med dem indførelsen af islam og et nyt statsstyre. Fra 1575 var det en del af Det Osmanniske Rige.

I 1881 koloniserede Frankrig Tunesien og gjorde det til et fransk protektorat, som under årene 1942-1943 blev skueplads for en af de allierede styrkers (briterne og amerikanerne) første større operationer mod Aksemagterne under 2. verdenskrig. Hovedparten af den britiske hær trængte ind i Tunesien fra syd, USA og andre allierede invaderede landet fra vest. Invasionen resulterede, efter hårde kampe, i en af de allieredes største sejre under krigen.

Den 20. marts 1956 blev Tunesien et selvstændigt kongerige. Året efter afskaffedes monarkiet, og Habib Bourguiba, som tilhørte partiet Neo-Destour blev det selvstændige Tunesiens første nominelle præsident. Han omdannede landet til et et-parti-diktatur, udnævnte sig selv til præsident på livstid i 1875 og gennemførte blandt andet, at gamle landbrug, som hidtil var blevet drevet af franskmænd, blev exproprieret. I 1987 blev han styrtet. Han efterfulgtes af Zine El Abidine Ben Ali, som tilhørte Parti socialiste destourien (PSD), som Neo-Destour omdannedes til i 1964, og som uden konkurrence var det statsbærende parti. Et såkaldt flerparti-valg i 1994 blev en ren farce, da det lykkedes regeringen af vinde 99,9% af stemmerne.

Sammenlignet med andre arabiske lande førte Tunesien en USA-venlig og liberal politik.

PLO og Tunesien[redigér | redigér wikikode]

Den Arabiske Liga (PLO) havde hovedkvarter i Tunesien fra 1982-1993. I 1985 blev PLO´s hovedkvarter i Tunis bombet af det israelske luftvåben. Man håbede på at ramme Yasser Arafat.

Jasminrevolutionen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Jasminrevolutionen

Grundet voldsomme demonstration lovede den tunesiske diktator Zine El Abidine Ben Ali den 14. januar 2011 tidligt valg inden for 6 måneder og opløste ved samme lejlighed hele regering samt parlamentet. Undtagelsestilstand hersker på nuværende tidspunkt.[5] Præsidenten forlod Tunesien umiddelbart efter til fordel for Saudi-Arabien,[6] og den hidtidige såkaldte statsminister Mohamed Ghannouchi, støttet af dekret fra Ben Ali,[7] tog magten som midlertidig præsident med løftet om at følge forfatningen og genskabe stabilitet.[8] Denne magtovertagelse blev imidlertid underkendt af Tunesiens forfatningsdomstol, der d. 15. januar slog fast, at formanden for parlamentet var midlertidig præsident, og at der skulle afholdes nyvalg om senest 60 dage.[7][9] Samme dag blev parlamentsformanden Fouad Mebazaa taget i ed som præsident.[9] Den 17. januar var sammensætningen af en national samlingsregering klar under ledelse af premierminister Mohamed Ghannouchi.[10]

Politik og administration[redigér | redigér wikikode]

Nummereret kort over provinserne i Tunisien.

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Tunisien er inddelti 24 provinser. Provinserne er underinddelt i 264 kommuner.

  1. Ariana
  2. Béja
  3. Ben Arous
  4. Bizerte
  5. Gabès
  6. Gafsa
  7. Jendouba
  8. Kairouan
  9. Kasserine
  10. Kebili
  11. Kef
  12. Mahdia
  1. Manouba
  2. Medenine
  3. Monastir
  4. Nabeul
  5. Sfax
  6. Sidi Bou Zid
  7. Siliana
  8. Sousse
  9. Tataouine
  10. Tozeur
  11. Tunis
  12. Zaghouan

Økonomi og erhverv[redigér | redigér wikikode]

Økonomien er primært baseret på landbrug, minedrift og udvinding af olie. Der dyrkes bl.a. hvede, oliven, druer, citrusfrugter og vin. Industrien er i vækst, og storbyerne vokser kraftigt med bl.a. sociale problemer til følge. Industrien omfatter fødevareforarbejdning og forædling af de mineralske ressourcer; derudover eksisterer der en bred oliesektor.

Der er stor turisme, bl.a til de solrige badesteder ved Sousse og byen Kairouan, en af islams hellige byer. Turistbranchen beskæftiger godt og vel 200.000 mennesker. Mellem 1991 og 1995 lå Tunesiens økonomiske vækst på gennemsnitligt 4,2%. Inflationen er moderat.

Tunesien har handelshavne i havnebyerne Bizerta, Gabès, La Goulette, Radès, Sfax, Sousse, Skhira og Zarzis.

