TvDanmark

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra TV Danmark)
Spring til navigation Spring til søgning
TvDanmark
Lanceret april 1997
Lukket 30. april 2006
Ejes af SBS Broadcasting Group
Slogan Klassens frække dreng
Land Danmark Danmark
Sprog Dansk
Tidligere navne TV Danmark 2
Erstattet af Kanal 4
Søsterkanal(er) TvDanmark1

TvDanmark (sendte i 4 år under navnet TvDanmark2) var en landsdækkende reklamefinansieret tv-kanal, der var ejet af SBS Broadcasting.

Kanalen blev udsendt via et jordbaseret sendenet. Kanalen var desuden tilgængelig via satellit samt Kabel. Kanalen havde "must carry"-status. Modsat DR og TV 2 havde kanalen kun pletvise sendeområder og altså ikke 100% landsdækkende sendetilladelse. TvDanmark netværket var en sammenslutning af 8 lokal-tv-stationer, der sendte lokale programmer i såkaldte 'vinduer' mellem de landsdækkende programmer. Dog har antallet af lokale sendere varieret gennem årene.

Før 1997 var det ulovligt for lokale tv- og radiostationer at networke, dvs. at flere stationer samsender, således at de i praksis fungerer som én kanal. Dette forbud blev ophævet i april 1997, og TvDanmark så dermed dagens lys som en sammenslutning af dengang 10 lokal-tv-stationer. Førhen havde de lokale stationer gennem et særligt Kanal Danmark-samarbejde i vid udstrækning sendt de samme programmer, men ikke på samme klokkeslæt landet over. På den måde fremstod de ikke som en samlet kanal.

Networking-stationer var forpligtet til at sende mindst 1 times lokalt producerede nyhedsprogrammer dagligt. Dette krav er i dag sat ned til en halv time. Desuden var stationerne forpligtet til at afgive sendetid til ikke-kommercielle "græsrods-tv-stationer" i tre timer fordelt over dagen. I dag har de ikke-kommercielle tv-stationer sendetid om formiddagen. Dette gælder dog ikke i København, hvor de ikke-kommercielle tv-stationer har deres egen frekvens. Kanalen skulle i 1997 betale 15 millioner for rettigheden til at udsende TvDanmark. Dette steg de kommende år stødt og endte på 30 millioner. I dag er dette gebyr dog helt væk og TvDanmarks afløser 6'eren benytter senderne gratis.

TvDanmark markedsførte sig som "Klassens frække dreng" som modvægt til de mere traditionelle konkurrenter, DR og TV 2. Et af de "frække" programmer var doku-soap'en Stripperkongens piger. I 2001 sendte TvDanmark første sæson af reality-programmet Big Brother.

Ud over at tv stationen, som eneste privatejede kanal i danmarkshistorien, blev udsendt via antenne, hvilket betød, at man ikke behøvede at have et abonnement på hverken kabel-TV eller satellit for at modtage den, er det bemærkelsesværdige også, at kanalen var underlagt at sende under dansk lovgivning- Dette betød at TvDanmark, eller som den senere skulle hedde TvDanmark 2, ikke måtte lave reklameafbrydelser eller lave produktplaceringer. Til gengæld er den danske sendelovgivning mere liberal omkring seksuelt tv, hvilket man da også kunne se på TvDanmark2's programoversigt.

I år 2000 skiftede TvDanmark navn til TvDanmark 2, og en ny satellit-kanal ved navn TvDanmark 1 blev lanceret. TvDanmark 1 sendte fra London, og var således ikke underlagt dansk lovgivning, men engelsk, hvilket bl.a. giver mulighed for at lave reklameafbrydelser i programmerne. Til gengæld er der en strengere censur.

Som et led i at skabe sig et mere seriøst image, blev kanalerne i 2004 relanceret. Den 4. april (04.04.04) kom TvDanmark 2 atter til at hedde TvDanmark, mens satellit-kanalen skiftede navn til Kanal 5. Samtidig ophørte TvDanmark (tidl. TvDanmark 2) med at afbryde deres programmer med smagsprøver for andre af kanalens udsendelser.

TvDanmark stoppede den 30. april 2006, og blev i stedet til kvindekanalen Kanal 4. Fra den 1. januar 2007 blev Kanal 4 reklame- og brugerfinancieret og sender fra London, som dennes søsterkanal, Kanal 5. Den 1. Januar blev Kanal 4's plads på det så omtalte jordbasserede sendenet overtaget af SBS NET med naturprogrammer og sci-fi-søndag – dog var det meste af kanalens indhold billigt købt i udlandet, og der var ingen danske produktioner ud over genudsendelser og de lovpligtige nyheder. 2 år efter lanceringen, 1. Januar 2009, skiftede SBS NET navn og profil til mandekanalen 6'eren. 6'eren sendte på TVDanmark netværket frem til slukningen af det jordbasserede antennenetværk d. 1. November 2009. Herefter flyttede også denne kanal sin sendetilladelse til London. Dog sender alle SBS's kanaler i dag på det jordbasserede sendenetværk. Dette skyldes en nytolkning af lovgivingen, hvor man opfatter kanaler somogså transmiteres via Satellit fra fx London som udenlandske selvom de også sender fra Danmark på det jordbasserede antennenetværk. Alle SBS's kanaler kræver dog fortsat abonnement.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]