Habib Bourguiba fik i sin tid økonomisk hjælp fra sine arabiske venner til at oprette hoteller til turister. Som tak for sidst, kom PLO til Tunesien.

Tunesien var økonomisk afhængig af de rige arabiske oliestater. De havde penge til at oprette mange turisthoteller. Det blev starten på Tunesiens velfærd.[Kilde mangler]

Valuta[redigér | redigér wikikode]

Det er en lukket valuta, som ikke kan købes udenfra, men veksles på hotellerne.

Sedlerne er i 50, 30, 20, 10, 5 Dinarer, og mønterne 1000, 500, 200, 100, 50 Millimes. De har anderledes valutanormer end normalt, da deres "øre" er opdelt i tusinde. Som ved fransk: "mille", deraf navnet: Milimes.

Infrastruktur[redigér | redigér wikikode]

Jernbane[redigér | redigér wikikode]

Jernbaner findes, blandt andre på strækningen TunisSousse.

Vejnet[redigér | redigér wikikode]

Motorveje findes TunisSousse.

Fly[redigér | redigér wikikode]

Tunesiens internationale flyvepladser er:

Tunesiens nationale flyselskab hedder Tunisair.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Mange af Tunesiens forfattere bor udenlands, især i Europa.

Musik[redigér | redigér wikikode]

Lafita i Kartago 2008

Den traditionelle tunesiske musik kaldes malouf (som betyder "normal"), og introduceredes af flygtinge fra Andalusien i 1400-tallet. Traditionelt består ensemblerne af rabab (tostrenget violin), oud, darbuka og en solist. Musikstilen blev mindre populær fra slutningen af 1800-tallet, men er senere atter blevet styrket, blandt andet ved skabelsen af institutet La Rachidia 1934, hvor mange af landets betydeligste musikere har studeret. Efter selvstændigheden blev malouf Tunesiens nationalmusik.

Arabisk pop er stor i Tunesien, og blandt de egne artister kan nævnes Latifa Arfaoui.

Rapperen Hamada Ben Amor, kendt under sit artistnavn "El Général", udgav i december 2010 sangen Rais Lebled ("Statschef"), som er blevet kaldt Jasminrevolutionens anthem.

Film[redigér | redigér wikikode]

Star Wars af George Lucas blev i midten af 1970erne delvis optaget ved byen Matmata der ligger ved kanten af Sahara. Desuden er store dele af Star Wars Episode I: Den usynlige fjende, Star Wars Episode II: Klonernes angreb og Star Wars Episode III: Sith-fyrsternes hævn optaget i Tunesien. Optagelserne har forgået ved byerne Medenine, Tozeur, Nefta og Tataouine, som har lagt navn til planeten Tatooine fra Star Wars-filmene.

Herudover er Monty Python's Life of Brian, Den engelske patient, Indiana Jones filmen Jagten på den forsvundne skat, Roman Polanski's Pirates og komedien Freddy Got Fingered alle sammen delvist optaget i Tunesien.

Sport[redigér | redigér wikikode]

Fodbold er den populæreste sport i Tunesien. Landshold, som kaldes Kartagos ørne (Fransk: Les Aigles de Carthage), vandt det Afrikanske mesterskab i 2004.

Unescos verdensarv[redigér | redigér wikikode]

Amfiteateret i El Djem

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Tunisia Constitution, Article 1. 1957-07-25. Hentet 2009-12-23.  Translation by the University of Bern: Tunisia is a free State, independent and sovereign; its religion is the Islam, its language is Arabic, and its form is the Republic.
  2. ^ National Institute of Statistics-Tunisia. National Institute of Statistics-Tunisia. 12. september 2014. Hentet 11. januar 2015. 
  3. ^ a b c d e [Editions Atlas: Min nya världsatlas, Lausanne 2008] (Svensk)
  4. ^ Danmarks Meteorologiske Institut
  5. ^ Berlingske Tidende: Tunesien er erklæret i undtagelsestilstand, opdateret 14. januar 2011, besøgt 14. januar 2011
  6. ^ Danmarks Radio: Tunesiens præsident i Saudi-Arabien, opdateret 15. januar 2011, besøgt 16. januar 2011
  7. ^ a b Berlingske Tidende: Tunesisk domstol underkender ny præsident, opdateret 15. januar 2011, besøgt 15. januar 2011
  8. ^ Berlingske Tidende: Tunesiens præsident har forladt landet, opdateret 14. januar 2011, besøgt 14. januar 2011
  9. ^ a b jp.dk: Tunesien får tredje præsident på et døgn, opdateret 15. januar 2011, besøgt 16. januar 2011
  10. ^ . Kristeligt Dagblad. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 34°N 9°Ø / 34°N 9°Ø / 34; 9